Af Jeppe Krommes-Ravnsmed

Det er svært at sige helt præcist hvordan vejret vil arte sig, hvis temperaturen på jorden i løbet af det 21. århundrede stiger gennemsnitlig med 1,5-5,5°C, sådan som alle beregninger peger på. Hvad ligger egentlig til grund for klimakrisen og hvilket alternativ opstiller vi som socialister?

 

”De sidste to år har der været voldsom tørke. Det har efter­ladt os med en enorm gæld”, fortæller Pedro García, én af de omtrent 100 småbønder fra San Julian i Bolivia, som jeg har interviewet i forbindelse med et feltarbejde til mit univer­sitetsspeciale. I dette område af Bolivia dyrker stort set alle soja. Men i de sidste par år har høsten slået fejl for flere og flere. Brødrene Alfredo og Armando Flores fortæller, at ”pga. klimaforandringerne regner det ikke så ofte som før, og når der endelig falder nedbør, er det ofte i form af styrtregn, der kan ødelægge afgrøderne. Det varmere vejr gør at planterne ikke vokser som før, og afgrøderne bliver også i langt højere grad angrebet af en række skadedyr og sygdomme”.

Disse småbønder fra San Julián i Bolivia er blot nogle af dem der allerede nu mærker store konsekvenser af de igangværen­de klimaforandringer.


Det er svært at spå om vejret, men…

Storm P skrev engang, at ”det er svært at spå, især om frem­tiden”. Ligeså er det med klimamodeller. Det er svært at sige helt præcist hvordan vejret vil arte sig, hvis temperaturen på jorden i løbet af det 21. århundrede stiger gennemsnitlig med 1,5-5,5°C, sådan som alle beregninger peger på. Men det er meget sandsynligt, at vejret bliver mere ekstremt, og at vi langt oftere vil se orkaner, oversvømmelser, og tørke rundt om på jorden. Og vi ved, at de stigende temperaturer kan true fødevareproduktion og drikkevandsforsyning i flere egne af verden.


Ulige fordeling af årsager og effekter

Vi ved, at temperaturen på jorden er steget det seneste år­hundrede, som følge af stigende koncentrationer af drivhus­gasser i atmosfæren, heriblandt CO2. Udledninger af CO2, der bl.a. kommer fra bilkørsel, industri og skovrydning.

Men som en hvilken som helst anden ulighed skabt af kapita­lismen, er klimaforandringerne et problem der i overvejende grad er skabt af et rigt mindretal, og som påvirker det fattige flertal af verdens befolkning. Mellem 1990 og 2005 blev næ­sten 3,5 milliarder mennesker ramt af naturkatastrofer, heraf levede 90 procent i underudviklede lande.


Klimaforandringernes negative konsekvenser forstærkes af kapitalismen

De mange negative konsekvenser, som klimaforandringerne får for mennesker over hele kloden, bliver forstærket af de præmisser som det kapitalistiske system opererer under. Som eksempel vil jeg vende tilbage til småbønderne fra San Julian i Bolivia, som jeg omtalte i starten af artiklen. De er i høj grad allerede blevet hårdt ramt af klimaforandringerne. Men det er ikke den fejlslagne høst, der alene er skyld i deres ruin. Der er snarere tale om en cocktail, der, foruden klimaforandringerne, også inkluderer andre vigtige faktorer. Bl.a. stigende produktionsomkostninger og faldende verdensmarkedspriser på de afgrøder de producerer.

For som den tyske marxist Karl Kautsky påpegede, så har markedsøkonomien vist sig at være ”endnu mere uforudsigelig og lunefuld end vejret. Vejrets perfiditet kan man i det mindste forberede sig på”. Og det er en vigtig pointe. Under kapitalismen, er der allerede nu millioner af mennesker der lider nød og afsavn, pga. de ikke tjener nok til at kunne dække deres basale behov. Og tilbagevendende økonomiske kriser og dertilhørende konsekvenser - såsom masseafskedigelser, angreb på løn- og arbejdsforhold, og faldende indtægter for verdens småbønder – kan tvinge hundreder millioner flere mennesker ned i fattigdom.

Når klimaforandringerne indtræffer, så rammer det disse mennesker ekstra hårdt. De befolkningsgrupper og lande, der har kapital til rådighed, vil langt hen ad vejen være i stand til at kunne tilpasse sig det nye klima. Men for de fattige lande og befolkningsgrupper, vil klimaforandringerne kunne betyde, at de der i forvejen har lidt, bliver gjort endnu fattigere. Det er derfor klimakrisen er en social krise. Og det er derfor, at problemet ikke kun handler om klima, men om det globale økonomiske system, der i forvejen skaber ulighed og nød for millioner af mennesker verden over.

Hvad må der gøres?
FN’s klimapanel peger på to hovedspor: a) der skal arbejdes på at begrænse udslippet af drivhusgasser, så klimaet kan stabiliseres, b) og der skal arbejdes med at tilpasse sig de klimaforandringer vi allerede ser og uundgåeligt kommer til at opleve de kommende år.

Selvom hovedparten af verdens lande, med Parisaftalen fra 2015, er blevet enige om formelt at støtte disse mål, så eringen lande forpligtet til at gøre en specifik indsats i sit egetland. Et andet mere væsentligt problem, er, at de enkelte landesstater, for at nedbringe CO2-udslippet, ofte vil være tvungettil at skulle gå i clinch med nationale og udenlandske kapitalinteresser.

Noget de ikke har vist sig villige til at gøre. I det hele taget er det nemlig nok nogle af de mere grundlæggendekarakteristika i det kapitalistiske system, der ligger tilgrund for den fortsatte drivhusgasudledning, og de ulykkerder følger med klimaforandringerne.

Kapitalismen er en forhindring for en bæredygtig udvikling

I modsætning til USA’s tidligere vicepræsident Al Gore, menervi ikke at det enkelte individ kan stilles til ansvar for klimaforandringerne.I sin kendte dokumentarfilm fra 2006,”en ubekvem sandhed”, konkluderede han med at sige, athver og en af os er ansvarlig for klimaforandringerne, og atdet er op til hvert individ at gøre noget ved det. Bl.a. gennemdet individuelle forbrug. Dette er imidlertid en fejlslutning.

Under det nuværende kapitalistiske system har 80 procentaf jordens befolkning et personligt forbrug, der ikke tilladerdem at opfylde deres grundlæggende behov. Kun 1 procent afjordens befolkning, kapitalisterne, overforbruger.

Løsningen på klimaforandringerne er ej heller et tekniskspørgsmål. Vi har allerede nu teknikken til drastisk at kunnesænke vores energiforbrug og erstatte fossile brændsler medvedvarende energi (sol, vind, geotermi og biogas). Men pga.manglende politiske vilje, er der ikke for alvor blevet sat gangi en sådan grøn omstilling. Heller ikke i Danmark, selvom dennuværende borgerlige regering ellers ynder at fremstille Danmarksom verdens klimaduks.

Sandheden er jo, at hensynettil danske virksomheders ”konkurrenceevne” vejer tungereend alt andet. Derfor har man i Danmark også kun kunnetblive enige om at vedtage nogle meget uambitiøse klimamålfor år 2050. FN har ellers sagt at år 2050 er fristen for at alleverdens lande skal have afviklet fossile brændsler, hvis ikke klimaforandringerne skal løbe løbsk. At man ikke mener, at et af verdens rigeste lande kan komme i mål med denne om­stilling før tid, skriger jo til himlen.

Hensynet til kortsigtede kapitalinteresser fremfor klimaet, så vi også for nogle år siden, da den borgerlige regering valgte at afskaffe NOx-afgiften, efter at flere forurenende industri­virksomheder, heriblandt Aalborg Portland, havde truet med at rykke deres produktion ud af landet. Dette eksempel viser også, at de enkelte virksomheders profitinteresser står i mod­sætning til behovet for at stoppe forurening og sænke energi­forbruget.

Vi mener derfor også det er en fejl, når nogle på venstrefløjen nærer illusioner til at kunne regulere markedsøkonomien i en grøn retning. Selvom standarder og lovkrav er vigtige redska­ber, er de nemlig ikke tilstrækkelige til at kunne løse miljø- og klimaudfordringerne.

Marx forklarede i Kapitalen, at ”hele ideen i den kapitalistiske produktion er rettet mod den umiddelbare nærmeste pen­gegevinst”. Og som Friedrich Engels forklarede i hans tekst ”Arbejdets rolle ved abens forvandling til menneske”, så be­kymrer det ikke kapitalisten hvilke konsekvenser produktio­nen får for naturen, så længe han blot opnår ”den sædvanlige smukke profit, så er han tilfreds”. For den enkelte producent er det altså underordnet, om der ved produktionen og trans­porten af en vare er blevet forurenet og ødslet med energien, så længe han ender med at tjene en god gevinst. Dette hæn­ger også sammen med, at de enkelte producenter under mar­kedsøkonomien, ligger i intern konkurrence med hinanden, og derfor ikke foretager investeringer ud fra samfundets inte­resser, men for at skabe profitter, så de kan overleve i konkur­rencen med konkurrenterne.

 

Enhedslistens nye grønne delprogram

Det er derfor også korrekt, når Enhedslisten i sit princippro­gram skriver, at ”klima- og miljøpolitikken er et godt eksem­pel på et område, hvor den løbende forsvarskamp nødvendig­vis må rejse spørgsmålet om magten over landbrug, transport og produktion og dermed nødvendigvis omfatter et angreb på selve kernen i kapitalismen”.

På Enhedslistens årsmøde i 2018 vedtages et grønt delpro­gram, der forsøger at oversætte dette perspektiv til konkret handling. Vi mener dette delprogram indeholder mange gode delelementer. Bl.a. med konkrete forslag om hvordan energi­sektoren, transportsektoren og landbruget kan indrettes.

Men modsat det man skriver i principprogrammet, så om­fatter ingen af disse tiltag et ”angreb på selve kernen i ka­pitalismen”. Der står godt nok i det grønne delprogram, at ”samfundet må begynde at vinde demokratisk ejerskab over nøglesektorer”. Men efterfølgende konkretiseres dette ikke. I stedet skriver man alene; at det offentlige skal stille større krav til leverandører; at der skal gives kreditter til miljøtiltag og grøn teknologi; at kommunerne skal oprette klimavenlige produktionsselskaber; og at man bør støtte grønne koopera­tiver. Disse er alle sammen gode tiltag. Men det er en fejl at tro, at man med sådanne tiltag alene, langsomt vil kunne se en grøn økonomi vokse frem. De konkrete ting man foreslår, angriber nemlig ikke kernen i kapitalismen.

Derfor mener vi, der er behov for en række centrale og mere radikale overgangskrav i klimakampen.

 

Hvilke overgangskrav bør vi stille i klimakampen?

  • Hvis vi skal sikre større samfundsinvesteringer i klimatiltagog grøn teknologi, er det ikke nok at etablere en statsejet bank,der kan konkurrere med de private. Vi må derimod kræve nationaliseringaf hele finanssektoren, for derved at sikre, at derer offentlige midler til at accelerere den grønne omstilling.

  • Erhvervslivet skal underlægges krav om at droppe al brugaf fossile brændsler og investere massivt i energibesparelser.Både indenfor produktion og transport. Såfremt kravene ikkeefterleves, må virksomhederne eksproprieres og reorganiseresunder arbejdernes demokratiske kontrol.

  • For at sikre en bæredygtig omstilling af landbruget, er detikke nok at støtte lokale andelsselskaber og kooperativer. Istedet må vi kræve, at staten eksproprierer hele det agroindustriellekompleks (industrilandbrug, slagterier og mejerier),og reorganiserer det på en bæredygtig og demokratisk maner,til gavn for miljø og lokalsamfund.

  • Staten må investere i en massiv udbygning af den kollektivetransport - dvs. forbedring og udbygning af skinnenettet,elektrificering, letbaner i de større byer, og flere tog og busser.Sammen med takstnedsættelser, ville dette kunne sikre langtflere passagerer. En sådan plan for udbygning af den kollektivetrafik, vil ikke alene skabe bedre fremkommelighed foralle, men også gavne klimakampen.

  • Arbejderbevægelsen må knytte stærke bånd til sociale bevægelseri andre lande, der kan mobilisere for tilsvarende krav ideres hjemlande, og støtte de fattige, der allerede nu rammeshårdt af klimaforandringerne.

 Marx sagde, at ”fra en højere økonomisk samfundsformationsstandpunkt vil enkelte individers private ejendomsret til jordklodenforekomme lige så absurd som en tilstand, hvor detene menneske kan være det andet menneskes privatejendom.Ikke engang et helt samfund, en nation, ja ikke engang allesamtidige samfund taget under ét ejer jordkloden. De er kundens besiddere, har brugsret til den, og som gode familiefædremå de overlade den i forbedret stand til de efterfølgendegenerationer.”

 

(Foto: Eric Wüstenhagen / CC / Flickr)