Den socialdemokratiske regering er i de seneste par måneder skredet til højre. Indgrebet i sygeplejeskernes strejke, samt det brutale forslag om at skære i dagpenge og straffe kontanthjælpsmodtagere endnu hårdere, har udløst en debat i Enhedslisten: Skal man stille et decideret mistillidsvotum til regeringen?

På et hovedbestyrelsesmøde i Enhedslisten lige efter indgrebet i sygepleskernes strejke, blev der diskuteret om hvorvidt partiet bør sætte et mistillidsvotum til Mette Frederiksens regering, efter indgrebet i sygeplejeskernes strejke. Ifølge Netmediet Solidaritet.dk (https://solidaritet.dk/enhedslisten-afviser-mistillidsvotum-til-regeringen-og-giver-hovedbestyrelsen-mundkurv-paa/ ) blev forslaget afvist, samtidig med at hovedbestyrelsens flertal tilsyneladende valgte at mørklægge hele referatet af mødet. Det er mildt sagt en uheldig måde at agere på, fordi den afskærer medlemmerne for information om den diskussion der foregik. En diskussion som er vigtig, fordi det er afgørende at vi som socialister kan drage erfaringer fra de seneste to år med en socialdemokratisk regering ved magten.

Debatten var i forvejen aktuel fordi Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, selv har fremført trusslen om mistillidsvotum på grund af udsigten til øget børnefattigdom, i forbindelse med forhandlingerne om ydelseskommission som skal afgøres her til efteråret. Dertil kommer den nylige udvikling i Sverige (http://new.socialisten.dk/index.php/advanced-stuff/440-sverige-hvad-er-baggrunden-for-den-parlamentariske-krise), hvor Venstrepartiet trak støtten til Löfvens regering.

Men et mistillidsvotum skal ikke komme ’ud af det blå’ eller som en hovsa-løsning. Hvis det gøres uden at man bygger op til det, vil det utvivlsomt give bagslag. Hvis arbejderklassen ikke over en længere periode har set Enhedslisten som en klar venstreopposition til regering, så vil det være ubegribeligt at man pludselig laver en 180-graders kovending og stiller mistillid.

Desværre har Enhedslisten i løbet af de seneste to år ikke udgjort en klar venstreopposition til regeringen. Tværtimod bifaldte partiet i meget høj grad den borgfred som man lavede med de borgerlige under den første del af Corona-pandemien. Selvom det er rigtigt at Enhedslisten på nogle spørgsmål har ytret kritik, f.eks. stemte man imod den vanvittige over-kompensation til minkavlerne, så har man også været med i en række tvivlsomme aftaler. Herunder kan nævnes

Det er rigtigt at Mette Frederiksens regering endnu nyder en vis opbakning i befolkningen. Det skyldes dels Corona-pandemien, hvor der blev ført en mere lempelig økonomisk politik, herunder milliarder fra EU’s genopretningspakke som regeringen kunne bruge i sin finanslov. Dels skyldes det at Danmark trods alt havde færre dødsfald grundet Corona end fx Sverige, som en konsekvens af en mere omfattende nedlukning.

Langsomt men sikkert er regeringen i midlertidig ved at dreje til højre. Det ser man på udlændingepolitikken, hvor hjemsendelse af syriske flygtninge og modtagecenter i Rwanda er regeringens hovedprioriteter. Man så det med den eklatante gaveregn til minkavlerne, mens dagpenge og SU blev fastfråsset. Man ser det med regeringens uvilje mod radikale klimatiltag. Senest har man også set det med regeringens snak om at SU’en skal forringes, bl.a. ved at gøre SU på kandidatuddannelse til et lån – hvilket gør det sværere for arbejderklassens børn at få en uddannelse. Indgrebet i sygeplejeskernes strejke – hvor regeringen fuldstændig gennemtvinger arbejdsgiverens krav – er også udtryk for denne kurs, ligesom angrebet på dagpenge-systemet er det.

Der er mere og mere brug for en klar venstreopposition til denne højrekurs. Men hvis Enhedslisten er viklet ind i mange af de bærende forlig med regeringen vil partiet ikke blive anset for at være nogen som helst venstreopposition. Det bærende krav bør derfor være en konsekvent og langsigtet kamp imod regeringens højreskred. Det betyder at partiet ikke indgår studehandler og ikke ligger sin vægt på at få 10% færre nedskæringer i en finanslov.

I stedet må man komme med radikale krav til tiltag der vedrører velfærd og miljø. Det vil muligvis ikke give point hos de politiske kommentatorer i aviser og tv-kanaler, som alle ser parlamentarisme som et spil der afskåret fra massebevægelser. Men det er den eneste måde at Enhedslisten kan blive en reel venstreopposition på.

Hvis man vil fremføre en trussel om mistillidsvotum må dette derfor ske som en del af en solid kursvending fra Enhedslistens side. Det må gå hånd i hånd med at man agerer konsekvent opposition imod den borgerlige politik og regeringens højreskred. Det må ske på en konkret forandledning – f.eks. den foreslåede dagpenge-besparelse, som er et stort og betydeligt angreb på arbejderklassens vilkår. Samtidig må det ske i god tid forud for at deres politik vedtages, således at befolkningen kan se at det er den socialdemokratiske regerings egen skyld. Enhedslisten må være parat til at bruge det våben som både trusslen og gennemførelsen indebærer.

Et af de argumenter man hører fra fortalere for Enhedslistens nuværende parlamentariske strategi er, at der jo ”ikke er en udenomsparlamentarisk bevægelse” og at man derfor ikke kan udfordre regeringen mere end man gør nu. For det første er det forkert: Der har lige været en vigtig bevægelse blandt sygeplejeskerne, med bånd til mange arbejdere i andre fag. For det andet bør det aldrig være en undskyldning – hvis en regering fører ekstrem borgerlig politik bør den væltes uanset om der er en bevægelse udenfor eller ej. For det tredje er det også en besynderlig logik for et socialistisk parti, fordi det netop er partiets opgave at arbejde for at fremme bevægelser, artikulere den vrede der er ophobet i samfundet og give den en stemme. I stedet for at bruge det meste af tiden i forhandlingslokalerne burde Enhedslistens velkendte folkevalgte repræsentanter turnere landet rundt og diskutere med fagforeninger, studerende og arbejdsløse om hvordan man får stoppet angrebet på dagpengesystemet. Parlamentet må i højere grad ses som en talerstol for at komme ud til befolkningen. Betydelige sejre i klassekampen opnås ikke igennem forhandlinger i parlamentet, men ved at den regeringen føler sig truet af en enorm bevægelse udenfor.

Som Enhedslistens gamle partiprogram fra 2003-2014 forklarede det:

Hverken kapital-ejerne eller de skiftende regeringer, der danser efter kapitalens pibe, vil ofre en krone af kapitalens profitter på en reform, hvis ikke de bliver presset til det. Derfor er gode argumenter og gode frokoster bag lukkede døre overordnet set ikke vejen frem – hverken ved overenskomstforhandlingen eller på Christiansborg.

Reformer får man gennemført ud fra en styrkeposition. Og en styrkeposition opnår man kun ved folkelig mobilisering, organisering og aktion, strejker, demonstrationer, ideologisk og kulturel kamp, civil ulydighed osv.”

 

 

(Foto: EL Årsmøde - Jeppe KR)