Af Naja Zenius Jespersen og Lasse Bertelsen

Sammenholdet i fagbevægelsen omkring OK18 er afgørende for fremtiden for fagbevægelsen og fremtidige overenskomstforhandlinger, samt ikke mindst for hele den offentlige sektor og det danske velfærdssamfund. 

(Denne artikel blev færdiggjort den 22. april, dvs. før indgåelsen af de endelige forlig - redaktionens note)

Overenskomstforhandlingerne på det offentlige område 2018 er i skrivende stund endnu ikke afgjort, hvilket selvsagt gør det svært at udtale sig præcist om resultatet af forhandlingerne. Der er dog visse konklusioner, som allerede kan drages på nuværende tidspunkt, og ikke mindst har de aktuelle forhandlinger endnu engang bevist at sammenhold og kampvilje er afgørende, hvis der skal opnåes forbedringer for arbejderne. I modsætning til tidligere har fagbevægelsen meldt ud at de står sammen på tværs af sektorer, og at der ikke kan forhandles en aftale på plads på hverken det statslige, kommunale eller regionale område med mindre der opnåes enighed på alle områderne. Denne imponerende faglige mobilisering og den såkaldte musketer-ed som fagbevægelsen har indgået, har været afgørende for den ændring af magtbalancen, som de langstrakte forhandlinger er et udtryk for. Og denne enhed er også afgørende for fremtiden for fagbevægelsen og fremtidige overenskomstforhandlinger, samt ikke mindst for hele den offentlige sektor og det danske velfærds samfund.

Massiv opbakning til de offentlige

Arbejdsgiverne og især de borgerlige politikere, hvilket i denne situation kommer ud på et, har forsøgt at give indtryk af at dette blot handler om løn-stigninger, ja de har endda mere eller mindre åbenlyst beskyldt de offentligt ansatte for at være grådige og kun gå op i kroner og ører, et spin som de mange medier er hoppet med på. Heldigvis har befolkningen generelt formået at se igennem dette spin. At 60% af befolningen bakker op om de offentligt ansatte i denne konflikt illustrerer, at de i modsætning til politikerne har forstået, at den bedste måde at sikre den offentlige vefærd, er at sikre ordentlige forhold for dem som arbejder i den. Det handler ikke blot om rimelige lønninger, men I høj grad også om arbejdsforhold og ikke mindst anerkendelse!

De mange personlige fortællinger, som offentligt ansatte er stået frem med i traditionelle såvel som sociale medier, er fortællinger om en offentlig sektor, som i høj grad fungerer på grund af de ansattes omhu og offervilje til at yde ekstra for f.eks. børnenes, patienternes og de ældres skyld. Men det er også fortællingen om at grænsen for længst er nået for hvor hårdt man kan spænde buen i en sektor, der gang på gang er blevet udsat for benhårde besparelser og effektiviseringer. Et eksempel herpå er arbejdsgivernes krav om at ansatte i regionerne ikke længere skal have arbejdssted på f.eks. et specifikt hospital, men kan blive sendt rundt i hele regionen, på en art daglejer basis. Det er grundlæggende udtryk for en manglende anerkendelse af den specialisering og viden de ansatte har opbygget. En sygeplejerske er ikke bare en sygeplejerske, en læge er ikke bare en læge, en portør er ikke bare en portør. Det vidner om en manglende forståelse eller arrogance fra arbejdsgivernes side ikke at anderkende denne faglige specialisering. Arbejdsgiverne har givet udtryk for at de ønsker en mere ’fleksibel’ offentlig sektor, men mangler helt forståelse for at f.eks. sikring af den betalte spisepause netop er afgørende for den fleksibilitet som mange af de offentlige arbejdsopgaver kræver, er tilstede. Både sygeplejersker, læger, pædagoger, politibetjente mfl. udskyder eller aflyser på daglig basis disse pauser i situationer, hvor arbejdet kræver at man er til stede nu. Arbejdsgivernes manglende forståelse herfor skriger til himlen, om et admnistrativt lag, som mangler forståelse for de arbejdsområder de administrerer.

Kæmpe nederlag til overklassen

Der er ingen tvivl om at denne kamp viser en ændring i den politiske situation. Den borgerlige regering og dets politiske nedskæringsredskab Moderniseringsstyrelsen, troede at man kunne gøre mod alle de offentlige ansatte som man gjorde mod lærerne i 2013. Men i løbet af forhandlingerne, er det efterhånden blevet klart, at opbakningen til de offentlige ansattes krav er urokkelig. At arbejdsgiverne nu højst sandsynligt må give sig på alle punkter er dybt pinligt for den borgerlige regering og dermed den danske overklasse, primært kapitalisterne i Dansk Arbejdsgiverforening. Nederlaget for overklassen viser tydeligt, at der ikke er opbakning til at smadre den danske arbejderklasses tilkæmpede rettigheder, for at en lille gruppe ekstremt rige skal berige sig selv endnu mere. Og det viser ydermere, at en samlet arbejderklasse med en kampklar ledelse er uovervindelig.

Hvor var LO?

Mens solidaritetserklæringerne er væltet ind til de offentliges kamp fra et utal af private arbejdspladser (ikke mindst byggepladser), har udmeldingerne fra LO været meget sparsomme. Ledelsen af LO har været mere interesseret i at slå sig sammen med FTF (uden at involvere medlemmerne), end at skulle ud og blande sig i overenskomstforhandlingerne. Dette til trods for, at arbejdsgiverne har varslet storlockout af 440.000 arbejdere i den offentlige sektor. Dette er det største bebudede angreb på arbejderklassen i Danmark og det eneste pip fra LO har været, at de håbede at forhandlingerne gik godt!! Havde ledelsen af LO bare en brøkdel af den kampvilje og gejst, som de offentlige ansatte har udvist, havde de øjeblikkelig vist opbakning ved at erklære sympatikonflikt på alle private arbejdspladser, hvis lockouten blev iværksat. En sådan generalstrejke ville effektivt vise den enorme styrke arbejderklassen besidder. Og det ville være en værdig velkomst til de nye medlemmer af LO, der kommer fra de offentlige fagforeninger. Den dag vi har en fagbevægelse der tør tage sådanne kampskridt, vil samfundet se meget anderledes ud.

Tillidsmandsringe og indgreb

Den 22. marts var 10.000 tillidsrepræsentanter samlet i Fredericia til det største tillidsmandsmøde i danmarkshistorien. Senere samlede alene FOA 2000 tillidsrepræsentanter. Disse møder er endnu et klart udtryk for hvor stærke arbejderne er, når de er samlet og mobiliseret. Det var de store fagforbund der stod bag møderne, hvilket var godt. Samtidig var alle klar over at regeringen pønsede på at lave regeringsindgreb i tilfælde af konflikt (desværre med socialdemokraternes støtte). Men i tilfælde af lovindgreb, hvem skulle så indkalde tillidsmandsmøder, og mere vigtigt, hvem skulle have organiseret en eventuel strejke imod regeringsindgrebet? Dette peger på en helt afgørende mangel. Nemlig, at der mangler tillidsmandsringe fordelt over landet og med en samlet national koordinering. Et landsdækkende tillidsmandsmøde må have den demokratiske ret til at kunne beslutte eller forkaste foreslåede kampskridt. På den måde ville man kunne sikre en demokratisk opbakning til den videre kamp, også hvis forbundene stopper kampen.

 

 

Foto: AB/ Socialisten