Af Socialistens redaktion

Enhedslistens årsmøde 2019 bliver en vigtig milepæl for vores parti. Der bliver vigtige diskussioner om globaliseringsprogram og organisatoriske ændringer. Men først og fremmest er årsmødet en kærkommen mulighed for at partiet evaluerer på de sidste par års omvæltninger i det politiske landskab og den netop overståede valgkamp.

Hvorfor gik vi tilbage ved valget?

På trods af gode meningsmålinger endte Enhedslisten ud med en tilbagegang på 0,9 procentpoint og 1 mandat tabt. Et dybt skuffende resultat, når man tænker på hvilke politiske muligheder der lå i valgkampen, f.eks. de store klimademonstrationer, pædagogernes og forældrenes bevægelse for minimumsnormeringer, studenterprotester og anti-racistiske demonstrationer. Forklaringen på tilbagegangen skal findes i, at partiet stod uden nogen klar selvstændig profil. Kigger vi på vores slogans på valgplakaterne, så var de ganske vage og tandløse. ”For retten til en grøn fremtid”, ”Fattigdom skal være fortid” eller ”Flere hænder at holde i”, var nogle af de paroler som vores parti fremførte. Hvem kan være uenig i det? Det er generaliteter, som selv folk på midten af dansk politik ville være enige i. Det siger intet om den politiske linje vi vil føre for at opnå målene. I stedet burde vi have fremført konkrete krav om stop for kontanthjælpsloftet, minimumsnormeringer på daginstitutioner og stop for erhvervslivets miljøsvineri.

Men i og med at vores valgkamp druknede i banaliteter, så formåede Enhedslisten ikke at skille sig markant ud som et klart alternativ. Tværtimod er den antikapitalistiske linje blevet mere og mere neddroslet, på trods af at denne linje ellers er en del af både partiets principprogram og vedtagne grønne delprogram.

Mens Radikale markerede sig (retorisk) stærkt som et antiracistisk parti og SF fremførte ultimative krav om opgør med kontanthjælpsloft og minimumsnormeringer i daginstitutioner, så stod Enhedslisten uden nogen klar selvstændig profil. Det er rigtigt at de Radikale er et socialliberalt parti, som selvfølgelig har en blå økonomisk politik. Det er også rigtigt at SF’ernes pludselige hårde kurs er retorik og dybt hyklerisk, når man tænker på at partiet for blot seks år siden sad som en nyttig marionet i S-R regeringen og accepterede salg af Dong, indgreb i lærerkonflikt, folkeskolereform og mange andre vanvittige tiltag.

Men problemet er, at Enhedslisten har udvandet sin egen profil og med et SF der retorisk er trukket til venstre, er de to partier begyndt at ligne hinanden. Den gruppe vælgere som er blevet frastødt af Paludans racistiske kurs er i høj grad søgt over mod Morten Østergaard som retorisk har været den hårdeste til at fordømme det.

Er mådehold vejen til succes?

Nogle dele af partiets ledelse mener, at det er en ”fornyelsesproces” som har givet Enhedslisten succes. Med fornyelse mener de, at Enhedslisten skal fokusere mere på parlamentet, søge indflydelse igennem samarbejde med regeringen samt neddrosle referencer til socialisme og antikapitalisme endnu mere end det er tilfældet i dag. Både Deadline på DR2 og Dagbladet Information har bragt indslag som peger i samme retning. Problemet er, at det netop var den kurs som blev afprøvet ved det seneste folketingsvalg. Den gav ikke succes, men derimod tilbagegang. Hvis vi ser på Enhedslistens faktiske valgresultater, så viser det sig da også, at det ikke er moderation og mådehold som har givet fremgang.

Enhedslisten store vækst skete i 2011. Den fandt sted på et tidspunkt, hvor SF under Søvndal var ved at rykke markant til højre, som en optakt til at indgå i regering. En højrekurs på både udlændingespørgsmålet (“Skrid ad helvede til”, som Søvndal sagde) og på diverse velfærdsspørgsmål. Løftebruddet var i gang, Søvndal og Thorning var ved at svigte de velfærdsprotester der havde været inden krisen (dvs. 06-07) og Enhedslistens fremgang handlede primært om at en gruppe vælgere rykkede sig som resultat af det løftebrud. Dertil kommer effekten af den økonomiske krise i 2008 og de gigantiske hjælpepakker til bankerne, mens mange arbejdere og unge blev fyret og nogle endda tabte hus og hjem. Alt sammen opskriften på et venstreskred i vælgernes bevidsthed

Hermed vil vi ikke undervurdere at fx Johanne Schmidt-Nielsen var en dygtig taler, som formentligt var med til at vinde en del over. Vi vil blot påpege, at væksten skete som et resultat af den objektive situation, dvs. primært S-SF's svigt. Det skete ikke fordi Enhedslisten fremstod som moderat, tværtimod fordi partiet fremstod som et alternativ.

Under Thorning udfoldede den samme proces sig. Hver gang Enhedslisten fremstod som et alternativ til svigt (skattereformen, lærekonflikten, dong, m.fl.) så voksede man i meningsmålingerne. Men Enhedslisten var med i en række finanslove, som igen og igen reddede regeringens røv. Vi vil ikke her gå ind i debatten om mistillidsvotum, røde linjer, m.v., men blot konstatere at partiet efter 4 år med massivt svigt fra S-SF, blot fik en mager fremgang ved valget i 2015, fra 6,7% til 7,8%. Et resultat som var ret skuffende, når man tænker på svigtets omfang og det potentiale som det gav.

I 2015 skete der nemlig det, at det tomrum Enhedslisten som parti ikke formåede at samle op, blev udfyldt af Alternativet. Et parti som i bund og grund var et middelklasseparti, uden noget socialistisk islet. Men som ikke desto mindre – på en twistet og indirekte måde – kom til at samle en del af frustrationerne op ved at tage 30-timers arbejdsuge, nedlukning af jobcentre, opgør med “realisme” i debatten, m.v. op. Ting Enhedslistens repræsentanter ikke havde fremført på TV eller radio. Igen viste virkeligheden, at det ikke er moderation, mådehold og “realisme” som nødvendigvis er den endelige opskrift på at vinde stemmer. Tværtimod er der en stor gruppe vælgere, som søger efter politiske svar og som er dybt utilfredse og frustrerede med udviklingen i Danmark i dag.

Opgaverne forude

Det bringer os frem til i dag. Efter alt at dømme står vi overfor en ny krise i den kapitalistiske økonomi. Spørgsmålet bliver, hvem der skal betale prisen for den. Krisen vil ikke blot mindske rummet for reformer, det vil bane vejen fore direkte kontra-reformer, altså nedskæringer og hårde angreb på arbejderklassens løn-og arbejdsvilkår og rettigheder. Den nyindgåede økonomiaftale med kommuner og regioner, hvor der reelt set mangler 1,3 mia. kroner for at de nuværende normeringer i velfærden kan fortsætte, viser at kampen må og skal fortsætte.

Den nye regering under Mette Frederiksen har givet visse løfter om velfærd, men i praksis ser det ikke ud til at der kommer en ændring fra de seneste regeringers blå økonomiske politik. Hvis ikke Enhedslisten viser et seriøst alternativ og forbereder vælgerne på et svigt, så vil partiet ikke vokse. Fortsætter stilen fra valgkampen med tandløse og ukonkrete paroler, så er det ikke en opskrift på fremgang, tværtimod. Vi må i stedet kæmpe for krav der peger udover de snævre rammer i forståelsespapiret og vise at vi er et klart alternativ til klassesamarbejde.

Til at starte med, bør vi kræve at budgetloven skrottes, at alle Løkke-regeringens skattelettelser rulles tilbage og at kontanthjælpsloftet ophæves øjeblikkeligt. Vi skal kæmpe for forbedringer og slås imod enhver form for forringelse i folketinget, men den parlamentariske kamp må ledsages af udenomsparlamentarisk arbejde. Her kan vi ikke læne os tilbage og undskylde os med at vi kun har 13 mandater. Folketinget burde i højere grad bruges som en talerstol og en platform for at hjælpe og fremme kampene blandt fagbevægelsen, elev- og studenterbevægelsen, bevægelsen mod ghetto-pakken og klimabevægelsen. Begivenheder, begivenheder og begivenheder vil få tusinder til at organisere sig, hvad enten det drejer sig om klimakamp eller overenskomster. I den situation kan Enhedslisten spille en vigtig rolle. Men kun hvis partiet fremstår som et klart alternativ, kommer med konkrete krav og forbinder dem med kampen for et socialistisk alternativ.

Vi ønsker alle et godt årsmøde.

(Foto: Jeppe Krommes-Ravnsmed)