Tusinder af mennesker trodsede regnen og tog part i velfærdsalliancen demonstrationer i 26 kommuner og foran hospitalerne i Region Hovedstaden den 10. maj.

Tidligere på dagen havde Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance i radioen frydet sig over den regnfulde vejrudsigt, som han mente ville betyde et meget lavt fremmøde til dagens demonstrationer. Men alene i København deltog over 6000 personer på Rådhuspladsen.

Tekst og fotos: Jeppe Krommes-Ravnsmed

”Regeringen er et skadedyr”

Blandt talerne på Rådhuspladsen var Jan Trojaborg fra Københavns Lærerforening, som sammenlignede regeringen med et skadedyr der må bekæmpes. Han fik også pladsen til at skråle med på kampråbet; ”Hvad vil vi ha? – Løkke skal gå af!”

Som Jan Hoby, næstformand for Landsforeningen For Socialpædagoger (LFS) sagde, så har denne regering intet problem med at bruge milliarder af kroner på at købe kampfly, og give skattelettelser til rige boligejere og velstillede virksomheder, der sender deres penge i skattely. Alt imens landets offentligt ansatte må løbe hurtigere og hurtigere, pga. de årlige ’effektiviseringer’. Men der kan ikke effektiviseres mere. I hvert fald ikke med mindre det skal gå voldsomt udover kvaliteten.