Flere hundreder tillidsfolk fra København, Frederiksberg og omegnskommunerne, lagde i dag vejen forbi Nørrebrohallen, for at diskutere en mulig storkonflikt. Socialisten deltog, og uddelte flere hundrede løbesedler, hvor vi opfordrer til enhed mellem privat og offentligt ansatte. Den fulde tekst kan læses her.

 Efter stormødet gik deltagerne i demonstrationsoptog. Til demonstrationen blev der holdt flere taler, bl.a. af Niklas Zenius Jespersen, der talte på vegne af HUMrådet på Københavns Universitet, der i sidste uge holdt stormøde, og vedtog at bakke aktivt op om de offentligt ansattes kamp for bedre løn- og arbejdsvilkår.

Her kommer teksten for løbeseddelen:

Enhed mellem privat og offentligt ansatte er vejen frem!

Den forestående stor-lockout af næsten en halv million offentligt ansatte arbejdere nærmer sig. Kommunerne, regionerne og regeringen har på den måde eskaleret situationen drastisk. De offentliges krav om rimelige lønstigninger, fastholdelse af den betalte frokostpause og lærernes ret til en overenskomstaftalt arbejdstid er både beskedne krav og helt retfærdige. Havde der været en lille smule fornuft i den borgerlige regering havde de efterkommet kravene øjeblikkelig. I stedet udviser de iskold kynisme ved at sprede lockout varsler til højre og venstre. Men regeringens kynisme kan risikere at give bagslag. Allerede nu vælter støtte og solidaritet ind fra talrige klubber og fagforeninger på det private område. Samtidig støtter næsten 70 % af befolkningen de offentlige arbejdere, mens kun 9 % støtter regeringen.

 

De offentlige må ikke få, fordi de private ikke må få…..

Regeringens linje er som i næsten alt andet tæt på identisk med Dansk Arbejdsgiverforening. Dansk Arbejdsgiverforening (DA) (som jo repræsenterer de danske kapitalister) frygter at bedre løn i det offentlige smitter af på det private. På det private område er arbejdsforholdene nemlig også under pres. Lønningerne er lave, arbejdstempoet højt og nedslidningen stor. Derfor frygter DA at de offentlige arbejdere vil være inspiration for hele arbejderklassen i at kæmpe for forbedringer. De danske virksomheder har gigantisk store overskud og aktierne springer alle rekorder. Men for DA (og dermed den borgerlige regering) må dette for alt i verden ikke føre til forbedrede forhold for de offentligt og privat ansatte arbejdere. Deres grådighed kender ingen grænser og netop derfor er det på tide at der kræves reelle forbedringer for både offentlige og private.

 

Lockout - LO må på banen

Lockouten er ikke alene et angreb på alle offentligt ansatte arbejdere, det er et angreb på alle arbejdere. De offentlige arbejdsgivere støttet af den borgerlige regering og DA prøver at skræmme og true de ansatte til at makke ret. De ønsker ikke forhandlinger, men diktater. Ifølge disse finde folk skal alle lønmodtagere pænt finde sig i at deres løn står stille, deres arbejdsforhold forringet og deres arbejdstid fastsat ved lov. Imens skal de selv have skattelettelser, bonusordninger, millionlønninger, billigere luksusbiler og kæmpeprofitter. Men lockouten bør ikke få lov at stå uimodsagt. Dette er et angreb på niveau med storlockouten i 1899. I en så afgørende kamp skal de offentlige arbejdere ikke stå alene. LO må klart advare regeringen om at hvis lockouten ikke tages af bordet vil LO indkalde alle sine medlemmer til sympatikonflikt, altså en reel generalstrejke.

 

Regeringsindgreb - hvad gør vi så?

Meget taler for at den borgerlige regering planlægger et regeringsindgreb, endda et hurtigt et. Hvis det sker, behøver kampen på ingen måde at være forbi. Et regeringsindgreb er ikke bare en trussel mod den frie forhandlingsret, det er en ophævelse af arbejdernes frie forhandlingsret. Udover det vil det være dybt udemokratisk. Befolkningen er på de offentlige arbejderes side - ikke p regeringens. Alle ved at det er regeringens (inspireret af DA) der står bag den urimelige kurs overfor de offentlige arbejdere. At de så skal have lov til at gennemtrumfe deres vilje er intet andet end udemokratisk magtmisbrug. Dette kan og skal ikke accepteres! Det er helt afgørende at forstå at en strejke først slutter når de strejkende beslutter det. Hvis man beslutter at efterleve et udemokratisk regeringsindgreb så stopper strejken. Men vælger man at stå på sin ret og fortsætte strejken, ja så kan regeringen hoppe og danse, strejken fortsætter lige meget hvad. Det er helt afgørende allerede nu lokalt at sikre effektive tillidsrepræsentantsammenslutninger der kan koordinere de lokale aktiviteter. Men hvis kampen skal føres videre skal der være en landsdækkende koordinering. Ellers risikerer man at en strejke fortsætter i en by og ikke i en anden. På den måde vil kampen blive splittet op og lettere at besejre. Alle byers tillidsfolk bør sende repræsenter til et landsdækkende tillidsrepræsentantmøde der kan afgøre om der er flertal for at fortsætte eller stoppe. Dette vil være både det mest effektive og det mest demokratisk.