Af Erik Andersson,
Aktivist i Venstrepartiet

Sverige har gennemgået en bemærkelsesværdig parlamentarisk krise. Vi bringer hermed en artikel fra en aktivist på den svenske venstrefløj, som diskuterer baggrunden for krisen. Et emne som er yderst relevant for den danske venstrefløj, ikke mindst Enhedslisten. Artiklen blev skrevet før den seneste regeringsdannelse, men er efterfølgende blevet forsynet med et efterskrift som forklarer den nye udvikling.


Artiklen er oversat fra svensk af Socialistens redaktion. Alle mellemoverskrifter er indsat af oversætterne. Du kan læse originalen på svensk her.

 

Sverige befinder sig lige nu i en parlamentarisk krise. En vigtig del af bagrunden for det, er de skarpe politiske konflikter vi ser iblandt de borgerlige i forskellige lande; mellem en mere ren nyliberal linje baseret på “åbenhed” i kapitalistiske termer, overfor en mere nationalkonservativ retning med protektionistiske og isolationistiske islæt.

Denne konflikt hænger sammen med kapitalismens økonomiske vanskeligheder i kølvandet på finanskrisen, den voksende konkurrence som de vestlige stormagter støder på internationalt og den kroniske politiske instabilitet.

Skred i blokopdelingerne
Frem til det seneste valg var Sverige opdelt i en “rødgrøn” blok bestående af arbejderbevægelsens to partier, Socialdemokraterne og Venstrepartiet, samt Miljøpartiet som hælder mod venstre, versus den såkaldte “alliance” som bestod af højrefløjens traditionelle parti Moderaterne samt Kristendemokraterne, de liberale og centerpartiet.

Ved siden af disse blokke stod Sverigedemokraterne (SD), som er et mækesagsparti, der næsten kun fokuserer på at gentage at indvandring er årsagen til alle samfundsproblemer. De har deres rødder i fascismen og har længe haft stærke forbindelser til nynazismen, men har i de senere år poleret facaden. På en ret dygtig måde læner de sig op ad et utal af fremmedfjendske alternative medier og ond retorik på sociale medier, men er samtidig ivrige efter at udtrykke sig på en mere stueren måde.

Det faktum, at SD længe var uafhængig af de to store blokke betød, at de var godt placeret til at præsentere sig selv som det eneste alternativ til et angiveligt forenet “politisk korrekt” establishment. Men for at de virkelig kunne komme ind i det fine rum, havde de brug for at føre en charmeoffensiv mod Svensk Erhverv og en mere rendyrket borgerlig politik.

Når det kommer til stykket har de længe stemt med de borgerlige partier, men på nogle områder har de indtaget en mellemposition i sociale og økonomiske spørgsmål. Det har blandt andet været vigtigt i deres forsøg på at vinde arbejdere, der lider under løndumping, og som en del af deres velfærdspopulisme, hvor de har fremsat en retorik om, at alle skal have en værdig pension, sikker ældrepleje, en velfungerende skole osv. ... hvis vi bare slap af med indvandrerne.

Centerpartiet har sine rødder i den svenske bondebevægelse og får stadig mange af sine stemmer fra sine traditionelle landlige vælgere, men i de senere år er de også gået frem i de store byer. Det har de blandt andet gjort ved at profilere sig selv som en stærk modstander af alle former for racisme, med en liberal holdning til såkaldte værdispørgsmål og en i kapitalistisk forstand "åbenhed over for verden".

De liberale er i høj grad et middelklasseparti og har længe balanceret mellem en mere social-liberal del af partiet versus en mere autoritær del med krav om "hård straf", "reduceret indvandring", "orden i skolen", osv. Omstruktureringen af den svenske blokpolitik har sat disse skillelinjer på spidsen og ført til skarpe interne konflikter, som fortsætter den dag i dag. Partiet har også været på knæ i meningsmålingerne og ville højst sandsynligt forlade parlamentet, hvis der var valg nu. Disse spændinger førte sammen med den offentlige meningskrise til, at De Liberale for nylig foretog en kovending og åbnede mulighed for en regeringsaftale med den nationalkonservative blok.

I de seneste år har Moderaterne, Kristendemokraterne og Sverigedemokraterne i stigende grad vist sig som en klar blok i svensk politik, næsten udelukkende fokuseret på indvandring, kriminalitet og straf og krav om "hårdt mod hårdt".

Januaraftalen
Efter det seneste valg i 2018 ændrede den svenske blokopdeling sig. "Alliancen" brød sammen, da Moderaterme og Kristendemokraterne trak i en stadig mere nationalkonservativ retning og åbent flirtede med Sverigedemokraterne.

Centerpartiet og De Liberale brød derefter ud af Alliancen, og efter flere måneders forhandlinger lykkedes det dem at få Socialdemokratiet og De Grønne til at gå med til flere gennemgribende neoliberale reformer for at støtte sidstnævntes regeringsmuligheder.
Det omfattede blandt andet betydelige forværringer af arbejdsmarkedslovgivningen, indførelse af såkaldte markedslejer på nyproducerede lejeboliger og en større reduktion og liberalisering af den offentlige arbejdsformidling. Aftalen blev kendt som januaraftalen.

Denne løsning satte Venstrepartiet i en kompliceret position. Hos mange medlemmer af Venstrepartiet, og venstreorienterede vælgere, stod valgkampen, hvor mange frygtede at Sverigedemokraterne kunne blive landets største parti, fortsat frisk i hukommelsen. Der var et betydeligt pres på Venstrepartiet for at tillade en regering baseret på januaraftalen for ikke at "åbne op for Sverigedemokraterne". Samtidig ønskede et stort mindretal internt allerede dengang at vælte regeringen på grund af de dramatiske nyliberale forslag i regeringsgrundlaget.

Resultatet blev en slags kompromis. Venstrepartiet tillod regeringsdannelsen, men erklærede, at hvis det implementerede store forringelser af arbejdsmarkedslovgivningen eller foreslog at indføre markedsleje, ville partiet vælte regeringen. Hvad angår arbejdsmarkedslovgivningen, fik denne proces en særlig dynamik, fordi hovedparten af ledelsen i den svenske fagbevægelse blev enige om at forhandle om ændringer i lovgivningen. Samtidig skabte det tilbagevendende konflikter indenfor LO-fagforeningerne mellem de fagforeninger, hvis ledelse var mere versus dem der var mindre tilbøjelige, til at acceptere indrømmelser. De konkrete forslag, der blev fremsat under forhandlingerne, blev også set på forskelligt af forskellige fagforeninger, afhængigt af hvilke rettigheder der allerede er aftalt.

Uenigheder i fagbevægelsen
Dette førte til en dramatisk konflikt, da de to største LO-fagforeninger, Kommunal og IF Metall, på egen hånd underskrev en aftale med arbejdsgiverne sammen med tjenestemandsfaget. Vreden over denne handling var stor i flere andre LO-fagforeninger.

IF Metall er længe blevet set som en af de mest “ansvarlige” af LO-fagforeningerne, og for Kommunals vedkommende er en delvis forklaring på deres accept af aftalen, at den indeholdt visse forbedringer for dem.

Andre fagforeninger havde imidlertid allerede bedre vilkår end dem, der var nedfældet i deres aftaler, og derfor mente flere fagforeninger, at der ikke var nogen væsentlig grund til, at de skulle underskrive. Kritikere har advaret om, at aftalen vil gøre det lettere at afskedige medarbejdere på tvivlsomme grundlag, f.eks. når det ifølge forslaget skal gøres lettere at afskedige medarbejdere af personlige årsager (f.eks. påståede samarbejdsvanskeligheder). Det er heller ikke længere tilladt at varsle strejke på grund af ukorrekte fyringer.

For Venstrepartiet blev de taktiske parlamentariske overvejelser i spørgsmålet farvet af det faktum, at store dele af fagbevægelsen deltog i processen. Partiets historiske og nuværende forhold til fagbevægelsen er et vigtigt aspekt af dette. Så langt tilbage som i 1920'erne og 1930'erne dannede de et stort mindretal i flere LO-fagforeninger, og LO-fagforeningerne var politisk mere brogede.

I begyndelsen af den kolde krig kom et vendepunkt, da den socialdemokratiske statsminister Tage Erlander, opfordrede til "at gøre alle arbejdspladser til en kampplads for kampen mod kommunismen". Ledelsen af de svenske socialdemokrater kombinerede en stærk reformpolitik med antikommunistiske holdninger og lykkedes på den måde med at strømline den svenske LO-fagbevægelse til at være næsten helt under socialdemokratiske kontrol.

I de senere år er Socialdemokratiets stærke greb om fagbevægelsen langsomt blevet svagere efterhånden som partiet i stigende grad er rykket til højre, mens ledelsen for LO-forbundene i større og større grad har følt sig presset fra deres medlemmer til at sige fra overfor socialdemokratiets planer om forringelser. Dette har gjort det lettere for aktivister fra Venstrepartiet til at være aktive i fagbevægelsen, samtidig med at ledelsen for Venstrepartiet har startet en ”charmeoffensiv” mod LO fagenes ledelser. Det har ført til at Venstrepartiet står langt stærkere i fagbevægelsen og er begyndt på mere systematisk fagligt arbejde. Men partiets faglige arbejde er stadig relativt svagt og der er en udbredt opfattelse internt i partiet om at man ikke bør blandt sig i fagbevægelsens indre anliggender. Dette er flere gange blevet sat på spidsen der har været uenigheder mellem de forskellige fagforbund.

Her har venstrepartiets ledelse valgt at tage en neutral holdning i stedet for at støtte kritikerne. Man har også blødt op på det ultimative krav om at fælde regeringens hvis arbejdsmarkedslovgivningen blev kraftigt forringet. I stedet blev det til at man kun ville vælte regeringens hvis LO ikke kunne godkende aftalen. Aftalen forhandles nu og formodentligt vil et flertal af ledelsen af LO acceptere forringelsen. Her havde Venstrepartiet haft mulighed for at handle meget mere beslutsomt og sammen med de oppositionelle dele af fagbevægelsen kæmpe for at stoppe disse forringelser.

I længden er det nødvendigt med en fortsat styrkelse af venstrepartiets faglige arbejde. Partiets faglige skal stille sig i spidsen for at udforme en klar selvstændig fagforeningsstrategi, der sikrer at partiet profilere sig mere skarpt i fagforeningsspørgsmål. Man skal naturligvis respektere fagbevægelsens ret til selv at træffe beslutninger, men det betyder jo ikke, at man ikke kan eller ikke bør have meninger om vejen frem for fagbevægelsen. Fagbevægelsen skal ses som noget, partiet er en del af. De valg fagbevægelsen står overfor, er fælles for arbejderklassen som helhed. Det er helt klart, at "politik" påvirker fagbevægelsens vilkår, og det samme gælder omvendt. Det der er brug for, er en sammensmeltning af den faglige kamp med arbejderklassens kamp for velfærd, rimelige boliger til rimelige huslejer, investeringer i job og livskvalitet og dermed kampen for et socialistisk samfund.


Liberalisering af husleje
I stedet var det markedslejen, der væltede regeringen [det vil sige at huslejen på lejeboliger reguleres af markedet, red.]. En af grundene er at Lejerforeningen (som er en af Sveriges største folkelige bevægelser) har indtaget en langt mere kompromisløs holdning til forslagene, i forhold til LOs vage holdning til forringelserne af arbejdsmarkedslovgivningen.

Lejerforeningen har ført kampagne mod forslaget om markedsleje og deres formand, der ellers betragtes som en loyal socialdemokrat, opfordrede faktisk Venstrepartiet til på et tidspunkt at vælte regeringen hvis den gik videre med forslaget. Da finanslovsforslaget blev fremlagt, stod det klart, at regeringen, trods Venstrepartiets trussel om at vælte regeringen, ikke havde givet sig en millimeter i forhold til at indføre markedsleje. Venstrepartiet gav derefter regeringen 48 timer til enten helt at skrotte forslaget, eller indlede åbne generelle forhandlinger mellem Lejerforeningen og ejendomsejerne om problemerne på boligmarkedet.

Regeringens og Centerpartiets eneste modsvar var, at Lejerforeningen og ejendomsejerne ville blive inviteret til forhandlinger. Disse forhandlinger var dog begrænset til spørgsmålet om husleje ved nybyggeri og hvis de ikke hurtigt fik lavet en aftale ville regeringens udspil om markedsleje alligevel blive gennemført! Enhver der ved noget om forhandlinger kan sige sig selv, at der ikke ville have været nogen som helst grund for ejendomsejerne (de private udlejere) til at opgive kravet om markedsleje, hvis de vidste, at det ville blive gennemført, hvis de bare nægtede at underskrive en aftale.

Regeringen og Centerpartiet prøvede at fordreje sandheden ved at sige at Venstrepartiet havde fået alle sine krav opfyldt. På en grim retorisk måde forsøgte de at antyde, at de var gået med til, hvad Venstrepartiet krævede. Men Venstrepartiets leder, Nooshi Dadgoster, ventede ikke med at svare; allerede inden regeringens pressekonference sluttede, erklærede hun regeringens forslag for politisk teater og for at det ikke var reelle forhandlinger, men at det foregik under trusler. Lejerforeningen afviste også forslaget.

Der var ingen løsning i sidste øjeblik - i stedet blev regeringen afsat for kun anden gang i svensk historie. De liberale stemte for regeringen med den begrundelse, at de havde lovet at støtte regeringen, så længe den gennemførte den aftale, der blev indgået ved valget. Men efter afstemningen erklærede den, at aftalen nu var slut, da regeringen var faldet og at de nu ønskede en borgerlig regering - også selv om det kun kunne ske med støtte af Sverigedemokraterne. På trods af denne udmelding havde den nationalkonservative blok, bestående af Moderaterne, Sverigedemokraterne og Kristendemokraterne, ikke flertal i den svenske Rigsdag, til trods for at De Liberale nu var med om bord. For at nogen kan regere landet, er der enten brug for nyvalg, dramatiske ændringer i blokkonstellationerne eller at Venstrepartiet og Centerpartiet begge accepterer en regering baseret på Socialdemokratiet og De Grønne.

Efter regeringens fald
To dage efter mistillidsafstemningen der væltede regeringen, meddelte Centerpartiet at de droppede kravet om markedsleje. Samtidig krævede de så skattelettelser som "kompensation". Til trods for kravet om skattelettelser blev udmeldingen modtaget som en stor sejr for Venstrepartiet, der havde ført en intens kamp mod forslaget. Centerpartiet afviser fortsat at forhandle med Venstrepartiet. De taler om at "holde de to yderpartier væk fra indflydelse" og om "at samles i midten". Så de står mellem to blokke og insisterer på, at alle partier -undtagen Venstrepartiet og Sverigedemokraterne - skal samles omkring dem. Det ser ikke ud til at virke. Den eneste mulige løsning er enten at regeringen bliver accepteret af både Venstrepartiet og Centerpartiet eller også må der udskrives valg.

I skrivende stud (5/7-21) er situationen den at formanden for Riksdagen har givet Moderaternes partileder Ulf Kristersson mulighed for at vise om han kan mønstre et flertal for en ny regering ledet af ham selv. Han mangler bare et mandat, men det synes umuligt at opnå. I det svenske partisystem er det yderst sjældent at parlamentarikere stemmer imod partilinjen. Der har heller ikke været nogen signaler om, at nogen fra Centerpartiet overvejer at stemme for Kristersson.

Formentlig kommer stafetten derefter tilbage til Stefan Löfvén. Det grundlæggende problem som han må løse, er, at Centerpartiet og Venstrepartiet i det store og hele er som ild og vand. Venstrepartiets ledelse har rakt ud til Centerpartiet og foreslået at ”lægge vores hjertesager til side og fokusere på det som vi er enige om”, men Centerpartiet har givet den kolde skulder.

Inden mistillidsafstemningen, var det eneste som Venstrepartiet havde krævet rent faktisk bare, at forslaget om markedsleje skulle droppes, men efter afstemningen er Januaraftalen nu at betragte som en del af fortiden og Venstrepartiets partileder Nooshi Dadgostar har nu gjort det klart, at hun kræver at få en plads ved finanslovsforhandlingerne, hvis hun skal acceptere regeringen. Hvordan det i praksis udspiller sig, må tiden vise.

Stor vækst til Venstrepartiet
De seneste uger har været intense for os der er medlemmer af Venstrepartiet. Vi har på kort tid fået 3.000 nye medlemmer og nærmer os nu 30.000. Weekenden inden mistillidsafstemningen blev der arrangeret adskillige kampagneaktiviteter rundt om i landet for at presse regeringen til at bakke tilbage på spørgsmålet om markedsleje. Der var en udbredt glæde over at vi endelig satte foden ned, og en forhåbning om, at forslaget faktisk kunne blive trukket tilbage. Det bidrog til en stærk mobilisering af partiet.

Samtidig var der i starten også en vis frygt blandt en del af partimedlemmer for at den nationalkonservative blok ville kunne komme til magten, enten gennem nye aftaler i Rigsdagen eller via et nyvalg. Det var også et tema som ikke mindst det socialdemokratiske apparat tromlede ud med stor styrke –”Venstrepartiet allierer sig med Sverigedemokraterne – det er os eller en højrekonservativ regering”.

Det faktum, at Centerpartiet blev tvunget til at trække tilbage i sagen om markedsleje, bidrog dog til at mindske uroen til fordel for forhåbninger, hvilket også blev forstærket af den enorme tilstrømning af nye medlemmer.

Det er stadig ikke til at sige om der bliver nyvalg eller ej. Venstrepartiet har i de seneste uger fået øget selvtillid. Man satsede og vandt. Samtidig bistår der dog en række spørgsmål om på hvilke betingelser vi kan forestille os at støtte en ny regering. I begyndelsen af regeringens mandatperiode accepterede vi at stå uden for indflydelse på politikken, og det så ud til, at regeringen troede, at vi aldrig ville gøre alvor af vores trussel om at vælte den. I visse tilfælde har vi ageret parlamentarisk for at mildne regeringens værste forslag, men i det store og hele har vi givet regeringen frie hænder (men selvfølgelig har vi stemt imod de ting, vi ikke har været for).

Nu er der en stærk følelse i partiet af at vi ikke kan lade os blive kørt over på ny, og en appetit på at fortsætte med at stå på egne ben. Mange medlemmer vil have os til at kræve at blive involveret i efterårets finanslovsforhandlinger, men som sagt er dette hidtil blevet afvist af Centerpartiet. Et forslag til en løsning, der er blevet drøftet af politiske kommentatorer, er, om regeringen vil øremærke poster i finansloven, der kan tilfredsstille Venstrepartiet, uden officielt at forhandle med partiet.

Perspektiver
Noget som savnes i diskussionen, er den konkrete politik. Selv blandt mange medlemmer af Venstrepartiet er der et forældet billede af Centerpartiet, da de har sine rødder i bondebevægelsen, som lejlighedsvis har været parate til at indgå i brede aftaler hen over midten. Og de var længe at betragte som det mindst højreorienterede af de borgerlige partier. Men i dag er de et fuldt ud nyliberalt parti med krav om nedsat mindsteløn, forringet arbejdsmarkedslovgivning og højt på dagsordenen er kravet om højere huslejer.

En ting er deres vælgere, en anden er selve partiet. At stille krav, der appellerer til deres vælgere i landdistrikterne, er helt i orden og bør under alle omstændigheder være en vigtig del af et arbejderpartis strategi. Vi bør kræve lige adgang til velfærd og andre samfundstjenester samt opgradering af infrastrukturen, udbygning med højhastighedstog (ikke mindst vigtigt i et land så langstrakt som Sverige) og store offentlige investeringer i beskæftigelse og en tro på fremtiden.
Derimod vil det være katastrofalt, hvis vi blev medansvarlige for gennemgribende neoliberale reformer. Hvis vi fortsætter med at vokse som parti, påtager os en større rolle i svensk politik og for alvor begynder at vende samfundsudviklingen, kan vi ikke blive fanget i en nyliberal politik. Denne balance kommer til at blive afgørende for Venstrepartiets i de kommende måneder.

Vi har også brug for et mere langsigtet perspektiv. Den svenske arbejderbevægelse har, ligesom mange andre europæiske landes arbejderbevægelser, i de seneste årtier i stigende grad udhulet sine rødder i arbejderklassen i vid forstand. Antallet af medlemmer og folkevalgte er faldet, ligesom vælgerstøtten er faldet. Socialdemokraterne styrede Sverige i lang tid med støtte fra det, der i dag kaldes Venstrepartiet. Sammen havde de et flertal af befolkningen bag sig i lang tid.

I dag ligger opbakningen til socialdemokraterne på omkring 25% i meningsmålingerne. De seneste ugers beslutsomme ageren fra Venstrepartiet har øget partiets opbakning, som i flere målinger opnår en tilslutning på 11%. Men hvis man ligger de to partiers tilslutning sammen, ser du, at det kun er lidt over en tredjedel af vælgerne der støtter et af de to partier med rødder i arbejderbevægelsen. Den store historiske forandring over tid er, at Socialdemokraterne drastisk har udhulet deres støtte blandt folk, desværre kun delvis til fordel for Venstrepartiet.

Adskillige år med svagere forankring på arbejdspladsen og stadig mere uklare skillelinjer mellem de politiske blokke har bidraget til Sverigedemokraternes fremgang og til et stigende mindretal af LO-arbejdere, der stemmer på højreorienterede partier. Og på samme tid har partier som Miljøpartiet og Centerpartiet fremmet deres position blandt storbyvælgere, der er hårdt ramt af nedskæringer og privatiseringer "på trods af" det faktum, at de er embedsmænd.

Mere af samme opskrift kan ikke være løsningen. Tværtimod er der brug for en arbejderbevægelse, der er mere uafhængig i forhold til de borgerlige partier, der fejlagtigt markedsfører sig selv som "centrum". Der er behov for en socialistisk arbejderpolitik, der gennemfører mærkbare forbedringer i folks hverdag. En bevægelse, der igen lykkes med at mobilisere folk til at kæmpe for et bedre liv. En bevægelse, der igen forbinder arbejderklassens daglige kamp med kampen for socialisme.

5. juli 2021

Efterskrift (12. juli 2021):

Efter nogle ugers usikkerhed lykkedes det Stefan Löfven at samle det smallest mulige flertal i rigsdagen. I Sverige er det nok at der ikke er flertal imod statsministeren for at denne kan blive siddende.
Ved at regeringspartierne (Socialdemokraterne og De Grønne) stemmer for Löfven og Venstrepartiet og Centerpartiet undlader at stemme, kan Löfven fortsætte med at regere indtil videre. Den næste hindring er dog ikke langt væk. Når næste års budget skal vedtages i efteråret, skal regeringen sikre støtte fra både Venstrepartiet og Centerpartiet.

Men Centerpartiet har meddelt, at de ikke vil stemme for et budget, der er forhandlet med Venstrepartiet, med henvisning til det faktum, at de ønsker at "holde de to yderste partier (Venstrepartiet og Sverigedemokraterne) væk fra politisk indflydelse" .

Men Venstrepartiet insisterer på, at det ikke accepterer at stemme for et budget, som partiet ikke har været med til at forhandle om. Vi får se, om både Centerpartiet og Venstrepartiet vil holde sig til disse holdninger hele vejen.

Den ultimative konsekvens kan være, at et budgetforslag fra den højreorienterede konservative blok i stedet går igennem. Samtidig er det vanskeligt for Venstrepartiets ledelse at ligge sig fladt ned, og den historiske tilstrømning af nye medlemmer taler for større selvtillid.

En mulig løsning (for regeringen), der er blevet nævnt i politiske analyser, er, at regeringen tager krav fra både Centerpartiet og Venstrepartiet med ind i sit budget uden formelt at forhandle med Venstrepartiet eller medtage forslag, der provokerer begge parter for meget. Fra Venstrepartiets synspunkt bør disse spørgsmål politiseres mere tydeligt.

Det mest afgørende er ikke det formelle spørgsmål om, hvem der forhandler med hvem, men det politiske indhold. Et elendigt budget med stærke nyliberale elementer, der bliver forhandlet mellem regeringen, Venstrepartiet og Centerpartiet i bedste forståelse, ville være et katastrofalt resultat, selvom det er usandsynligt, primært på grund af Centerpartiets store modvilje. Nej, det afgørende er det politiske indhold, og det er, hvad Venstrepartiet skal fokusere på med skarpe forslag til reelle forbedringer for folket.