Af Andreas Bülow

I mange måneder har Chile været præget af enorme masseprotester. Det hele startede den 7. oktober sidste år, hvor gymnasieelever i Santiago begyndte at køre gratis med metroen for at protestere over Sebastian Piñera-regeringens dekret om stigninger på billetpriserne.

De studerende blev mødt med hård magtanvendelse fra politi og det var med til at udløse en massebevægelse, som kulminerede med den 1-million store demonstration i Santiago den 25. oktober, formentligt den største masse-demonstration i landets historie. Også den kontinentale situation, med oprør i Ecuador (og senere hen i Colombia), spillede en rolle i at inspirere masserne i Chile.

 

Ekstrem ulighed

Mens både den konservative præsident Piñera og Luís Almagro, generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), hævdede at der var tale om en ”konspiration” fra Cuba og Venezuela, så var virkeligheden at dette var en massiv bevægelse, et oprør mod årtiers neoliberal politik i Chile.

Omend Chile har opnået økonomisk vækst i de senere år, så er det mestendels kommet de rige til gode og en ekstrem ulighed gør sig gældende i landet. 1% af landets befolkning kontrollerer 26,5% af Chiles rigdom, mens de 51% af husstandene som tjener mindst kun besidder 2,1%. Mens den statsdekreterede minimumsløn er på 301.000 pesos, så tjener over halvdelen af arbejdsstyrken 400.000 pesos eller mindre (svarer til omkring 3.600 kroner).

Hård repression

Bevægelsen var spontan og selvom nogle fagforeninger, herunder havnearbejderne, spillede en vis rolle, så var der ikke en klar ledelse. Det betød, at mange af de slogans som fremkom, afspejlede, at det var den første store bevægelse i Chile i lang tid. Slogans om omfordeling af velstanden blev blandet med slogans om et forfatningsråd, hvor nogle håbede på et opgør med 1980-forfatningen som i realiteten er et levn fra Pinochets militærdiktatur.

Det slogan opstod også fordi mange demonstranter i løbet af to måneder oplevede benhård repression. Politifolk angreb unge på åben gade og der var sågar rapporter om brug af tortur. 2500 blev arresteret, 19 blev dræbt og over 200 har,ifølge Chiles lægeforening, fået smadret deres øjne som resultat af politiets skud med gummikugler.

Den brutalitet vidner om at statsapparatet, særligt det hadede politikorps af carabineros, i store træk er det samme som under Pinochets militærdiktatur. Det forklarer hvorfor dele af masserne håber på en oprydning i staten og hvorfor nogen har illusioner om at et forfatningsråd kan skaffe det.

 

Forfatningsråd?

Fra starten var elitens strateger bekymrede for bevægelsen. Piñera forsøgte at slukke ildebranden ved at erklære undtagelsestilstand og sende militæret på gaden, men det gjorde bare demonstrationerne større og større. Dernæst forsøgte han at dæmpe gemytterne ved at love store ministerrokader og reformer, men det var for lidt og for sent. Protesterne fortsatte.

Den 14. november valgte han så at ty til et andet trick, da han indgik en aftale med dele af oppositionen, herunder Socialistpartiet og venstrefløjskoalitionen Frente Amplio. Aftalen handler om et forfatningsråd som skal udforme en ny grundlov. Den indeholder nogle nøje afvejede paragraffer, som alle har til formål at gøre forsamling tandløs og komplet ufarlig for systemet:

  • Til april 2020 skal der være folkeafstemning om chilenerne overhovedet vil have en ny grundlov eller ej.
  • Hvis det bliver et ja, skal der først være valg til et forfatningsråd til oktober 2020.
  • Valget skal ske på baggrund af det gamle valgsystem, som favoriserer konservative sektorer i befolkningen.
  • Det nye forfatningsråd kan kun vedtage noget med 2/3-deles flertal.
  • Kongressen (det gamle parlament) skal godkende alle forfatningsrådets beslutninger.

Aftalen er med andre ord en fælde, som er lavet for at køre hele bevægelsen ud på et sidespor og lade Piñera-styret få ilt til at kunne modstå protesterne. Kort efter indgåelsen protesterede både havnearbejdernes fagforening, Mesa de la Unidad Social og ikke mindst en stor del af partiet Convergencia Social (en del af Frente Amplio-koalitionen), hvor en stor gruppe, ledt af Jorge Sharp, forlod partiet.

Efterfølgende er protesterne fortsat, med store demonstrationer på Plaza Italia i Santiago og i Valparaíso og andre byer. Det er vigtigt, at bevægelsen konsekvent afviser Piñeras fælde. Kravet om retfærdighed for de døde, de sårede, de fængslede og dem der har fået skudt øjnene i stykker har spillet en vigtig rolle i fortsat at mobilisere tusinder.

I stedet for kompromisser med Piñera og det gamle system, er det nødvendigt at bygge kimen til en ny stat fra neden. Det kan kun ske ved at gøre de folkelige forsamlinger (i Chile kendt som cabildos abiertos) til egentlige rådsorganer der tager beslutninger på lokal, regional og nationalt plan. Krav om nationalisering af Chiles naturressourcer og mineindustri bør også rejses. Chile viser, at selv det land som kapitalisterne anså for at være et ”mønstereksempel”, kan blive ramt af enorme protester, når utilfredsheden koger over.