Af Toke Nielsen

Siden 2012 har der hver måned været 10.000-12.000 elever, der har manglet en læreplads i en virksomhed. Samtidig er arbejdsgiverne i gang med at slå på overophedningens krigstrommer.

Tallene stammer fra analysen ”I fag med mangel på arbejdskraft, står unge uden læreplads”, som AE-rådet udarbejdede i januar 2018. Problemstillingen er ikke ny. Overskrifterne ”mangel på (faglært) arbejdskraft” og ”mangel på lærepladser” er det heller ikke, omend den første måtte træde lidt i baggrunden under krisen.

Så hvad er nyt, min ven? Ja, vi havde jo krisen med en meget forudsigelig konsekvens: stigende læreplads-mangel. Krisen kom, som de gør. Gjorde sin ravage på vores liv, og smed ungdommen på køl. Krisen gik, som de gør. Mange af reformerne blev og virksomhederne ser ingen grund til at have flere lærlinge end sidste år. Krisen gik, efterspørgslen på arbejdskraften steg, og her står vi så igen.

Tomme løfter

På de såkaldte fordelsuddannelser mangler der ifølge AE-rådet omkring 2.200 lærepladser. Hvad end der så ligger til grunde for det, så er det meget simpelt fra et menneskeligt perspektiv; de gjorde hvad systemet bad om, og det hjalp meget lidt. Godt nok er fordelsuddannelserne omkring en tredjedel af uddannelserne vi her snakker om, og manglen på lærepladser der - i hvert fald på overfladen - udgør en mindre del af den totale, nominelle mangel. Dette er stadig det bedste, Arbejdsgiverne havde at tilbyde. De mennesker vi lader regere - og berige sig på - vores samfund kunne ikke snøvle sig sammen til bedre. Den enkelte arbejdsgiver Der er ikke noget specielt overraskende i, at de forsvundne lærepladser ikke bare er svuppet op sammen med beskæftigelsen. Selvom en lærling nok skal tjene sig selv ind + det løse, så er det stadig noget der kræver en indsats. Den pressede tidsplan på byggepladserne er ikke en tilskyndelse til at tage en lærling.

Hvad med den lille mester eller, selvstændige? Ja, det kommer jo an på om han gider, eller føler sig forpligtiget nok til det og mener at han overhovedet kan. Her har vi det igen; vores samfund i hænderne på mennesker der har én første prioritet: profit, nu. Alt imens de får ris til egen røv, så fortsætter de ufortrødent og Arbejdsgiver Organimitationerne beklager sig med påtaget dumhed og kræver tiltag mod ”overophedning”.

Propaganda

Når arbejdsgiverne taler om ”overophedning” mener de en situation, hvor der er for stor efterspørgsel på arbejdskraft, som derfor bliver for dyr. Altså at arbejdsløsheden er for lav, og at arbejderne står i en gunstig forhandlingsposition. Så hvordan modvirker man det? Jo, man øger udbuddet. Det er imidlertid omkostningsfyldt og langsommeligt at få folk uddannet til de ”overophedede” fag, så det, man kan gøre, er at lave alternativet værre. Jobcentrene må være strammere, lød det den 30.januar på Business.dk, hvor Dansk Erhvervs Peter Halkjær udbreder arbejdsgivernes ”analyse”;

Folk er ikke villige til at tage ufaglærte job, når de er faglærte eller universitets uddannede. Det er en stress-taktik fra arbejdsgivernes side for at gøre det endnu værre at være ledig. Det kommer ikke til at giver flere nye rengøringsfolk, at en tømmer eller maler der lige har færdig gjord en ansættelse næste dag bliver ringet op at et vikarbureau og så ellers får sig en karriere i rengøringsfaget. Igen er målet klart; den subjektive udvidelse af udbuddet af arbejdskraft.

Ingen er interesseret i at håndværkerne gør rent mellem ansættelserne i eget fag, ingen ville ansætte ham. Hvis man stadig har illusioner til at Arbejdsgiverklassens samfundssind, kunne man spørge sig selv hvorfor de vil hente folk til ufaglærte jobs i a-kasserne hvor folk, nu til dags, som regel har et lys for enden af tunellen i stedet for at satse på en uddannelse af kontanthjælpemodtagerne. Men igen er problemet med overophedning ikke bare, at der ikke er nok arbejdskraft til at følge ordrene, men arbejderklassens selvtillid og optimisme. Valget skal stå klart; Betinna du kan male for 140 kroner i timen, eller du kan gøre rent for 100 kroner i timen. På den måde fortsætter arbejdsgiverne deres historiske kurs: kampen mod a-kasserne har alle dage været kampen for lavere lønninger.