Krigen i Ukraine har sat gang i en lang række diskussioner på venstrefløjen. Overalt bliver der slået til lyd for mere oprustning, større militær og flere våben. Men som socialister i et land der hører under den imperialistiske NATO-blok er vores første opgave, at afsløre vores egen regerings hykleri. Vi må slå fast at danske arbejdere og unge ikke har noget som helst interessefællesskab med hverken Putin eller NATO-imperialisterne

Af Socialistens redaktion

Ruslands invasion af Ukraine har nu stået på i tre uger. Selvom russerne langt fra har indtaget landet, er de alligevel på fremmarch. I skrivende stund er de trængt ind i den strategisk vigtige havneby Mariupol, som ligger ned til det Azovske hav. Udover Donetsk og Luhansk er også sydlige byer i Ukraine, i området ned mod Krim-halvøen, nu kontrolleret af Rusland. Hovedstaden Kijev har holdt stand, men er ved at blive omringet i hvad der ligner et forsøg på en længerevarende belejring.

Som vi beskrev i vores første artikel om krigen, er den russiske invasion en imperialistisk krig – og den har udviklet sig med alle de tragiske ofre som denne slags krig altid fører med sig. Over 3,5 millioner er flygtet. Mindst 925 civile er dræbt og over 1.300 er såret. Tusinder af soldater er døde på begge sider. Tallene varierer og begge parter forsøger at overdrive modstanderens dødstal, det eneste vi ved med sikkerhed, er, at tusinder og atter tusinder vil miste livet.

Der har været flere forhandlingsrunder, men indtil videre uden resultater. Rusland har tilsyneladende slækket på sine krav. Til at starte med sagde Putin, at krigen handlede om ”afnazificering af Ukraine”, dvs. om et reelt regimeskifte, men ved forhandlingsrunden talte hans delegation om, at Ukraine i stedet skulle binde sig til neutralitetspolitik, dvs. undgå indlemmelse i NATO. For Kreml er det vigtigste at Ukraine ikke bliver en del af NATO’s aggressive ekspansion mod øst.


Propaganda og hykleri

På begge sider føres en intens propagandakrig. Smadrede boligkomplekser fremvises af vestlige medier som bevis på at russerne går efter civile, mens russerne omvendt hævder at det er anti-luftskyts-artilleri som drejer missiler over mod forkerte bygninger. Russerne hævder at den nynazistiske Azov-bataljon gemmer sig i evakuerede og tomme hospitalsbygninger, mens USA siger at bombning af et hospital i Mariupol er en krigsforbrydelse.

I krigens tåge er det svært at navigere. Vi tvivler ikke på at russisk imperialisme kan være brutal, det har de til fulde vist i Syrien og Tjetjenien. Men én ting er sikkert: Vestens indignerede dundertaler er rent hykleri. Når de taler om forfærdelige krigsforbrydelser glemmer de deres egne krigsforbrydelser, f.eks. bombning af hospitalet i Afghanistan i 2015, hvor de dræbte 42 mennesker på Læger Uden Grænsers klinik i Kunduz.

Når de taler om at ”den russiske befolkning ikke får sandheden om krigen at vide”, glemmer de, at der også i vesten finder propaganda og en tiltagende censur sted. Såvel Storbritannien som EU og USA har forbudt TV-kanalen Russia Today og EU har blokeret netmediet Sputnik. Ligeledes har Youtube lukket deres kanaler og Facebook har forbudt pro-russiske ytringer og ekstraordinært tilladt opfordringer til vold mod Rusland. Censuren rammer ikke kun medier som er loyale overfor Putin. Også venstreorienterede medier som RedFish, der har protesteret imod Putins invasion fra første dag, er i gang med at blive censureret bort i EU, fordi de modtager finansiering fra Ruptly som er et russisk nyhedsagentur.

Det viser, at NATO-landene selv er skyldige i angreb på pressefrihed og ytringsfrihed og hykleriet er dermed himmelråbende. Men det viser også, at ægte ytringsfrihed er begrænset under kapitalismen, hvor de sociale medier ikke er frie platforme, men derimod kanaler ejet af multinationale kapitalister som i sidste ende bestemmer indholdet og hvor politikere og stater intet problem har med at sætte frihedsrettigheder, herunder Grundlovens totalforbud imod al forhåndscensur, ud af kræft når muligheden byder sig.

Særloven for ukrainere

Dobbeltmoral er der også masser af på flygtningeområdet. I sidste uge stemte et flertal i folketinget for Særloven for de ukrainske flygtninge. Mens alle andre flygtninge må sidde i centre i årevis og vente på at få deres asylansøgning behandlet, betyder særloven nu at ukrainske flygtninge øjeblikkelig får opholdstilladelse i Danmark i 2 år, øjeblikkelig familiesammenføring, mulighed for at bo privat og for at komme i job, skole og børnehave fra dag 1.

Dette er humane forhold, som man burde byde alle flygtninge. Men regeringen har valgt at dette kun skal gælde ukrainere! Med andre ord indfører man forskelsbehandling med udgangspunkt i nationalitet i lovgivningen. Det er ikke andet end statsracisme. Årsagen er lysende klar: Man bruger de ukrainske flygtninge som et politisk propagandaredskab til at udstille Ruslands forbrydelser i Ukraine. Når det handler om ofrene for ens egne forbrydelser i Irak og Afghanistan, så må de vente i årevis i et asylcenter og deres smykker skal naturligvis konfiskeres.

For at gøre ondt værre, valgte regeringen i ellevte time at afsløre, at man havde tænkt sig at finansiere særloven ved at tage 2 milliarder fra udviklingsbistanden. Det betyder at Danmark tager de penge som skulle gå til verdens fattigste i ulandene og i stedet bruger dem på de ukrainske flygtninge. Selvom Enhedslisten forgæves forsøgte at få det ændret, så endte partiet med at stemme for særloven – inkl. besparelserne på ulandshjælp! Til deres ære stemte Alternativet blankt og Frie Grønne imod. 

 

Er NATO svaret?

Krigen har også sat skub i diskussionerne på venstrefløjen i Europa og ikke mindst i Danmark. Nogen har ligefrem fremført det synspunkt, at Ruslands invasion har gjort NATO-alliancen til en nødvendighed. Som en kronikør hos den tyske Rosa Luxemburg-stiftelse (der har bånd til partiet Die Linke) formulerede det, så er ”NATO på én nat blevet forvandlet til en anti-imperialistisk alliance”.

Lignende synspunkter, omend i en vagere form, kan findes hos toppen af Enhedslisten. Flere af partiets folketingsmedlemmer har valgt at se bort fra Enhedslistens principprogram, hvori det sort på hvidt står, at partiet arbejder for dansk udmeldelse af NATO. I stedet har folketingsmedlemmerne forklaret til pressen, at en udmeldelse af NATO ”ikke er aktuel lige nu” og at det bare er et ”principielt mål”. Dette er en komplet afvigelse fra principprogrammet. Det betyder i praksis, at Enhedslistens demokratiske beslutninger, taget af årsmødets delegerede, bliver annulleret uden nogen diskussion endsige demokratisk vedtagelse.

Men udover det, er idéen også forfejlet. NATO er ikke garant for verdensfreden. Mens Rusland bærer ansvaret for at invadere Ukraine, så har NATO bidraget til at eskalere situationen i årevis. NATO’s aggressive ekspansion var en vægtig del af forklaringen på hvorfor krigen – som i realiteten er en krig imellem to imperialistiske blokke – brød ud. I 1999 blev Polen Tjekkiet og Ungarn medlemmer af NATO. I 2004 fulgte Rumænien, Bulgarien og Slovakiet, men endnu vigtigere – de baltisk lande Estland, Litauen og Letland.

Hvis nogen kan huske tilbage til Cuba-krisen i 1962, så var USA’s hovedkrav dengang at få fjernet missiler på ø-staten, fordi de var geografisk meget tæt placeret på amerikansk territorium. I dag ser vi den samme situation ifm. med Rusland: NATO har de-facto omkredset Rusland og kan opsætte kort-distance missiler, som lynhurtigt kan nå byer og strategiske positioner i Rusland. Dette viser hykleriet i den nuværende situation, Ruslands opførsel adskiller sig ikke grundlæggende fra den andre imperialistiske stater udøver. Samtidig med at vi kæmper imod alle imperialistiske siders krav på ”interessesfære” må vi også afsløre hykleriet og slå fast at ingen stater stiltiende accepterer en militæroprustning langs dets grænser, uanset om det sker for USA, Rusland eller Ukraine. Sådan oprustning sikre ikke fred og suverænitet, men puster til risikoen for krig.

For det andet, er NATO ikke en forsvarsalliance – det er en angrebsalliance. Det er NATO som har været direkte ansvarlig for invasionerne og de fortsatte krige i Afghanistan og Libyen – og som en strategisk vigtig spiller i besættelsen af Irak. Før det var NATO med til at sønderbombe Serbien i 1999 og føre den første Golfkrig i 1990. Der er ikke kommet noget godt ud af NATO’s angrebskrige. Tværtimod er både Irak, Libyen og Afghanistan blevet smadret, med katastrofale følger for civilbefolkningerne.

Jo mere NATO opruster, særligt med troppeforsendelser til de baltiske lande, jo større fjendebillede kan Putin-regimet sælge overfor sin egen befolkning. Hvert et fly, hver en militærenhed vil tjene som propaganda for Putin og som argumentation for at den russiske hær selv skal modtage endnu flere midler. Det er et oprustningskapløb som ingen ende vil tage.

Heldigvis holder dele af Europas venstrefløj fast i modstanden imod NATO. I Frankrig foreslår venstrefløjens præsidentkandidat Mélenchon at Frankrig forlader NATO, i Italien er der udbrudt strejker imod våbenleverancer til krigen i Ukraine og i bl.a. England og Grækenland har tusindvis demonstreret imod både Putins invasion og imod NATO.

 

Sveriges Venstreparti vil øge militærbudgettet – en inspiration for Enhedslisten?

Overalt i Europa presses der på for oprustning. I Sverige har Vänsterpartiets leder Nooshi Dadgostar fornyligt lagt op til, at partiet nu støtter, at 2% af BNP bruges på militær. Væk er fokus på klimakrisen – nu handler det om våben!

Tilhængere af Vänsterpartiets vending taler om svensk neutralitet og påpeger at Sverige ikke er medlem af NATO og at landet har brug for at kunne forsvare sin kyststrækning mod Rusland. Mens det er rigtigt at Sverige ikke er medlem af NATO, så er Sverige dog langt fra neutralt, men har tværtimod en tæt alliance med NATO. Herunder indgik Sverige i 2016 en forsvarspagt med NATO der tillader NATO-lande at udstationere tropper på svensk territorium i tilfælde af militære trusler, ligesom at NATO har tilladelse til militærøvelser på svensk territorium. Hertil har Sverige indgået i flere krige under NATO-ledelse, bl.a. i Afghanistan, Irak og Kosovo. Ligeledes er Sverige selv aktive i en række krige udenfor NATO-sammenhænge, herunder i Mali og Somalia.

Sverige er desuden en af verdens førende våbenproducenter og leverer våben til både krigsførende lande og diktaturer. Dette inkluderer bl.a. USA, Thailand, Oman, Kuwait, Qatar, Saudi Arabien (hvor Sverige både leverer våben til og selv har tropper i krigen i Yemen), De Forenede Arabiske Emirater, Pakistan og Ukraine (mere om det senere). Alene i 2020 solgte Sverige for 286 mio. dollars (1990 kurs). Denne våbenindustri vil blive væsentligt styrket, hvis forslaget om at bruge 2% af BNP på militærudgifter bliver vedtaget.

Inde i Enhedslisten er der dele af toppen som flirter med idéen om at efterligne svenskerne. I et interview til DR-podcasten Genstart, åbnede Mai Villadsen en dør på klem for at partiet kan sige ja til øgede militærudgifter. Men oprustning og militarisering af samfundet medvirker til at presse andre lande til yderligere oprustning og militarisering. Historisk kan vi se at den udvikling typisk øger chancen for krig, den reducerer den ikke. Det er en ond spiral som vi ikke skal være en del af. Fortalerne for oprustning  forsvarer det ved at påstå det er nødvendigt for at forsvare vores demokrati, men militarisering af samfundet er ikke et forsvar for demokratiet, det er orwellsk nysprog. Det borgerlige militær i såvel Danmark som Sverige er fundamentalt set noget af det mest udemokratiske der findes i samfundet Danmark og Sverige er ikke truet af krig, tværtimod har begge lande indgået i en lang række angrebskrige og besættelser i andre lande de sidste par årtier. Oprustning i en sådan situation bidrager ikke til forsvar, men til at øge muligheden for at invadere andre lande.


Er territorialforvar vejen frem?

For at tækkes presset fra de borgerlige er nogle på venstrefløjen også begyndt at tale om ”behov for en ny sikkerhedspolitik” og særligt idéen om at Danmark selv skulle opbygge et territorialforsvar har vundet en vis bundklang.

Men det ville klæde diskussionen, at fortalerne for et territorialforsvar gør det klart, hvad de mener et sådan skal indeholde og koste. Det gælder især for de dele af toppen af Enhedslisten der mener vi først må tale om at forlade NATO,  den dag vi kan forsvare vores eget territorium selv. Ideen om et reelt territorialforsvar i det 21. århundrede i et land som Danmark er fuldstændig virkelighedsfjernt. Næsten ingen lande i verden i dag besidder et reelt territorialforsvar og slet ikke noget der kan beskytte dem imod stormagter. Den teknologiske udvikling har simpelthen gjort det for dyrt. Uden for stormagterne kræver det et militær i stil med Nordkoreas for at et lille land kan havde et reelt uafhængigt territorialforsvar. Et territorialforsvar kan slet ikke lade sig gøre for 2% af BNP.

Et territorialforsvar der militært kan forsvare Danmark imod invasioner fra andre lande, særligt overfor lande som Rusland, kræver bevæbning af titusinder af soldater, hundredvis af tanks (Danmark har under 50), artilleri, antiluftskyts, en omfattende flåde (særligt hvis det også skal kunne forsvare Bornholm, Færøerne og Grønland) med tilknyttet luftvåben og missiler og det skal bruge en hjemlig våbenindustri til som minimum at sikre forsyninger af ammunition og reparation af beskadiget udstyr. For uden jævnlige dyre og omfattende militære øvelser for at holde træningen ved lige. Langt det meste af et sådan territorialforsvar ejer Danmark ikke.

Det bliver vanvittigt dyrt at indkøbe og vedligeholde. Man kan spare en del hvis man sænker kvaliteten så at ens soldater bliver billigere, men også meget nemmere dræbt. Men det bliver stadig meget dyrt. Der er næsten ingen lande i Europa der faktisk har reelle territorialforsvar og kun meget få mindre lande i verden der har territorialforsvar der kan beskytte dem imod stormagter rent militært. Næsten ingen lande i verden sikre reelt sig selv imod krig primært gennem sit militær.

Vil man det, så taler vi om et forsvar som Nordkoreas. For næsten alle lande i verden er det reelt politisk og økonomisk arbejde, ikke et territorial forsvar, der sikrer dem imod krig. Nogen vil påstå det er militære alliancer der beskytter dem, men reelt er det et mindretal af lande i verden der indgår i gensidige forsvarsalliancer, så den forklaring skal man ikke overdrive.

For at få en ide om hvad et territorialforsvar koster så lad os tage Ukraine som et eksempel. I 2020 brugte de over 40 milliarder kroner på forsvaret og altså mere end 4% af BNP. Men det er kun begyndelsen, for Ukraine har ikke finansieret sin hær alene, men har modtaget omfattende udenlandsk hjælp. Mellem 2014 og 2021 sendte USA 17 milliarder kroner i militærhjælp til Ukraine og nu vil USA sender yderligere militærhjælp for 24 milliarder kroner, ligesom at EU sender for 3,7 milliarder kroner i militærhjælp foreløbigt. Også Canada har sendt 2.7 milliarder i militærhjælp i år. Ligeledes har en række europæiske og nordamerikanske lande, inklusive Danmark, sendt tusindvis af tropper til Ukraine siden 2014 for at træne den ukrainske hær. Og det er kun dele af den internationale militærhjælp Ukraine har modtaget. Det er vanvittige summer vi er oppe på her, men skal vi overføre det til dansk kontekst vil beløbet være endnu større. Udgangspunktet er nemlig et andet da Ukraine i forvejen havde en af verdens største hære og våbenindustrier, således var Ukraine i 2012, inden våbenindustrien i 2014 blev omlagt til primært at forsyne Ukraines egen hær, den 4. største våbeneksportør i verden. Og det er jo ikke engang nok, siden et flertal i Enhedslistens hovedbestyrelse godkendte at partiet skulle sende Ukraine yderligere våbenhjælp. Imens er der også nogle i Enhedslisten, som udtrykker forståelse for at Ukraine har brug for NATO for at føle sig trykke, hvilket vel må betyde at de mener at et territorialforsvar der skal kunne fungere suverænt og være neutralitetssikrende, og altså undgå ”behovet” for NATO medlemskab, skal være endnu større.

Det bliver med andre ord dyrt. Pengene skal findes – og under kapitalismen vil de blive fundet på velfærd og klimaomstilling. Det vil betyde yderligere udhuling af uddannelse, hospitaler og sundhedsvæsen. Det vil betyde færre vindmøller og solceller, færre penge til cykelstier og offentlig transport. Det vil være en katastrofe.

Vi bør ikke bruge én eneste krone mere på oprustning i Danmark og bør melde os ud af imperialistiske militæralliancer som NATO. Ikke i morgen, men i dag. Det vil gøre os tryggere når vi ikke inddrages i stormagtskonflikter, også uden at forsøge at opbygge et borgerligt territorialforsvar. I forsøget på at retfærdiggøre kravet om et territorialforsvar har dele af venstrefløjen henvist til at vi i et fremtidigt socialistisk Danmark må kunne forsvare os imod udenlandsk intervention. Vi er ikke pacifister og vi kan sagtens diskutere hvordan et forsvar skal fungere under socialisme, det har bare ikke ret meget at gøre med situationen i dag. Den bedste garanti vi kan få for fred og sikkerhed i dag er netop at gå imod oprustningen og holde os ude af stormagtskonfrontationer og i stedet satse på opbyggelsen af en international solidarisk arbejderbevægelse og antikrigsbevægelse som faktisk kan forhindre lande i at gå i krig.

 

Ukraines suverænitet og det nationale spørgsmål

Der er ingen tvivl om at Ukraines befolkning lider massivt under denne krig. I virkeligheden er de blevet taget som gidsler i stormagternes og oligarkernes spil.

Men vi bliver nød til at stille os følgende fundamentale spørgsmål: Kæmper Zelensky-regeringen virkelig for Ukraines ret til national selvbestemmelse? Eller fører regeringen i virkeligheden en stedfortræderkrig på vegne af NATO-blokken? Hvis man går bare lidt ned under overfladen bliver det hurtigt klart, at det er USA og EU-landene som igen og igen har skubbet Ukraine ind foran sig, ved konstant at opmuntre til konflikt med Rusland. Både ved kuppet ifm. med den såkaldte Maidan-revolution i februar 2014 og siden da ved den konsekvente oprustning, våbenforsendelse og træning af kampenheder (herunder nazistiske militser) i Ukraine.

Zelensky blev selv valgt, i 2019, på et program som fornægtede rabiat ukrainsk nationalisme og lovede en fredelig løsning på konflikten i Donbass. Men lynhurtigt allierede han sig med dele af oligarkiet og forrådte sine valgløfter. Han begyndte at lukke oppositionsmedier, stramme grebet om russisk sprog og lede landet skarpere henimod potentiel optagelse i NATO, ligesom at Zelensky selv har været involveret i økonomisk kriminalitet og svindel og Zelensky var blandt dem der blev afsløret i Pandora Papers. Så sent som søndag den 20. marts har den ukrainske regering valgt at forbyde 11 oppositionspartier. Allerede i 2015 måtte mange venstreorienterede arbejde illegalt efter kommunist-forbuddet blev indført.

Regimet i Kijev fængsler fortsat kommunister, senest i forrige uge hvor to kommunistiske brødre i Kijev blev arresteret af sikkerhedstjenesten. Zelensky repræsenterer et regime som har ført en årelang krig imod det russisk-talende mindretal i Donbass. Et regime som ifølge den internationale fagforeningskonføderation ITUC er et af de allerværste steder i verden at være fagligt aktiv, fordi man udsættes for mord og repressalier og fagforeningerne undertrykkes. Et regime som nu har indført obligatorisk værnepligt, dvs. opsplitning af alle familier, hvor mændene ikke må forlade landet, men skal sige farvel til deres børn og hustruer i hjerteskørende scener ved grænserne.

Sandheden er altid konkret, vi kan ikke basere os på abstrakte teser om national suverænitet i al almindelighed. Vi bliver nød til at analysere enhver krig ud fra dens egne materielle betingelser. Sammenligninger imellem krigen i Ukraine og f.eks. de latinamerikanske landes nationale løsrivelseskrige er komplet forfejlede. I et indlæg i Dagbladet Information forsøger Enhedslistens Pelle Dragsted sig med netop en analogi til Nicaragua i 1980erne. Men hvor Nicaraguas sandinistiske revolution var et opgør med et pro-imperialistisk diktatur, så er Zelensky-regimets kamp i realiteten ikke andet end en kamp for at NATO, EU og USA kan operere i deres territorium. Striden bunder i Zelenskys ønske om optagelse i NATO, et ønske som aldrig har været til direkte folkeafstemning i Ukraine og ikke var prominent i hans valgkamp i 2019. Kort sagt har ingen af krigsherrerne ret til at beråbe sig Ukraines befolkning. Krigen handler nemlig ikke om det ukrainske folks ret til at bestemme selv, den handler derimod på den ene side om hvilken af de to imperialistiske blokke som skal bestemme over Ukraine og på den anden side om hvilken fløj af oligarkiet der har ret til at udplyndre Ukraine. 

Der er også et helt andet aspekt, som både Dragsted og mange andre på venstrefløjen overser: At befolkningen i det østlige Ukraine også har ret til national selvbestemmelse, til at tale russisk og til selv at bestemme deres fremtid. Krigen i Ukraine startede ikke i 2022, men derimod i 2014 da Ukraines regering sendte hæren ind for at nedkæmpe et oprør blandt befolkningen i det østlige Ukraine imod at ukrainske nationalister havde taget regeringsmagten ved et kup og angreb befolkningen i den russisktalende del af landets nationale og økonomiske rettigheder. Vi har ingen sympati for at Putin kynisk har brugt undertrykkelsen af den russisk-sprogede befolkning i Donbass som retfærdiggørelse til at angribe hele Ukraine. Men ikke desto mindre er det rigtigt at befolkningerne i Donetsk og Luhansk har ligeså meget ret til selvbestemmelse som andre nationer. Hvis der blev lavet frie folkeafstemninger og et flertal ønskede selvstændighed, uden russiske bajonetter, så må det naturligvis respekteres.

Ukrainere og russere har i årtier levet fredeligt side om side. Men som i så mange andre krige rundt omkring i verden misbruger imperialisterne på begge sider det nationale spørgsmål. Folkeslag bliver til skakbrikker i deres spil. Hverken NATO eller Rusland tilbyder befolkningerne i Øst- eller Central/Vestukraine ægte national selvbestemmelse, kun underkastelse.

 

Endnu engang om våbenforsendelser

Biden, Boris Johnson og de andre NATO-ledere er bange for en direkte konflikt med Rusland, som potentielt kan udløse atomkrig og masseødelæggelse. Men de vil gerne forlænge krigen i Ukraine mest muligt. Derfor har de sendt uhyrlige pengebeløb afsted til Ukraine, ligesom de også har sendt mange våben. Selvom de ikke selv sender tropper, har de vendt det blinde øje til at lejesoldater og frivillige bliver en del af Zelensky-regimets hær. Således er den franske fremmedlegion blevet en del af krigen, ligesom frivillige fra Canada, Storbritannien og endda 100 fra Danmark. Selvom nogle frivillige kan have de bedste intentioner, så er der mange indicier på at stærkt højreorienterede og sågar direkte fascistiske netværk har mobiliseret kraftigt.

Danmark har som bekendt allerede sendt 2.700 panserværnsraketter – og flere kan komme på tale. På venstrefløjen argumenterer både SF og Enhedslisten for at sende våben for at ”ukrainerne kan forsvare sig selv”. Men der er flere spørgsmål der melder sig. For det første: Hvem får fat i våbnene?

I den forgangne uge kunne svenske medier bevise, at flere af de panserværnsraketter som Sverige har sendt er endt direkte hos den ny-nazistiske Azov-bataljon. På billederne instrueres Azov-bataljonens kombattanter i brugen af de svensk-leverede panserværnsraketter. Det var netop det som vi forudså i vores artikel fra 2. marts. Når våbenforsendelserne foregår via den borgerlige stat, som leverer dem til Zelensky-regimet, så er det mest sandsynlige at det vil være de mest organiserede dele af regimet som modtager våbnene. Og fascistiske elementer spiller en central rolle i Ukraine, ikke kun i form af Azov-bataljonen, men også Svoboda, højre sektor, C14, Aidar og mange flere.

Udover det er våbenforsendelserne med til at forlænge krigen, modvirker fredsforhandlinger og spiller i den nuværende situation en dybt reaktionær rolle, fordi de virker som NATO’s stedfortrædere.

Det som Zelensky i virkeligheden har ønsket er ikke våben, men derimod en flyveforbudszone. For nyligt tiggede han det britiske underhus om at indføre patruljering af Ukraines luftrum. Men det vil betyde nedskydning af russiske fly. Med andre ord en direkte krig, hvor NATO – uden stedfortræder – smadrer Rusland. Det ville være starten på en tredje verdenskrig, som ingen – endnu – er interesserede i. Det britiske underhus måtte skuffe Zelensky. De ønsker at overlade ham og ukrainerne til alle blodsudgydelserne, mens de komfortabelt ser til fra London. Så kynisk er den vestlige imperialisme.

 

Ned med det nationale militærkompromis – nej til afskaffelse af EU forbehold

Regeringen – med støtte fra Konservative, Venstre, Radikale og endda SF – har nu vedtaget en ”nationalt kompromis”, som betyder 18 milliarder ekstra hvert år til militæret. Det er 10 mia. mere end hvad der hvert år bruges på de danske folkeskoler. Derudover har partierne vedtaget en straksbevilling på 3,5 mia. kroner til militæret. Som et led i oprustningstiltagene har regeringen sendt EU-forbeholdet på forsvarsområdet til folkeafstemning den 1. juni.  

Som socialister i et land der hører under den imperialistiske NATO-blok er vores første opgave, at afsløre vores egen regerings hykleri. Vi må slå fast at danske arbejdere og unge ikke har noget som helst interessefællesskab med hverken Putin eller NATO-imperialisterne. Vi må fastslå at oprustning ikke er vejen til fred, at NATO ikke er vejen til fred og at våbenforsendelser til Zelensky-regimet kun forlænger en reaktionær stedfortræderkrig. På dette grundlag står vi også stærkere til at kunne alliere os med de kræfter i Rusland og Ukraine der kæmper for at stoppe krigen.

Vi må kæmpe for et NEJ til folkeafstemningen den 1. juni, fordi Danmark ikke skal være en del af en reaktionær europæisk hær, som i bund og grund vil forsvare EU’s imperialistiske interesser. Allerede nu er EU ved at oprette en ”udrykningsstyrke” som man åbent taler om kan intervenere militært i de tidligere kolonier i Afrika.

Inde i Enhedslisten er det nødvendigt at organisere alle dem der er imod højrekursen. Frem mod årsmødet bør vi diskutere og koordinere hvordan vi kan forsvare principprogrammets bestemmelse om dansk udmeldelse af NATO.

Det er afgørende at bygge videre på de anti-krigsmanifestationer som fandt sted i forskellige byer den 19. februar og den 5. marts. Vi må fastholde et konsekvent nej til regeringens planer om udstationering af amerikanske tropper.

Den nuværende propaganda-offensiv i medierne er massiv. I krigens første fase vil der være meget forvirring. Men vi må ikke lade os bukke under for presset. Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht, Lenin og Trotskij var i et lille mindretal da 1. verdenskrig begyndte i 1914.  De var isolerede, men valgte at svømme imod strømmen. Det er den slags mod som der er brug for i dag.

(Fotos: Wikipedia og Latuff)

 

 

Opdateret 22.3, kl.22.15: I en første udgave af denne artikel skrev vi: "Censuren rammer ikke kun russiske statsmedier loyale overfor Putin. Også venstreorienterede medier som RedFish, der har protesteret imod Putins invasion fra første dag, er i gang med at blive censureret bort i EU pga. anklager om at modtage russisk statsstøtte." Det er nu blevet præciseret at RedFish modtager finansiering fra Ruptly, som er et nyhedsagentur ejet af Russia Today. Ikke desto mindre er det rigtigt, som vi skrev i orginalen, at RedFish ikke er loyale overfor Putin og har kritiseret krigen, f.eks. bragt nyheder om masseanholdelser af anti-krigs-aktivister i Rusland. (Hvis linket ikke virker skyldes det blokering hos din internetudbyder.)