Af Lasse Bertelsen

Ledelsen for Enhedslisten har i den seneste periode været fremme med flere udmeldinger som er blevet meget omtalt. Både udspillet om 100 dage med Enhedslisten samt at Pernille Skipper stiller op som statsministerkandidat hvis Enhedslisten, Alternativet og SF får flere stemmer end Socialdemokratiet ved det kommende valg.

 

Der er ingen tvivl om at de seneste erfaringer med en Socialdemokratisk-Radikal regering på ingen måde var positive. Det var her efterlønnen og dagpengene blev forringet, dog ikke med socialdemokratiske stemmer, men med stemmer fra regeringspartiet de radikale. Senere blev der gennemført reformer af fleksjobsordningen, kontanthjælpen, førtidspensionen. Alt sammen reformer der var et angreb på den sikkerhed den danske arbejderklasse tidligere har haft på at få et nogenlunde liv hvis de blev slidt ned eller arbejdsløse. Regeringen var dengang også med til at underminere lærernes overenskomst kamp, samt privatisere DONG som de solgte til Goldman Sachs. Alt dette mens Enhedslisten var støtteparti. For alle aktivister i arbejderbevægelsen giver det derfor god mening at Enhedslistens ledelse signalerer at man ikke ønsker en gentagelse.

 

Socialdemokratiet et borgerligt parti?

Socialdemokratiets ledelse har ud over at nærme sig Dansk Folkepartis udlændingepolitik også gjort klart at man ikke har tænkt sig at lade Enhedslisten få afgørende indflydelse på en kommende socialdemokratisk regering, men i stedet ønsker brede forlig. Dette er præcis den samme opskrift som under Thorning og Corydon. Brede forlig betyder forlig med de borgerlige og de borgerlige ønsker angreb på ungdommen og arbejderklassens levestandard. I den situation giver det mening helt klart at forklare socialdemokratiets ledelse, at hvis de ønsker at gennemfører nedskæringer med de borgerlige, så bliver det uden Enhedslisten som støtteparti. Hvis socialdemokraterne vil føre borgerlig politik, som deres ledelse desværre lægger op til, så må de får de borgerlige partier som parlamentarisk grundlag.

 

Når det er sagt vil det samtidig være en fejl at afskrive socialdemokratiets som værende et borgerligt parti. Ikke fordi dets ledelse ikke fører borgerlig politik, men fordi partiet stadig har rødder i den danske arbejderbevægelse. Det er stadig det største arbejderparti, til trods for dets ledelse. Og i og med at det stadig er et arbejderparti er det også modtagelig for pres fra arbejdere og unge, hvilket betyder at partiet i større grad kan presses af arbejderklassen i forhold til de borgerlige. Så længe Socialdemokratiet kan fastholde sin støtte hos arbejderne må man appellerer til at de bryder deres samarbejde med de borgerlige.

 

En progressiv alliance?

I Enhedslistens udspil opfordrer man til at SF og Alternativet skal være en del af en progressiv og grøn alliance. Nogle medlemmer af Enhedslisten har spurgt hvorfor man ikke har appelleret til en rød og grøn alliance. Men her må svaret kort og godt være partiet Alternativet der jo ikke anser sig selv for at være røde. Så selvom man sikkert kan kalde dem progressive og grønne er de med andre ord et borgerligt parti. Som bekendt opstod de som en udsplitning fra de radikale og har på det økonomiske område ikke viste at de skulle være meget anderledes end det radikale. SF er så småt ved at rejse sig efter de deltog i Thorning regeringen. Den periode var en fuldstændig ydmygelse af den daværende ledelse af SF hvor de fuldstændig svigtede deres politiske krav til fordel for Thorning regeringens politik som mere eller mindre var dikteret af af de radikale. Med andre ord er alliancen mellem Enhedslisten, Alternativet og SF som Enhedslistens ledelse ønsker, svær at få til at virke som vejen frem for arbejderne og ungdommen.

Med til regnestykket høre også de radikale. En kommende socialdemokratisk regering vil sandsynligvis også inkluderer de radikale som parlemaentarisk grundlag. Og de vil aldrig accepterer en statsminister fra Enhedslisten, eller en progressiv politik hvad det så end betyder.

 

Enhedslisten i regering?

Hvad skal der egentlig til for at Enhedslisten skulle kunne indgå i en regering? For det første må der kræves at der er arbejderflertal, hvilket vil sige flertal for arbejderpartierne SF, Socialdemokratiet og Enhedslisten. Ved at have et arbejderflertal har socialdemokraterne ikke nogen undskyldning for ikke at føre arbejderpolitik. Og hvis de ikke gør det ligger ansvaret på deres skuldre. Det er også klart at grundlaget for en sådan regering som minimum bør være at forbedre arbejdernes og de unges leveforhold og at det styrker arbejderklassens kampvilje.  Det er klart at det vil være selvmord for Enhedslisten at deltage i en regering der forringer arbejdernes forhold som for eksempel Thorning regeringen gjorde.

 

100 dages programmet

Ledelsen for Enhedslisten præsenterede i foråret 2018 et udspil for hvad Enhedslisten ville gennemføre de første 100 dage hvis de havde flertal. Selvom dette blev vel modtaget blandt de fleste af Enhedslistens medlemmer var der dog også flere der efterlyste konkrete krav, indenfor både miljø, dagpenge, arbejdsmiljø, uddannelse osv. Det virker som om at dele af Enhedslistens folketingsgruppe mere ser det som et udspil til hvad man kunne lave med SF og Alternativet hvis man fik flertal med dem. Men denne såkaldte forandringsalliance er som nævnt yderst tvivlsom. Og i så fald var det måske også bedre at stille det som et forslag til en kommende regerings grundlag. Forslaget blev præsenteret som hvad det var Enhedslisten ville hvis den havde flertal alene og der kunne det være godt med nogle lidt mere konkrete krav. F.eks. tilbagerulning af den begyndende privatisering af DSB, en dagpengeperiode på 7 år, optjeningskravet ned til 2 måneder, dagpenge svarende til løntabet, kontanthjælp svarende til mindstelønnen, pensionsalder som 65 årig, genindførelse af efterlønnen, ekspropriering af banker involveret i skattesvindel (bl.a. danske bank og Nordea), SU svarende til mindstelønnen, huslejeloft på 15 % af indkomsten efter skat osv.

 

Kapitalisterne vil bekæmpe en rød regering

At skulle støtte eller deltage i en regering der fører en politik der gavner arbejderklassen, vil fra dag et møde modstand. Modstand fra kapitalisterne. Man kan som eksempel tage Syriza i Grækenland, der med et program der er lig med Enhedslistens, vandt flertal og dannede regering. I virkeligheden ønskede Syriza ikke at bryde med kapitalismen, men bare at sikre en stærkere offentlig sektor og fjerne en del af den absurd store udlandsgæld. I virkeligheden et fornuftigt program for at få græsk kapitalisme tilbage på benene. Men de store europæiske banker tvang Syriza regeringen til at danse efter deres pibe. Syriza regeringen havde ikke modet til at stå fast og bryde med kapitalismen. I stedet bøjede de sig og har stået i spidsen for en lang række angreb på de græske arbejdere. I England oplever Corbyn fra Labour en uhørt smædekampagne imod ham. I spidsen står de borgerlige medier, støttet af de borgerlige politikere og sammen med dem står højrefløjen af Labours parlamentsgruppe. De angriber Corbyn fordi han ønsker at føre rød socialdemokratisk politik.

 

Men kapitalismen anno 2018 betyder angreb på arbejdernes levestandard. I stedet for at investere i produktion vælger kapitalisterne i stedet at prøve at øge deres profitter ved til dels at angribe arbejdernes løn og arbejdsforhold og til dels ved at give sig selv skattelettelser ved hjælp af de borgerlige politikere. Dette er et tydeligt tegn på at kapitalismen har dybe problemer. Skattelettelser for de rige og forringede forhold for arbejderne er opskriften kapitalisterne har for deres egen overlevelse. Dermed er selv små ”progressive” og grønne reformer en rød klud i hovedet på overklassen. De vil bekæmpe en sådan rød regering med alle midler så som kapitalflugt, udflytning af virksomheder, massefyringer, pressehetz osv. Når Enhedslisten forslår en fælles alliance om mindre forbedringer for arbejdere og unge må de være parat til at føre den kamp til ende. Hvis bankerne spekulere mod en rød regering, eller man udflytter arbejdspladser må man have modet til at sætte hådt mod hårdt. For eksempel nationaliserer banker og udflytningstruede virksomheder. I bund og grund vil valget være at acceptere kapitalismen og nedskæringer, eller bryde med kapitalismen. 

 

Vejen frem

Det er bevist gang på gang at kapitalismen ikke lader sig begrænse og regulere. Ønsker man et samfund der sikre alle et ordentligt liv må man være parat til at bryde med kapitalismen. Dette er fint formuleret i Enhedslistens politiske program men det måtte gerne være langt mere tydeligt i partiets udmeldinger. De socialistiske ideer er Enhedslistens styrke, ikke noget man skal prøve at skjule. Ved konkret at kæmpe for et arbejderflertal vil Enhedslisten kunne vise en vej frem, så kunne socialdemokratiets ledelse selv forklare deres støtter hvorfor de hellere vil lave nedskæringer med de borgerlige.

 

(Foto: Jeppe Krommes-Ravnsmed; Enhedslistens årsmøde 2016)