Af Jeppe Krommes-Ravnsmed



Siden kuppet den 10. november, har kupmagerne brugt militærets og politiets magt til at få ’pacificeret’ landet. Men på trods af den brutale undertrykkelse, voksede modstanden i befolkningen, og gennem flere uger var store dele af landet helt lammet, som følge af vejblokader i op mod 100 forskellige lokaliteter. Fra massedemonstrationer i El Alto, Cochabamba, San Julián, Yapacaní, lød det entydige krav, at kuppræsidenten Jeanine Áñez, skulle træde tilbage.

Alarmerende overgreb i Bolivia

Overgrebene mod civilbefolkningen i Bolivia er alarmerende – sådan konkluderede et hold af eksperter fra Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder (IACHR/CIDH), som besøgte landet den 22. til 25. november. IACHR har i deres rapport gjort det klart, at der er behov for en international undersøgelse af de massive brud på menneskerettighederne – og især af de grufulde massakrer mod civilbefolkningen i Senkata og Sacaba (Læs mere her). FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR), som har været tilstede i Bolivia siden 11.november, har ligeledes meddelt, at der er sket voldsomme brud mod menneskerettighederne den seneste måneds tid. Og endelig har en delegation af argentinske menneskerettighedsaktivister, der besøgte El Alto fra 28. nov. til 30. nov., udsendt en rapport, hvor de konkluderer, ”at der ikke kan være nogen tvivl om, at der i dag er et diktatur i Bolivia”.

Den systematiske politiske forfølgelse, de mange dræbte, de hundrede af sårede, de tusinder af anholdte, adskillige ’forsvundne’ personer, beretninger om tortur af mindreårige og voldtægter af tilfangetagne kvinder, er blot nogle af de ting, som den argentinske delegation nåede at dokumentere, inden de blev tvunget til at forlade landet. Under deres ophold i Bolivia modtog de nemlig direkte trusler fra regeringsministeren, Arturo Murillo, som for rullende kameraer fortalte, at disse udlændinge kunne se frem til at blive anholdt, hvis ikke de stoppede deres terroristiske optræden i landet. Selvsamme Murillo har i øvrigt afvist alle anklager fra IACHR/CIDH om brud på menneskerettigheder.

CREATOR: gd-jpeg v1.0 (using IJG JPEG v62), quality = 85

Selv ved en fredelig sørgemarch for de dræbte i Senkata valgte militær og politi at gå til angreb, sådan at kister med de døde måtte efterlades i skyen af tåregas.

Kupregimets ”pacificering” af landet – og støtten fra COB og MAS-IPSP’ parlamentarikere.

Siden kuppet den 10. november, har kupmagerne brugt militærets og politiets magt til at få ’pacificeret’ landet. Men på trods af den brutale undertrykkelse, voksede modstanden i befolkningen, og gennem flere uger var store dele af landet helt lammet, som følge af vejblokader i op mod 100 forskellige lokaliteter. Fra massedemonstrationer i El Alto, Cochabamba, San Julián, Yapacaní, lød det entydige krav, at kuppræsidenten Jeanine Áñez, skulle træde tilbage.

CREATOR: gd-jpeg v1.0 (using IJG JPEG v80), quality = 75

Protestmarch med over 50.000 bønder fra Cochabamba, som dagen efter, at dette foto blev taget, den 15. november 2019, blev ofre for en massakre i Sacaba, hvor militæret gik til angreb på dem med våben.

Efter massakren i Sacaba (Cochabamba) og El Alto-bydelen Senkata var der en enorm vrede i befolkningen. Ved tilsvarende massakrer under gaskrigen i 2003 valgte landets centrale fagforbund, COB, at erklære generalstrejke. Dette var medvirkende til at tvinge den daværende præsident, Gonzalo Sánchez de Lozada (Goni), fra posten. Ved denne lejlighed, i 2019, afstod COB imidlertid fra at bakke op om den heroiske kamp mod kuppet. Tværtimod udsendte COB en resolution den 15. november, hvor de udtrykte ønske om ’pacificering af landet’. For at forstå en del af baggrunden for COB’s vaklende position, henviser vi til denne artikel, samt sidste del af denne artikel.

 

Samme kald om ’pacificering’ kom fra parlamentarikerne fra MAS-IPSP, som i en pressekonference anmodede de sociale bevægelser om at droppe protesterne og indgå i dialog med kupregimet. Til en start blev dette afvist af de forskellige mobiliserede sociale bevægelser, blandt andet i El Alto, hvor en massiv folkeforsamling, et cabildo, den 16. november valgte en ny ledelse for sammenslutningen af naboorganisationer – FEJUVE, den nok vigtigste sociale bevægelse i El Alto. Som formanden for kongressens underhus og medlem af MAS-IPSP, Sergio Choque, sagde; ”Vi har offentligt anmodet de mobiliserede sektorer i El Alto om at indgå i dialog, men desværre er de hidtidige ledere blevet erstattet af nogle nye folk, som er mere radikale”. Den 20. november, dagen efter massakren i Senkata, afholdtes et nyt  cabildo i El Alto, med deltagelse af op mod 100.000 mennesker, hvor man gjorde et kald til sociale bevægelser fra hele landet om at intensivere kampen mod kuppet. Men selvsamme dag valgte parlamentarikerne fra MAS-IPSP, som har 2/3 af pladserne i kongressen, imidlertid at anerkende Jeanine Áñez’ kupregering. Det var en kold spand vand i hovedet på alle de folk, der heroisk havde kæmpet mod kuppet. Bl.a. udtalte Omar Aguilar, senator for MAS-IPSP, at ”vores mål er at pacificere landet, vi ønsker ikke at blokere Jeanine Áñez’ overgangsregering”.

Cabildo i El Alto-bydelen Senkata den 20. november 2019

 

Hvorfor valgte MAS-IPSP’s parlamentarikere at forhandle med kupregeringen?

Der findes forskellige analyser af hvorfor MAS-IPSP’s medlemmer af kongressen valgte at forhandle med kupregeringen og gennem en aftale om nyvalg give legitimitet til Áñez.

- For det første er det helt klart, at kupregimet lagde et gevaldigt pres på alle parlamentarikerne tilhørende MAS-IPSP, som praktisk talt arbejdede med en pistol for panden. F.eks. sagde Áñez’ regeringsminister, Arturo Murillo, at man ville retsforfølge alle de parlamentarikere, der ikke tog afstand fra protester mod kuppet.

- For det andet har den massive politiske forfølgelse efter kuppet også allerede medført, at 68 lokalpolitikere fra MAS-IPSP har måtte træde tilbage – det drejer sig både om guvernører, borgmestre og regions- og byrådsmedlemmer.

- For det tredje så var der en fløj blandt kupmagerne, som udtrykte ønske om at forbyde MAS-IPSP at stille op ved et kommende valg.

I denne situation opstod der en vis splittelse i MAS-IPSP om hvilken position de skulle indtage. I sidste ende, var det den ’forsonende’ og ’dialogsøgende’ fløj blandt MAS-IPSP’ parlamentarikere der vandt flertal. De mente de var bedst stillet ved at indgå i dialog med kupmagerne. Ved formelt at give legitimitet til Áñez’ kupregering, håber MAS-IPSP således at de har den bedste mulighed for at kunne påvirke udviklingen frem mod et kommende valg. Således valgte alle MAS-IPSP’s medlemmer af kongressen - i underhuset såvel som i senatet - at stemme for en lov, der erklærede valget den 20. oktober for ugyldigt. Derved var vejen banet for et nyt valg, hvor MAS-IPSP også accepterede, at Evo ikke skulle have lov til at genopstille. Efterfølgende er denne aftale blevet brugt til at sminke kuppet internationalt.

Kuppræsidenten Jeanine Áñez og formanden for senatet Eva Copa, fra MAS-IPSP, efter de har underskrevet lov, der annullerer valget den 20. oktober. Billedet er blevet brugt internationalt til at sminke kuppet og give et indtryk af fred og forsoning.

 

Sociale bevægelser kom til forhandlingsbordet med kupregeringen

De mange folk i de sociale bevægelser, som heroisk havde kæmpet mod kuppet i 2-3 uger, følte en vis undren og vrede over at MAS-IPSP’s parlamentarikere valgte at indgå en aftale med kupregimet kort efter massakren i Senkata – El Alto. Et slogan fra de sociale bevægelser i El Alto var bl.a. ”Vi forhandler ikke med vores døde”.

”vi forhandler ikke med vores døde”, står der på et banner fra en protestmarch i El Alto

Men efter denne kapitulering fra MAS-IPSP’s side, var det også klart, at mulighederne for at fortsætte kampen mod kuppet var blevet alvorligt svækket. De forskellige sociale bevægelser valgte derfor at indgå i dialog med kupregeringen om en række betingelser de ville have opfyldt, før de kunne ophæve vejblokader og mobiliseringer. Regeringen foretog separate dialogmøder med forskellige sektorer fra forskellige dele af landet, som alle havde en række krav med til forhandlingerne. Kravet om at Áñez og hendes regeringsminister, Arturo Murillo, skulle træde tilbage, blev ikke imødekommet. Til gengæld lovede regeringen at annullere dødsdekretet fra den 14. november, som havde givet militæret grønt lys til at dræbe demonstranter uden risiko for retsforfølgelse. Regeringen lovede også at trække de fleste militærfolk tilbage til kasernerne. Og det blev lovet, at man ville give erstatning til familier for de dræbte.

Blandt de sociale bevægelser var det ikke alle der var lige glade for de aftaler, som man havde indgået med kupregimet. Ved en stor masseforsamling, et cabildo, den 25. november i Cochabamba, i den by der hedder Villa Tunari, holdt Adolfo Yapura, international sekretær for bøndernes fagforening i den tropiske del af departementet, en tale, hvor han bl.a. sagde;

”Efter 15 dages modstand mod kuppet, med adskillige døde, sårede, tilfangetagne og torturerede kammerater, giver vi ikke op. Vi forhandler ikke med vores døde. Men desværre har vores nationale parlamentarikere forrådt os. Det bekymrer mig. Og ved dialogmødet i går aftes (i Cochabamba, den 24/11, red.) har man forhandlet med nogle ledere bag vores ryg. Os der har opretholdt vejblokader og kæmpet er ikke blevet konsulteret. Vores nationale mobilisering var tæt ved at knække kupregimet, og Áñez og Arturo Murillo var tæt ved at skulle bestille deres flybilletter til et andet land. Vi manglede ikke meget, men det ser ud til at de har betalt nogle forræderiske ledere, som har skiftet side. Disse ledere har skiftet ideologi. De tilbyder at hæve vejblokader og droppe en mobilisering, som de aldrig har været en aktiv del af. Ingen af disse ledere har sovet i regnen for at opretholde vejblokaderne”.

Cabildo i Villa Tunari – Cochabamba, den 25. nov. 2019, hvor de sociale bevægelser udtrykte skuffelse over forhandlingerne med kupregeringen

Ikke desto mindre, lykkedes kupregeringen gennem disse dialogmøder at få demobiliseret de sociale bevægelser og ophævet alle vejblokader.

 

Kongresser i de sociale bevægelser og MAS-IPSP signalerer venstredrejning i den politiske linje
Den 26. november var der et nationalt møde i Lauca Ñ i Cochabamba for alle de sociale bevægelser, der har været en aktiv del af modstanden mod kuppet. Ved dette møde vedtog man en resolution, hvor man bl.a. slog fast, at man vil genoptage mobiliseringerne, såfremt kupregeringen ikke overholder de indgåede aftaler. Derudover krævede man, at COB skulle ændre standpunkt og blive en aktiv del af kampen mod kupregeringen. Derudover krævede man også indkaldelse af en national kongres for MAS-IPSP. På mødet den 26. november talte bl.a. Freddy Rojas, en leder fra Fejuve i El Alto-bydelen Senkata. I talen fra Freddy Rojas blev det bl.a. sagt, at ”Vi deltager her i dag for at underskrive en enhedspagt for at restrukturere og reorganisere MAS-IPSP. Vi er blevet forrådt af en række af vores ledere. Det gælder også vores parlamentsmedlemmer og senatorer fra MAS-IPSP. Halvdelen af dem har solgt sig selv til højrefløjen. De repræsenterer ikke vores stemmer ved valget og de forsvarer ej heller det bolivianske folk”.

Freddy Rojas, leder for FEJUVE i El Alto-bydelen Senkata taler på møde for de sociale bevægelser, der har været aktive mod kuppet, den 26. november 2019 i Lauca Ñ.

Efter mødet i Lauca Ñ er der blevet afholdt en række nationale og regionale møder og kongresser i forskellige sociale bevægelser, hvor det gentagne gange er blevet slået fast, at man ønsker en restrukturering i MAS-IPSP. Bl.a. vedtog CSCIOB – En stor fagforening for småbønder – en resolution den 6. december, hvor de kræver, at man ikke længere skal tillade at højrefløjspolitikere bliver inviteret til at stille op for partiet. Ledelsen for MAS-IPSP har nemlig gennem flere år forfulgt en klassesamarbejdslinje, hvilket bl.a. har betydet at man har indgået valgalliancer med åbenlyst højreorienterede personligheder, der ikke har sine rødder i partiet eller de sociale bevægelser – Læs mere her. Kravet om at MAS-IPSP’s kandidater alene skal vælges blandt de sociale bevægelser og partiets græsrødder, er derfor et udtryk for en venstredrejning i partiet. Og det er også et udtryk for, at det efter kuppet er blevet tydeligt, hvem der har været en del af modstanden, og hvem der hurtigt har søgt alliancer med kupmagerne.

På MAS-IPSP’s nationale kongres i Cochabamba, den 7. december, blev der også rettet stor kritik mod en række af Evos tidligere ministre og nuværende senatorer og parlamentsmedlemmer. Man blev enige om, at der er behov for en restrukturering af partiet, men i første instans er det vigtigst at rette fokus mod det kommende valg og valg af kandidater.

Ekstraordinær kongres i MAS-IPSP, den 7. december 2019 i Cochabamba

Valg af præsident- og vicepræsidentkandidat for MAS-IPSP

Ved MAS-IPSP’s kongres besluttede man, at der var behov for afholdelse af regionale kongresser for sociale bevægelser og græsrødder, hvor man kan debattere hvem man ønsker at indstille som kandidat til præsident og vicepræsident. Men allerede nu er det klart, at der er en række kandidater i spil. I et interview i et mexicansk Tv-program nævnte Evo Morales fire kandidater: 1) David Choquehuanca, der var Evos udenrigsminister fra 2006-2017, 2) Diego Pary, der var udenrigsminister fra 2018-2019, 3) Luis Arce, der var Evos økonomi- og finansminister fra 2006-2017 og igen i 2019, 4) Andrónico Rodríguez, som er viceformand for bøndernes fagforening i den tropiske del af Cochabamba – den fagforening, som hovedsageligt består af cocabønder, som Evo stadig formelt er formand for. Andrónico blev valgt til senator ved det nu annullerede valg den 20. oktober, og han har været en af de eneste fremtrædende personer fra MAS-IPSP som har været en aktiv del af kampen mod kuppet. Pga. den aktive deltagelse i kampen mod kuppet, ønsker højrefløjen at retsforfølge Andrónico for væbnet opstand og terrorisme. Andrónico er også den eneste af de fire nævnte kandidater som opholder sig i landet. Luis Arce har søgt asyl i Mexico, Diego Pary har søgt asyl i Nicaragua og Choquehuanca har også forladt landet (dog uden kendt destination).

Andrónico Rodriguéz taler ved mødet for de sociale bevægelser, der har været aktive mod kuppet, den 26. november 2019 i Lauca Ñ

Udover disse kandidater, bliver Adriana Salvatierra, tidligere formand for senatet, også nævnt. Det samme gør Eva Copa, den nuværende formand for senatet, som har udmærket sig ved at samarbejde ganske tæt med kupmagerne.

Valget af kandidater til præsident og vicepræsident er en afgørende politisk kamp. I det føromtalte interview med det mexicanske TV-program, nævner Evo selv, at valget af kandidater bliver en diskussion om politisk linje og hvem man ønsker at appellere til. Ved at vælge Luis Arce, den tidligere økonomiminister, siger Evo, man kan signalere økonomisk stabilitet, hvilket appellerer til middelklassen, mens en person som Andrónico nok i højere grad taler til kernevælgerne i de sociale bevægelser.

På MAS-IPSP’ kongres udnævnte man Evo som chef for valgkampen, og derfor bliver hans stillingtagen ift. kandidater nok vægtet højt. For at kunne koordinere bedre med de sociale bevægelser og græsrødderne i MAS-IPSP har Evo desuden besluttet at flytte fra Mexico til Argentina, hvor han landede den 12. december. Dette har tirret højrefløjen i Bolivia, og Áñez´ regeringsminister, Arturo Murillo, har gjort det klart, at såfremt Evo træder boliviansk jord, så vil han blive sat i fængsel, under anklager for bl.a. terrorisme og oprør.

På den anden side, blev det i en resolution fra MAS-IPSP’ kongres den 7. december krævet, at kongressen indleder en rigsretssag mod Jeanine Áñez, regeringsministeren Arturo Murillo, forsvarsministeren Fernando López og chefer for militæret og politiet, for deres ansvar i massakrerne mod det bolivianske folk i bl.a. Sacaba og Senkata.

Åben fløjkamp blandt MAS-IPSP’s parlamentarikere

Hvorvidt MAS-IPSP’ parlamentarikere har mod nok til at udnytte deres 2/3 flertal og rent faktisk indlede sådanne rigsretssager mod Jeanine Áñez m.fl.  er et åbent spørgsmål, som afgøres af den interne politiske kamp i partiet. En fløj, der er ledt af Adriana Salvatierra, ønsker at tage sådanne skridt, i respekt for de demokratiske beslutninger på MAS-IPSP’s kongres. Eva Copa, den nuværende formand for senatet, tilhører derimod højrefløjen i MAS-IPSP’s gruppe af parlamentarikere, og hun har afvist enhver konfrontation med kupregimet. Tværtimod holdte Eva Copa en tale den 11. december, hvor hun forsikrede, at vi skal lægge de politiske forskelle til side og arbejde sammen med højrefløjen, sådan at vi kan ”begynde at indånde fred”. Og den 12. december gik Eva Copa skridtet videre, med et direkte angreb mod Adriana Salvatierra og hendes gruppe af ’radikale’ folk i parlamentet; ”Adriana Salvatierra må forstå, at nu er det mig der er formand for senatet. I betragtning af det hårde arbejde med  at pacificere landet (for at) afholde nye parlamentsvalg, lider min person, som formand for den lovgivende forsamling chikane fra nogle radikale grupper”. Derudover gjorde Eva Copa det også klart, at hun vil indlede en retssag mod Adriana Salvatierras far, Hugo Salvatierra, som var Evos første landbrugsminister, fra 2006 til 2007. Sagen mod Hugo Salvatierra drejer sig om en gammel polemik fra hans tid som minister, hvor en donation på 12 traktorer fra Venezuela ikke nåede frem til de tiltænkte personer. At Eva Copa nu truer med at genåbne denne sag, er vand på højrefløjens mølle, da de netop har brugt denne sag til at ødelægge Adriana Salvatierras image.

Højrefløjen er splittet om valg af kandidater

Indtil videre står det klart, at MAS-IPSP bl.a. vil få Carlos Mesa og hans politiske gruppering som modkandidat ved det kommende valg. Men udover ham, har Luis Fernando Camacho, den rabiate leder af civilkomitieen i Santa Cruz, også meldt sit kandidatur. Det var tiltænkt, at Camacho skulle danne par med lederen af civilkomiteen i Potosí, Marco Pumari, men efter mange ugers frieri, endte de i totterne på hinanden, og nu er deres alliance brudt. Derfor er det sandsynligt, at Pumari vil forsøge at stille op alene. En anden højrefløjskandidat er Chi, som blev nummer tre ved valget den 20. oktober. Ved valget stillede han op for PDC, det kristendemokratiske parti, men de har efterfølgende valgt at bakke op om Camacho og vil derfor ikke lade Chi stille op for dem. Hvorvidt Chi ender med at stille op er derfor stadig uvist. En anden der også har meldt sit kandidatur er rigmanden Samuel Doria Medina, som var førsteudfordrer til Evo ved valget i 2014. Endelig er der nogen som har peget på Jeanine Áñez som mulig præsidentkandidat, men det har hun indtil videre afvist.

Ingen garanti for demokratisk afholdelse af kommende valg

Der er endnu ikke nogen dato for et nyvalg, men det ligger klart, at valget formentlig først bliver afholdt i marts eller april 2020. En endelig dato bliver først meldt ud, når valgmyndighederne er blevet besat af helt nye folk, da de forrige embedsfolk blev fyret og, for en stor dels vedkommende, sat i fængsel af kupregimet.

Det er klart, at en hovedopgave for MAS-IPSP og de sociale bevægelser er at forberede sig på valget, sådan at de kan besejre højrefløjen. Men det er også soleklart, at på nuværende tidspunkt er det umuligt at tale om en demokratisk afholdelse af de kommende valg. Som Adriana Salvatierra udtalte den 11. december; ”Den politiske forfølgelse er massiv. Der bliver konstant truet med retssager mod parlamentarikere og sociale ledere. Dette er ikke demokratiske forhold”.

Men med en splittet højrefløj, er der samtidig større chancer for at MAS-IPSP kan vinde et kommende valg. Spørgsmålet er imidlertid om kupmagerne er villige til at overdrage regeringsmagten til MAS-IPSP, efter de har tilkæmpet sig den med militærets og politiets hjælp?

Af samme grund er der også mange der spekulerer over hvilke mekanismer kupregimet vil gøre brug af. Bl.a. har regeringsministeren, Arturo Murillo, truet med, at folk i Chapare, den tropiske del af Cochabamba, ikke skal have lov til at stemme, da han mener det er en bastion for ’narkoterrorisme’. I denne del af landet fik Evo og MAS-IPSP omkring 80-90% af stemmerne ved valget den 20. oktober. Og fra rabiate sektorer blandt højrefløjen lyder kravet, at man skal forhindre MAS-IPSP i at stille op. Samtidig har landets ’civilkomiteer’ afholdt et møde den 7. december, hvor de kræver nedlukning af landets parlament, hvor MAS-IPSP har 2/3 flertal. Nedlukningen af parlamentet skal, ifølge civilkomiteerne, ske såfremt parlamentet vedtager en lov, der sikrer sociale ledere og parlamentarikere mod politisk forfølgelse.

Kupregimets politiske og økonomiske angreb

Udover kampen for at besejre kupmagerne ved valget, må de sociale bevægelser også forholde sig til en række angreb fra kupmagerne på det økonomiske og politiske plan.

Politisk er det klart, at forfølgelsen af de sociale ledere fortsætter. Som eksempel blev bøndernes fagforeningskontor i Santa Cruz by vandaliseret af medlemmer af den fascistiske gruppe Union Juvenil Cruceñista den 26. november. Computere og dokumenter blev sat i brand. Det skete ved højlys dag, i centrum af Santa Cruz, få hundrede meter fra den nærmeste politistation.

Den politiske forfølgelse er også blevet sat i system af regeringsministeren, Arturo Murillo, som har oprettet et særligt antiterrorkorps i politiet, som har til opgave at ”neutralisere” de grupper, som Murillo betegner som ’narkoterrorister’. Denne betegnelse bruger Murillo bl.a. om bønderne fra Cochabamba.

På det økonomiske plan er det tydeligt, at denne regering følger en neoliberal privatiseringsdagsorden. Man har løftet eksportrestriktioner for alle landbrugsvarer, hvilket kan være med til at højne fødevarepriserne. Ministeren for produktiv udvikling har udtalt, at man begynder processen med at frasælge og privatisere statslige selskaber. Og som formanden for Bolivias minearbejderforbund (FSTMB), Orlando Gutiérrez, udtalte den 12. december, så er folk ved at åbne øjnene for, at Jeanine Áñez’ regering er ved at smadre landets økonomi. Samme Orlando Gutiérrez deltog på MAS-IPSP’s kongres den 7. december, hvor han bl.a. udtalte at ”der er tale om en kupregering, der kom til magten via et kup. Nu lever vi under et diktatur”. Det signalerer et skift – i det mindste retorisk – i FSTMB’s position. Tidligere har de nemlig alene betegnet Jeanine Áñez regering som en overgangsregering. Forhåbentlig er der tale om et skift, som også materialiserer sig gennem afholdelse af fagforeningskongresser, hvor man må genrejse fagforeningerne som kamporganisationer. Det er nemlig klart, at kampen mod kupregimet - nu og ved et kommende valg - kun vil kunne lykkes, hvis man formår at aktivere arbejderbevægelsen.

Orlando Gutiérrez, formanden for Bolivias minearbejderforbund (FSTMB), deltog på MAS-IPSP’s kongres den 7. december. Se interview med Orlando her: https://twitter.com/i/status/1203385604567904257

Politisk kamp i fagforeningerne

I den bolivianske fagbevægelse har der gennem en årrække været en politisk kamp mellem forskellige fraktioner. Landets centrale fagforbund, COB, består af både traditionelle fagforeninger såvel som bondeorganisationer. Siden 2006, hvor Evo kom til magten, har ledelsen for COB svinget mellem forskellige positioner, alt afhængig af hvilken fraktion, der har haft flertal. I tiden fra 2006-2009 var man en kritisk støtte af regeringen, og en allieret i kampen mod højrefløjen, der forsøgte at opsplitte Bolivia. I perioden fra 2010-2013, indtog COB en mere kritisk position og var mange gange ude i åben konfrontation med regeringen, for at få dem til at rette ind i spørgsmål vedrørende løn, pension m.v. Fra 2014 til 2016 indgik man en strategisk alliance med regeringen, som bl.a. betød at man fik valgt nogle af sine ledere som kandidater for MAS-IPSP. I 2017 var COB’s linje på ny meget konfrontatorisk over for regeringen, og på et tidspunkt flirtede den daværende leder, Guido Mitma, ovenikøbet med nogle højrefløjsorganisationer. I begyndelsen af 2018, hvor den nuværende leder, Juan Carlos Huarachi, blev valgt, indgik man på ny en tæt alliance med regeringen, som har brugt denne alliance til at lægge låg på forskellige faglige kampe. Dette var med til at understøtte MAS-IPSP’s klassesamarbejdspolitik, som var særlig udtalt fra 2014-2019. I den periode har fagforeningstoppen, i samarbejde med arbejdsministeriet, løbende ageret ’politi’ overfor mere radikale faglige ledere og tillidsfolk på gulvet.

Inde i den bolivianske fagbevægelse er der forskellige strømninger, der groft sagt kan karakteriseres på en skala fra opportunistisk til ultravenstre sekterisk. Et eksempel på sidstnævnte strømning er folkene fra POR, som vi også har omtalt i denne artikel. POR, der kalder sig selv for trotskister og revolutionære antikapitalister, har de sidste 13 år anset Evo og MAS-IPSP som deres hovedfjende. POR hyldede således kuppet den 10. november under overskriften: ”Sejr! Arbejderne fjerner Evo fra magten”. POR har blandt andet kontrol med nogle af de regionale lærerfagforeninger, f.eks. i byerne Cochabamba og La Paz. I resolutioner fra disse lærerfagforeninger var der en åben støtte til kuppet, og efterfølgende har de også opfordret kupregimet til at arrestere ledere fra MAS-IPSP. POR har nemlig i mange år kæmpet mod støtter af MAS-IPSP inde i fagforeningerne, og har derfor ønsket at svække regeringen og dens støtter. Sådanne sekteriske strømninger er en modpol til Huarachis opportunisme.

Mere sunde tendenser, der hverken er sekteriske eller opportunistiske, er at finde blandt minearbejdere fra vigtige statslige mineområder, såsom Huanuni og Colquiri. Fagforeningerne i disse områder har fastholdt en kritisk støtte til MAS-IPSP, og kæmpede i gennem mange år for at få Evos regering til at dreje til venstre i deres politik, f.eks. med krav om nationalisering af multinationale mineselskaber.

Minearbejdere fra den statslige mine Colquiri ankommer til El Alto for at tage del i modstanden mod kuppet. Se også denne video: https://twitter.com/i/status/1195392496639107075

På samme vis er det positivt at høre, at der på mange af de seneste af bøndernes fagforeningskongresser rejses kritik af, at Evos regerings landbrugspolitik, i for høj grad understøttede agroindustriens interesser. Sådanne refleksioner er vigtige og peger på, at fagforeningerne ikke skal være ukritisk støtte for nogen som helst regering, men må forblive kamporganisationer.

Men i den nuværende kontekst, er sagen den, at Juan Carlos Huarachi ønsker at fastholde en bureaukratisk kontrol over COB, hvilket bl.a. er eksemplificeret ved, at han efter valget den 20. oktober udstedte et forbud mod afholdelse af regionale kongresser for COB. I perioden op til kuppet var Huarachi og resten af COB’s ledelse klare i deres forsvar for Evo. Men da kuppet var en realitet, så Juan Carlos Huarachi det for opportunt at gå i dialog med kupregeringen. Fra minearbejderfagforeningen i Huanuni udsendte man ellers en resolution den 18. november, hvor man krævede afholdelse af en ekstraordinær kongres i COB, med deltagelse af alle de mobiliserede organisationer, for at fastlægge en række fælles krav og en plan for kampen mod kuppet. Denne opfordring blev imidlertid ikke imødekommet fra COB’s ledelse, og det var en medvirkende årsag til, at den organiserede arbejderbevægelse kun i mindre grad tog aktiv del i kampen mod kuppet - Det var nemlig hovedsageligt kun bondeorganisationer og enkelte lokale fagforeninger, såsom de rurale folkeskolelærere og nogle minearbejderfagforeninger, der var en del af mobiliseringerne fra den 11-25 november.

CREATOR: gd-jpeg v1.0 (using IJG JPEG v62), quality = 96

Fagforeningen for folkeskolelærere på landet i La Paz departementet  var en af de få faglige organisationer som aktivt tog del i kampen mod kuppet.

Men Huarachis position er imidlertid noget vaklende, fordi den 7. december deltog han på MAS-IPSP’s kongres, hvor han meddelte, at COB nu vil støtte enheden mellem de forskellige sociale organisationer og MAS-IPSP frem mod et kommende valg. Dette skift kan være et udtryk for, at Huarachi vurderer, han har bedst chance for at fastholde grebet om COB, hvis han læner sig op af bondeorganisationer m.fl., der utvetydigt støtter op om MAS-IPSP.

Uanset hvad, er det klart, at den politiske kamp internt i fagbevægelsen er af stor vigtighed for udviklingen i Bolivia. Det er afgørende at mobilisere til kamp mod kupmagerne og deres politiske agenda, som vil medføre store forringelser for de allerfattigste i Bolivia. Og i denne kamp er det vigtigt at fastholde en enhed mellem arbejderbevægelsen og bondebevægelsen.