Af Peter Iversen, aktiv i boligbevægelsen i Aarhus og medlem af Enhedslisten

Det politiske billede har de sidste par år været præget af partier, der har forsøgt at overgå hinanden i udlændingestramninger og såkaldt paradigmeskift. Også boligområdet, hvor næsten en femtedel af Danmarks befolkning bor alment, er blevet en kampplads for nedrighederne. Folketinget vedtog i slutningen af november med stemmerne fra regeringspartierne, DF, Socialdemokraterne og SF i fællesskab den nye såkaldte ghettolov, der betyder at flere udsatte boligområder skal reduceres til under 40 % almene familieboliger inden 2030. Enhedslisten, Alternativet og De Radikale stemte imod den nye lov, der trådte i kraft den 1. december 2018.

Det er en historisk skamplet, at både Socialdemokratiet og SF lagde stemmer til dette angreb på beboere i almene boliger landet rundt. Tusindvis af beboere står nu med usikkerhed
for, om de kan blive boende eller skal tvangsflyttes til andre boliger.

Vel er der fortsat boligområder, der har problemer, men denne nedgørelse af disse boligområder, og som loven er udtryk for, negligerer bevidst den positive udvikling, de fleste af områderne har. Ser man på de væsentligste nøgletal, så er bolig-
områderne inde i en god udvikling med flere i uddannelse, flere i beskæftigelse og en lavere kriminalitet.

Gellerup i Århus regnes således som et af landets værste ghettoområder. Alligevel viser politiets egne tal, at kriminaliteten i Gellerup ligger en tredjedel lavere, end hvad kriminaliteten i Århus er i gennemsnit. Med andre ord er Århus mere krimi-
nel end Gellerup, men det er Gellerup politikerne vil rive ned.

Denne positive udvikling afspejler sig også i lovens nye ghettokriterier således, at for at fastholde boligområder på listerne, har forligspartierne måttet gribe til det prokuratorkneb at skærpe kriterierne, så boligområder bliver fastholdt på ghettolisterne, hvor de ellers efter de gamle opgørelser ville gå fri.

I dag er der 15 almene boligområder, der står på den såkaldte hårde ghettoliste. Disse 15 områder er nu fanget på den hårde liste og skal sammen med de respektive kommuner inden sommeren 2019 have vedtaget såkaldte udviklingsplaner, der i virkeligheden mere vil ligne afviklingsplaner for disse boligområder. De fleste af disse 15 boligområder skal have udarbejdet og godkendt en plan, der senest i 2030 vil have reduceret boligområdet til max. 40 % familieboliger af de nuværende.

De fleste kommuner, der har boligområder på den hårde liste, forsøger at gøre det så mildt som muligt. Den socialdemokratiske borgmester i Århus er den store undtagelse. Han kan ikke få det vildt nok. Han vil rive mere ned end nødvendigt.
Og han vil bruge etnicitet til at sprede beboerne.

Selvom næsten 70 % af beboerne i Gellerup er danske statsborgere, så vil borgmesteren bestemme hvilke boligområder, de ikke kan flytte til, hvis de har en fremmed baggrund og det uanset deres sociale status. Hvis de regnes som indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande uanset dansk statsborgerskab, ønsker borgmesteren forbud mod at de kan flytte til nogle andre boligområder i Århus.

Efterkommer er man stemplet som, hvis begge forældre ikke havde statsborgerskabet, da barnet kom til verden. Uanset om forældre og/eller barn senere får dansk statsborgerskab kan stemplet ikke vaskes af.
Århus kommune syr ikke stjerne på tøjet, men mærker navnelister, så nogle af byens borgere alene på etnisk herkomst bliver forment mulighed for at bo i visse boligkvarterer. Det er i hvert fald, hvad den socialdemokratiske borgmester ønsker. Endnu er det ikke godkendt af Århus byråd, men under første behandlingen i byrådet var det kun Enhedslisten, der klart sagde fra.

Angrebene på beboerne skaber modstand. I efteråret voksede der aktivistgrupper frem i København, Odense og Århus under den fælles betegnelse Almen Modstand. Senere er Vejle også kommet med.
Almen Modstand har arrangeret møder og demonstrationer imod den nye lov. Ikke mindst menneskekæden d. 30. november fra Gellerup til Bispehaven i Århus vakte opsigt. Gellerup og Bispehaven er de to boligområder i Århus, der står på den hårde liste, og hvor borgmesteren vil have massive nedrivninger gennemført.

Almen Modstand i Århus er bl.a. ved at planlægge en kulturfestival her til foråret for at anvende kulturen som et af våbnene imod nedrivningspolitikerne.
Det forestående folketingsvalg bliver også et vigtigt omdrejningspunkt for modstanden. Folketingskandidaterne skal konfronteres, politikerne stilles til ansvar.

Men ellers er kampen gået over i anden fase. Første fase var kampen imod lovens vedtagelse. Nu er det kampen mod de såkaldte udviklingsplaner, loven kræver udarbejdet inden sommer, og som lover kræver udarbejdet i fællesskab mellem boligforening og kommune. Udover at disse planer skal vedtages i byråd, skal de også vedtages af boligforeningens repræsentantskab. Dernæst vil kampen gå om de kommende helhedsplaner, der skal udarbejdes efter udviklingsplanerne i givet fald er blevet godkendt af ministeren. De kommende helhedsplaner skal vedtages af de beboerdemokratiske systemer og kan give anledning til stor mobilisering af beboerne.

Først derefter går kampen over i fjerde fase, nemlig kampen imod udsættelser, salg og nedrivninger.

Kampen imod den nedrige nedrivningspolitik kan derfor blive langvarig og få stor betydning for klassekampens udvikling i Danmark i de kommende år.