Af Lasse Bertelsen

I visse dele af Enhedslisten foregår der i øjeblikket en diskussion om hvordan man kan opbygge en form for modmagt mod kapitalismen. I denne diskussion bliver såvel ”Økonomisk Demokrati” som kooperativer nævnt som en del af løsningen. I denne artikel vil vi forklare hvorfor at såvel kooperativer som Økonomisk Demokrati har klare begrænsninger.

Genoplivning af diskussion om Økonomisk Demokrati

Pelle Dragsted, tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten, har foreslået at man skal kigge på en ny version af ØD, Økonomisk Demokrati. ØD-tanken opstod hos LO i 1967 og Socialdemokratiet stillede forslag om det i folketinget i 1973. Ideen var at arbejderne skulle have en del af deres løn som medejerskab af de store virksomheder og på den måde langsomt købe sig til kontrollen over produktionsmidlerne uden at komme i konflikt med kapitalisterne. Andre ideer har været at starte kooperativer ejet og styret af medarbejderne. Alle disse ideer er jo som sådan ikke nye. Ikke des do mindre er det en vigtig diskussion.

Som marxister mener vi, at den private ejendomsret over produktionsmidlerne er en væsentlig hindring for udviklingen af samfundet. Både i forhold til at sikrer alle et godt arbejdsliv og et godt liv som sådan. Men også for at kunne indføre en miljøvenlig produktion kræver det, ifølge os, et opgør med kapitalisternes kontrol over samfundets værdier. Vi må dog også erkende at kapitalisterne på ingen måde virker positivt stemt overfor ideen om at samfundet skulle have ejendomsretten over virksomhederne. Spørgsmålet er altså om man kan liste socialisme ind ad bagdøren ved at langsomt at sætte dele af økonomien under arbejderkontrol?

Det økonomiske demokrati i ny form?

Pelle Dragsted slår til lyd for en ny form for økonomisk demokrati. Ikke som den endelige løsning, men som en del af løsningen. Han forslår både at medarbejderne langsomt kan opkøbe de virksomheder hvor de er ansatte, samt at der dannes en fond (styret af fagbevægelsen?) som skal eje større og større dele af økonomien.

Men der er desværre flere problemer ved ideen. For det første vil det jo tage en længere årrække at opkøbe aktiemajoriteten. Det vil altså ikke komme som det store chok for kapitalisten, at arbejderne er i gang med at opkøbe produktionsmidlerne), hvilket jo også til dels er formålet med forslaget. Men dette gør jo at kapitalisten har masser af tid til for eksempel at fjerne kapital fra virksomheden, udsulte virksomheden med manglende investeringer osv. Nå endelig arbejderne en skønne dag har købt virksomheden af kapitalisten, så har de altså ingen garantier for hvad det er de har købt.

Man kunne også få tanken om fredelig sameksistens, altså at kapitalisten og arbejderne i fællesskab ejer virksomheden. Men det vil medføre en række dilemmaer for arbejderne. Kapitalisten vil gerne have en så høj profit som mulig. Men hvad med arbejderne? De kunne jo for eksempel sænke arbejdstempoet eller arbejdstiden med fuld løn og personalekompensation finansieret af profitten, der jo så bliver mindre. Dette vil gøre kapitalisten sur. Men arbejderne vil jo også miste en del af deres andel af profitten. Så de skal vurdere om de vil have mindre profit eller kortere arbejdstid. Hvis arbejderne på den pågældende virksomhed fik smag for deres del af profitten, hvorfor så egentlig ikke lave nogle rationaliseringer. Ved at fyre for eksempel 10 procent af arbejdsstyrken, kunne de tilbageværende jo blive rigere. Et andet dilemma er miljømæssig produktion. Hvis en omlægning til klimavenlige maskiner betyder nedgang i overskuddet så vil arbejderne jo stå i præcis de samme dilemmaer som kapitalisterne, der jo indtil videre kun i meget begrænset omfang har sat klimaet før profitten. Med andre ord er arbejderne ikke bare blevet kapitalister?

Hvis man går ud fra at det er en fond styret af fagbevægelsen der skal stå for ejerskabet er det bestemt lige så problematisk. Enhver faglig aktiv arbejder ved at der er alt for langt til toppen af fagbevægelsen. Fagtoppen har begunstiget sig selv med millionlønninger og glemt alt om tiden på fabriksgulvet. Allerede nu sidder visse faglige ledere i bestyrelsen for de store virksomheder (blandt andet Metals formand). Men vil deres kontrol over dele af virksomhederne ikke sætte deres loyalitet mod medlemmerne yderligere på prøve? Risikerer vi ikke bare at forstærke bureaukratiet i fagbevægelsen? Svaret er klart: Jo.

Er det mere demokratisk?

Der er helt klart noget dybt udemokratisk i at 50 familier råder over formuer på (ifølge Berlingske) 645 milliarder - det samme som de 1.790.000 fattigste danskere. Den 1% rigeste del af samfundet besidder mere end 25% af den totale formue. Denne meget lille og meget privilegerede del af samfundet har en enorm magt. De ejer banker, forsikringsselskaber og kan med et knips med fingrene stoppe produktion og investeringer hvis noget skulle genere dem. De kan ansætte og afskedige tusinde af mennesker efter deres eget forgodtbefindende. Det er dybt udemokratisk. Så på den måde kan man jo godt sige at det er mere demokratisk hvis ejerskabet af virksomhederne blev udvidet til mange flere. Men så igen: Hvor demokratisk det egentligt er at ejerskabet over økonomien går fra 100 personer til lad os sige 100.000? Hvad med de 5 millioner andre? Problematikken er jo netop at hvis det er arbejderne på fabrikken der ejer sin virksomhed, så er deres interesser at få netop den fabrik til at køre så godt som muligt, men ikke nødvendigvis at træffe valg der tilgodeser arbejderklassen som helhed.

Produktionen er altså gennem ØD ikke samfundsejet men delt i konkurrerende enheder. Med andre ord er det stadig kapitalisme med arbejderne som kapitalisterne. Tag for eksempel arbejderne på B&O der har givet meget små overskud de sidste mange år. De vil være dårligere stillede end arbejderne på Novo Nordisk, hvis firma jo svømmer i ekstreme profitter. Så arbejderne på B&O vil altså ejer langt mindre værdi end arbejderne på Novo Nordisk. Dermed vil ØD have sået indbyrdes splittelse i arbejderklassen men samtidig ikke have fjernet kapitalismens grundlæggende problemer. Dertil kommer alle de 900.000 ansatte i det offentlige, der jo kommer til at stå uden for ØD, hvilket jo vil resultere i yderligere splittelse af arbejderklassen.

Statseje godt eller dårligt?

Tilhængerne af Pelle Dragsted og mange andres, ideer om ØD vil så måske spørge: Hvad så med jer forstokkede marxister i Socialisten? Vil I bare have statseje og har I da helt glemt hvor galt det gik i DDR og i Sovjetunionen? Hvorfor videreudvikler I ikke de marxistiske ideer? Hvilket er helt relevante spørgsmål. Og ja man kan vel godt kalde os forstokkede fordi vi holder fast ved, at det ikke er nødvendigt at genopfinde den dybe tallerken. Vi går ind for statseje af produktionsmidlerne. Men lad os lige uddybe det lidt mere. For det første er det rigtigt at planøkonomien i Sovjetunionen og DDR og alle de andre tidligere østlande endte i stagnation, korruption og varemangel. Derfor ønsker vi heller ikke at køre en økonomi som de gjorde det i østlandene. Som vi ser det vil det være nok at nationalisere de 100 største virksomheder, banker og forsikringsselskaber. Hvis de er under statseje, altså demokratisk samfundseje, så har staten som sådan kontrol med økonomien til trods for at der stadig vil være titusinder af privatejede virksomheder. Disse mindre virksomheder er i dag fuldstændig under kontrol af storkapitalen, og ved at nationalisere storkapitalen har samfundet som sådan den samme kontrol over de mindre virksomheder, udover at en demokratisk samfundsstyret økonomi egentlig vil have en interesse i at give dem friere tøjler end ågerbankerne i dag giver dem. På længere sigt vil de mindre virksomheder have en klar interesse i at lægge sig ind under de statsejede.

Når vi snakker om planøkonomi er det som sådan ikke meget anderledes end det er i dag. Varerne vil stadig skulle sælges til et marked, der også gennem konkurrence vil fastsætte priser og lignende. Overskuddene vil bare tilfalde samfundet, altså sikrer velfærd, grønt miljø og lavere arbejdstid. En planøkonomi vil sikre at forskere på forskellige medicinalfirmaer kan snakke sammen og bruge hinandens forskning hvilket er utopi under kapitalisme. Det vil demokratisk kunne afskaffe medicinalfirmaernes ågerpriser. En demokratisk samfundsejet finanssektor vil kunne afskaffe gebyrerne for almindelige mennesker, sætte stop for ågerrenter og den ublu boligspekulation. Man vil kunne gennemføre en fuldstændig miljøvenlig omlægning af produktionen. Øget produktivitet vil kunne bruges til at sænke arbejdstiden, forbedre lønnen, arbejdsmiljøet og arbejdsforholdene. Med samfundsmæssig kontrol over de gigantiske profitter ville man kunne bruge en del til at genoprette velfærden. Man ville kunne sikre alle uddannelse og betalige boliger (for eksempel huslejeloft på 15% af beboernes indkomst).

Hvordan statseje?

Hvis man ser på en statsejet virksomhed som DSB er det klart at det ikke er et eksempel at følge. DSB er dybt bureaukratisk og hierarkisk. Medarbejderne har så godt som ingen mulighed for at øge indflydelse. Man har et par medarbejderrepræsentanter i ledelsen som kan sige deres mening men ellers stå uden indflydelse. DSB er altså en statsejet virksomhed (selvom de prøver at privatisere det) uden arbejderkontrol. Vores krav må være, at alle nuværende, samt kommende statsejede virksomheder underlægges arbejderkontrol. Et bud på hvordan den arbejderkontrol kunne tage sin form var ved at sammensætte bestyrelsen af 1/3 repræsentanter fra arbejderne i DSB, 1/3 fra de faglige organisationer og 1/3 fra staten. Man kunne også have en sammensætning med 1/4 til hver af de ovennævnte og den sidste fjerdedel til repræsentanter for passagererne. Denne bestyrelse skulle selvfølgelig stå for at ansætte direktører og andre ledere og ikke mindst også have retten til at fyre dem igen. På den måde kunne man komme den nuværende inkompetente ledelse af DSB til livs og sikre en ledelse der lytter til både ansatte og brugere. Denne form for arbejderkontrol kunne man indfører i alle andre statsejede virksomheder.

Kooperativer

Som en del af den samme debat angående ØD er der også blevet rejst ideer om kooperativer. Nu kunne det være nemt at skyde ideen om kooperativer ned ved at sige, at det ligesom er prøvet af før og tydeligt har vist sine begrænsninger. Kooperationen druknede i bureaukrati, vennetjenester og dårlig ledelse. I dag er der meget få kooperativer tilbage, mange er simpelthen blev udkonkurreret. Men det er også værd at huske på kooperativernes fødsel. Mange kooperative virksomheder så dagens lys i forbindelse med eller i perioden efter den store arbejdsgiver lockout i 1899. Her organiserede arbejderne i byerne fødevare fra landet ind til de hungrende lockoutede arbejdere. Ikke mindst landarbejderne spillede en vigtig rolle i dette arbejde. Kooperationen blev så stor at socialdemokratiet der jo på det tidspunkt (inden den russiske revolution) var det eneste arbejderparti, udråbte kooperationen som den 3. del af arbejderbevægelsen ved siden af partiet og fagbevægelsen. Der var kooperative byggefirmaer, mejerier, bryggerier, banker, bedemænd osv. Ved siden af det kom også andelsbevægelsen på landet, der som sådan ikke var en del af kooperationen. Som nævnt er kooperationen i dag i krise. Kooperationen har det problem at den skal konkurrere på det private kapitalistiske marked. Under en økonomisk krise med høj arbejdsløshed og dermed lavere købekraft vil kooperationen også blive tvunget til at fyre ansatte. Og for at kunne sælge sine vare skal de være konkurrencedygtige med kapitalisterne. Presser de prisen ved at presse arbejdernes arbejdsforhold, bliver kooperationen tvunget til at gøre det samme. Så selvom kooperationen med en ordentlig ledelse kunne byde på bedre arbejdsforhold, ville de stadig kunne blive bragt i en situation hvor de må forringe arbejdernes forhold. Derudover er det højst tænkeligt at de kapitalistiske virksomheder vil gøre deres for at modarbejde kooperationen. Så hvor det at lave et kooperativ sagtens kan være en god ide, er det altså ikke vejen til at sikre et opgør med kapitalisternes magt.

Samfundsbank

Enhedslisten er kommet med et forslag om at man lavede en samfundsbank. Forslaget er kommet på baggrund af den massive skattesvindel Danske Bank, Nordea og Jyske Bank alle har været involveret i. Den massive svindel i finansverden viser om noget, at bankvæsenet selvfølgelig skal styres og ejes demokratisk af samfundet i stedet af et lille mindretal ekstremt rige. Udover bankerne åbenlyse deltagelse i økonomisk kriminalitet, prøver de også at få kunder med lave indtægter væk ved at nedlægge filialer og indføre høje gebyrer. Dertil kommer de banker der tilbyder kortfristede lån til ågerrenter til folk der er i økonomisk uføre og dermed havner i en yderligere gældsfælde. De store banker har om nogen vist kapitalismens sande natur. Ingen love eller moralske værdier må stå i vejen for jagten på profit. Alligevel ser det ud til at de går ustraffede fri. Ser man på hvem der ejer bankerne gør pludselige dette helt forståeligt. Bankerne ejes nemlig af de store industrivirksomheder i Danamrk såsom Mærsk. De selvsamme virksomheder der har rottet sig sammen i Dansk Industri og som betaler millionbeløb ind på alle de borgerlige partiers kontoer. Fra de radikale til Dansk Folkeparti er de alle støttet af bankerne og eller bankernes ejere. MEREMERE

Socialisme uden konflikt med kapitalisterne?

Ønsket bag genopdagelsen af ØD og kooperativer er at lave en fredelig overgang til socialisme. Altså en langsom ændring af samfundet i en socialistisk retning med det håb at det ikke vil gøre kapitalisterne sure. For det er jo helt rigtigt at sure kapitalister kan betyde ting som lockout af arbejdere, pengeflugt, udflytning af arbejdspladser og meget andet. Kapitalisterne høster i dag gigantiske overskud og lever et liv i luksus og det er nok højst realistisk at de ønsker at bevare deres privilegier (som jo er skabt af arbejderklassen). Når Mærsk havde (og stadig har) en lang række begunstigelser i lovgivningen er det jo fordi skiftende regeringer har gjort alt hvad de kunne for at tilfredsstille firmaets ejere.

At tro at man langsomt kan fravriste kapitalisterne magten over økonomien, uden at de vil bekæmpe det med alle midler er naivt. I Venezuela har overklassen gjort alt for at udsulte økonomien og er direkte medvirkende til den hyperinflation der har ødelagt den venezuelanske arbejderklasses levestandard. Med andre ord er et opgør med kapitalisternes magt en alvorlig affære der kræver både en rød arbejderregering samt en mobiliseret arbejderklasse. I Venezuela er problemet netop at regeringen ikke har villet tage et opgør med kapitalisterne, men har prøvet at spille på to heste. Socialdemokratierne verden over har forsøgt at indføre socialisme ad bagdøren de sidste 100 år og er mere eller mindre endt som en del af det kapitalistiske system. Syriza er et andet eksempel. De ville egentlig bare have afskrevet en del af deres absurd høje udlandsgæld og retten til selv at bestemme landets politik. De ønskede ikke et brud med kapitalismen. Alligevel var svaret fra den europæiske storkapital (især de tyske banker) nej. Konsekvensen var at Syriza i stedet gennemførte voldsomme angreb på den græske arbejderklasse, dikteret af EU og IMF.

Arbejderkontrol, arbejdermagt og arbejderstat

Kapitalismen som system er forældet. Få personers magt over produktionsmidlerne gør at produktionen foregår på en måde der er i deres interesser, i stedet for det store flertals. Det betyder også tilbagevendende overproduktionskriser. Som Rosa Luxemburg påpegede vil de progressive reformer arbejderklassen kan kæmpe igennem i dag, blive fjernet lige så snart arbejderne ikke er i kamp eller kapitalismen bliver ramt af krise. Human kapitalisme eksisterer ikke. Løsningen kan ikke være andet end arbejderklassens demokratiske ledelse og kontrol med de 100 største virksomheder og banker, altså et klart brud med kapitalismen. Det har tidligere været sagt: At gøre kapitalismen human, social retfærdig og demokratisk svarer til at gøre en løve tam ved at file dens kløer med en neglefil.

I stedet bør den økonomiske magt tilfalde flertallet af samfundet. Arbejdspladserne må underlægges arbejderkontrol som nævnt ovenfor. Og demokratiet i samfundet må udvides så det er demokratiske valgte råd der styre staten, hvilket vil sige indførelsen af en demokratisk arbejderstat. Dennes råds tanke som ikke mindst Rosa Luxemburg talte meget for, betyder at alle arbejdspladser, skoler, pensionistforeninger osv. vælger repræsentanter til kommunale råd, der vælger repræsentanter til regionale råd der igen vælger repræsentanter til en national forsamling. For at undgå bureaukrati må disse repræsentanter straks kunne trækkes tilbage, de må ikke modtage andet end en gennemsnitsarbejderløn og bør kun sidde på deres post i en begrænset periode så de ikke gror fast. Efter perioden som rådsrepræsentant er det tilbage på arbejdspladsen igen. Der er desværre mange der mener at dette ikke kan lade sig gøre. At man ikke kan kører et samfund uden kapitalister og bureaukratiske embedsmænd i en borgerlig stat. Derfor opfinder de genveje. Som vi ser det er ideen om økonomisk demokrati en sådan genvej, eller for at være helt ærlige en omvej. En demokratisk økonomi, styret af arbejderklassen, er afgørende nødvendig. Men det kræver et brud med kapitalismen.