Af Lasse Bertelsen

Det er nu 20 siden der sidst var en storkonflikt på det private område. 600.000 arbejdere gik i strejke efter at have stemt deres overenskomstforslag ned. Strejken varede i 11 dage og blev et slående eksempel på hvor stærk arbejderklassen er når den slås.

Alle fabrikker stod stille, ikke en kran bevægede sig, kontorerne lå øde hen og al transport af varer var indstillet. Blandt andet skulle politiet bede 3F (dengang SiD) om dispensation så de kunne sikre benzin til politibilerne.


Kravene ignoreret

Nejet til overenskomstresultatet kom vist som lidt af et chok for de fleste den morgen i april 1998 da det blev meddelt af 55% af medlemmerne havde stemt nej. Dermed skulle der være konflikt fra den 27. april 1998. Under forhandlingerne havde arbejdsgiverne, ført an af Dansk Industri, hånligt afvist de ansattes krav. Dette til trods for at beskæftigelsen var høj og at overskuddene hos arbejdergiverne var endnu højere. Et af arbejdernes krav, den 6. ferieuge, var blevet imødekommet med at man kunne få lov at holde fri juleaften. Sagen var bare den at det kunne 70 % af de privatansatte arbejdere allerede i forvejen, så i stedet for et fremskridt blev det mere set som en hån. Derudover var kravene om lavere arbejdstid for skiftehold, samt højere mindsteløn heller ikke blevet imødekommet.


Ledelsen af strejken

Op til afstemningen havde en række fagforeninger over hele landet ført en aktiv kampagne for et nej. Selv om de alle var i mindretal i deres forbund var de altså betydelig mere i tråd med medlemmerne end toppene i deres fagforbund. Men efter at Nejet var en realitet kom spørgsmålet, hvem skal lede strejken? Toppen af LO var dybt rystet og helt naturligt faldt ledelsen af strejken til de fagforeninger der havde været aktive i nej-kampagnen. De dannede Fagforeningernes Koordinationsudvalg og inviterede repræsentanter fra samtlige af de strejkende fagforeninger til at deltage og samarbejdede samtidig med de lokale LO afdelinger. Samtidig blev der holdt 2 store tillidsmandsmøder under konflikten.


Medier og regeringsindgreb

Dem der kan huske 1998 kan skrive under på at medierne ikke er på strejkende arbejderes side. Under hele konflikten prøvede de at frempiske en panikstemning om at landet ville løbe tør for varer og benzin. Det førte til lange køer ved benzinstationerne, samt hamstring af gær og andre varer. Flere bekymrede danskere lå inde med 30-40 pakker gær så de kunne bage brød flere måneder frem. Skulle der være en der ville udtale sig kritisk om strejken kom de straks i TV-avisen. Også burhønsene blev hevet frem. De kunne ikke blive slagtet da slagteriarbejderne var i strejke. Så det var synd for burhønsene at der var strejke… På den måde forsøgte man at retfærdiggøre et regeringsindgreb. Men indgrebet kom ført efter 11 dage, da det kom frem, at de store internationale industrivirksomheder, som de strejkeramte danske virksomheder normalt forsynede med produkter, ville finde andre underleverandører, hvis ikke snart strejken stoppede. Poul Nyrup der var statsminister dengang var med andre ord under et stort pres fra både danske og internationale kapitalister for at gribe ind. Havde han haft modet kunne han have lavet et regeringsindgreb der sikrede alle den 6. ferieuge. I stedet sørgede han for at hans indgreb ikke ville få kritik fra erhvervslivet, så hverken han eller hans regeringsindgreb var specielt populært blandt de strejkende. Nyrup indførte 3 omsorgsdage, som alle blev finansieret af arbejderne selv gennem nedsat pensionsbetaling.


Kunne strejken have fortsat?

Samme dag som det blev meddelt at Nyrup ville gribe ind var der tillidsmandsmøde tæt ved Svanemøllens station. Mødesalen var proppet med strejkende arbejdere, et bud lød på at 2.000 var til stede. Men forløbet af mødet var en tynd kop te. Ledelsen af fagforeningernes koordinationsudvalg havde besluttet sig til at strejken skulle stoppe og at man dermed ville acceptere det arbejdsgivervenlige regeringsindgreb. Den første time af mødet var fyldt med den ene langsommelige taler efter den anden der forklarede hvorfor man pænt skulle gå hjem. Men da en ung lærling agiterede for at regeringsindgrebet ikke var andet end et stykke papir, og at tillidsmandsmødet og koordinationsudvalget havde magten til at beslutte om man ville fortsætte strejken eller ej, vågnede forsamlingen op.


Efter at have talt for at fortsætte strejken og involvere de offentligt ansatte var der massive klapsalver og råb om generalstrejke. Men slaget var tabt. Ledelsen af strejken ville ikke mere, og da der ikke var nogen alternativ ledelse var der ikke andet at gøre end at gå hjem. Men en ting er sikkert: havde koordinationsudvalget sat foden ned og fortsat kampen ville de have haft fuld opbakning fra tillidsfolkene. Hvor lang tid en sådan strejke kunne fortsætte er ikke til at vide. Men bare at acceptere et regeringsindgreb er det samme som at underminere arbejderklassens strejkeret, der jo i forvejen er yderst begrænset.


Arbejderklassens styrke

Men strejken i 1998 viste klart og tydeligt at nok så fine arbejdsgivere, mediefolk og eksperter intet kan stille op den dag arbejderne siger stop. Transportarbejdere, der i dag må tumle med urimelige lønninger og arbejdsforhold, spiller en helt afgørende rolle i at få samfundet til at fungere. Uden dem, ingen benzin, varer eller gær for den sags skyld. Og industriarbejderne viste at de store kapitalister ikke kan score deres gigantiske profitter hvis ikke de går på arbejde. Både byggeriet, men især industrien led kæmpe milliardtab under strejken. Arbejderklassen besidder altså en enorm magt. Havde den en ledelse der turde bruge den magt kunne alle arbejdere hurtigt tilkæmpe sig rimelige forhold. Har den en ledelse der ikke tør bruge den magt går det som vi ser i dag. Overklassen vælter sig i penge, mens arbejdere bliver slidt ned til lave lønninger og kan først få pension den dag de ikke længere kan tygge smør.


Uden strejke ingen 6. ferieuge

Strejken havde også mange andre indslag. De arbejdsgiverne i el-faget iværksatte lockout, meddelte elektrikerne fagforening at man bare kunne ringe til dem så ville de sende elektrikere ud fra deres kooperative firma til opgaver der var vigtige. Et andet indslag var at da Hans Jensen (formand for LO) skulle tale til den omkring 20.000 mand store demonstration den 5. maj stillede en hel hær af julemænd sig op på scenen for at vise hvor glade de var for at få fri juleaften. Kiggede man godt efter kunne man dog ane ansigter der mindede om diverse aktivister fra murerne, murerarbejdsmændene, Jord og beton og Lager og Handel. 1. maj 1998 var også ekstraordinær stor. Hele fælledparken var fyldt med op mod 200.000.


Året efter strejken fik man den 6. ferieuge indføjet i overenskomsterne. Dette var ikke sket uden strejken. Arbejdsgiverne turde ikke risikere en ny storkonflikt. Erfaringerne fra strejken kan så absolut bruges i dag. Hvis vi vil have bedre forhold må der kamp til. Alt for længe er arbejdstempoet steget mens arbejdsforholdene er blevet forværret. Overenskomsterne for de offentlige i 2018 var tæt på at ende i konflikt og i 2017 stemme byggeriet og transportområdet klart Nej. I 2020 skal der være nye forhandlinger. Opgaven er at finde fælles krav og ikke mindst sikre solidariteten så alle områder bliver hørt. Og skulle arbejdsgiverne igen ignorere kravene må der aktivt arbejdes for konflikt.