Af Andreas Bülow

Lars Løkke har trykket på valgknappen, men alle partierne har længe været i kampagne-mode.

Efter fire år med en borgerlig regering, vil mange arbejdere og unge håbe på forandringer.

Det er ikke fordi der mangler årsager, til at ønske en anderledes regering.

Siden 2015 har vi set store angreb på tilkæmpede rettigheder; Et kontanthjælpsloft, som dømmer tusinder af arbejdsløse til et liv i fattigdom. En såkaldt ghetto-pakke som smadrer billige lejeboliger. Og en række finanslove med skattelettelser til de rige og besparelser på uddannelse og sundhed. 

Meningsmålinger giver da også flertal for en ny regering. Faktisk viser tal fra Altinget, at de partier som ønsker en anden regering har haft flertal i alle vægtede menings-målings-gennemsnit i et helt år i træk. Det beror særligt på tilbagegang hos Dansk Folkeparti (-3,2%) og Liberal Alliance (-2,8), men også Venstre ser ud til at tabe terræn (-1,2%).

 

Mette Frederiksens limbo

Alligevel er der ikke, blandt arbejdere og unge, nogen udbredt entusiasme til udsigten om en regering ledt af Mette Frederiksen. For det første har Socialdemokratiet trods rollen som oppositionsparti ikke taget nogle betydelige skridt til venstre. Tværtimod har partiet stemt for mange af Løkke-regeringens mest uhyrlige angreb, heriblandt både Ghetto-pakken og de konstante forringelser for flygtninge og indvandrere. 

For det andet står Thorning-regering endnu frisk i erindringen. Udsalg af DONG, reformer af Førtidspension og fleksjob, fremdriftsreformen som angreb de studerende, skattereform med erhvervsskattelettelser og indgreb i lærerkonflikten. Det er bare nogle af de ting som Thorning og Corydon fik gennemført og som Mette Frederiksen absolut ikke har taget et opgør med.

Det er bemærkelsesværdigt hvor lidt Mette Frederiksen har lovet. Om end hun har kritiseret VLAK-regeringens skattereformer, som primært kommer de rige til gavn, har hun specifikt sagt, at hun ikke vil garantere at de bliver rullet tilbage. Det samme gælder kontanthjælpsloftet, som Socialdemokratiet har fordømt, men ikke nødvendigvis vil fjerne. Og på spørgsmålet om integrationsydelse, ser det ligefrem ud til at partiet partout vil fastholde familier i fattigdom.

 

Opbrud på vej

Alt det betyder i midlertidig ikke, at det kommende folketingsvalg vil blive ligegyldigt. Tværtimod vil vi se en øget polarisering, som vil sætte endnu mere spørgsmålstegn ved det bestående system. Allerede ved valget i 2015, så vi en tendens til at de gamle ”systembærende” partier, dvs. Venstre, Konservative, Socialdemokratiet og Radikale, fik historisk få stemmer, mens yderfløjene fik fremgang (DF og Enhedslisten), samt fremkomsten af et helt nyt parti (Alternativet).

Det bekræfter den tendens med utilfredshed og instabilitet, som har fået andre udtryk i andre lande; I Storbritannien valget af Jeremy Corbyn som Labour-leder, i Spanien fremvæksten af Unidos Podemos, i Frankrig de gule vestes oprør og den store opbakning til Melenchón, etc.

Det kommende folketingsvalg i Danmark vil efter alt dømme styrke den tendens. Vi kommer til at se et endnu mere polariseret folketing og det vil formentligt blive sværere at danne regering, som vi også ser det i Sverige i disse dage.

De Radikale ønsker skriftlige garantier på udlændingepolitikken (alt imens de agter at føre en ekstrem blå økonomisk politik). Alternativet taler om at ”trække deres mandater ud af ligningen” og truer med ikke at pege på Mette Frederiksen. Omvendt taler Socialdemokratiet om en mindretalsregering som kun består af partiet selv.

Alt sammen er det en opskrift på øget uro og turbulens i Danmark. Selvom tingene på overfladen ser stille ud, så er der en enorm utilfredshed på bunden. Overalt presses arbejderne til at løbe hurtigere og uligheden stiger. Tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at fra 2007-2017 er det kun dem med de 30% største formuer, som har oplevet en stigning i deres formuer. Resten har opnået tilbagegang.

Under forhandlingerne for de offentligt ansattes overenskomster i foråret 2018 så vi en forsmag på hvad der er i vente. En hidtil uset bølge af forsamlinger, blokader mod KL, demonstrationer og tillidsmandsmøder. Det var et udtryk for den utilfredshed som er i gære og som også vil få et udtryk til folketingsvalget.

 

Lad os undgå en Thorning 2.0

For alle os der kæmper for en konsekvent anti-kapitalistisk politik, er Enhedslisten det eneste logiske alternativ. På trods af nogle fejl under Thorning-regeringen, så har partiet formået at vinde en bemærkelsesværdig opbakning blandt arbejdere og unge og står lige nu til omkring 9% af stemmerne. Men for at kunne navigere i den nuværende situation, er det nødvendigt med et klart socialistisk program.

Enhedslisten må stille konkrete krav, der ikke bare ruller de borgerliges besparelser tilbage, men også peger hen mod et socialistisk samfund. Det har muligvis ikke flertallets opbakning i dag. Men kapitalismens krise vil vise, at der ikke findes nogen mulighed for små reformer af det bestående system. Ægte reformer, som kommer det store flertal til gode, kan kun opnås ved kamp.

Det er afgørende at partiet undgår en gentagelse af den fatale oplevelse med Thorning regeringen. Dengang blev partiets mandater brugt til at redde lunkne finanslove i land, mens al den økonomiske politik blev lavet sammen med højrefløjen.

I både Socialdemokratiets og SFs vælgerbasis kan der hurtigt opstå utilfredshed, hvis partiernes ledelser drejer politikken endnu mere mod højre og ikke indfrier forventningerne om en mere rød politik. Derfor kan og bør Enhedslisten arbejde for sloganet om en ægte rød regering, som ikke bukker under for De Radikales blå økonomiske politik. Hvis Socialdemokratiets ledelse så vælger at føre borgerlig politik, må Enhedslisten gøre det klart, at enhver støtte ophører.