Af Lasse Bertelsen

Der er i visse kredse en diskussion i anledning af 100 året for den russiske revolution. Var det et kup? Var det en fejl at tage magten? Var Bolsjevikkerne under ledelse af Lenin og Trotskij for centralistiske? Var Rosa Luxemburg modstander af den russiske revolution? Vi fra Socialisten vil med denne artikel give vores indspark i debatten.

Nogle kunne få den ide at en revolution der fandt sted for 100 år siden kun kan have interesse for belæste historikere. Men dette ville være en stor fejl. Arbejderbevægelsens historie rummer utallige lektier for de arbejdere og unge der i dag kæmper for retten til et sikkert og godt liv. Lærer vi ikke af de klassekæmpere der gik før os vil vi risikere at begå de samme fejl som de måske har begået. Man kan hoppe og danse og være uenige om alt muligt, men det er et simpelt faktum at den russiske revolution var den første revolution hvor arbejderklassen lykkedes i at tage magten (efter pariserkommunen i 1871 altså). Med mindre man har en bizar forkærlighed for det nuværende kapitalistiske samfunds berigelse af et lille mindretal på bekostning af alle andre, med miljø og velfærds ødelæggelser i kølvandet, så bør man tage tiden til at forstå den russiske revolution, for at kunne lære af de erfaringer som de russiske arbejdere, bønder, matroser og soldater gjorde og som de betalte for med deres blod.

Enhver arbejder ved at de kloge og belæste borgerlige ”eksperter” er lige så købte som de er solgt. Den mindste millimeter i retning af noget der kan styrke arbejderklassens sammenhold, solidaritet og kampgejst erklærer de rask væk for utopi, ragnarok og farligt. Udover at vi ikke må stige i løn, at vi skal arbejde døgnet rundt, ikke have dagpenge og arbejde til vi er 73år, så mener disse ”eksperter” også at vi for alt i verden skal opgive alle tanker om at arbejderklassen selv kan styre produktionen og samfundet. ”Nej nej”, siger de kloge borgerlige professorer, ”arbejderne er ikke kloge nok til selv at styre fabrikkerne”. De forklare os tålmodigt at det er for vores eget bedste at vi nedslider vores kroppe for at en lille håndfuld kapitalister og finansmænd kan blive ekstremt rige. Derfor ønsker disse eksperter også med en knips med fingrene at erklære den russiske revolution for en fejl, en tragedie, som vi intet kan lære af og som vi for guds skyld skal glemme alt om.

Det er rigtigt at Sovjetunionen endte som et et-partidiktatur hvor kritiske personer blev sendt i arbejdslejre i Sibirien. Dette var så absolut en tragedie og noget vi for alt i verdens skal sørge for ikke sker igen. Trotskij forklarede i sin bog Revolutionen Forrådt hvordan det kunne ske og at Sovjetunionens eneste håb om overlevelse var en politisk revolution hvor sovjetdemokratiet blev genindført. Nogle borgerlige professorer mener at det var Lenin, Trotskij og bolsjevikkernes plan fra starten af, altså at indføre et partidiktatur. Men dette er fuldstændig fejlagtigt. I så fald giver det ingen mening at Lenin i sin sidste tid brugte al tid på at bekæmpe det voksende bureaukrati med Stalin i spidsen. Stalin som Lenin mente skulle fjernes fra magten. Det forklarer heller ikke hvorfor det var nødvendigt for Stalin fysisk at udrydde samtlige medlemmer af bolsjevikkernes centralkomite fra 1917 (året for revolutionen). Og udrydde en stor del af de andre folk der havde været med til at udføre revolutionen. Samt at sende lederen af Petrogradssovjetten (Petrograd=Sankt Petersborg=Leningrad) og den rød hær (Trotskij) i eksil for senere at snigmyrde ham i 1940.

De borgerlige historikeres forsøg på at sætte lighedstegn mellem Lenin og Stalin er et forsøg på at skræmme folk fra selv at forsøge på at gå i bolsjevikkernes fodspor. Vores formål er det modsatte.

 

Bolsjevikker og mensjevikker

Mange glemmer at Lenin, Trotskij, Kamenev, Liebknecht, Luxemburg og alle de andre var med i den sammen organisation, den samme internationale, nemlig 2. internationale, den socialdemokratiske internationale. De glemmer også at 2. internationale havde en revolutionær politik og mål om en socialistisk verden. Selvom der i 2. internationale var stærke reformistiske kræfter var det også en stærk revolutionær fløj. Hvor den revolutionære fløj forsvarede linjen fra Marx og Engels, altså marxismen, ønskede reformisterne at opbygge socialismen uden at bryde med kapitalisterne, ved at opbygge kooperationer, sikre øgede rettigheder til arbejdere og bedre leveforhold for arbejdere gennem fredelige reformer. Denne linje så ud til at være succesfuld, idet de nye store socialdemokratiske massepartier langsomt trak arbejderklassen ud af den ekstreme fattigdom den levede under. Men det er vigtigt at huske at de socialdemokratiske partier stadig byggede på marxismen og havde et revolutionært program på papiret. De reformer der blev vundet, blev vundet gennem kamp, strejker, demonstrationer. Uden en stærk og kampklar international arbejderklasse havde kapitalisterne aldrig givet efter for kravene. Det er noget højrefløjen i arbejderbevægelsen har glemt alt om i dag. De frygter klassekamp, strejker og blokader og tror at de kan gøre noget godt for arbejderklassen ved at sidde på et kontor og snakke med kapitalisterne. Resultatet har været 30 års forringelser, 30 års kontrareformer, der har klargjort at reformisme i dag betyder forringelser for arbejderklassen. 

I det russiske socialdemokrati opstår der en splittelse i 1903 omkring et mindre spørgsmål om organisatoriske principper. Lenin står i i spidsen for flertallet deraf navnet bolsjvikkerne (flertallet) kontra mensjevikkerne (mindretallet). De to socialdemokratiske arbejderpartier levede side om side derefter og der var flere gange kræfter der ønskede at forene de to partier til et, hvilket dog aldrig skete. Det er først da 1. verdenskrig bryder ud i 1914 at forskellen mellem reformister og revolutionære bliver tydelig. Den revolutionære holdning til den truende verdenskrig vandt flertal på 2. internationales verdenskongresser i 1910 og 1912. Her besluttede man at hvis et land opfordrede til krig, var det det pågældendes lands proletariats opgave at vende geværerne mod dets egne generaler og kapitalister og sikre freden ved at tage magten selv, i broderskab med det internationale proletariat. Men da krigen brød ud valgte ledelserne af de socialdemokratiske partier i alle lande at støtte deres egen overklasses nationalistiske krigserklæringer. I Tyskland var Karl Liebknecht det eneste rigsdagsmedlem fra det socialdemokratiske arbejderparti der stemte imod. Da Lenin så den socialdemokratiske avis Vorwarts troede han det var en forfalskning fordi han nægtede at tro at ledelsen af det tyske socialdemokrati i den grad kunne svigte den internationalistiske og revolutionære linje de selv havde været med til at vedtage. Det er værd at have med i erindringen, at de reformister der var forfærdede over at de russiske arbejdere tog magten med våben i hånd, tre år inden den russiske revolution havde støttet op om masseslagteriet af arbejdere kaldet 1. verdenskrig, hvor over 10 millioner primært arbejdere blev massakreret af bomber, kugler og giftgas.

 

Februarrevolutionen

Mens der er mange der står i kø for at kritisere den russiske oktoberrevolution (der startede den 7. november) er de til gengæld langt mere positive overfor den russiske februarrevolution. Det kan undre da februarrevolutionen ikke løste nogle af de problemer arbejderne, bønderne og soldaterne stor overfor. Februarrevolutionen startede ved at de russiske kvindelige tekstilarbejdere fra Vyborg distriktet gik i strejke i forbindelse kvindernes internationale kampdag der efter den gamle russiske kalender fandt sted 23. februar, altså vores 8. marts (derfor er der også nogle der kalder den martsrevolutionen). Hverken mensjevikkerne eller bolsjevikkerne havde ellers forberedt nogle strejker. Men bevægelsen spredte sig da de kvindelige arbejdere gik ud til de andre store arbejdspladser i Petrograd. Dagen efter var 200.000 arbejdere i strejke. Strejkerne bredte sig og endte med at Zaren abdicerede og til sidst blev arresteret. Over hele landet dannede arbejderne råd kaldt sovjetter.

 

Første gang man så en sovjet var i 1905 under arbejderopstanden i Petrograd, hvor tusinder protesterende arbejdere og bønder brutalt blev slagtet på ordrer fra zaren. Sjovt nok var dets første formand Leon Trotskij. Disse arbejderråd spredte sig nu over hele Rusland. Også blandt soldaterne opstod der råd (sovjetter) og også blandt bønderne og landarbejderne. Samtidig med dannelsen af disse råd, der var revolutionens organiserede udtryk, dannedes en provisorisk (midlertidig) regering bestående af ministrer fra især Kadetterne, de liberale borgerlige samt også en mand kaldet Kerenskij fra partiet de socialrevolutionære (SR), som bliver JJU/((???? Minister. Hvor sovjetterne repræsenterede revolutionen repræsenterede den provisoriske regering den svage russiske overklasse der fuldt og helt havde indordnet sig under zarens diktatur og dermed ikke gennemført den borgerlige demokratiske revolution, og på den måde var smeltet sammen med den feudale overklasse. Derved var der skabt en dobbeltmagtssituation, med to organiserede udtryk for to modstridende klasser. I det lange løb var det klart at en af de to sider måtte sejre.

 

Februarrevolutionen lykkedes altså i at få fjernet Zarstyret der har undertrykt de russiske arbejdere og bønder i generationer. Hvilket var en stor demokratisk sejr. Når man nogle gange høre det danske kongehus begræde zarfamiliens endelige, glemmer de belejligt at fortælle om de tusinder der mistede livet for zarens hånd, om arbejderbevægelsen der måtte arbejde under jorden jaget af zarens hemmelige politi. De glemmer belejligt at fortælle at det danske kongehus kun bevarede hovederne fordi de i 1848 gav efter for det danske borgerskabs krav om demokrati, hvilket ikke skete med kongehusets gode vilje. Og de har heller ikke med at Christian den 10. begik statskup i 1920 da han afsatte en demokratisk valgt regering og at der udbrød generalstrejke som på tidspunkt så ud til at Danmark var det næste land der ville indføre en socialistisk rådsrepublik.

Problemet med februarrevolutionen var at arbejderne efter at have fuldført revolutionen gav magten til det liberale borgerskab der indtil der havde indfundet sig under Zarens vilje. Arbejderne ønskede rimelige forhold og en ende på Ruslands deltagelse i 1. verdenskrig og bønderne ønskede frihed fra godsejernes kontrol. Men den nye provosoriske regering ændrede ikke på nogle af disse ting. Det blev altså efterhånden klart for bønderne, arbejderne og soldaterne at de måtte gå skridtet videre. Hvilket de gjorde under Bolsjevikkernes 7. november 1917 (25. oktober ifølge russ. tid, deraf navnet oktoberrevolutionen).

 

Var Oktoberrevolutionen et kup?

Først: Februarrevolutionen hyldes for dens spontanitet og folkelighed. Men ikke des do mindre var det en væbnet folkeoprejsning der med magt tog kontrollen over samfundet. Det var en revolution, endda en blodig revolution hvor adskillige blev myrdet, både når politiet åbnede ild og når arbejderne og soldater angreb politiet (som åbenbart var meget forhadte). Men tilsyneladende gør dette ikke spor når bare man pænt afleverer magten tilbage til borgerskabet (der som nævnt helt og holdent artigt havde indordnet sig under den brutale zar).

Det paradoksale er at de selv samme mennesker kun har foragt for oktoberrevolutionen. Hvorfor? Var det fordi at det lykkedes arbejderne at tage magten og beholde den? Var det fordi at arbejderne havde lært af deres fejl og dermed var organiserede, trænede og disciplinerede? Var det fordi de ikke lod sig narre af korrupte parlamentarikere? Eller var det fordi de med våben i hånd var parate til at forsvare den magt de havde vundet?

At kalde oktoberrevolutionen for et kup minder om bevidst historieforfalskning. Man glemmer at fortælle at samme dag revolutionen brød ud var den anden al-russiske sovjetkongres sammenkaldt i Petrograd. Repræsentanterne for soldaterne og den russiske arbejderklasse var samlet i Smolney-instituttet. Her blev det klart at bolsjevikkerne havde flertal hvilket fik dele af mensjevikkerne og de socialrevolutionære til at udvandrer. Dette efter at Bolsjevikkerne, som havde været mindretal indtil da, tålmodigt havde accepteret at blive stemt ned gang på gang. Flertallet var med bolsjevikkerne, med Lenin og med Trotskij. Mensjevikkerne og de socialrevolutionære havde haft chancen, men de turde ikke bryde med kapitalisterne og imperialisterne. Og dermed havde de ikke løst nogle af arbejderklassens problemer og ikke mindst havde de fortsat Ruslands deltagelse i krigen. Derfor havde de mistet folkets opbakning.

Oktoberrevolutionen var altså det helt modsatte af et kup. Oktoberrevolutionen blev ledt og styret af valgte repræsentanter fra alle arbejdspladser og soldater regimenter over hele Rusland. Selv bondekongressen der trådte sammen kort efter gav støtte til revolutionen. Det kan ikke gøres mere demokratisk. At mensjevikkerne og de socialrevolutionære valgte at udvandre var dybt forkasteligt men deres valg. Problemet var at de ikke ønskede en Sovjetmagt, men i stedet ønskede borgerlig parlamentarisme. De burde være blevet og accepteret at være i mindretal i sovjetterne. I stedet gik de i gang med at organisere fredelig og voldelig modstand mod den nye rådsmagt og var derfor (for mange vedkommendes) aktivt medvirkende til en blodig borgerkrig.

 

Mange der taler imod oktoberrevolutionen er imod en rådsmagt. Altså at en stat styres af råd der vælger delegerede der vælger en regering. I stedet støtter de borgerligt demokrati. Det er klart at borgerligt demokrati klart er at foretrække frem for borgerligt diktatur, men man må også forstå at det borgerlige demokrati i virkeligheden er en meget begrænset form for demokrati. Se bare her i Danmark. Vi vælger politikere der lover at gøre noget og når de så er valgt gør de det modsatte. Når de svindler, lyver, modtager bestikkelse og lignende får de en næse og i værste tilfælde må de forlade posten og få en ny højtbetalt i erhvervslivet. Når politikerne først er valgt har vi ikke nogen kontrol over dem. I Danmark er det helt lovligt at de store banker og virksomheder betaler gigantiske summer til partier i støtte. Det er helt lovligt at man har lobbyister der bearbejder politikere og ministre og som kan tilbyde politikerne højtbetalte stillinger når de stopper med at være politikere. Det er lovligt at sælge virksomheder til amerikanske finanskapitalister til underpris og bagefter modtage en fin stilling. Det er lovligt, ja, men dybt udemokratisk. I en stat baseret på råd er sagen en anden. Hver arbejdsplads, skole, område osv. vælger repræsentanter der mødes på lokalt niveau, for der at vælger repræsentanter der mødes på regionalt niveau og så kan vælge et råd der repræsentere alle regioner. Disse råd har retten til at kunne kalde valgte repræsentanter tilbage hvis de ikke gør hvad der er blevet valgt på. Derudover er det slut med højtbetalte politiker lønninger da alle modtager en gennemsnitlig arbejderlønning. Det var sjovt nok Lenin, der jo ellers bliver udråbt til diktator af de borgerlige historikere, der formulerede hvordan arbejdere gennem valgte råd kunne udøve direkte demokratisk kontrol med deres repræsentanter. Dette formulerede han i bogen Staten og revolutionen der blev udgivet kort før den russiske revolution. Her nævnte han også nødvendigheden af at alle statsfunktioner bestod af valgte folk som kun skulle sidde der i en begrænset periode. Hans argument var, at ved at gøre alle til bureaukrater på skift kunne man undgå bureaukrati. At det endte anderledes er rigtigt, og netop det var en del af degenereringen af den russiske revolution.

 

Rosa Luxemburg

Nogle har her på 100 året for den russiske revolution fremhævet en tekst skrevet af Rosa Luxemburg i 1918 ved navn Den Russiske Revolution. Heri giver Luxemburg en kritik af Bolsjevikkerne på spørgsmålet om jord til bønderne, nationernes ret til selvbestemmelse, fredslutningen ved Brest-Litovsk samt opløsningen af den konstituerende forsamling. Hun udtrykker frygt for dels at Bolsjevikkerne vil allierer sig med tysk imperialisme, samt at man går for hårdt frem mod mensjevikkerne og de socialrevolutionære. At hive dette frem er i for sig udmærket, da det er spørgsmål der er værd at diskutere. Men man skal passe lidt på. I hvert fald hvis man bruger teksten på at gøre Rosa Luxemburg til modstander af den russiske revolution, hvilket hun ikke var. I selv samme tekst skriver hun at hun helt er på bolsjevikkernes side, at de i modsætning til de respektable socialdemokratiske partier var de eneste der turde lede arbejderklassen til at tager magten. Og at vejen frem var at sprede den russiske revolution internationalt og især til Tyskland. De glemmer også at nævne at hun indædt kæmpede for at den tyske arbejderklasse skulle tage magten og erstatte de fallerede borgerlige demokratiske institutioner med en tysk rådsmagt, baseret på den stærke tyske arbejderklasse. Rosa Luxemburg støttede altså den russiske revolution. De glemmer også at fortælle at teksten er skrevet i en fængselscelle og at den aldrig blev udgivet af Rosa Luxemburg selv, men først af Paul Levi i 1922.

 

Bolsjevikkerne udgav i februar 1918 en tekst kaldet Fra November til Brest-Litovsk, skrevet af Trotskij, hvor de gennemgår udviklingen under og efter revolutionen. Denne tekst er en af de få tekster af Trotskij der er oversat til dansk. Her forklarer Trotskij hvorfor man var nød til at indgå en fredsaftale med den tyske imperialisme. Hæren var dybt svækket og soldaternes kampgejst på et nulpunkt. Man prøvede under forhandlingerne at komme med utallige apeller til den tyske arbejderklasse om at tage magten. Og underkastede sig altså ikke tysk imperialisme.

 

I forhold til valget til den konstituerende forsamling forklarer Trotskij også hvorfor Bolsjevikkerne gjorde som de gjorde. Kravet om valg til en konstituerende (grundlovsgivende) forsamling havde været et krav siden februar revolutionen. Men det blev konstant udskudt især fordi kadetterne, repræsentanterne for liberalisme, frygtede resultatet. Også Kerenskij forhalede afstemningen. Det var altså først efter oktober revolutionen at den kunne finde sted. Problemet var at situationen fra dengang kandidaterne til valget blev valgt til oktober var 2 forskellige verdener. Ude på landet var det de gamle halvrige og mere højreorienterede repræsentanter for de socialrevolutionære der blev valgt. Bønderne forbandt de socialrevolutionære med revolutionen, men dem de havde valgt var de samme som havde accepteret godsejernes udbytning af bønder og landarbejdere og ikke den del af de socialrevolutionære der var for revolutionen. Bolsjevikkernes holdning var derfor at det ville være det samme som at give magten tilbage til det borgerlige demokrati, der jo netop havde vist sig ude af stand til at løse nogle problemer. Sovjetterne var langt mere demokratiske da de var i direkte kontakt med arbejderne, bønderne og soldaterne. Disse sovjetter havde et revolutionært flertal, mens den grundlovsgivende forsamling havde et ikke-revolutionært flertal. Og dog var de valgt på nogenlunde samme tid.

 

Sovjetdemokratiet under angreb

Efter oktober revolutionen angreb en lang række hære den nye arbejderstat. For imperialisterne i USA, England, Frankrig, Japan osv. var det helt uacceptabelt at arbejderne i et land kunne tage magten, demokratisk eller ej. Derfor blev den nye union af sovjetter til fjende nummer et. Alligevel lykkedes det den unge arbejderstat at slå dem tilbage. Dette viser for det første at soldaterne i Rusland støttede den nye stat, men også at soldaterne fra de fremmede lande langt fra var så fjendtligt stemte som deres officerer. Den røde hær var materielt på et langt lavere niveau, men alligevel slog de 21 intervenerende hære tilbage. Bolsjevikkernes og den røde hærs hemmelige våben var politiske apeller og politisk materiale. I stedet for at nedkæmpe den røde hær, nægtede soldaterne fra de fremmede lande flere gange og hurtigt blev det besluttet at trække dem tilbage for at undgå fuldstændig mytteri. Flere af soldaterne endte som overbeviste revolutionære. Langt mere skadelig var den næsten 4 år lange borgerkrig. Denne tærede voldsomt på den unge arbejderstats ressourcer og førte til indførsel af den såkaldte krigskommunisme, hvor sovjetdemokratiet blev stærkt begrænset og alle ressourcer sat ind for at slå de reaktionære hvide hære. Dette var åbenlyst ikke sundt for den nye arbejderstat. Men både Lenin og Trotskij understregede at det var midlertidige tiltag af ren og skær nød. Alternativet havde været at lade de hvide hære tromle den nye stat ned og genindføre zardiktaturet. Desværre kom sovjetdemokratiets sig aldrig. I ly af borgerkrigen voksede et lag af bureaukrater sig frem og tilranede sig selv større og større magt. Stalin der hidtil havde spillet en sekundær rolle hos Bolsjevikkerne endte med at blive repræsentant for bureaukratiet og koncentrerede magten i sine hænder. Lenin brugte sin sidste tid på at bekæmpe det voksende bureaukrati og Stalin. Trotskij førte i tæt samarbejde med Lenin kampen mod Stalin. Desværre blev Lenin ramt af en række slagtilfælde der til sidst satte en stopper for hans liv. Stalin vandt flertal på Det russiske kommunistpartis kongres i 1924. I 1927 blev Trotskij ekskluderet af kommunistpartiet og i 1929 smidt ud af landet. Han døde i 1940 i eksil i Mexico, dræbt af en stalinistisk GPU agent.

 

Til forsvar for Oktober

Her på 100 året for oktober revolutionen er det slående hvor mange der begræder revolutionen og hvor få der forsvarer den. Vi fra Socialisten hører til den sidste del. Den russiske revolution viste at det kan lade sig gøre at ændre samfundet. Nogle gange med hårde omkostninger. Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht betalte med deres liv. Men alle kritikerne af oktoberrevolutionen kommer til kort hvis vi spørger dem: Hvad er jeres løsning? De nævner skat på aktiehandel og kooperativer, selvom det er åbenlyst utopi at tro at det skulle kunne gøre kapitalismen til et rationelt system. Om det drejer sig om miljø, dårlige arbejdsforhold, spekulation, skattesnyd, ødelæggelse af velfærd osv. så er roden til problemerne penge. Eller rettere et lille mindretals ejendomsret over klodens ressourcer. Kapitalismen ødelægger, korrumperer og nedslider alt på sin vej, kun for at meget få mennesker besidder så mange ressourcer at de kan købe medier, politikere, professorer og alt hvad de peger på. Kapitalismen lader sig ikke tæmme og regulerer. Den skal afskaffes. Alternativet er ikke så uklart som mange forsøger at gøre det til. Alternativet er at det store flertal overtager den demokratiske ledelse og kontrol over de største virksomheder og banker, at det bliver direkte valgte repræsentanter fra alle arbejdspladser og boligområder der i et levende demokrati, et arbejderdemokrati, et rådsdemokrati, styrer samfundets ressourcer efter det overvældende flertals behov. Ved at ekspropriere de gigantiske milliard formuer og sætte dem under flertallets kontrol vil der kunne bygges et samfund hvor børn, ældre, unge og arbejdere ikke længere ville skulle lide nød. Hvor arbejdstiden sænkes og hvor de sidste 30 års besparelser og forringelser kunne rulles tilbage. Hvor produktionen blev underlagt miljø og menneske hensyn. Med sol, vind og vand kraft vil man kunne eliminere brugen af olie, kul og atomkraft. Man vil kunne fjerne de skadelige tilsætningsstoffer i vores fødevarer og ikke mindst sikrer hele klodens folk et værdigt liv hvor fattigdom blev afskaffet.

Alt dette er kun utopi så længe kapitalismen hærger. Socialisme er ikke bare en rar tanke, det er den eneste vej frem. Opgaven nu er at genopruste arbejderbevægelsen med de ideer som bureaukrater og eksperter har forsøgt udryddet. Nemlig de marxistiske ideer. Hvis nogle spørger om det kan lade sig gøre siger vi: Se bare de russiske arbejdere i 1917, de gjorde det imod alle odds. Hvis de kan, kan vi også!