Af Socialistens redaktion

Der har været debat på venstrefløjen og Enhedslisten om EU spørgsmålet. Skal vi fastholde kravet om udmeldelse eller skal vi acceptere EU og reformere det indefra? Her må vores svar være krystalklart. Uden omsvøb. Vi må fastholde kravet om udmeldelse af EU. Det skal vi, fordi det er umuligt at føre socialistisk politik i EU. EU vil ikke tolerere at et medlemsland fører en socialistisk politik. Vi kan bare tage Grækenland som eksempel. Her ville Syriza gennemføre et venstrereformistisk program til at løse krisen i Grækenland. Men de blev hurtigt sat på plads af EU. Syriza blev således tvunget til at droppe deres politik og underlægge sig de liberalistiske krav fra EU.

Statsopfattelsen

Vi bliver således nødt til at kigge på hvilken type stat EU er. Som socialister mener vi ikke, at staten er en neutral størrelse. Staten i et kapitalistisk samfund, er tværtimod indrettet til at beskytte den private ejendomsret til produktionsmidlerne, d.v.s kapitalisternes interesser. Vi kan ikke reformere nationalstaten f.eks. den danske til at blive socialistisk. EU er et overstatsligt organ som har samme formål. Nemlig at beskytte den private ejendomsret. Og endvidere skabe et indre marked i EU, med fri bevægelighed for bl.a. varer, arbejdskraft og kapital. Denne frie bevægelighed er bl.a. med til at understøtte social dumping.

Derfor kan EU ikke reformeres til at indføre socialisme og dermed en demokratisk planøkonomi. Nogle mener, f.eks. Pelle Dragsted, der skriver i bogen Nordisk Socialisme at ”Hvilken tilknytning Danmark skal have til EU, må derfor løbende vurderes ud fra, hvilken vej samarbejdet bevæger sig – både når det gælder progressive fælles regler og de nationale demokratiers råderum.” (s.330) Men her glemmer Pelle at målet med EU er en stadigt snævrere union, så de ”nationale demokratiers” råderum bliver bare mindre og som jeg vil komme ind på er ”progressive fælles regler” i EU sammenhæng er det samme som forringelser for arbejderklassen. Pelle får det til at lyde som et åbent spørgsmål hvilken EU samarbejdet går. Men det er det ikke. EU samarbejdet bevæger sig en stadig mere liberalistisk og borgerlig retning.

 

Internationalismen

Der bliver hævdet, at fordi mange problemer kun kan løses ved internationalt samarbejde, så kan man bruge EU som platform for at løse disse problemer. Og at EU modstand er nær det samme som borgerlig nationalisme (Mikkel Warming og Reinout Bosch på Solidaritet.dk i artiklen Enhedslistens modstand mod EU-budgettet er borgerlig, 15 august 2020) De skriver bl.a. ” Men det allerværste er næsten, at Enhedslisten ikke bruger lejligheden til at komme med politiske bud på, hvad der er nødvendigt for at sikre grøn omstilling, genopretning af økonomien, og undgå ny stigning i fattigdom, og nye generationer af unge der får deres fremtid sat på hold især i de sydeuropæiske lande”. Det er en udokumenteret påstand at komme med at EU kunne løse nogen af disse problemer. For eksempel hvad angår grøn omstilling er EU en del af problemet. EU har givet atomkraft og naturgas det grønne stempel. Det er ikke at ville grøn omstilling at give det grønne stempel til atomkraft og naturgas. Endvidere skriver miljøorganisationen NOAH at, ” Europas fødevare- og landbrugssystem bidrager direkte til overforbrug af endelige ressourcer og ødelægger miljøet ved at bidrage til klimaforandringerne, tab af biodiversitet, udtømning af fiskebestande, jorderosion, vandmangel og vand- og luftforurening.” (Citeret fra https://noah.dk/node/670)

EU er en slags borgerlig ”internationalisme” og er således en del af problemet, ikke af løsningen.  Så længe vi har markedsøkonomi vil vi have disse problemer, som Warming og Bosch beskriver. Det er rigtigt, at Enhedslisten skal komme med nogle bud på hvordan vi løser de nævnte problemer. Men det gør man ved at fremsætte et socialistisk program, ikke ved at gemme det i skuffen. Det er rigtigt at internationalisme er nødvendig, men den må være socialistisk. Ikke borgerlig. Ellers får vi ikke løst nogen problemer.

Traktatgrundlaget

EU bygger på ifølge egen opfattelse, som det står i artikel 3 lissabontraktaten, en ”social markedsøkonomi”. Endvidere står der i traktaten at, ”Den bekæmper social udstødelse og forskelsbehandling og fremmer social retfær- dighed og beskyttelse, ligestilling mellem kvinder og mænd, solidaritet mellem generationerne og beskyttelse af børns rettigheder”. Det lyder alt sammen meget godt. Men disse mål kan ikke lade sig gøre i en ”social markedsøkonomi”. EU's økonomiske politik er borgerlig og liberalistisk. Det viser sig i praksis i Danmark f.eks. med budgetloven som betyder nedskæringer på velfærden. Og det er det modsatte af at bekæmpe social udstødelse. Som nævnt før er fri bevægelighed for bl.a. varer, arbejdskraft og kapital en del af EU´s grundlag.  På papiret lyder det godt, men den fri bevægelighed er som sagt med til at skabe social dumping. Og for eksempel er de østeuropæiske arbejderes forhold ikke blevet forbedret af EU og den fri bevægelighed for kapital, varer og arbejdskraft. 

Det gælder f. eks. EU's plan om at indføre en mindsteløn indenfor EU. Det vil EU angiveligt gøre for at bekæmpe et fænomen som working poor. Altså vil EU tilsyneladende forbedre forholdene for arbejderklassen. Men det løser intet. Det vil føre til lønnedgang for arbejderklassen, også her i Danmark, hvis man indfører en EU mindsteløn, der er lavere end lønnen som er fastsat i overenskomsterne. Og det vil den helt sikkert være. Så vil arbejdsgiverne bruge EU mindstelønnen til at presse lønnen nedad. Og det vil svække fagbevægelsens forhandlingsposition, når der skal forhandles løn.

Det viser, at i det omfang det lykkes EU at gennemføre ”forbedringer” for arbejderklassen fører det til det modsatte resultat. Altså dårligere forhold for arbejderklassen.

 

Reformere EU?

At melde sig ud af samtalen giver hverken noget svar på, hvordan vi kan fjerne problemernes årsager” skriver Warming og Bosch (Enhedslistens modstand mod EU-budgettet er borgerlig Solidaritet 15 august 2020) Det er klart, at hvis man ikke fremsætter sin socialistiske politik kan man ikke fjerne problemernes årsager. Problemet er, at dem der vil reformere EU ikke fremsætter et socialistisk alternativ og program, men holder sig indenfor rammerne af den ”sociale markedsøkonomi”, som EU bekender sig til.

Som påvist gør EU ikke tingene bedre for arbejderklassen i det omfang det lykkes at gennemføre dem. Tværtimod. Derfor er det et fuldstændig utopisk at tro at det skulle være anderledes for andre reformer, der måtte komme fra EU.

Hvis man vil reformere EU indefra betyder det i praksis, at man har accepteret at en såkaldt ”social markedsøkonomi” som ens politiske mål. Og så kommer man også i praksis til skulle acceptere alle forslagene som bliver vedtaget i EU, selv om de er imod arbejderklassens interesser. Se bare hvad der er sket for et parti som SF.

EU vil aldrig nogensinde acceptere en demokratisk planøkonomi og således har man droppet socialismen som ens mål, hvis man argumenterer for at reformere EU indefra.

 

Udmeldelse af EU

Hvis en arbejderregering kommer til magten på et socialistisk program, så vil den komme i modsætning til EU og vil for at gennemføre sin politik melde sig ud af EU, fordi EU ikke vil tillade gennemførelse af socialistisk politik, som betyder et brud med markedsøkonomien. At have en uklar politik på EU området kan føre til nederlag. Det måtte Jeremy Corbin fra Labour konstatere. Hans fejl var at han ikke forklarede konsekvent, at hans program med nationaliseringer m.m. måtte føre til et brud med EU.  Tværtimod støttede han en omafstemning omkring Brexit. Fordi han gjorde det, tabte han valget til den konservative Boris Johnson. Vi som socialister skal fremsætte et socialistisk program for at vise en vej frem. Ikke gemme det i skuffen. Det medfører helt automatisk en konflikt med EU, der ikke vil acceptere en socialistisk politik.

Derfor skal vi som socialister fastholde kravet om udmeldelse af EU.