Af Jan Carlsen

Pelle Dragsted har udgivet bogen Nordisk Socialisme i 2021. Pelle skriver i forordet, at ”jeg har skrevet denne bog ud fra et ønske om at beskrive og diskutere et demokratisk alternativ til den økonomi, vi har i dag. Og (…) at anvise veje dertil.” (s. 11)

Det bliver for omfattende i denne anmeldelse at komme ind på alting i Pelles bog. Så jeg vil begrænse mig til nogle enkelte emner Pelle kommer ind på i sin bog.

Først vil jeg sige at Pelle skriver godt og bogen er let forståelig at læse. Dog er det lidt unødvendigt at fra side 34 til 36 gennemgår hvad hver del i bogen handler om. Det er unødvendigt og ødelægger lidt af spændingen i bogen.

Pelle har brugt mange kilder i bogen og er velorienteret om emnet han skriver om.

Pelle starter korrekt med at skrive på s. 22 at ”vi står i en opbrudstid. Hvor flere og flere mennesker er kritiske over for konsekvenserne af den kapitalistiske økonomi: Stærkt stigende ulighed mellem en elite i toppen og den almindelige befolkning. Tilbagevendende økonomiske kriser, der sender millioner ud i arbejdsløshed. Gradvis underminering af de velfærdssamfund og den sociale tryghed, som generationer før os opbyggede. Mere utrygge arbejdsliv. Og ikke mindst en klimakrise, som truer vores tilværelse på kloden.”

Spørgsmålet er så om Pelles ”nordiske socialisme” kan give et svar på dette. Det kan den desværre ikke. Det er der flere grunde til. Jeg vil komme ind på nogle grunde til, at Pelles ”nordiske socialisme” er en blindgyde.

Grundlaget for Pelles nordiske socialisme

Jeg vil starte med det økonomiske grundlag for Pelles nordiske socialisme. Pelle er kritisk overfor økonomisk vækst. Pelle skriver at vi ”bevæger os imod en ny type økonomi. En form for ligevægts eller stabil økonomi, hvor det nuværende niveau af velstand bevares, muligvis med en begrænset lineær vækst, men hvor vi i den rige del af verden ikke længere kan forvente fortsat ekspotentiel vækst i velstanden og forbruget.” (s. 71) Men her glemmer Pelle at vækst er grundlaget for en socialistisk økonomi. Uden økonomisk vækst er der ikke ressourcer til at øge levestandarden for almindelige mennesker og at investere massivt i den grønne omstilling. Problemet er snarere at kapitalismen ikke skaffer nok vækst til at løse disse problemer. Og at de værdier der skabes af arbejderklassen i det kapitalistiske samfund tilfalder i stor stil til nogle få kapitalister. Det er det der er problemet. Ikke økonomisk vækst. Økonomisk vækst er ikke lig med kapitalisternes profitmotiv. Klimakrisen og ødelæggelse af miljøet er et resultat af kapitalisternes jagt på profit. Det er ikke økonomisk vækst i sig selv, der er årsag til klimakrisen og ødelæggelsen af planeten.

Pelle kommer ikke senere i bogen ind på emnet økonomisk vækst. Men da han senere i bogen behandler økonomien i de stalinistiske lande, kritiserer han med rette disse lande for ikke fra 1970´erne at kunne følge med i ”den økonomiske udvikling i den vestlige verden”. (s. 258) Det vil sige at Pelle reelt forlader sit grundlag om at have begrænset vækst som et gode. Det hænger ikke sammen. Med sit postulat i starten af bogen burde han have rost de stalinistiske stater for at have lav vækst i økonomien. Her modsiger Pelle sig selv og han bliver nødt til at til at tage stilling til økonomisk vækst. Er det et gode eller er det ikke et gode? Men det gør han ikke klart i bogen. Det er en stor svaghed for bogen.

Her burde en redaktør have skredet ind og krævet nogle svar af Pelle. Hvad vil du, kammerat?

Statsopfattelsen

Et andet problem er Pelles opfattelse af staten. Spørgsmålet om staten er et vigtigt spørgsmål og har netop været en skillelinje mellem reformister og revolutionære socialister. Pelles opfattelse af staten har han fælles med reformisterne. Pelle forkaster den opfattelse at ”staten er et organ for klasseherredømme, et organ for den ene klasses undertrykkelse af den anden” (s. 96) Han skriver at det gav måske mening under tsardiktaturet, at mene at staten er et organ for klasseundertrykkelse. Pelle skriver at ”med indførelsen af lige og almindelig valgret ændrede statens karakter sig fundamentalt” ( s. 98)

Vi fik arbejderpartier, der fik reformer igennem til gavn for arbejderklassen. Men senere skriver han ”At ejendomsretten er et offentligt garanteret gode, hvor staten bruger sin magt og i sidste ende sit voldsmonopol til at sikre, at den eksisterende ejendomsfordeling, herunder fordelingen af ejerskabet til produktionsmidlerne opretholdes”. (s. 236) Det modsiger hans første postulat om at staten er neutral. Men bagefter kommer den forkerte opfattelse : ”Og i en demokratisk stat, er det i sidste ende borgerne , der bestemmer, hvordan ejendomretten skal udøves og beskyttes”. (s. 236) Men her ser han bort fra at borgerskabet er den herskende klasse. Og det tillader ikke at ”borgerne” bestemmer hvordan ejendomsretten beskyttes. Det siger han egentlig også selv. Pelle siger nemlig at velfærdssamfundet blev opbygget under særlige historiske forhold bl.a. med de høje vækstrater i 1950´erne og 1960´erne. (s. 84) Pelle skriver

videre ”Kapitalejerne accepterede nødtvungent det socialdemokratiske klassekompromis og indskrænkningen af deres magt og ejendomsfunktioner. (s. 86) Men ”med nyliberalismens indtog fra slutningen af 1970´erne blev det kompromis opsagt fra kapitalejernes side” (s. 86) Det Pelle så mangler at forklare er, hvorfor kapitalejerne så vil acceptere Pelles reformer, når de ikke vil acceptere reformerne fra Socialdemokratiet. Det vil de selvfølgelig heller ikke. Altså acceptere Pelles reformer. Man kan bare se på hvor svært Enhedslisten har at komme igennem med reformer både under nuværende regering og under Thorning regeringen. Hvor blev forlængelse af dagpengeperioden af? I stedet fik vi en nedskæring i dimittendssatsen. Hvor er opgøret med budgetloven som Pelle skriver om? (s. 323) Og sådan kunne man blive ved. Og det er derfor at arbejderklassen bliver nødt til at lave et revolutionært brud med kapitalismen og dens stat, hvis problemerne vi står i skal løses.

Socialismeopfattelse

På side 38 skriver Pelle at Arbejdermuseet ligger i rød murstensbygning. Det gør det ikke. Her burde en redaktør have rettet ham, men det giver et positivt indtryk at han ser rødt alle vegne. Men det positive indtryk ødelægges, når Pelle ser så meget rødt at han siger der er nærmest er socialisme i Danmark. En af grundene til at Pelle siger det, er således at staten er neutral og at ”den offentlige sektor udgør en fjerdedel af vores økonomi.” (s. 19) Men den offentlige sektor fungerer markedsvilkår, hvor der er konkurrence mellem private og offentlige hospitaler, kommunal og privat hjemmepleje osv. Endvidere har medarbejderne i den offentlige sektor ikke nogen indflydelse på deres arbejdsliv.

Og at Danmark har haft en historie med demokratisk økonomi bl.a. i form af andelsvirksomheder og at der igen kommer nye andelsselskaber og kooperativer frem (s. 151) Disse udgør så ifølge Dragsted en konkurrerende magt til oligarkiet, som han kalder det. Opgaven er ifølge Pelle at styrke disse og på den måde modarbejde kapitalismen. Men det løser intet. Disse virksomheder fungerer på markedsvilkår og er derfor underlagt kapitalismen, uanset påstanden om de skulle være mere demokratiske, end de ”oligarkiske” virksomheder. Det bliver de bare ikke mere socialistiske af. Det er fuldstændig utopi at tro, at det kan løse den opbrudstid som vi står i, som Pelle skrev om på side 22 og som jeg citerede. Pelle har i bogen nogle reformer, som skal gennemføres for at vi rigtigt kan kalde det socialisme i Pelles forstand. Men igen, hvordan vil Pelle gennemføre sine reformer, når klassekompromiset er opsagt, som han selv skriver. 

Sammenfatning

Nordisk Socialisme er som nævnt en velskrevet bog, men med en del mangler. Han skaber illusioner om at staten er neutral og at vi nærmest har socialisme i Danmark. Og at det vi som venstrefløj skal gøre, er at komme med nogle reformforslag. Endvidere argumenterer Pelle Dragsted for økonomisk vækst er både er noget skidt, samtidig med at han kristiserer de stalinistiske stater for at have lav økonomisk vækst. I praksis modsiger Pelle sig selv i bogen på det punkt. Han modsiger også sig selv fordi han siger at klassekompromiset er opsagt. Men hans reformprogram lader som om det ikke er sket. Det gør at bogen er svag indholdsmæssigt , selv om Pelle Dragsted skriver godt.

Forfatter: Pelle Dragsted

Titel: Nordisk Socialisme – På vej mod en demokratisk økonomi

Forlag: Gyldendal

Udgivet: 2021

Sidetal: 384 sider

Pris: 300 kr.