Af Lasse Bertelsen

Lørdag den 27. februar bliver der kampvalg om formandsposten i Malerforbundet. Det er en kamp om linjen og om respekt for faget. Denne artikel blev oprindeligt bragt som et blogindlæg i Dagbladet Arbejderen. 

Den 27. februar er der ekstraordinær kongres i Malerforbundet. Årsagen er, at den nyvalgte forbundsformand trak sig af personlige årsager i 2020. Dette til trods for at han ikke bare var nyvalgt, men også yderst populær blandt de aktive malersvende og lærlinge. Den daværende næstformand Tonni Olsen blev derefter konstitueret som formand. En uge efter dette stopper en fagligt valgt forbundssekretær "efter gensidig aftale". Det har undret mange af os malersvende. Når vi spørger ind til det, får vi at vide, at "parterne har aftalt ikke at udtale sig om sagen". Hmmmm.

 

Den konstituerede formand er blevet foreslået som ny forbundsformand, støttet af hovedbestyrelsen og de seks afdelingsformænd. Normalt ville det jo så betyde, at han var så godt som sikret posten. Men sådan skulle det ikke gå. Efter opfordring fra malersvende i Nordjylland, Fyn og Storkøbenhavn valgte den københavnske faglige sekretær, Michelle Frese, at stille op.

Grunden til, at vi støtter Michelle, er kort og godt, at vores malerfag er presset. Og at vi ønsker et forbund, der går forrest i kampen for at forbedre vores forhold i stedet for bare at sige, "vi prøver igen om tre år".

FIRE GANGE NEJ
Ikke alle er klar over, at malersvendene og lærlingene i Danmark har stemt nej til overenskomstresultaterne i 2020, 2017, 2014 og 2010. Vi har stemt nej, fordi vores krav er blevet ignoreret i nu over 10 år. Malermestrene har krævet forringelser i køb for forbedringer. De ønsker med andre ord malerfaget parkeret i grøftekanten.

Selvom vi har forsøgt at få statistikker over vores løn de sidste 20 år, har vi ikke kunnet få fat i tallene. Men vores helt klare indtryk er, at vores lønninger er på niveau med de lønninger, vi havde i 2005. Måske er det derfor, vi ikke kan få tallene at se. Malersvende er generelt tålmodige og forstående mennesker, men vi kan slet ikke forstå, hvorfor vi skal omdannes til et lavtlønsfag. Derfor har vi stemt nej igen og igen. Og derfor er der nu kampvalg i Malerforbundet.

Grunden til, at jeg gør opmærksom på dette, er, fordi jeg tror, at der generelt i fagbevægelsen er en række store udfordringer. Ikke kun med alt for høje lønninger jo højere du kommer op "i systemet". Selvom det i mine øjne er et generelt problem. Stod det til mig, skal vores valgte havde præcis lige så gode lønninger, som de er i stand til at skaffe til deres medlemmer, hverken mere eller mindre.

SAMMENKÆDNINGSREGLERNE

Jeg mener også, at en af de helt store udfordringer er sammenkædningsreglerne. Ifølge forbundsformanden i Dansk Metal er de lavet for at beskytte de små fag mod at blive tromlet over af arbejdsgiverne. Men lad mig gøre opmærksom på, at vores lille malerfag er blevet tromlet over af arbejdsgiverne netop på grund af sammenkædningsreglerne.

Vi kan stemme nej, lige så meget vi vil, men når de store forbund stemmer ja, så må vi æde, hvad vi ellers har fundet uspiseligt. Fortsætter vi med at få, hvad vi ikke ønsker, må alle kunne se, at fremtiden for vores fag og forbund er i fare.

Solidaritet må vel betyde, at forbund som Dansk Metal, HK og 3F nægter at underskrive en aftale, så længe arbejdsgiverne har tromlet områder som os, jernbanearbejderne og restaurationsarbejderne, som det skete i 2020. Og blikkenslagerne, som det er sket tidligere.

Den manglende solidaritet er en bombe under hele fagbevægelsen, og den må og skal genopfindes. Blandt andet derfor slår vi til lyd for, at sammenkædningsreglerne kan splittes op i de fire hovedområder – industri, transport, handel/service og byggeri.

MINDSTELØNNEN

Jo, der er flere udfordringer som for eksempel den alt for lave mindsteløn, der på grund af sin ringe størrelse ikke modvirker social dumping. For ikke at tale om arbejdsmiljø. Men af hensyn til Arbejderens travle læsere må jeg nok hellere stoppe her.

Tak for at I vil have et blogindlæg fra en malersvend. Jeg er helt overbevist om, at hvis vi står sammen fag med fag, arbejdsplads med arbejdsplads, så kommer vi til at vinde. Vi ses på barrikaderne (og i Arbejderen).