Af Jeppe Krommes-Ravnsmed

Knap et år efter det brutale kup i Bolivia, bliver der 18. oktober afholdt nyvalg. MAS-IPSP fører klart i meningsmålingerne, men spørgsmålet er om de reaktionære kræfter frivilligt vil afgive den regeringsmagt, som de sidste år tiltvang sig med støtte fra militæret.

Billede fra valgmøde i El Alto, 14. oktober 2020. Billede fra Kawsachun Coca

 

Meningsmålinger peger på sejr til MAS-IPSP

Alle meningsmålinger foretaget siden kuppet den 10. november 2019, der fravristede MAS-IPSP regeringsmagten, har entydigt vist, at MAS-IPSP fortsat er det mest populære parti i Bolivia. De seneste meningsmålinger fra begyndelsen af oktober viser alle, at præsidentkandidaten fra MAS-IPSP, Luis Arce, står til at få over 40% af de gyldige stemmer. For at en præsidentkandidat kan erklæres som vinder i første valgrunde, skal kandidaten ifølge boliviansk valglov enten have over 50% af stemmerne, eller have over 40% af stemmerne og samtidig have mindst 10 procentpoint mere end sin nærmeste konkurrent.

Som angivet i nedenstående graf, der stammer fra den meningsmåling, som den latinamerikanske organisation CELAG offentliggjorde i starten af oktober, ser Luis Arce ud til lige præcis at kunne vinde i første valgrunde. Det er dog vigtigt at pointere, at der stadig er omkring 10 procent af de 7 millioner stemmeberettigede vælgere, som endnu ikke har besluttet sig. Og yderligere 10 procent angiver, at de regner med at stemme blankt. Men det er værd at bemærke, at såfremt resultatet på valgdagen ender lig den fordeling som de seneste meningsmålinger viser, så er resultatet meget lig det fra sidste års valg, den 20.oktober, hvor højrefløjen hævdede der var tale om valgsvindel.

Meningsmåling fra CELAG, oktober 2020. Procentdel af gyldige stemmer ved valget.

 

Kandidaterne der udfordrer Luis Arce og MAS-IPSP

Den nærmeste modkandidat til Luis Arce og MAS-IPSP er Carlos Mesa fra valgalliancen Comunidad Ciuadadana. Ved sidste års valg endte han også på andenpladsen, dengang med 36,51% af stemmer. Men efterfølgende mobiliserede han sine støtter til at foretage voldelige angreb på valgkontorerne med anklager om valgsvindel, da de mente der burde have været en 2. valgrunde. Mesa spillede således en nøglerolle i kuppet sidste år. Men efter Jeanine Añez blev udnævnt til kuppræsident og beordrede militæret til at nedkæmpe de sociale protester, trak Carlos Mesa sig en smule i baggrunden. Ved det nye valg, der egentlig skulle have været afholdt i maj måned, stod Añez også på stemmesedlen. Men håndteringen af coronakrisen har gevaldigt mindsket hendes popularitet og i september måned valgte hun at trække sit kandidatur og give sin opbakning til Carlos Mesa.

Efterfølgende har der også været adskillige opfordringer til at nummer 3 i meningsmålingerne, Camacho, skulle gøre det samme, så højrefløjen står stærkere overfor MAS-IPSP. Dette har Camacho afvist. Camacho var også en af de andre nøglefigurer i kuppet sidste år. Som leder af civilkomiteen i Santa Cruz ledte han an i nogle af de mest voldelige angreb på støtter af MAS-IPSP. Opbakningen til Camacho er meget lille i langt størstedelen af landet, med undtagelsen af hans eget departement, Santa Cruz, hvor han står til en stor sejr. Det er nok også grunden til at han nægter at trække sit kandidatur.

Strategien fra det magtfulde borgerskab i Santa Cruz, som bl.a. støttes af agroindustrien og de store sojabaroner, ser ud til at være at satse massivt på at sikre Camacho en klar sejr i Santa Cruz, sådan at en eventuel støtte til Carlos Mesa i en anden valgrunde kan blive betinget af, at Mesa trækker yderligere til højre på spørgsmål omkring landbrugspolitikken. Det er nemlig ikke nogen hemmelighed, at Carlos Mesa i løbet af det seneste år har forsøgt at lægge kant til Añez’ kupregering ift. nogle politiske spørgsmål. Et konkret eksempel er støtten til GMO-afgrøder m.v. Dette har ikke behaget det regionale borgerskab, som derfor har været tøvende med at give Mesa deres støtte. Til gengæld har Tuto, en anden højrefløjskandidat og tidligere præsident, valgt at trække sit kandidatur.

Valget til nationalforsamlingen afgøres den 18. oktober

Såfremt Luis Arce ikke lykkedes med at vinde med 10 procentpoint over Mesa den 18. oktober, kommer der en 2. valgrunde den 29. november.

Men valget den 18. oktober er ikke kun et præsidentvalg, men også et valg til nationalforsamlingen, som består af et parlament med 130 repræsentanter og et overhus med 36 senatorer. Fordelingen af pladser i nationalforsamlingen afgøres på baggrund af stemmetallene den 18. oktober, uanset om der findes en vinder af præsidentvalget eller ej.

Følger resultatet de seneste meningsmålinger, vil MAS-IPSP få et snævert flertal i såvel underhus som senat. Men modsat nu, så vil de ikke få 2/3 flertal, som er nødvendigt ift. at gennemføre nogle mere strukturelle lovændringer.

Hvis MAS-IPSP vinder flertal i nationalforsamlingen, mens regeringsmagten tilfalder højrefløjen, vil der være et begrænset politisk manøvrerum for begge fløje. Det seneste år har imidlertid tydeligt vist hvordan en reaktionær højrefløjsregering ikke tøver med at regere via dekreter og udnytte hele statens magtapparat til at få gennemført sin politik, uagtet om de har flertal i parlament eller ej.

Denne situation er dog også blevet muliggjort som følge af en parlamentarisk gruppe fra MAS-IPSP, der har valgt en ekstremt forsonende linje overfor kupregeringen. Det kom bl.a. til udtryk i november 2019, hvor MAS-IPSP’s parlamentarikere spillede en hovedrolle i at få bremset de sociale protester mod kuppet via indgåelsen af en studehandel med Jeanine Añez. Den forsonende linje fra de nuværende parlamentarikere fra MAS-IPSP kom også til udtryk i august 2020, hvor de indgik en ny studehandel med Añez, med det formål at få bremset det ulmende oprør, der søgte at presse kupregeringen til at træde tilbage. Ved den lejlighed udtalte lederne af COB (Bolivias fagforeningssammenslutning) og de sociale bevægelser fra den såkaldte ’Pacto de Unidad’, at de følte sig forrådt af parlamentarikerne fra MAS-IPSP, som blev betegnet som den ”middelklasse der har siddet med dirigentstokken i MAS sammen med Evo i de seneste 14 års ’forandringsproces’”.

COB og de forskellige sociale bevægelser fra Bolivia følte sig forrådt af MAS’ parlamentarikere, da de indgik en studehandel med kupregeringen i august 2020. Se video fra pressemødet den 13. august her.

Som vi har beskrevet i en anden artikel, blev der allerede kort efter kuppet afholdt adskillige nationale og regionale møder og kongresser i forskellige sociale bevægelser, hvor det gentagne gange blev slået fast, at man ønskede en restrukturering og venstredrejning i MAS-IPSP. Dette havde afgørende betydning for, at man ved dette valg, til forskel fra tidligere, ikke længere har tilladt, at højrefløjspolitikere optræder på partiets kandidatlister. Nu er alle kandidater valgt blandt de sociale bevægelser og partiets græsrødder. Det giver håb om, at MAS-IPSP vil droppe den klassesamarbejdslinje, der har kendetegnet partiet de senere år, og at man i stedet vil se en venstredrejning i den førte politik, uanset om det er i regering eller i opposition.

 

De mange kriser, som en kommende regering skal løse i Bolivia

Valget den 18. oktober finder sted midt i en alvorlig coronapandemi, som har ramt Bolivia særdeles hårdt, med knap 140.000 registrerede smittede og over 8000 døde, hvilket er et af de højeste cifre i verden, når man regner ift. befolkningstallet.

Men dette er ikke den eneste krise som landet befinder sig i.

Den verdensomspændende økonomiske krise, der er fulgt i kølvandet på coronapandemien, har også ramt Bolivia meget hårdt. Dette er blevet kraftigt forværret af kupregeringens økonomiske uformåen, som eksempelvis er kommet til udtryk i en dårlig genforhandling af aftalen om gaseksport til Brasilien, som betyder at Petrobras ikke længere skal betale en eneste øre for transporten af naturgassen til brasiliansk territorium. Med denne aftale går det statslige Olie- og gasselskab, YPFB, dermed glip af 226 millioner dollars (over 1,4 milliarder kroner) de næste 2,5 år, svarende til 5,34 millioner dollars om måneden. Dette er blot et enkelt eksempel på den katastrofale forvaltning af landets økonomi, som kupregeringen har præsteret.

De seneste økonomiske nøgletal viser, at landet pt. oplever den største nedgang i økonomien i de seneste 70 år. Det har bl.a. betydet en kraftig stigning i arbejdsløsheden og et studie fra september 2020 viser, at under Añez’ regeringsperiode er der 1 million personer ekstra, der er faldet under fattigdomsgrænsen og yderligere 800 tusind mennesker lever nu i ekstrem fattigdom. I en meningsmåling fra oktober, svarer 72,6% af de adspurgte, at på nuværende tidspunkt er situationen så alvorlig, at et flertal af befolkningen går sultne i seng. Denne situation forværres af den økonomiske udsultning af landets 339 kommuner, som har fundet sted under Añez’ regeringsperiode. Fra januar til august i år har kommunerne modtaget 33% mindre i økonomiske overførsler end i den tilsvarende periode for 2019. Dette vil have en negativ betydning ift. den lokale velfærd i form af sundhed, uddannelse, fødevarehjælp m.v.

En anden krise, som man ej heller kan komme uden om, er den miljøkatastrofe, som igen i år har ramt store dele af landet, hvor enorme skovbrande hærger. Men hvor der sidste år var voldsom opmærksom omkring denne krise, som højrefløjen udelukkende tilskrev Evo Morales, så er medierne i Bolivia såvel som udenlands anderledes stille i år. Añez’ kupregering har ej heller gjort et stort væsen ud af at gøre noget for at slukke brandene, som indtil videre har betydet, at 2,8 millioner hektar skov- og græsningsarealer er gået op i røg dette år.

En miljøorganisation fra Santa Cruz med navnet FAN (Fundación Amigos de la Naturaleza) laver en løbende overvågning af skovbrændene, og som det kan ses af nedenstående kort, er der per. 15. oktober 4966 igangværende brænde i landet. Et højere antal end på samme tid sidste år. De områder på kortet der er markeret med rød, er der en ekstrem risiko for at der kan udbryde brande indenfor de kommende 48 timer. Lige som sidste år skyldes afbrændingerne hovedsageligt, at landbrugsindustrien har påsat brande for at udvide landbrugsarealet. Dette kombineret med en lang tørkeperiode, som år for år bliver mere udtalt som følge af klimaforandringerne, så har man den perfekte opskrift på en økologisk krise.