Af Lasse Bertelsen og Andreas Bülow

Det kyniske og brutale mord på George Floyd har fremprovokeret en verdensomspændende bevægelse. På få dage spredte protesterne sig til de største byer i USA, hvor titusindvis gik på gaden og protesterede mod racisme, politibrutalitet og social ulighed. Den 19. Juni nåede bevægelsen et foreløbigt højdepunkt med massive strejker blandt havnearbejdere, som stoppede arbejdet på alle de 29 havne langs stillehavskysten.

Demonstrationerne spredte sig videre det meste af verden hvor der også har fundet store protester sted. Dette til trods for at den verdensomspændende corona-pandemi ellers har lagt verdens storbyer øde.

Bevægelsen er et tydeligt tegn på at kapitalismen anno 2020 på ingen måde har sikret rimelige og fair leveforhold for en stor del af verdens befolkning. Tværtimod har uligheden i verden aldrig været så stor. De rige har aldrig været rigere og arbejderklassen har aldrig været mere presset. Og samtidig har vi set racismen blomstrer frem.

Racisme er et problem over hele verden. Overklassen forsøger at bilde os ind at fjenden er muslimer, sorte, indvandrere imens de selv tildele sig større og større rigdomme på flertallet bekostning. Som marxister må vi klart gå imod alle forsøg på at splitte arbejderklassen op i køn, religion eller race. Vores holdning er den at det er kapitalismen som system som har skabt forringede levevilkår for arbejderne. Og racisme trives der hvor der er dårlige forhold for arbejderne. Overalt ser vi nedskæringer på velfærden, stigende pensionsalder og hårdere arbejdstempo. For ikke at tale om ødelæggelsen af klimaet. Hvis de rigdomme som arbejderklassen skaber blev underlagt arbejderklassens ledelse og kontrol kunne al fattigdom og armod afskaffes. Og dermed ville grundlaget for racismen være ikkeeksisterende.


Vigtig anti-racistisk bevægelse i Danmark

I Danmark har der i København, Aalborg, Odense og Århus været store demonstrationer imod racisme og mod den brutale politivold i USA og andre steder. Den største demonstration var i København den 7. Juni, hvor over 15.000 mennesker deltog. Tusinder af unge – mange af dem som formentlig er med til deres første politiske protest nogensinde – var mødt op med hjemmelavede bannere. Deres paroler handlede om kamp mod racisme, politivold og diskrimination, men også om et stærkt ønske om enhed imellem sorte og hvide.

Foto: Demonstration i København 7. juni

At så mange går på gaden er et enormt vigtigt signal om at ungdommen langt fra er afpolitiseret eller ligeglad. Tværtimod viser det, at der også i Danmark er en utilfredshed med den ”del-og-hersk” politik som der føres, herunder ghetto-pakken og de skiftende regeringers asylpolitik, ikke mindst de horrible forhold i hjemsendelseslejre som fx Sjælsmark.

Identitetspolitik skader bevægelsen

Desværre er bevægelsen stødt på en forhindring i dens udvikling. Det skyldes i høj grad organisationen Black Lives Matter-DK (BLM) som er inspireret af Black Lives Matter bevægelsen i USA, men ikke har nogle organisatoriske bånd til den og ikke er anerkendt som en officiel afdeling af denne.

Mens de store demonstrationer bød på slogans om enhed og fælles kamp mod racismen, så er ledelsen af BLM-DK kommet frem med en række krav der skulle sikre af sorte stod forrest i demonstrationerne og at hvide skulle holde sig i baggrunden. De mente også at der var slagord der kun måtte råbes af sorte. Med samme argumentation gik lederne af BLM-DK endda så vidt som at presse en gruppe lokale aktivister i Aalborg til at aflyse en planlagt demonstration, for på sekterisk vis selv at bevare kontrollen over bevægelsen. Baggrunden for alt dette er er ifølge BLM-DK fordi at hvide er ”privilegie blinde”, og derfor ikke kan bekæmpe racismen effektivt.

Lignende holdninger har man kunne finde blandt andre minoriteter der bygge på hvad der kaldes identitetspolitik. Identitetspolitikken går ud på at minoriteter bliver undertrykt fordi de er minoriteter og at dem der ikke er en del af minoriteten dermed er undertrykkere. Det betyder for eksempel at mænd nødvendigvis undertrykker kvinder, at hvide undertrykker sorte, at heteroseksuelle undertrykker homoseksuelle. Men hele fundamentet for denne politik er fuldstændig absurd. Den lider i den grad af at være fuldstændig ”klasseblind”. Ifølge denne teori undertrykker en hvid arbejder en sort kapitalist ligesom en mandlig arbejder undertrykker en kvindelig kapitalist. Det er med andre ord en fuldstændig afsporing af klassekampen.

Identitetspolitikken ignorerer at der blandt minoriteter også er klasseforskelle. En sort kapitalist har ikke samme interesser som en sort arbejder. Ifølge denne teori kan næsten alle betegnes som undertrykte og alle betegnes som undertrykkere. Men hvis alle undertrykker alle hvad er så vejen frem?

For enhed og klassekamp

Identitetspolitikken er et blindspor for alle bevægelser. En minoritets kamp kan kun vindes hvis den får støtte fra flertallet. Den eneste vej til at smadre kvindeundertrykkelse og racisme er en fælles bevægelse mellem alle arbejdere, lige meget køn, hudfarve og religion, som kæmper for at afskaffe kapitalismen og indføre et socialistisk demokrati. Racisme er ikke den hvide arbejders skyld. Det er tværtimod en indgroet del af det kapitalistiske system som både har brug for syndebukke og for billig arbejdskraft.

De vigtigste ledere af den amerikanske borgerrettighedsbevægelse i 1960’erne forstod at kun enhed kunne smadre racismen. Malcolm X var et glimrende eksempel på netop det: Han bevægede sig fra en sekterisk position som medlem af de sorte islamister til en revolutionær socialistisk position og bedyrede enhed og klassekamp mod kapitalismen. Kun hans tragiske død i 1965 gjorde en ende på ham som leder af en massiv bevægelse, hvor sorte og hvide arbejdere og fattige sammen var ved at udfordre kapitalismen.

Når BLM-DK og andre identitetspolitiske strømninger prøver at splitte hvide og sorte ud imod hinanden er det derfor komplet skadeligt og kontra-produktivt. Det forhindrer at vi kan bygge protester som virkelig udfordrer kapitalismen og dens indgroede racisme. Den eneste grund til at identitetspolitikken blomstrer er, at arbejderbevægelsens traditionelle organisationer – fagbevægelsen og arbejderpartierne – ikke har gjort noget for at bygge en stærk anti-racistisk bevægelse selv. Det har desværre i høj grad overladt initiativet hos tilhængere af identitetspolitik.

Derfor er det vores opgave at bygge bevægelsen på basis af en klar klasselinje, både med en afvisning af alle former for racisme, men også med krav der forener hvide, sorte, asiatiske og latinamerikanske arbejdere. Vi ser allerede nu kimen til sådan en enhedsbevægelse i USA selv med havnearbejdernes imponerende strejke. Dette må være eksemplet for hvordan protesterne skal udføres – også i Danmark.

 

(Fotos: Andreas Bülow)