Af Andreas Bülow

Den 3. september er det 80 år siden Fjerde Internationale (FI) blev stiftet på et møde i Paris. FI var en revolutionær marxistisk internationale, stiftet på traditioner fra Marx og første Internationale, Anden internationale og de store arbejderpartier i Europa, samt Tredje internationale under Lenins ledelse. Når vi taler om internationaler, refererer vi til verdensomspændende arbejderorganisationer. 

Baggrunden for dannelsen af Fjerde Internationale var omdannelsen af den Tredje (Kommunistiske) Internationale fra en sammenslutning for international revolution til et redskab for det sovjetiske bureaukratis snævre nationale interesser.

 

Kominterns fald

Degenereringen af Komintern, som den 3. internationale blev kaldt, hang sammen med den russiske revolutions udvikling. Efter revolutionen blev Rusland overfaldt af 21 udenlandske hære og borgerkrigen kastede landet ud i en svær situation, hvor industrien blev affolket, infrastuktur blev ødelagt og økonomien styret efter krigens umiddelbare behov. Arbejderklassen blev enormt svækket og kunne ikke deltage organiseret i det politiske liv.

Lenin og Trotskij – de to vigtigste ledere af den russiske revolution – havde sat deres lid til at revolutionen kunne spredes hurtigt til vesten, særligt til Tyskland. Men det tyske borgerskab lærte af lektien fra Rusland og slog hårdt ned, bl.a. ved at myrde Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. Kombineret med en række fejl fra det tyske kommunistparti, betød det at revolutionen led nederlag i 1923. Lignende udviklinger skete i andre europæiske lande.

Den russiske revolution blev derfor isoleret til ét land. Et lag af bureaukrater begyndte at vokse frem omkring Stalin. De fremførte i 1924 idéen om at det var muligt at opbygge socialisme i ét land. En idé som hverken Marx, Engels eller Lenin nogensinde havde billiget. I realiteten betød det dødsstødet for Kommunistisk Internationale.


Nederlag på nederlag

Der var naturligvis folk i de forskellige sektioner af Tredje Internationale som modsatte sig den kurs. I Rusland var Leon Trotskij blevet forvist og senere sendt i eksil til Tyrkiet, Frankrig og Mexico. Han organiserede den internationale venstreoppositionen, som tog kampen op for at forsvare de oprindelige internationalistiske traditioner og modsatte sig bureaukratiet i Kremlin.

Men hvor Komintern var blevet stiftet i 1919 på ryggen af den russiske revolution og en revolutionær bølge der fulgte 1. verdenskrigs afslutning, så blev Fjerde Internationale stiftet efter en række frygtindgydende nederlag for arbejderklassen.

I Kina havde revolutionen i 1927 lidt nederlag, hvor tusinder af arbejdere var blevet massakreret i Shanghai. I Spanien blev revolutionen smadret i løbet af en tre år lang borgerkrig, hvor en halv million mistede livet. Og – vigtigst af alt – i Tyskland, hvor Hitler kom til magten uden at så meget som en vinduesrude blev smadret. Den tyske arbejderklasse blev knust under nazismens jernhæl.


Forfølgelse

Det var på baggrund af disse nederlag – og flere – at små revolutionære grupper, der tilsammen repræsenterede under 5.000 mennesker i hele verden, mødtes den 3. september 1938 i Frankrig for at stifte Fjerde Internationale.

Men ikke nok med at grupperne måtte ”svømme imod strømmen”. De måtte også være vidner til en forfølgelse, som kun har få fortilfælde i historien; Leon Sedov, Trotskijs søn og leder af Venstreoppositionen, forgiftes af stalinister på et hospital i Paris 1938. Liget af Rudolf Klement, sekretær for Fjerde Internationale, bliver fundet i floden Seine i Paris i 1938 – dræbt af stalinistiske gangstere. Ignaice Reiss, en tidligere GPU-agent som brød offentligt med Stalin og gik over til Trotskij, blev fundet dræbt i Schweiz. To trotskister, Erwin Wolf og Moulin bortføres i 1937 i Spanien og henrettes af Stalins agenter. Det samme sker med hundredvis af andre trotskister, anarkister og POUM-medlemmer, som er aktive under den spanske revolution, vigtigst iblandt dem er Andrés Nin, Trotskijs tidligere sekretær og leder af POUM.

Den mest omfattende undertrykkelse skete i midlertidig i Rusland selv, i efteråret 1937. Her var tusinder af medlemmer af Venstreoppositionen blevet sendt i fangelejre i Sibirien. I fangelejrene Kolyma og Vorkuta var der således sultestrejker, hvor de indsatte krævede bedre forhold. Det endte med, at de begyndte at vinde stor indflydelse iblandt de upolitiske fanger. Så meget, at Stains hemmelige politi GPU valgte at ty til massehenrettelser af titusinder af venstreoppositionelle.


Den stiftende konference

På trods af denne uhyrlige repression lykkedes det at samle 23 delegerede til stiftelsen af Fjerde Internationale. Af sikkerhedsmæssige årsager kunne mødet kun vare én dag og det fandt sted på en ukendt adresse, nemlig i Alfred Rosmers hus i en forstad til Paris. Det forhindrede imidlertidig ikke Stalin i at infiltrere konferencen, igennem en af hans undercover-agenter kaldet Etienne (virkelig navn Mark Zborowski.

Trotskij selv var i eksil i Mexico og hverken kunne eller måtte rejse til Europa. Alligevel var den stiftende konference vigtig. Den formåede at vedtage en række resolutioner, heriblandt Overgangsprogrammet, et dokument der både diskuterer situationen i 1938 med optakten til 2. verdenskrig, men også mere generelle vigtige teoretiske spørgsmål, som revolutionære kan lære af den dag i dag.

Overgangsprogrammet forklarer, at revolutionære må opstille krav der peger hen imod overgangen til et andet samfund, dvs. overskrider kapitalismens grænser. Det er ikke nok at have korrekte idéer, det er nødvendigt at forbinde sig til massen af arbejdere og deres dagligdag. I stedet for at dele tingene op, sådan som socialdemokratiske partier har for vane, i et minimumsprogram (med her-og-nu krav) og et maksimumsprogram (med taler om socialisme), så foreslår overgangsprogrammet at revolutionære forbinder den daglige kamp med kampen for et komplet brud med kapitalismen.


Læren i dag

Fjerde Internationale udviklede sig desværre ikke til at blive en masseinternationale. Trotskij selv blev myrdet af en stalinistisk agent i august 1940. I Europa måtte de revolutionære grupper gå under jorden og en række af internationalens aktivister blev myrdet, bl.a. Marcel Hic, Lesoil, Abraham León, Pantelis Pouliopoulis.

Anden verdenskrigs afslutning udviklede sig anderledes end hvad Trotskij havde håbet på. Trotskij havde forudset, at krigen ville blive efterfulgt af revolutioner i de avancerede kapitalistiske lande og at et sådan bevægelse vil smadre både stalinismen og reformismen, samt at Fjerde Internationale ville blive den stærkeste revolutionære kraft på planeten. Det skete ikke helt. Godt nok var der en revolutionær bølge i Europa, bl.a. i Grækenland og Italien, men både reformismen og stalinismen blev enormt styrket. Stalinisterne fik øget opbakning pga. den røde hærs rolle i at slå Nazi-Tyskland tilbage. Reformisterne i de socialdemokratiske partier fik fornyet støtte, herunder i England med stor tilslutning til Labour.

Denne øgede opbakning blev brugt af kommunistpartierne og socialdemokraterne til at afspore ethvert forsøg på revolution, en tendens der blev styrket af det enorme opsving i verdensøkonomien efter 1947. Fjerde Internationales ledere var, med undtagelse af den britiske sektion RCP (Revolutionary Communist Party), helt ude af stand til at forstå de nye udviklinger og reorientere bevægelsen. De holdt fast i Trotskijs perspektiv, selvom virkeligheden havde udviklet sig anderledes. Det fik dem til at begå den ene fejl efter den anden, hvilket førte til at internationalen blev splittet i tusind atomer og i realiteten ophørte med at eksistere som den oprindelige organisation.

Ikke desto mindre er der stadigvæk i dag brug for en revolutionær internationale. Det er ikke en let kamp, men vi er overbeviste om at kapitalismen igen vil tvinge millioner af mennesker til kamp for deres rettigheder. I den kamp vil de bedste traditioner fra arbejderbevægelsen – herunder behovet for internationalisme – genopstå. Foreningen Socialisten vil være en del af den kamp.