Af Andreas Bülow 

Det er med dyb sorg at vi har modtaget nyheden om Tanveer Gondals (også kendt under dæknavnet Lal Khan) død. Tanveer var en nær ven af foreningen Socialisten og var en af Pakistans vigtigste eksponenter for marxismen, forfatter til en række bøger om Asien og manden der havde uddannet flere generationer af revolutionære. 

Jeg lærte første gang Tanveer at kende i 2003 på et marxistisk sommertræf i Barcelona, Spanien. Dengang var jeg kun atten år gammel, men vores venskab skulle vare helt indtil hans alt for tidlige død, dags dato den 21. februar 2020. 

 Tanveer blev født i Bhuan i Pakistan i 1956. Det var få år efter den blodige opslitning af Pakistan og Indien, et emne han vente tilbage til adskillige gange i hans forfatterskab. Som nittenårig begyndte Tanveer at læse medicin på Nishtar Medical College i Multan. Det var her at han begyndte at blive aktiv i studenterpolitik og i 1978 blev han formand for studenterrådet som modkandidat til de reaktionære fundamentalister.

Af samme årsag blev han året efter arresteret af Zia-ul-Haqs militærdiktatur. Efter løsladelsen var han tvunget til at skifte til et andet college i Rawalpindi, men på grund af hans fortsatte studenteraktivisme blev han eftersøgt og hans henrettelse blev beordret. Han nåede at flygte til Amsterdam i Holland i maj 1980. Her læste han videre og færdiggjorde sine studier som læge. Men som han engang forklarede mig, så “opgav jeg blot at hele menneskelige sår og viede mig til at hele samfundets sår”.

Fra Amsterdam kom Tanveer i kontakt med den sydafrikanske marxist Ted Grant (som boede i London). Ted var dengang leder af den britiske Militant-organisation, som havde en betydelig medlemsskare og arbejde for marxistiske idéer i Labour-partiet i Storbritannien. Tanveer organiserede fra Amsterdam en eksil-gruppe under navnet The Struggle og forblev i eksil indtil 1988.

Tanveer vendte tilbage til Pakistan og begyndte at opbygge en marxistisk strømning. I stedet for at udråbe et nyt parti, valgte han at fokusere på det langsigtede arbejde i PPP, Pakistans Peoples' Party vis opbakning var et produkt af 1968-revolutionen og forbundet til traditionen omkring Zulfikar Ali Bhutto (Pakistans venstre-populistiske premierminister som blev væltet ved et statskup i 1977 og senere henrettet). Det betød ikke at han og hans kammerater gav politiske indrømmelser til venstre-populismen, men det betød at de forstod at de pakistanske masser orienterer sig omkring det parti, ikke mindst som et delvist bolværk mod fundamentalismen. Deres perspektiv blev bl.a. bekræftet, da millioner gik på gaden i protest mod drabet på Bhuttos datter, Benazir, i december 2007.


Fra en meget lille eksil-gruppering i 1980'erne voksede The Struggle til i midten af 00'erne at have omkring 2.000 medlemmer i Pakistan, udgive aviser på en lang række sprog, inklusiv et engelsk-sproget magasin som i perioder blev trykt i Indien. Tanveer skrev flere bøger, både om 1968-revolutionen, om opsplitningen mellem Pakistan og Indien og om Afghanistan. I Kashmir formåede hans organisation samle de studerende til kamp på tværs af nationale skel. I områder hvor fundamentalisterne står stærkt, som Waziristan, har hans organisation spillet en afgørende rolle i at udfordre dem, hvilket blandt andet resulterede i at de fik marxisten Ali Wazir valgt ind i det nationale parlament, på trods af massiv valgsvindel.

Kongres I The Struggle 2018Det utrolige ved denne organisation – og ved Tanveers arbejde generelt set – var, at det skete i et land med ekstremt svære vilkår, hvor 55 millioner mennesker lever under fattigdomsgrænsen, hvor Taleban og fundamentalisterne har tætte bånd til statsmaskineriet og jævnligt terroriserer civilbefolkningen. Et land som ydermere er splittet op med mange nationale mindretal med hvert deres sprog.

Personligt mødte jeg Tanveer en lang række gange, for han blev ved med at rejse og havde aldrig nogensinde et indskrænket nationalt perspektiv. I 2010 tog han til Venezuela, hvor jeg dengang boede, og i godt to uger var jeg en af hans værter. Vi tog rundt og besøgte de besatte fabrikker som var under arbejderkontrol og var med til demonstrationer på gaden i Caracas.

Noget af det der slog mig mest ved hans besøg var hvor godt han forstod den politiske situation i Venezuela, selvom han ikke kunne et ord spansk. Men som han sagde til mig, så “lignede alle underudviklede lande lidt hinanden” og han påpegede en del sammenfald imellem Pakistan og Venezuela overfor mig. For Tanveer var det kapitalismen som holdt disse lande i en tilstand af teknologisk tilbageståenhed – og den eneste udvej var en permanent revolution, hvor løsningen af nationalt-demokratiske opgaver måtte gå over i løsningen af de sociale opgaver.

I juni 2017 besøgte Tanveer Danmark for at mødes med vores gruppe, Socialisten. Vi holdt også et offentligt møde i København, hvor der var god diskussions- og spørgelyst fra de fremmødte. Selvom titlen på mødet var “kampen mod fundamentalisme”, så kom debatten også til at handle om Libannon, Palæstina og Afghanistan og Tanveers store viden blev udfoldet. Senere besøgte Tanveer også Enhedslistens Internationale udvalg og informerede dem om situationen i Pakistan.

Men allerede på det tidspunkt var Tanveer syg. Langsomt men sikkert begyndte cancer at sprede sig i hans krop. Kemoterapi kunne ikke bremse sygdommen. Selvom han var mere og mere svækket opgav han ikke den politiske aktivitet og var vanligt med til møder og var i daglig kontakt med sine kammerater. Men til sidst kunne kroppen ikke længere.

Kammerat Tanveer, hvil i fred. Vi lover at fortsætte kampen mod uretfærdighed, sult, og elendighed – kampen mod kapitalisme og for socialisme.

 

København, 21. februar 2020