Af Lasse Bertelsen

Lørdag den 26 januar afholdt Enhedslisten København en kulturfestival i KU.BE på Frederiksberg. Og festival blev det! Skuespilleren Flemming Jensen indledte festivalen ved at slå til lyd for, at kulturen blev frigjort af kommercielle interesser og fik modet til at have politiske holdninger. Derefter kom Kaya Brüel på scenen med Sidse Holte, Maria Køhnke og Rune Kjeldsen. Hun fortalte om sin mor Sanna Brüel der sammen med søsteren Rebecca Brüel i 70erne havde dannet bandet Jomfru Ane Band. Og om hvordan teksterne stadig havde relevans i dag.

Dette blev i den grad slået fast da musikken begyndte. Det var ligesom en bølge, en varm strøm, omsluttede det forventningsfulde publikum. Vi blev ikke ført tilbage til 70erne, i stedet blev den kampvilje, beslutsomhed og musiske kunst søstrerne Brüel stod for, ført frem til 2019 på en helt sublim facon. Med sange som Plutonium, Haabets Gård, Asfaltballet, Mens vi Drømmer m.m. fyldte de fire musikere salen med en helt unik stemning. Helt vildt blev det da tonerne til Rebild ´76 begyndte til stor jubel fra de fremmødte. På den måde beviste Kaya Brüel at Jomfru Ane Band stadig er helt aktuel og under hurraråb kunne hun meddele at de her i foråret vil spille en række koncerter. Så et godt råd herfra: Skaf dig en billet og vær ude i god tid!

Derpå fulgte et langt gennemarbejdet program af politiske møder med emner som besparelserne i DR, kulturensretning, filipinske stuepigers kamp, de borgerligs forsøg på at udråbe ghettoer, mediernes ukritiske mikrofonholderi for højrepopulismen, arbejderklassens usynlighed i det politiske spil osv. En lektor gennemgik at udpluk af arbejderklassens kampsange gennemtiden, med egen medbragt guitar. Strejkedrengene fra Sydhavnen, Jørn Petersen og Bjarne Ørbækker underholdt med strejkesange, heraf flere sange fra strejker hvor de selv deltog. De afsluttede deres indslag med sangen om sammenhold hvor hele salen rejste sig med knyttede næver mens de sang med på omkvædet: Så rejs dig op og knyt din hånd og mærk hvad der er sket, nu vokser vores sammenhold og vor solidaritet! De efterlyste derudover flere strejkesange som kunne komme på deres hjemmeside strejkesange.dk, hermed er opfordringen givet videre.Efter middagen underholdt teater Optimis Cabaret som gennem Benny Andersens egne digte og sange, berettede om Benny Andersens liv.

Igennem hele festivalen var det især et navn der konstant hørtes som en sagte hvisken: Søren Sidevinds spille mænd kommer! Og ja Søren Sidevinds spillemænd kom og udgjorde, hvis ret skal være ret, hovednavnet på festivalen. En hel familie havde tidligt om morgenen rejst hele vejen for Herning for især at høre spillemændene. Faren i familien, en tidligere tillidsmand for Arriva togene i Jylland, kunne huske dem helt tilbage fra hans DKU dage i 70erne. En af sønnerne havde alle pladerne, en af dem købt i et antikvariat til en 10’er, en anden til 200,- på nettet. Til familiens juleaften kom det frem af Søren Sidevind skulle optræde på Frederiksberg og med det samme blev det besluttet at dette skulle de med til. I salen kunne en dame, kort inden koncertens start, fortælle at hun kunne alle tekster udenad til trods for at det var over 30 år siden hun sidst havde hørt dem: ”Det er ligesom cykling, når først man kan det, så glemmer man det aldrig”!

Og så skete det! Søren Sidevinds spillemænd indtog scenen! 8 mand høj, med banjoer, mandoliner, guitarer, harmonika, bas, trommer, klaver og mange flere instrumenter, stod de på en scene i København for første gang i mange år. Spillemændene kunne da heller ikke løbe fra, at der var kommet et par år mere på bagen, eller det vil sige, det kunne de ikke indtil det sekund musikken startede. Lars Madsen indledte med at sige at de havde en speciel sang de altid startede med at spille når de var i København. Og så begyndte tonerne til Stormsangen at brede sig i salen. Og hvilke toner!

I perfekt harmoni istemte de 7 musikere Lars Madsens sang! Her var ikke tale om sidevind! Her var ikke engang tale om storm. Dette var ikke mindre end en orkan af velspillet kampsang!

Storm, storm, storm, storm - befri jer fra sult og fra savn! Storm, storm, storm, storm - til kamp for et rødt København! Hvordan det var dengang da spillemændene indtog scenen på Land og Folk festivalerne før i tiden, skal jeg ikke kunne sige. Men hvis de dengang var bare tilnærmelsesvis så gode, som de var i KU.Ben på Frederiksberg, er der ikke noget at sige til, at de dengang var så populære, at deres fans, 30 år efter, stod i kø for at se dem igen. Flere havde tårer i øjnene af gensynsglæde, og ja, istemte de røde slagsange med alt hvad de kunne. Til trods for lidt knas med teknikken spillede de så levende og melodiøst som havde de udgivet deres LP dagen før. Jeg vil sige det på den måde: der er den del af ens liv hvor man ikke har hørt Søren Sidevinds Spillemænd spille Brødre lad våbene lyne live, og så er der den del af ens liv efter man har hørt dem. For ikke at tale om Hope computercenter, Skipper Clements morgensang osv. Bravo spillemænd! Og så bare en enkel bøn: Kom tilbage! Og denne gang til et sted der kan rumme et større publikum. Billetterne til festivalen blev revet væk på kort tid. Dette bør få arrangørerne til at finde et større sted til næste gang, i hvert fald hvis de igen kan byde på navne som Kaya Brüel og Søren Sidevinds Spillemænd. Tak til arrangørerne for at afholde festivallen og tak til kunstnerne for en fantastisk præstation!