Af Socialistens redaktion

Søndag den 1. marts blev mange medlemmer af Enhedslisten overraskede, da et billede af et stormøde florerede på de sociale medier. På fotoet sås en gruppe unge, som proklamerede at de havde oprettet en ny organisation kaldet “Rød Grøn Ungdom” (RGU). Mødet var bevidst blevet hemmeligholdt og der havde ikke været nogen opreklamering hverken i Enhedslistens medlemsblad, på nogle hjemmesider eller i offentlige kalendre. Hverken Enhedslistens hovedbestyrelse eller forretningsudvalg var blevet underrettet.

 

Få minutter efter offentliggørelsen begyndte en lang række prominente Enhedsliste-medlemmer - folketingsmedlemmer, europa-parlamentariker og ansatte i partiet – at lykønske den nye organisation. Der blev også linket til en hjemmeside for den nye ungdomsorganisation, hvor design, skrifttyper og logo ligner Enhedslistens egne til forveksling.

Samme aften udkom et interview i Dagbladet Information, hvor to af de ledende RGU-medlemmer hævder at 125 medlemmer har stiftet en ny organisation som vil være “uafhængig” af Enhedslisten, men alligevel bede om et tæt samarbejde med partiet og i alle væsentlige politiske spørgsmål ligger sig tæt op af det.

Stiftelsen af den nye organisation sker på trods af at Enhedslisten op til nu har haft en samarbejdsaftale med SUF (Socialistisk UngdomsFront). Enhedslistens årsmøde har desuden tidligere vedtaget at man er imod “to konkurrerende ungdomsorganisationer med sympati med Enhedslisten. Det er en unødvendig splittelse, som vil svække arbejdet og måske det, der er værre – især i provinsbyer, hvor bare én ungdomsorganisation har svære betingelser.”.

Alligevel er det præcis dét, som i realiteten er sket. Igennem en hemmeligholdt proces, er der stiftet en ny ungdomsorganisation og der eksisterer således to rivaliserende organisationer, RGU og SUF, som begge ønsker tætte bånd til Enhedslisten.

 

Baggrunden

I realiteten er den nuværende splittelse produktet af en lang proces, som går tilbage til 2011. Dengang forsøgte en gruppe unge moderate Enhedsliste-medlemmer ligeledes at starte en ungdomsorganisation som rival til SUF. Det skete på et tidspunkt hvor SUF havde kritiseret Enhedslistens katastrofale beslutning om at stemme ja til dansk bidrag til dét der udviklede sig til en beskidt krig i Libyen. Det skete også på et tidspunkt hvor Helle Thorning netop var kommet til magten, og hvor Enhedslisten ikke ydede konsekvent modstand mod selvsamme regerings brudte valgløfter og notoriske højreskred.

Splittelsen havde – dengang som nu – en politisk karakter og kan ikke bare reduceres til organisatoriske uenigheder. Lige siden dengang har der været folk i Enhedslisten som ønsker SUF hen hvor pebret gror. Det er ikke blevet bedre af at SUF har kritiseret Enhedslistens accept af militæreventyr i Mali eller afvist en ensidig parlamentarisme.

Seks af RGU's otte forretningsudvalgsmedlemmer er unge som har været medlemmer af SUF, men har meldt sig ud efter at de har tabt vigtige afstemninger. Så sent som april 2019 led denne fløj et nederlag ved SUFs landsmøde, da flertallet af medlemmerne mente at de havde forsømt udenomsparlamentarisk arbejde til fordel for et snævert fokus på ukritisk støtte til Enhedslisten.

Denne fløj blev stemt ned og i stedet for at blive i SUF, og forsøge at vinde flertal for deres synspunkter, har de i månedsvis forberedt en hemmelig stiftelse af RGU, uden forudgående åben debat, uden intern diskussion i Enhedslisten eller sågar information til partiets relevante organer. Initiativtagerne til RGU har til gengæld fået eksplicit opbakning fra store dele af Enhedslistens ansatte og parlamentarikere, ligesom de har fået adgang til Enhedslistens medlemsarkiv, som er blevet brugt til at mobilisere til ungdomsfestivaller. På den måde har man opbygget et netværk, som har været forberedelsen til stiftelsen af RGU.

 

SUF

Der er meget som man med rette kan kritisere SUF for. I løbet af de seneste år er det vores opfattelse at organisationen har haft et overdrevet fokus på identitetspolitik og alt for lidt øje for arbejderklassens kampe. Der er ingen tvivl om at kampen for kvinders rettigheder eller imod diskrimination af homo-seksualitet er vigtig, men i vores optik må disse kampe kædes sammen med klassekampen. I stedet har separatistisk organisering og kønskvotering ikke spillet en god rolle i SUF og har desværre hæmmet organisationens evne til at nå bredere ud.

Fra vores synspunkt bør SUF, hvis de vil arbejde som revolutionære, rette deres indsats mod lærlinge, ungarbejdere og studerende, sammenkæde de daglige kampe og bevægelser med målet om socialisme. Det skal dog nævnes, at der har været fremskridt i SUF's faglige arbejde indenfor de seneste måneder, bl.a. organisering af seminar om overenskomstforhandlingerne og støtteaktioner til fordel for faglige konflikter. Det er netop den slags der er brug for mere af.

Vores kritik er på ingen måde den samme, som den kritik toppen af Enhedslisten har af SUF. Mens de ønsker en medgørlig og moderat organisation, så ønsker vi en militant og revolutionær organisation. SUF har selv erkendt nogle af organisationens problemer og igangsatte fra slutningen af sidste år en proces med åbne møder – organisatoriske laboratorier – hvor der åbent blev inviteret til debat om organisationens fremtid.

Dette var et prisværdigt initiativ, ikke kun fordi der er brug for en stærkere ungdomsorganisation, men også fordi det var en korrekt og demokratisk måde at gøre tingene på. Lad folk komme til orde, lad aktivisterne lære af den kollektive erfaringsopsamling og demokratiske diskussion. Vedtagelser bør ske åbent og holdninger bør testes i plenum.

 

En farlig præcedens

RGU står for det komplet modsatte. Nemlig en lukket proces, hvor det kun er specielt udvalgte som er blevet inviteret til stiftelsen. For at gøre det endnu værre, har RGU vedtaget en paragraf i sine vedtægter som forbyder dets medlemmer at være medlemmer af andre ”partier eller partilignende foreninger” end Enhedslisten. Det betyder i praksis at alle SUF's medlemmer er forhindret i at deltage i RGU, dvs. et forbud mod dobbeltmedlemsskab. Men det betyder formentligt også et de-facto forbud mod tendenser og fraktioner, hvilket kan blive brugt til at luge kritikere ud.

Hele denne proces er dybt skadelig for Enhedslisten og synliggør alvorlige problemer. At en lang række valgte repræsentanter offentligt trodser en årsmødebeslutning viser hvor lidt respekt de har for medlemsdemokratiet. Der har tidligere været eksempler på at folketingsgruppen har ageret komplet uafhængigt af årsmødebeslutninger – f.eks. ved at udgive et 100-dages program som ikke var blevet vedtaget, en klimaplan og de modstridende udmeldinger på EU-spørgsmålet. Men denne sag er alligevel et vendepunkt, for aldrig før har der været en så åbenlys afstand mellem beslutninger og praksis i Enhedslisten.

Vi opfordrer alle medlemmer til at forkaste dette kupforsøg imod ungdomsarbejdet. RGU-bagmændenes plan virker til at være at opnå anerkendelse fra årsmødet og langsomt bruge apparatet til at opbygge sig og få udgrænset SUF. I stedet for at tage en åben og demokratisk diskussion ved at fremsætte et forslag om oprettelse af en ny Enhedsliste-ungdomsorganisation på årsmødet, har de forsøgt at præsentere årsmødet med et fait accompli. Det viser at de ikke har haft tiltro til at de kunne vinde en åben demokratisk debat og afstemning. I stedet har de arbejdet bag kulisserne for at chokere og overraske Enhedslistens medlemmer og få dem ud af fatning.

Hvis dette forslag går igennem vil det skabe en ekstrem farlig præcedens. Det vil betyde en blåstempling af hemmelige og udemokratiske metoder, samt yderligere skridt til en højredrejning af partiet.

Men selv hvis de skulle få held til midlertidigt at gennemtrumfe opsplitningen af ungdomsarbejdet, så stopper historiens hjul ikke. I kampen mellem idéer og apparatet er det altid idéer der vil vinde i det lange løb. Som den nuværende situation med overenskomsterne tydeligt viser, så står vi overfor en periode med intens klassekamp, ikke klassefred. Reformismen og parlamentarismen vil ikke kunne skabe store resultater – tværtimod står vi overfor en ny recession på højde med 2008. Det vil igen sætte spørgsmål om revolution på dagsordenen, ligegyldigt hvor meget nogle enkeltpersoner prøver at undsige det.