Af Frederik B. Ohsten

Socialdemokratismen er i krise over hele Europa. Historiens pendul svinger i Enhedslistens retning – og sætter S-toppen under pres. Hvad betyder det for diskussionerne om en ny regering?

 

 

Siden Berlinmurens fald har Socialdemokratiets top systematisk forsøgt at kappe forbindelserne til fagbevægelsen. Som led i den såkaldte modernisering af Socialdemokratiet, blev partiets officielle bånd til LO brudt i 1995 under Poul Nyrup Rasmussens ledelse. Det var også Nyrup, der som statsminister satte dagpengeperioden ned til 4 år, sænkede dagpengesatsen for de unge, solgte TDC og angreb efterlønnen.

Siden da er højrekursen fortsat under ”reformernes” banner: DONG-salg, yderligere dagpengeangreb, hævet pensionsalder og nedskæringer på uddannelserne. I samme periode har partierne til venstre for Socialdemokratiet oplevet en øget tilslutning. SF fik en voldsom tilslutning i 00’erne på ryggen af en række protester i især den offentlige sektor. Traditionel socialdemokratisk jord eroderede og skred venstreud. Og selv om SF’s tilslutning dalede kraftigt under indtryk af den politiske kapitulation til De Radikale og Bjarne Corydon, da partiet indgik i Thorning-regeringen, er Socialdemokratiets top ikke mindre udfordret.

Kamp i fagbevægelsen

Enhedslisten har oplevet støt stigende tilslutning blandt fagligt aktive, ikke mindst grundet den forskellige holdning, partiet har taget til offentlige og private overenskomster. Det er kommet så vidt, at topfolk i Socialdemokratiet når mikrofonerne er slukket, taler bekymret for udsigterne til en ”fjendtlig overtagelse” af landets største fagforbund 3F. Det var en alvorlig advarsel til S-toppen, da der på 3F’s kongres i 2016 var kampvalg til posten som forbundssekretær. Tre socialdemokrater stillede op, og derudover Henning Overgaard, der også repræsenterede Enhedslisten i Esbjerg byråd.

De socialdemokratiske ledere var fortrøstningsfulde: måske ville Overgaard få flest stemmer i første runde, men i en anden valgrunde ville han få stryg af den bedst placerede socialdemokrat. Der blev ikke brug for en anden valgrunde: kandidaten fra Enhedslisten fik 63 procent af stemmerne. Efter dette valg, blev der fra S-toppen lagt et stort pres på 3F’s formand Per Christensen for, at han skulle genopstille i 2019, hvor han ellers havde tænkt sig at træde tilbage. Formodningen er, at venstreoppositionen ikke vil udfordre en siddende formand, men vente til han selv træder tilbage. Men den politiske kamp om ledelsen af den organiserede arbejderklasse fortsætter på andre niveauer.

 

Pendulet svinger

Skiftende socialdemokratiske regeringers afmontering af centrale dele af velfærdsstaten har givet et større politisk spillerum Enhedslisten. Ingen arbejdere under 40 år har oplevet tiltag, der udvider og styrker velfærden. Samtidig er deres politiske verdensbillede formet i tiden efter den kolde krig. Stalinismen som det store skræmmebillede i Øst har de nok hørt om, men det har været som et historieprogram på DR K. Nogle af de store politiske begivenheder i deres ungdoms- og voksenår har været øget pensionsalder, halvering af dagpengeperioden, kontanthjælpsloft, bankpakker, skatteskandaler samt krigene i Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien.

I næsten alle disse tilfælde har Socialdemokratiets top stået på den forkerte side af hegnet, og Enhedslisten har tilbudt et alternativ. Kort sagt: når S-toppen har bundet sig til at redde en kriseramt kapitalisme, presser det mange unge og arbejdere til at se sig om efter alternativer. Og her er det historiske pendul på vej i Enhedslistens og socialismens retning.

 

En international bevægelse

Betyder det, at Socialdemokratiet er irrelevant? Så langtfra. Det er Danmarks største parti, og fortsat det største arbejderparti. Partiet har dybe rødder i arbejdernes bevidsthed som det parti, der opbyggede velfærdssamfundet. Men store begivenheder kan ændre det, hvilket vi har set en forsmag på i lande som Grækenland (hvor Syriza langt har overhalet det socialdemokratiske Pasok), Spanien (hvor Podemos er en seriøs udfordrer til PSOE) og Frankrig (hvor venstrefløjskandidaten Melenchon var en realistisk kandidat til præsidentposten ved det seneste valg, hvor Socialistpartiet blev ydmyget). Desuden har vi set det i Storbritannien, hvor Jeremy Corbyn er blevet Labour-formand, og den katastrofale højrekurs er blevet lagt drastisk om.

I England har man ét samlet arbejderparti med fraktioner til højre og venstre, men den generelle tendens med krise i højre-socialdemokratismen bliver ikke mindre tydelig af den grund – tværtimod. I Danmark skal der senest være folketingsvalg om et års tid, og der har i Enhedslisten været debat om, hvordan man skal stille sig til en eventuel S-ledet regering. Det første, der er at sige til dette er, at hvis det strategiske mål er, at Enhedslisten skal indtage pladsen som arbejderklassens vigtigste parti i Danmark, er det afgørende, at partiet ikke bliver opfattet som ”en del af den politiske grød”.

Partiet bør dyrke sit image som det eneste troværdige parti – det eneste der konsekvent tager arbejderklassens side. Det eneste parti der ikke bøjer af over for landbrug og industri på miljøspørgsmål. Det eneste parti der skærer igennem nationalistisk sludder og splittelse og i stedet peger på overklassen og det kapitalistiske system som årsag til problemerne. Nej tak til gensyn med 2011 Det næste der er at sige er, at partiet må afvise at støtte enhver regering med borgerlig deltagelse. Enhedslisten kan kun støtte en regering med arbejderpartier.

Enhver tanke om en S-regering i samarbejde med De Radikale eller Dansk Folkeparti må hældes ned af brættet. Begge er borgerlige partier, der på hver deres måde er rodfæstet i erhvervslivet og fører politik til gavn for samfundets top. Det tredje der er at sige er, at Enhedslisten må lære af fejlen fra 2011, hvor man rodede sig ud i alverdens forviklinger under Thorning-regeringen. Den ene dag stemte man imod skatteaftalen, den næste for finansloven.

Regeringen overlevede både lockout af lærerne og salget af DONG uden at der blev fremsat et mistillidsvotum i Folketinget. Og da der var gået fire år, faldt regeringen ynkeligt sammen under sin egen velfortjente upopularitet. Da regnestykket skulle gøres op, var saldoen negativ på Thornings velfærdskonto. Og mange i Enhedslisten undrede sig med god grund over, hvorfor man havde været fødselshjælper til misfosteret. Denne fejl bør ikke gentage sig: Enhedslisten bør stemme imod et regeringsgrundlag, hvis det er baseret på borgerlig politik med nedskæringer på velfærden og gaver til de rige. Og dette bør siges åbent i valgkampen.