Af Socialistens redaktion

Årets 1. maj er markant anderledes end normalen. Der bliver ingen politiske taler i Fælledparken, ingen morgenmøder i fagforeningerne og heller ingen demonstrationer med røde faner. Under den nuværende corona-pandemi er der de-facto indført undtagelsestilstand og alle forsamlinger ophæves.

Ikke desto mindre er der i dag, på arbejdernes internationale kampdag anno 2020, mere at kæmpe for end nogensinde før.

Krisen i den kapitalistiske økonomi – som var kommet uanset covid-19-pandemien – har ført til drastiske angreb på arbejderklassens levevilkår. I Danmark er over 80.000 blevet fyret siden krisens start i marts. I USA er tallet hele 26 millioner nye arbejdsløse. Overalt er der massefyringer, hjemsendelser, krav om lønnedgang.

Corona virussen har på verdensplan taget over 200.000 menneskeliv og vist hvor dødsensfarlig årelange besparelser og privatiseringer af sundhedssektoren har været. Billeder af en massegrav i New York for fattige mennesker, hvor familien ikke har kunne betale en begravelse, har revet masken væk og vist hvor grusomt et system kapitalismen er. Med andre ord har der aldrig nogensinde været så meget grund til at være socialist som den 1. Maj 2020.  

OK-20: Ryggen imod en mur

Overalt forsøger arbejdsgiverne at lade arbejderne betale for krisen. Det har vi også set i Danmark med den seneste overenskomst, hvor forhandlingerne kørte videre selvom fagbevægelsens eneste våben – strejken – reelt var blevet taget fra dem, grundet den nuværende situation med covid-19-pandemien. Resultatet blev en billig overenskomst for arbejdsgiverne, som knap nok sikrer en reallønsfremgang til arbejderne og uden nogen værn mod social dumping.

På trods af store nej-flertal i Malerforbundet, blandt Jernbanearbejderne og en vigtig andel nej-stemmer i 3F (32%), så blev det samlede resultat et stort ja på 79% af stemmerne på tværs af forbund. Det afspejler ikke nogen stor begejstring for overenskomsten, men er snarere udtryk for den chokeffekt, som coronakrisen skabte. I realiteten havde de danske arbejdere ryggen imod en mur.

Men det er også værd at bide mærke i, at knap 47.000 arbejdere stemte nej, svarende til 21%. Hvis vi tænker på, at dette sker i en situation med undtagelsestilstand, som til en vis grad er sammenlignelig med en krigssituation, så vidner det om at der er en stor gruppe arbejdere som allerede på dette tidlige stadie ikke vil finde sig i at skulle betale regningen for kapitalismens krise. Denne gruppe vil spille en afgørende rolle på mellemlangt sigt, når større dele af arbejderklassen begynder at bevæge sig. Lidt efter lidt vil det gå op for flere og flere, at det kun er igennem fælles kollektiv klassekamp at vi kan stoppe angrebene. 


Covid-19 pandemien og den risikable genopstart

Som vi har forklaret i vores tidligere artikel om pandemien, så var det danske sundhedsvæsen dårligt rustet til at stå imod covid-19. Dels på grund af de omfattende besparelser på hospitalerne, som har stået på i årtier. Dels på grund af manglen på værnemidler. Og dels pga. den katastrofale beslutning om at frasælge dele af Statens Serum Institut, sådan at staten ikke længere råder over egen vaccineproduktion eller diagnostik.

Den danske regering reagerede sent på faresignalerne. Ikke desto mindre har nedlukningen af store dele af samfundet medvirket til at sætte en dæmper for antallet af ofre for covid19. Tallene for indlæggelser og døde i Danmark har endnu været moderate, mens titusinder er døde i USA, Storbritannien, Spanien, Italien og Frankrig. 

Nu har Mette Frederiksen så begyndt en gradvis og ”kontrolleret” genåbning af Danmark, herunder folkeskoler og daginstitutioner. De borgerlige partier presser på for endnu større og hurtigere genåbning, med fokus på at få alle de berørte dele af erhvervslivet til at tjene penge igen. De ønsker også endnu vildere hjælpepakker til kapitalisterne, som allerede har fået hjælp for den svimlende sum af 400 milliarder kroner. Det er penge som uundgåeligt vil blive taget fra velfærdsydelser i fremtiden; allerede nu har regeringen valgt at udskyde vedtagelsen af en velfærdslov, som skulle sørge for at statens udgifter følger med det større antal børn og ældre. Det er blot en advarsel om de mange års besparelser som vi kan se frem til.

Genåbningen af Danmark er imidlertid risikabel fordi den sker i en situation, hvor der ikke er blevet bevilget de fornødne midler, til at garantere at sundhedsmyndighedernes anvisninger kan følges fuldt ud. I en stor del af landets kommuner kan daginstitutionerne eksempelvis stadig ikke tilbyde pasning til alle børnene, da der hverken er nok personale eller de fysiske rammer til at kunne følge retningslinjerne. Det viser i en nøddeskal hvad årevis af brutale nedskæringer på velfærden har forårsaget. En genåbning af landet burde derfor ledsages af et massivt løft af velfærden.

Vi står imidlertid stadig i en alvorlig pandemi. For at gøre genåbningen af landet sundhedsmæssig forsvarlig, må der være tilstrækkelig med værnemidler, og hele sundhedssektorens bør oprustes med flere medarbejdere og flere ressourcer. Derfor vil det også være helt naturligt at ekspropriere privathospitalerne og få genstartet en statslig vaccineproduktion.

Derudover må genåbningen basere sig på en offentlig og fuldt ud transparent plan, som skaber tryghed og vished i befolkningen.

Desværre er det ikke det vi ser nu. Der er fortsat en utilstrækkelig brug af værnemidler, og vi ser et stor skel i forhold hvilke grupper i samfundet der udsættes for smitterisiko. Mens de rige på Strandvejen har råd og mulighed for at isolere sig, skal arbejderne møde ind på store byggepladser, hospitaler og daginstitutioner. Og mens nogle har mulighed for at transportere sig i egen bil, må andre grupper stimle sammen i den offentlige transport.

Det samme har vi set i USA, hvor de hårdest ramte er arbejderkvartererne omkring New York og hvor sorte afro-amerikanere står for hele 30% af de indlagte patienter, om end de kun udgør 13% af landets befolkning. Det understreger at covid-19-pandemien er et klassespørgsmål og absolut ikke en sag hvor vi ”alle er i samme båd”.



Kæmp mod kapitalisme, kæmp for socialisme

Den nuværende krise og pandemi har vist at kapitalismen er sygt system, som konsekvent sætter profit over menneskeliv. Nationalstaterne har været fuldstændigt ude af stand til at levere en samlet, koordineret indsats mod virusset. I Europa har vi eksempelvis set hvordan de enkelte lande har kæmpet indbyrdes om leverancer af respiratorer og værnemidler. Situationen har også ført til en alvorlig krise i EU, hvor man kun efter flere forhandlingssammenbrud lykkedes at blive enige om en fælles hjælpepakke. Der er imidlertid tale om en hjælpepakke, som mest af alt sigter mod at holde hånden under de store europæiske kapitalister, mens regningen sendes til befolkningerne, gennem krav om nedskæringer på velfærden.

Corona-pandemien kan desuden få tragiske konsekvenser i de teknologisk underudviklede lande i Afrika og Latinamerika, hvor sundhedssystemerne er endnu svagere end i vesten. I disse lande har coronakrisen, med nedlukningen af samfundet, imidlertid også forøget risikoen for sult og forarmelse af befolkningen. Samlet set vil covid-19 og følgevirkningerne af krisen derfor kunne dræbe hundretusinder i disse lande. Det vil være en sand katastrofe og formentligt betyde enorme flygtningestrømme.  

Krisen har haft en alvorlig indvirkning på den globale økonomi. Allerede før corona pandemien var der nedgang i økonomien, men nu forudser man den værste økonomiske krise siden 1930’erne. En første analyse fra den Internationale Valutafond (IMF) forudser, at verdensøkonomien vil opleve en negativ vækst på 3%, langt slemmere end krisen i 2008-9. Euro-zonen står til -7,5% og USA til -5,9%. Det vil føre til konkurser, massefyringer, og i enkelte lande kan det muligvis blive ledsaget af et krak på boligmarkedet. I mange lande vil titusinder af arbejdere stå uden arbejde, uden sikkerhedsnet, og uden retten til sygeforsikring.

Langsomt men sikkert skaber det betingelserne for et massivt skift i massernes bevidsthed. Det bliver nemlig tydeligere for folk, at overklassen er ligeglade med de fattige. I midten af april bragte finansavisen Bloomberg en artikel som forudser at pandemien vil føre til ”sociale revolutioner”. Krisen har nemlig med al tydelighed forstærket de eksisterende uligheder i det kapitalistiske system. Imidlertid vil det være en forsimplet konklusion at sige, at krisen automatisk vil føre til et ønske om socialisme. Den fremtid vi ser ind i, tyder til at blive meget modsætningsfuld med en stigende polarisering i samfundet. Vreden over krisen vil ikke kun kunne give grobund for progressiv samfundsforandring. Der ligger også en fare for opblussen af reaktionære og nationalistiske kræfter rundt om i verden. Sådanne reaktionære kræfter kan imidlertid blive trængt i baggrunden, hvis arbejderbevægelsen formår at frigøre sig fra det reformistiske tankegods og stiller sig i spidsen for et revolutionær program, der sender regningen for den nuværende krise til kapitalisterne.

 

Et sådant revolutionært program må bl.a. indeholde følgende vigtige krav:

  • Forkast alle hjælpepakker til kapitalisterne. Bruge pengene til at genopbygge sundhedsvæsenet og sikre rimelige forhold for de arbejdsløse.

  • Ophæv kontanthjælpsloft og andre fattiggørende reformer. Alle uden arbejde bør sikres en rimelig indtægt svarende 160,- kr i timen.

  • Gør øjeblikkelig dagpengeperioden ubegrænset og sænk optjeningskravet til 20 uger. Hæv dagpengeniveauet til 90% af den mistede lønindtægt.

  • Alle syge skal holdes skadesløse. Sygedagpengene skal svare til lønniveauet og være ubegrænsede.

  • Nationalisér bankerne og underlæg dem demokratisk kontrol af staten, fagbevægelsen og brugerne.

  • Alle større medicinalfirmaer overtages af staten, så forskning og produktion af medicin ikke styres af profitmotiver, men ud fra samfundets ve og vel.

  • Virksomheder der massefyrer bør straks overtages af staten. 

  • Hastevedtagelse af en velfærdslov, der sikrer kommunerne langt flere penge til pasning og pleje af børn, unge og ældre.

 

Lad os derfor fejre 1. Maj 2020 – ikke som en nostalgisk eller symbolsk begivenhed, men som en kampdag.
En kampdag hvor vi går sammen om kampen for at arbejderklassen ikke skal betale for krisen.
En kampdag hvor vi går imod dette system som prioriterer profit over menneskeliv – og hvor vi kæmper for et helt andet system: socialisme.