Af Niklas Zenius Jespersen

Der er perioder i historien hvor frustrationerne med det bestående og ønsket om forandring griber om sig og på samme tid udløser revolutioner, oprør og store bevægelser på tværs af nationalgrænser, kulturer og sprog. 1848 var et sådan år da ønsket om demokrati og social retfærdighed førte til udbrud af revolutioner udover hele Europa. 2011 var et andet sådan år da de arabiske og nordafrikanske masser i land efter land rejste sig til opstand imod det ene diktatur efter det andet. 1968 er et andet sådan år.

Studenteroprøret: Da ungdommen gjorde oprør mod det bestående

Oprørsstemningen i 1968 bredte sig mange steder først til de studerende og resten af ungdommen. Efter 2. Verdenskrig havde den højtudviklede del af verden set store vækstrater, en hurtig stigende levestandard og store ungdomsgenerationer. Det havde skabt plads til udviklingen af en selvstændig ungdomskultur og et frirum hvor unge kunne bryde med etablerede sociale normer og sociale skel. Mange børn af arbejderklassen fik i løbet af 1960’erne mulighed for at gå på gymnasiet og siden universiteterne. Dette ændrede radikalt karakteren af uddannelsesstederne der blev ændret fra elitære- til masseuddannelser. Det store antal af nye typer studerende skabte et pres for forandring af de autoritære uddannelsesstrukturer og de elitære og forstenede undervisningsformer. De unge bragte arbejderklassens traditioner med sig ind på de nye uddannelser og demonstrationer, strejker og besættelser blev kollektive aktionsformer der tvang forandringer igennem.

Samtidig forlangte de unge forandringer i resten af samfundet. Slumstormere krævede billigere og bedre boliger, ungarbejdere og lærlinge krævede respekt fra mestre og ældre arbejdere og bedre arbejdsforhold, kvindekampen så en genopblomstring med krav om ligeløn, ordentlig børnepasning og frihed fra konservative dyder om kvindens plads i hjemmet ligesom der kom et generelt opgør med autoritære socialnormer og krav om en friere seksualmoral. Den internationale solidaritet blev styrket og ikke mindst Vietnamkrigen blev et fokuspunkt for store protestbevægelser. Et hav af nye revolutionære partier og organisationer voksede frem, ofte med udgangspunkt i ungdommen og de studerende, for at samle kampene til at forandre verden fundamentalt og ideen om socialisme fik fornyet styrke. Ligeledes voksede mange traditionelle arbejderpartier og ungdomsorganisationer og radikaliseredes under indflydelse af de nye strømninger.


I dag er 1968 mest kendt som året for studenter- eller ungdomsoprøret i den vestlige verden. Men overset og glemt i mange historiebøger, så begrænsede oprøret sig langt fra blot til ungdommen, de studerende eller blot til den vestlige verden. Over hele verden og både blandt studerende, arbejdere og blandt småbønder i ulandene, var der store protest- og oprørsbevægelser. Selvom bevægelserne i 1968 generelt ikke førte til succesfulde revolutioner, mange steder ikke engang nået et omfang med revolutionære situationer i samfundet generelt eller revolutionære opstande, så var der alligevel tale om en revolutionær bevægelse. Generelt for situationen var nemlig ønsket om grundlæggende forandringer og modstand mod alt det bestående. Disse bevægelser havde hver deres konkrete krav til forandringer, men kravene blev hurtigt radikaliseret til en generel samfundskritik og ønsket om revolutionære forandringer, med revolutionære midler, fik mange steder masseopbakning. På tværs af kontinenter generaliseredes bevægelserne og stemningen ind i et fælles oprør.

Arbejderoprør: Da arbejdere og studerende satte Frankrig på tærsklen af revolution

Mens studenter besatte universiteterne i blandt andet Danmark, Sverige, Frankrig og USA, så fulgte arbejderne mange steder trop. Særligt i Frankrig blev alliancen mellem arbejdere og studerende cementeret. Flere måneders studenterprotester i Paris eskalerede i starten af Maj da myndighederne lukkede protesterende universiteter og da politiets brutale forsøg på at undertrykke studenterdemonstrationer førte til gadekampe med hundredvis af sårede. Den brutale undertrykkelse af de studerende udløste en bølge af sympati blandt arbejderne og vrede imod den konservative regering.

Dette førte snart til strejker og fabriksbesættelser der dag for dag voksede i omfang. På sit højdepunkt omfattede strejken 11 millioner arbejdere. Dette var indtil for nyligt historiens største generalstrejke, først overgået de seneste år af generalstrejker med over 150 millioner arbejdere i Indien. Hvad der havde startet som et studenteroprør, havde udløst en arbejderkamp der snart bevægede sig mod revolution. Et hvert forsøg på at nå et kompromis med de strejkende arbejdere blev afvist. Selv løfter om historiske lønstigninger var ikke nok. Arbejderne og de studerende krævede regeringens afgang og indsættelse af en folkeregering og Frankrigs præsident de Gaulle flygtede til Vesttyskland for at sikre sig opbakning fra NATOs generaler om at de ville invadere i tilfælde af at kommunisterne tog magten.

Desværre var Frankrigs Kommunistparti (PCF), der dengang var Frankrigs største arbejderparti og ledte fagforeningerne, ikke ledt af reelle revolutionære, men af stalinister. De ønskede godt nok den konservative regerings afgang, men var bange for at en revolution fra neden ville være uden for deres kontrol og bange for at et socialistisk og demokratisk Frankrig ville føre til problemer for de stalinistiske regimer i Østeuropa og Sovjetunionen når deres befolkninger så at socialisme og demokrati ikke er modsætninger. Derfor indgik kommunisterne et kompromis med de Gaulle og de konservative om at aflyse strejkerne til gengæld for parlamentsvalg i juni. Men afblæsningen af strejkerne og demonstrationerne gav højrefløjen et pusterum og politiet fik igen mulighed for at rydde fabrikker der stadig strejkede og besætte protesterende universiteter. Den nye borgerlige offensiv, demobiliseringen af bevægelsen og den kommunistiske ledelses forræderi, førte til en desillusionering af masserne og gav de konservative en stor sejr ved valget.

Oprør mod stalinisme og kampen for demokratisk socialisme

Frankrig blev langt fra det eneste land hvor de kommunistiske partier svigtede deres revolutionære forpligtigelser og svigtede de nye bevægelser, forsøgte at dreje kampen over i en reformistisk retning eller endda allierede sig med de borgerlige og den bestående kapitalistiske samfundsorden. Dette førte mange steder til dannelsen af en ny venstrefløj, uafhængig af Sovjetunionens kontrol, og til en genoplivning af den socialistiske og kommunistiske bevægelses oprindelige traditioner og teorier fra før stalinismens forvanskning. Desværre blev disse nye bevægelser ikke store nok tids nok til at kunne sikre de store oprør og revolutioner sejren og kommunistpartiernes svigt blev derfor de fleste steder årsagen til nederlagene eller begrænsningen af sejrene for oprøret i 1968. Men opgøret med stalinismen var dog med til at give nyt liv til venstrefløjen og medvirkende til fremvæksten af den moderne demokratiske venstrefløj.

Det var dog ikke kun i den vestlige verden at der kom et opgør med stalinismen. Revolutionsstemningen spredte sig hurtigt til Østeuropa, ikke mindst Tjekkoslovakiet. Her førte pres fra masserne, både studerende og arbejdere, til demokratiske reformer og til en begyndende opbygning af en demokratisk socialisme. Resten af de stalinistiske regimer frygtede dog at eksemplet fra det såkaldte ”Prag forår”, ville sprede sig og true deres egne regimer. Derfor invaderede Sovjetunionen, Polen, Bulgarien, Ungarn og DDR og gennemtvang et ledelsesskift i kommunistpartiet, og dermed regeringen. Officielt for at forsvare socialismen, der dog aldrig var truet i Tjekkoslovakiet, reelt for at sikre deres egen diktatoriske magt. Invasionen mødte stor modstand fra befolkningen med strejker, demonstrationer og gadekampe mellem civile og de invaderende hære. Den tjekkoslovakiske befolkning forsøgte at overbevise de invaderende soldater om at deres ledere løj for dem og at socialismen ikke var truet. Flere enheder i Den Røde Hær måtte trækkes ud da soldaterne nægtede at følge ordre, men i sidste ende forblev den folkelige modstand for svag til at stoppe invasionen, blandt andet som resultat af en mangel på ledelse da ledelsen af den reformvenlige del af kommunistpartiet enten var blevet kidnappet af Den Røde Hær eller reelt havde overgivet sig.

Stalinisternes frygt for at stemningen skulle sprede sig viste sig dog ikke at være uden grund. Også Polen så betydelige protester og 10.000 demonstranter angreb regeringskontorer i solidaritet med Tjekkoslovakiet, i Jugoslavien protesterede de studerende imod bureaukratiets rigdom og privilegier og for en mere ægte form for socialisme og på den kommunistiske Verdens Ungdomsfestival i Bulgarien udbrød der voldsomme slåskampe mellem politiet og ungkommunister der støttede de demokratiske reformer i Tjekkoslovakiet. Ligesom i Vesten led disse oprør dog generelt nederlag eller førte kun til begrænsede reformer på grund af manglen på en stærk samlet organiseret og revolutionær ledelse der kunne forene bevægelsen og føre den til sejr. Nederlaget til den demokratiske fløj blandt kommunisterne i Øst skulle vise sig katastrofal. Da masseoprør igen brød ud i Østeuropa og Sovjetunionen i slut 1980’erne, blev det efterhånden de pro-kapitalistiske og borgerlige politiske grupper der overtog ledelsen af bevægelsen og førte til genindførslen af kapitalismen i stedet for den demokratiske socialisme som man havde kæmpet for i 1968.

 

Oprør mod imperialismen – Fra Asien til Latinamerika

Den revolutionære stemning spredte sig også uden for Europa og den vestlige verden. Siden 2. Verdenskrigs afslutning havde der fremblomstret en frihedsbevægelse i megen af Afrika, Asien og Latinamerika hvor oprørsbevægelser kæmpede for selvstændighed fra kolonimagter eller fra imperialistisk kontrol. Denne kamp blev intensiveret i 1960’erne og 1970’erne. I Mexico var der store studenterprotester imod ulighed, regeringens korruption og politiets brutalitet i slumkvartererne og en halv million demonstrerede i hovedstaden imod regeringen. Protesterne blev voldsomt undertrykt og op mod 400 fredelige demonstranter blev dræbt ved en massakre, 10 dage inden Mexico afholdt OL. I Brasilien udløste politimordet på en demonstrerende gymnasieelev nogle af de første store protester imod det USA venlige militærdiktatur. I Pakistan rejste masserne sig i et 5 måneders langt oprør mod et brutalt militærdiktatur og i de følgende år stod landet på tærsklen af revolution. I Sydkorea protesterede studerende, arbejdere og fattige bønder imod den de facto fortsættelse af Park Chung Hees blodige USA støttede diktatur og i Japan kæmpede revolutionære studerende mod politiet i gaderne i protest mod Vietnamkrigen og den fortsatte tilstedeværelse af USA's militærbaser i Japan.

Ikke mindst, så blev 1968 året for den vietnamesiske Tet-offensiv hvor Nordvietnam og Viet Cong lancerede Vietnamkrigens største masseopstand og offensiv mod USA og det Sydvietnamnesiske diktatur. På trods af at Tet-offensiven kun førte til midlertidige militære sejre, så var den vigtig i at vende den folkelige stemning i Vesten imod krigen og i at vise at den vietnamesiske befolkning og kommunisterne ikke ville overgive sig i kampen mod USA. Vietnamkrigen fik betydning langt ud over Østasien og protester imod USA's krig i Vietnam blev et fokus for venstrefløjen og de nye protestbevægelser over hele verden.

 

Hvad kan vi lære af 1968?

De revolutionære bevægelser fra 1968 varede frem til slut 1970’erne og var en af de største revolutionsbevægelser i historien målt i omfang og udbredelse. Venstrefløjen har muligvis aldrig stået stærkere på verdensplan end i de år og sjældent har hele den bestående verdensorden, på tværs af alle kontinenter, på tværs af alle samfundssystemer, været så hårdt udfordret og muligheden for en skabelse af en ny demokratisk og socialistisk verdensorden været så sandsynlig. Alligevel led bevægelsen afgørende nederlag. Selvom man vandt mange sejre i store dele af verden, fik udvidet velfærdsstaten og demokratiske reformer, så forblev de grundlæggende samfundsstrukturer uforandret. Både kapitalismen og stalinismen fortsatte og i dag står kapitalismen med næsten totalt verdenskontrol. Den primære årsag var manglen på en stærk samlende revolutionær bevægelse og ledelse til at koordinere bevægelsen. Reformisme og stalinisme hos ledelsen i de store partier og bevægelser og splittelse og defragmentering på den revolutionære venstrefløj førte til svækkelse og nederlag.

Et af problemerne var at man på meget af den revolutionære venstrefløj overså og undervurderede betydningen af masseorganisationerne. Man kritiserede korrekt problemerne og forræderiet hos reformister og stalinister i toppen af masseorganisationerne, men var ofte utålmodig og troede fejlagtigt at man hurtigt kunne vinde disse organisationers bagland over til nye små organisationer. Ofte var udviklingen tværtimod at det primært var de traditionelle partier der voksede mest, i Maj strejkerne i Frankrig var det således primært kommunisterne og socialdemokratiet og de traditionelle fagforbund hvor folk meldte sig til kampen, ikke de små revolutionære venstrefløjsgrupper udenfor.

I lande hvor der ingen traditionel venstrefløj var af betydning resulterede bevægelserne flere steder i fremvæksten af disse, f.eks. Pakistan Peoples Parti. Et skrækeksempel på sekterisme så man i Italien hvor den revolutionære ungdom, frustreret med ledelsen af kommunistpartiet, dannede et hav af nye partier og grupper som ikke kunne samarbejde og endte ud i at bruge lige så meget tid på at bekæmpe kommunistpartiet, til tider med vold, som på at bekæmpe den borgerlige stat. Resultatet var at største delen af arbejderklassen forblev enten passiv eller forblev indenfor kommunistpartiet hvor den stalinistiske ledelse ikke havde nogen reelle konkurrenter da disse var splittet ud i mindre grupper udenfor partiet. Dermed forblev størstedelen af modstanden mod den borgerlige regering og stat uden revolutionær ledelse, mens frustrationerne hos mange unge kanaliseredes over i byguerillagrupper og voldelige aktioner isoleret fra masserne. Det er vigtigt vi lærer af disse erfaringer. Vi skal ikke afskrive betydningen af masseorganisationerne blot fordi ledelserne er reformister og vi skal ikke blive utålmodige og risikerer at isolerer os selv blot fordi der er en generel radikalisering i samfundet, men tålmodigt opbygge den revolutionære venstrefløj og arbejde for at radikaliserer masseorganisationerne nedenfra.

Det er svært at vurderer om vi står overfor et nyt ”1968”. Det var de færreste, både på højre- og venstrefløjen, der i 1967 havde forudset hvad der ville ske i Frankrig året efter. Der er dog en del ting der tyder på at vi igen står over for en situation der kan minde om 1968. Der har allerede været store revolutionsbølger i Latinamerika i 00’erne og i Mellemøsten og Nordafrika siden 2011. På trods af op og nedture, så fortsætter og forstærkes den grundlæggende ustabilitet på verdensplan. I Europa er venstrefløjen mange steder i historisk fremgang og verden over ser vi igen og igen oprør, revolutioner og historisk store protester. Der er god grund til at forberede sig på nye revolutions- og protestbølger som dem vi så i 1968. Men hvis vi skal vinde denne gang og sikre en verden uden kriser, krige, flygtningestrømme og miljøødelæggelser, en demokratisk socialistisk verden, så må vi lære af både de fejl og succeser der prægede 1968. Uanset hvor stor kravet om forandring er, uanset hvor meget masserne er parat til kamp, så kan vi ikke vinde uden en stærk samlet bevægelse med et klart revolutionært program, en bevægelse der er klar til at samle protesterne, at gå hele vejen og lede dem til sejr! Vi har brug for at skabe en sådan offensiv og revolutionær bevægelse, ikke ved at splitte os væk fra masseorganisationer i dag, men ved at organiserer os og vinde flertal for en offensiv og revolutionær linje i arbejderbevægelsen og ungdom.

(Fotos: Wikipedia / Creative Commons)