Af Andreas Bülow

Mens de borgerlige partier taber 11 mandater og sandsynligvis nøglerne til statsministeriet, vinder oppositionspartierne stærkt frem.

Dansk Folkeparti får lammetæsk med en tilbagegang fra 21% i 2015 til 8,8% i dag. Liberal Alliance bliver smadret helt ned omkring spærregrænsen, efter en tilbagegang fra 7,5 til sølle 2,3%. Selv ikke deres partiformand Anders Samuelsen har opnået valg til folketinget.

Selvom Venstre og Konservative får en vis fremgang, kan det ikke veje op for de andre koalitionspartneres tilbagegang eller det enorme borgerlige stemmespild, hvor både Klaus Riskjær Petersens parti, Kristendemokraterne og det ultra-racistiske Stram Kurs står til ikke at nå over spærregrænsen.

 

Håb om forandring

Efter fire år med borgerlige regeringer har arbejdere og unge ønsket forandringer. Resultatet er en knytnæve imod regeringens skattelettelser der gavner de rige, imod besparelser på uddannelser, imod kontanthjælpsloft og fattiggørende reformer, osv.

Det forklarer den store fremgang til oppositionspartierne, som samlet går fra 85 til 96 mandater (foruden de nordatlantiske mandater). Størst fremgang til Radikale, som går 8 mandater frem, efterfulgt af SF som går 7 mandater frem og Socialdemokratiet som går et enkelt mandat frem, om end med en lavere stemmeandel. 

De radikales fremgang hænger primært sammen med deres hårde retoriske kurs mod racisterne i Stram Kurs og deres image som miljø-forkæmpere. SF har til en vis grad formået at fremstå som forkæmpere for en hård kurs med ultimative krav om minimumsnormeringer i daginstitutioner. Samlet set viser resultatet et håb hos mange arbejdere og unge, ikke kun om at få væltet Løkke, men også om at få rullet en lang række af regeringens borgerlige politik tilbage. 

Racisterne fik ikke fodfæste

Trods massiv medieomtale lykkedes det ikke Rasmus Paludans Stram Kurs at komme over spærregrænsen på 2%. Nye Borgerlige kommer ind med 2,4%, men deres fremgang kan slet ikke veje op for en massiv tilbagegang til DF på hele 12,4%.

De nye yderligtgående højrefløjspartier skal naturligvis bekæmpes aktivt af arbejderbevægelsen og de skal ikke undervurderes. Men resultatet indikerer ikke at de har nogen enorm styrke. Tværtimod tyder det på at deres vælgerbasis på 4-5% er en radikalisering af dele af DF’s vælgerbasis.

Under valgkampen var der en betydelig anti-racistisk mobilisering, både demonstrationer, koncerter og forsamlinger mod Paludan og hans tilhængere. Der er ingen tvivl om at disse mobiliseringer spillede en vis rolle- også i det endelige resultat.

Enhedslisten fik skuffende resultat

På trods af gode meningsmålinger endte Enhedslisten ud med en tilbagegang på 0,9 procentpoint og 1 mandat tabt. Et dybt skuffende resultat, når man tænker på hvilke politiske muligheder der lå i valgkampen, f.eks. de store klimademonstrationer, pædagogernes og forældrenes bevægelse for minimumsnormeringer, studenterprotester og anti-racistiske demonstrationer.

Men i valgkampen formåede Enhedslistens ledelse ikke at skille sig markant ud som et klart alternativ. Tværtimod er den anti-kapitalistiske linje blevet mere og mere neddroslet, på trods af at denne linje er en del af både partiets principprogram og vedtagne del-program på klima-området.

Mens Radikale markerede sig (retorisk) stærkt som et anti-racistisk parti og SF fremførte ultimative krav om opgør med kontanthjælpsloft og minimumsnormeringer i daginstitutioner, så stod Enhedslisten uden nogen klar selvstændig profil.

Det er rigtigt at de Radikale er et socialliberalt parti, som selvfølgelig har en blå økonomisk politik. Det er også rigtigt at SF’ernes pludselige hårde kurs er retorik og dybt hyklerisk, når man tænker på at partiet for blot seks år siden sad som en nyttig marionet i S-R regeringen og accepterede salg af Dong, indgreb i lærerkonflikt, folkeskolereform og mange andre vanvittige tiltag.

Men problemet er, at Enhedslisten har udvandet sin egen profil og med et SF der retorisk er trukket til venstre, er de to partier begyndt at ligne hinanden. Den gruppe vælgere som er blevet frastødt af Paludans racistiske kurs er i høj grad søgt over mod Morten Østergaard som retorisk har været den hårdeste til at fordømme det.

Oveni det skal man lægge, at Enhedslistens organisation er blevet svagere, mindre aktivistisk og med mere styring fra folketingsgruppen. Mens årsmøde-dokumenter i høj grad ryger i glemmebogen, er det folketingsgruppen som selvstændigt udvikler og præsenterer nærmest alle de udspil som promoveres i presse, f.eks. klima-plan og 100-dages-program. Det har skabt mindre initiativ i bunden af partiet, hvilket også er en del af forklaringen på det dårlige resultat.

Kampen fortsætter – svære regeringsdannelser og instabilitet forude

Mette Frederiksen går nu nogle svære regeringsforhandlinger i møde. De Radikale vil kræve en borgerlig økonomisk politik og har nu 16 mandater i ryggen. Venstrefløjen bør kræve, at hun ignorerer dem og arbejder for at opfylde håbet om en ægte rød politik: rulle besparelser tilbage, afskaffe kontanthjælpsloft og fattigdomsydelser, annullere ghetto-pakken, osv.

Forhandlingerne vil også være en test for SF og Enhedslisten, som kan risikere en gentagelse af Thorning-æraen, dvs. en situation hvor venstrefløjens mandater bruges som stemmekvæg., mens den vigtigste økonomiske politik laves med højrefløjen Der er tegn på at verdensøkomien langsomt er på vej imod en ny recession. Der vil være mindre rum for forbedrende reformer og vi vil se fornyet instabilitet.

I sådan en situation er det ikke umuligt, at Lars Løkkes idé om en SV-regering henover midten kan få en større opbakning i elitens cirkler. Men selv sådan en regering vil ikke være i stand til at stoppe den understrøm af utilfredshed og vrede der eksisterer i samfundets nederste lag.

 

Foto: Julian Herzog