Af Andreas Bülow

Før jul blussede sager om dobbeltløn til afgående borgmestre op i medierne. Blandt modtagerne var Enhedslistens Morten Kabell. Sagen har ført til stor diskussion, både i og udenfor Enhedslisten, men hvad betyder princippet om arbejderledere på arbejderløn egentlig? Og hvorfor bør vi forsvare det som socialister?

Dobbeltløn er er langtfra det eneste eksempel på et privilegium i dansk politik. Politikere har i årevis haft privilegier som langt overstiger almindelige lønmodtageres vilkår. Et medlem af folketinget modtager årligt 740.000 kroner før skat, samt cirka. 70.000 i skattefrit omkostningstillæg. Til sammenligning er danskernes gennemsnitsløn på 312.600 kroner før skat (2016, ifølge Danmarks Statistik).

Dertil kommer lukrative pensionsforhold og et månedligt eftervederlag efter at man er røget ud af folketinget på 51.358 kr før skat. Almindelige lønmodtagere må lade sig nøje med en dagpengesats på omkring 18.000 og et jobcenter der jager de arbejdsløse i aktivering og ”virksomhedspraktik” (dvs. gratis arbejde for arbejdsgiverne).

Alligevel har sagerne om dobbelt løn, hvor afgående borgmestre har fået ”gyldne håndtryk”, mens de øjeblikkeligt er gået videre i velbetalte jobs, vakt ekstra høj vrede og afsky i arbejderklassen.

Enhedslisten i stormvejr
Det mest grelle eksempel var Venstres Carl Holst som gik fra en post som regionsrådsformand i Syddanmark til forsvarsminister og alligevel agtede at beholde et eftervederlag på 833.000 kroner.

Men efter kommunalvalget i november kom det frem, at en række afgående borgmestre får udbetalt et eftervederlag, selvom de går videre i vellønnede jobs. En af dem var afgående Teknik- og Miljøborgmester i København, Morten Kabell, som får et eftervederlag på lidt over 500.000, selvom han går videre i et job som mellemleder i en privat virksomhed.

De store medier kastede sig på forudsigelig vis over Enhedslisten og sagen endte med at Kabell selv offentliggjorde et regnskab, hvor han meddeler at han både skal betale indkomst-, partiskat, arbejdsmarkedsbiddrag og opsparing til feriepenge, hvorfor der ifølge ham kun er 26.000 kroner tilbage, som han agter at donere til velgørenhed.

Princippet om arbejderløn
Enhedslisten blev udadtil beskyldt for hykleri og dobbeltmoral, fordi partiet havde kritiseret Carl Holst særligt hårdt. Der er ingen tvivl om at sagen har tæret hårdt på partiet, men det er vigtigt at se den i et større perspektiv.

Grunden til at et socialistisk parti bør aflønne deres folkevalgte parlaments- og kommunal-repræsentanter på en bestemt måde, handler ikke om en skinhellig moral. Det er tværtimod en dyrekøbt praktisk og politisk erfaring som arbejderbevægelsen har gjort sig.

Allerede under Pariserkommunen i 1871, den første gang i historien hvor arbejderklassen tog magten, var man klar over, at arbejdernes repræsentanter ikke burde have andre levevilkår end dem de repræsenterede.

Marx skrev følgende linjer i sin berømte pjece, Borgerkrigen i Frankrig:

”Mod denne forvandling af staten og statsorganerne fra at være samfundets tjenere til at være dets herrer - en forvandling, som har været uundgåelig i alle hidtidige stater - anvendte Kommunen to ufejlbarlige midler. For det første besatte den alle stillinger inden for administration, retsvæsen og undervisningsvæsen ved valg med almindelig valgret, og på en sådan måde, at de stemmeberettigede til enhver tid kunne kalde de valgte tilbage. Og for det andet betalte den for alle hverv, høje som lave, kun den løn, som andre arbejdere fik. Den højeste løn, som Kommunen overhovedet betalte, var 6000 francs. Dermed var der sat en stopper for jagten på embeder og karriere, også uden at man havde behøvet de bundne mandater, som til overflod blev indført for de delegerede til de repræsentative organer.”

Det som er afgørende er, at en persons materielle levevilkår påvirker ens tænkning. Hvis arbejderbevægelsens ledere har nogle andre vilkår end arbejderne, så vil de før eller siden glemme kampen for dem der er på fabriksgulvet.

Det er dét, som et den historiske baggrund for at partier som Enhedslisten har regler for de ansatte og folkevalgtes lønninger. I liste Ø har man i vedtægterne fastsat at folketingsmedlemmer ikke må modtage mere end en faglært metalarbejder, hvilket i dag er 34.000. Det er en god regel, om end det også skal præciseres at en gennemsnitsdansker ifølge Dansk Statistik kun modtager 312.600 om året, svarende til 26.050 om måneden.

Reglen om arbejderledere på arbejderløn må forsvares mod ethvert forsøg på at underminere den og derfor må vi også arbejde på at det skattefrie tillæg på omkring 5.000 månedligt bør inddrages og erstattes med et system hvor omkostninger refunderes mod bilag.

Donere pengene tilbage til staten?
Efter at Morten Kabell har fremlagt sit regnskab, er en anden diskussion brudt ud. Den handler om hvorvidt Enhedslisten skal donere de penge som man har modtaget i partiskat fra Kabells eftervederlag tilbage. Medierne har presset partiet i en ekstrem grad og forsøgt at udstille det som moralsk forkasteligt at Enhedslisten tager imod penge som stammer fra ”gyldne håndtryk”.

Men her er det vigtigt at huske på følgende: Enhedslisten modtager ikke penge fra det private erhvervsliv eller fra toppen af fagbevægelsen. Alene op til folketingsvalget i 2015 gav A.P. Møller fire mio. kroner i støtte til Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. Den slags støtte har Enhedslisten ikke, partiet må tværtimod lave indsamlinger blandt arbejdere og unge for at kunne føre kampagner.

Der er enorm forskel på at et individ og et parti modtager pengene. Enhedslisten har en kollektiv valgt hovedbestyrelse med regnskaber som godkendes af partiets årsmøder. Pengene bruges på at mobilisere mod de mange velfærdsforringelser som de borgerlige laver i disse år.

Det ville derfor være omsonst at sige, at partiet har ”beskidte hænder”, hvis de tager imod disse penge. Faktum er, at vi ikke får mere velfærd ved at de ryger tilbage i statskassen. Både kommunerne og det offentlige forbrug generelt, er underlagt strenge rammer for hvad der må bruges. Det er rammer som kun kan brydes igennem benhård klassekamp.

Netop derfor må Enhedslistens regler om partiskat forsvares, for at opbygge partiet og udgøre et klart alternativ til de borgerlige og til klassesamarbejdspolitikken i toppen af Socialdemokratiet.