Af Socialistens redaktion

Ved indgangen til april står Danmark – og resten af verden – i en ny virkelighed. Covid-19 er blevet til en pandemi, har spredt sig i hele verden og tvunget stater til at lukke grænser, skoler og dele af arbejdsmarkedet. Aktiemarkedet er styrtdykket, tusinder fyres, der indføres forsamlingsforbud og nødlove.

Lande som Italien og Spanien har lidt massive dødstal og deres hospitalsvæsener er blevet presset til det yderste. Et virus, som allerede har dræbt tusinder, truer nu med koste titusindvis af flere liv, ikke kun i Europa og USA, men også i fattige lande hvor der er svage sundhedssektorer.

Det er derfor ikke en overdrivelse at konstatere, at vi står overfor en komplet ny situation og at der er et før og et efter marts 2020. Begivenhedernes hastighed har desorienteret mange. Der eksisterer lige nu en følelse af chok og overraskelse i befolkningen generelt – et frugtbart terræn for regeringer som ønsker at lade arbejderklassen betale for krisen.

 

Profit prioriteres over menneskeliv

I skrivende stund (25. marts) er 19.125 mennesker døde af Covid-19 virussen på verdensplan. Over 400.000 mennesker er officielt smittede, om end mørketallet kan være langt højere. Italien er hårdest ramt og har haft hele 6.820 dødsfald, flere end Kina (hvis man skal tro de officielle tal). Efter årevis af nedskæringer er det italienske sundhedssystem blevet udhulet.

Ifølge data fra OECD har Italien 2,6 intensive care units (respirator-enheder) til rådighed per 1.000 indbyggere og lå nummer 19 iblandt de europæiske lande. I alt havde Italien 5.090 intensiv-senge inden krisen begyndte. Det har vist sig fuldstændigt utilstrækkeligt, i en situation hvor over 69.000 mennesker officielt er blevet smittet. Læger og sygeplejersker har arbejdet i døgndrift. Et billede af sygeplejersken Elena Pagliarini gik viralt på nettet. Hun var faldet sammen på et skrivebord efter 10 timers intensivt arbejde på et hospital i byen Cremona. Det er virkeligheden for tusinder af heltemodige læger, sygeplejersker og portører som slider sig selv op under forfærdende vilkår.

Foto fra Bologna lufthavn. Dipartimento Protezione Civile - CC 2.0

Både i Italien og Spanien har regeringerne været fuldstændigt ude af stand til at tackle denne pandemi. Mens dele af det offentlige liv er blevet lukket ned, dog oftest alt for sent, så er arbejdere på fabrikkerne blevet tvunget til at gå på arbejde. Det har ført til strejker i Fiat og på andre fabrikker.

Det samme har vi set i Danmark, hvor 22 tømrer og 10 vvs’ere nedlagde arbejdet den 18. marts på et hospitalsbyggeri i Roskilde, i protest mod risikoen for smittefare. Også i Aalborg er der enorm utilfredshed, hvilket avisen Nordjyske kunne rapportere. Her går over 600 bygningsarbejdere op og ned af hinanden på et stort sygehusbyggeri. Arbejdsgiverne forsvarer sig med at en byggeplads ”ikke er en offentlig forsamling” og at det derfor er lovligt for dem at fortsætte arbejdet, på trods af den enorme fare for covid-smitte.

Det viser i en nøddeskal, hvor ligeglade den herskende klasse. Hensynet til profit vejer tungere end hensynet til arbejdernes liv. Under hele denne krise har de forskellige regeringer i Europa kun i meget ringe grad vist sig i stand til at tage alvorlige forholdsregler for at bekæmpe pandemien.

 

Økonomisk kollaps skyldes kapitalismen

Det er vigtigt at understrege at den nuværende økonomiske krise ikke i sig selv er et produkt af Corona-pandemien. Allerede inden de første smitte-tilfælde i Kina var der tegn på at verdensøkonomien var på vej i krise. Ifølge IMF faldt investeringer i maskineri og udstyr i hele 2019 og det samme gjorde industriel aktivitet. 2019 endte ifølge FN med den laveste vækstrate for verdensøkonomien siden den store krise i 2008-9. Læg dertil ophobningen af en enorm gæld blandt virksomheder, ikke mindst hjulpet på vej af en historisk lav rente.

Politikere har i disse dage travlt med at skyde skylden for krisen på Corona-pandemien, nøjagtig som de prøvede at forklare krisen i 2008 med finansboblen og subprime-lån i USA. Der er ingen tvivl om at den delvise nedlukning af samfundet som følge af Corona-virusset forværrer krisen, fordi dele af det industrielle apparat går i stå og leder til tabt produktion og dermed tabt indtjening.

Ikke desto mindre var denne økonomiske nedtur allerede på vej og var forberedt lang tid inden. Det er en klassisk kapitalistisk krise, hvor investeringer daler, efterspørgslen mindskes, firmaer går konkurs og systemet kun genetablerer sig selv igennem en destruktion af produktivkræfter. Derfor er det usandsynligt at krisen bare vil gå over, når selve Corona-pandemien har lagt sig. Vi står i stedet overfor et perspektiv med en hård recession på skala med 2008 og muligvis endnu dybere. Alene i USA har flere end 70.000 mennesker tabt deres job på en uge og i Danmark er tallet over 28.789.

 

Danmark dårligt forberedt på krisen

Det danske sundhedsvæsen er i årevis blevet beskåret, sengepladser er blevet fjernet, de ansatte skal løbe hurtigere og Statens Seruminstitut er på skandaløs vis blevet privatiseret. Ansvaret for dette ligger ene og alene hos de skiftende regeringer, både borgerlige og socialdemokratiske, som har lavet den ene besparelse efter den anden. I lyset af den nuværende pandemi har de sat hundredevis – muligvis tusinder – af liv på spil.

Københavns lufthavn under covid-19 krisen. Foto: News Oresund / Flickr / CC.2.0

Et af de mest grelle eksempler er manglen på værnemidler – f.eks. masker, håndsprit og engangs-handsker. Det er graverende, at man ikke har forberedt et seriøst nødberedskab på dette område. Netop det spørgsmål betød at buschaufførerne i Movia i Nykøbing Falster nedlagde arbejdet den 18. Marts, i protest mod manglen på handsker og håndsprit.

I virkeligheden har den danske regering reageret alt for sent på pandemien, alt imens at Italien tydeligere og tydeligere viste hvor alvorlig situationen var. Nedlukningen kom ikke bare sent, den skete også med det eksplicitte formål at den private sektor skulle køre videre som før. Som nævnt ovenfor betyder det at tusindvis af arbejdere dagligt er i fare for at blive smittet.

Dertil kommer, at man har valgt at ignorere adskillige epidemi-eksperters råd om konsekvent at teste personer for covid-19. Sågar sundhedspersonale i regionerne, som oplever milde symptomer, har klaget over at de ikke bliver testet. Dette betyder at der er et mørketal for hvor mange der reelt er smittet og gør det sværere at identificere og isolere dem der bærer virusset. Det truer med at sætte også det danske hospitalssystem under et ubærligt pres.

 

Eliten udnytter krisen

Den nye choktilstand bliver brugt af eliten til at gennemtrumfe sin dagsorden, både i Danmark og internationalt. Det ses på flere områder:

På den ene side har vi forårets overenskomstforhandlinger som fortsatte på trods af pandemiens udbrud og på trods af den undtagelsestilstand som Mette Frederiksen de-facto har indført. I sådan en situation er fagbevægelsen reelt set blevet frataget sit eneste våben, nemlig muligheden for en storstrejke.

Kravet om en udskydelse begyndte at vinde en vis klang i dele af fagbevægelsen, men forhandlerne valgte at fortsætte og endte ud med et skuffende resultat for byggeriet, som i store linjer ligner industriens overenskomst. Det betyder ingen markant fremgang i mindsteløn og ingen værn mod social dumping.

På den anden side ser vi de hjælpepakker som Mette Frederiksens regering har lanceret. Udadtil forsøger man at fremstille det som en stor øvelse i ”national enhed”, hvor alle parter ”viser samfundssind”. Men dykker man bare en anelse ned i indholdet, står det klart at der er tale om en lovpakke som skal redde kapitalisterne og sende regningen til arbejderklassen. For det første har regeringen udskudt alle betalinger af moms, a-skat og am-bidrag for månederne marts, april og juni. For det andet forpligter folketinget sig til, om nødvendigt, at donere "et trecifret milliardbeløb" til de private virksomheder, penge som uundgåeligt vil komme til at mangle i fremtiden til kernevelfærdsydelser.

Grænserne er lukket. Foto: News Oresund. Flickr / CC.2.0

Det er ufattelige summer, som staten nu forærer til kapitalisterne. Sålænge der er opsving taler eliten altid om ”det frie marked”, men så snart krisen kradser ønsker de at staten skal dække deres underskud. Som et plaster på såret får de arbejdsløse sølle tre måners ekstra dagpenge og studerende spises af med en hånlig mulighed for at optage ekstra SU-lån. Med andre ord er det peanuts til almindelige arbejdere og studerende, mens kapitalen får milliarder. Sågar de multinationale virksomheder som ikke har betalt en krone i skat har potentielt mulighed for at få deres udgifter dækket.

Virksomhederne kan ikke bare få betalt omkring 75% af medarbejdernes løn (90% hvis de er timeansatte), men også dele af deres faste omkostninger, husleje, m.v. Nogle virksomheder, som SAS, har fået endnu større indsprøjtning af statslige midler. Danmark og Sverige har tilsammen valgt at støtte flyselskabet med hele 3. mia svenske kroner.

Socialdemokraterne – og dele af venstrefløjen - argumenterer med at dette er nødvendigt for at undgå fyringer. Men for det første så vil der komme fyringer alligevel, da krisen ikke udelukkende skyldes pandemien. Allerede nu har firmaet Bestseller varslet 750 fyringer, på trods af at de sidste år havde et overskud på 2,1 mia. kroner og en egenkapital på 7 mia. Alene i Hotel- og restaurationsbranchen har vi set 15.000 fyringer på få dage. Overalt er billedet det samme: massefyringer og atter massefyringer. Det er en del af kapitalismen og den måde som kapitalistiske virksomheder arbejder på under enhver krise. At tro at staten kan afbøde dette ved at forære kapitalisterne penge er ren utopi.

For det andet så ville det være langt billigere for staten at sende penge ind i a-kasserne, lempe optagelseskravene og lade de arbejdsløse få penge. Eller alternativt endda åbne statslige job og ansætte de fyrede, omlægge arbejdet overalt. Men ved at forære penge til kapitalisterne viser staten meget godt sin klassekarater: Den beskytter overklassen, i opgangstider og i nedgangstider.

Allerede i sin tale den 23. Marts, indikerede Mette Frederiksen at ”danskerne ikke skulle forvente det samme velfærdssystem og de samme korte ventetider”, når krisen var ovre. Det er en anden måde at sige følgende på: Vi har foræret milliarder i redningspakke til erhvervslivet, ergo vil de blive taget fra kernevelfærden i fremtiden – væn jer til det.

 

Nej til borgfred med storkapitalen

Det er ikke rigtigt, at ”vi alle er i samme båd”, sådan som Mette Frederiksen hævder. De rige i Nordsjælland kan sagtens isolere sig selv og skaffe værnemidler, imens arbejderne er nød til at gå på byggepladsen, fabrikken eller på hospitalet og hver dag udsætte sig for smitterisikoen. Mens vi får en fyreseddel, så udbetaler de aktionærudbytte, som vi så det med Danske Bank i sidste uge.

Den økonomiske nedtur kommer ikke til at ramme os ens. Danmarks 100 rigeste personer har alene i løbet af det sidste år øget deres formuer med 22,5% og nået op på den svimlende sum af 458 milliarder kroner. De har derfor bugnende pengetanke til at stå imod krisen.

Til sammenligning så vil krisen ramme arbejdere og unge uforholdsmæssigt hårdt, både de fastansatte som får sparket, men også de tusinder af arbejdere (særligt unge) som arbejder som vikarer, tilkalde-vagter og freelancere og ikke har noget fast timeantal. I mange tilfælde vil de ikke kunne få kontanthjælp og står derfor i en desperat situation, fordi undtagelsestilstanden betyder at alt deres arbejde er forsvundet fra den ene dag til den anden. Kravet om at fjerne alle restriktioner på kontanthjælp bør derfor fremføres af den samlede arbejderbevægelse.

Vi vil stærkt advare mod alle forslag om borgfred med de borgerlige partier og ”national enhed” med kapitalisterne. Det er et faktum at det er de borgerlige partier, der på vegne af kapitalisterne, har presset på for at underminere det danske velfærdssamfund. Det er dem der har udsultet sundhedsvæsenet, det er dem der har privatiseret Statens Serum Institut, det er dem der skabt et marked for private sygehuse hvor ejerne kan tjene penge på andre sygdomme og ikke mindst har de tilladt at medicinalindustrien har solgt medicin til overpriser for at generere superprofitter til aktionærerne.

Og ikke mindst dem der sætter kapitalismens ukontrollable spekulation i grådighed og profit over flertallet af befolkningens behov. Dette åbner nu op for endnu en voldsom økonomisk krise. Dette er frugten af klassesamarbejde. Kapitalisterne scorer profitterne, arbejderne får arbejdsløshed, epidemier og nedskæringer som tak. Vi siger pænt nej tak! Arbejderklassen står helt uden skyld i både krisen i sundshedssektoren og krisen i den kapitalistiske økonomi. Hvorfor er det så arbejderne der skal betale prisen for krisen, når de under et opsving intet mærker til de voldsomme milliardprofitter?

Derfor kræver vi at arbejderklassen holdes helt skadesløs af krisen. Og at spekulanter og kapitalister ikke længere bør have kontrollen over samfundets økonomi. Kapitalisme betyder sundhedskaos og økonomisk fallit. For ikke at tale om den manglende vilje til at redde miljøet. Derfor bør arbejderklassen overtage den demokratiske kontrol over bankerne og de store virksomheder.

Det meste af venstrefløjen, inklusiv Enhedslisten, har desværre haft en rimelig ukritisk holdning til regeringens håndtering af krisen. Det er naturligvis godt, at Enhedslisten har arbejdet for at give et minimum af støtte til arbejdsløse i hjælpepakkerne, men i alle de essentielle spørgsmål har man lænet sig op af Mette Frederiksen og stemt for nødlovene som en del af en ”borgfred”, inklusive milliardforæringer til de rigeste. Dette er en fatal fejltagelse.

Også fagbevægelsens top har svigtet. I stedet for at slå i bordet, har de accepteret at overenskomstforhandlingerne fortsatte. 3F har endda accepteret hjemsendelsesaftaler, hvor arbejdsgiverne i nogle brancher får lov til at sende de ansatte hjem uden løn. FH har underskrevet en trepartsaftale som blåstempler foræringen af milliardtilskud til virksomhederne.

I stedet burde de have krævet en øjeblikkelig udvidelse af mulighederne for at få dagpenge, genindførelse af den fireårige periode, samt en stigning af satserne. Det havde givet et sikkerhedsnet til arbejderne, uden at forgylde virksomhederne, men det er en lukket bog for fagtoppen. Først et par dage efter trepartsaftalen er 3F-toppen kommet halsende og allernådigst bedt om en stigning af dagpengene, få dage efter at de har underskrevet flere ufavorable aftaler. Det viser, at det er nødvendigt med en kamp inde i fagbevægelsen for at få en kampklar ledelse.

Krisen og pandemien viser, at vi ikke kan lade eliten gamble med vores liv. Hvis ikke der tages langt hårdere forholdsregler i brug, så vil pandemien udvikle sig til en sand tragedie for menneskeheden, særligt når den når frem til de teknologisk underudviklede lande hvor millioner ikke har adgang til ordentlige hospitaler og sanitære forhold.

Der er brug for at opbygge et program med overgangskrav som tager bestik af situationens alvor, et kampprogram som bør tages op overalt i arbejderbevægelsen, i fagforeningerne og venstrefløjen:

 

  • Øjeblikkelig ekspropriering af alle privatejede hospitaler. Underlæg dem en statslig nødplan for at modgå virusset. Gennationalisér Statens Seruminstitut samt nationaliser alle de store medicinalfirmaer samt firmaer der pruducerer produkter til sundhedssektoren.

  • Stop smitte-risikoen i den private og offentlige sektor. Ingen arbejdere skal arbejde under risiko for Covid-19 smitte. Fagforeninger, sundhedseksperter og Arbejdstilsynet skal have adgang til alle arbejdspladser i transport, industri, supermarkeder, ældreplejen osv. og tjekke smittefaren. Mulighed for fængselsstraf til arbejdsgivere der ikke sikrer arbejdernes sundhed og helbred.

  • Genopret alle de nedlagte stillinger i sundhedssektoren, inkl. ældreområdet. Skab rimelige arbejdsforhold for alle sundhedsarbejdere inklusiv læger og rengøringsassistenter.
  • Fastfrys husleje-betalinger – stop udsmidninger af lejere. Dette er nødvendigt for at beskytte arbejderfamiliernes levegrundlag under krisen.

  • Forkast alle hjælpepakker til kapitalisterne. Bruge pengene til at genopbygge sundhedsvæsenet og sikre rimelige forhold for de arbejdsløse.

  • Send alle i aktivering hjem, i stedet for at udsætte dem for smitte-risiko i supermarkeder, hvor de lige nu arbejder som ubetalt arbejdskraft.

  • Ophæv kontanthjælpsloft og andre fattiggørende reformer. Alle uden arbejde bør sikres en rimelig indtægt svarende 160,- kr i timen.

  • Gør øjeblikkelig dagpengeperioden ubegrænset og sænk optjeningskravet til 20 uger. Hæv dagpengeniveauet til 90% af den mistede lønindtægt.

  • Alle syge skal holdes skadesløse. Sygedagpengene skal svare til lønnivfeauet og være ubegrænsede.

  • Nationalisér bankerne og underlæg dem demokratisk kontrol af staten, fagbevægelsen og brugerne.

  • Alle virksomheder der massefyrer bør straks overtages af staten. Virksomheder der truer med at flytte produktion ud af landet overtages af staten. Virksomheder der ikke aktivt deltager i at løse sundhedskrisen og som modarbejder beskyttelse af deres ansattes helbred overtages af staten.