Mens hele landet militariseres, forbereder højrefløjen indsættelsen af en ultrakonservativ ’overgangsregering’

Af Jeppe Krommes-Ravnsmed*



Evo Morales, den længst siddende præsident i Bolivias historie, er blevet tvunget fra magten af landets militære styrker. For første gang siden tilbagevenden til demokratiet i 1982, oplever Bolivia på ny et statskup. Som vi skrev for få dage siden, har krisen udviklet sig eksplosivt siden valget den 20. oktober.

Oppositionens ’cilvilstrejker’ og voldsbølge

Siden Evos jordskredssejr ved valget i 2005, har landets ultrakonservative magtelite mislykkedes i deres forskellige forsøg på at vælte Evo af pinden. Derfor var det en våd klud i ansigtet på dem, da de ved valget den 20. oktober netop ikke fik nok stemmer til at sikre en anden valgrunde om præsidentposten. Med et flertal af stemmerne i 42 ud af landets 63 valgkredse, sikrede Evos parti, MAS-IPSP, sig også på ny flertal i både parlament og senat. Dette var en uacceptabel situation for oppositionen, som straks iværksatte voldelige angreb på offentlige institutioner, og ildspåsættelse af regionale valgkontorer i 7 ud af Bolivias 9 departementer. Dette blev efterfulgt af en 3 uger lang ’civilstrejke’ i flere dele af landet, bl.a. i det østlige departement Santa Cruz, som er oppositionens højborg. Denne ’civilstrejke’ indbefattede nedlukning af alle fabrikker og arbejdspladser, hvormed de ansatte blev sendt hjem uden løn, samt vejblokader og patruljering i gaderne for at kunne true alle småhandlende til at holde deres boder og butikker lukkede. Folk der modsatte sig blev ofre for voldelige repressalier og angreb, som det f.eks. skete i arbejderkvarteret Plan 3000 i Santa Cruz, hvor fem mennesker blev hårdt såret af skud, da de ønskede at bryde højrefløjens blokade.

Højrefløjens støtter skyder og sårer fem personer i Plan 3000 i Santa Cruz, den 28.okt. Billede: Red Uno

I takt med at konflikten udviklede sig, ændrede oppositionen sine krav. Først krævede de en ny valgrunde til præsidentposten, dernæst krævede de, at hele valghandlingen til præsidentposten og parlament skulle gå om, og til sidst krævede de Evos afgang.

Det radikale modsvar som udeblev

I denne kontekst var der behov for et radikalt modsvar for at bekæmpe det kupforsøg, som tegnede sig mere og mere klart i horisonten. Ved en demonstration i La Paz den 5. november, hvor hundredtusinder af støtter af Evo var samlet, vedtog man en resolution, der pegede på hvilke initiativer de sociale bevægelser måtte igangsætte. Bl.a. truede man med at besætte og reaktivere alle de fabrikker, som højrefløjen havde paralyseret for at sabotere økonomien. To dage senere, den 7. november, var der en kæmpe demonstration i San Julian, en landkommune, der er en af regeringens største bastioner i Santa Cruz departementet. Forsamlingen annoncerer at man vil besætte agroindustriens fabrikker, for at modsvare højrefløjens kupforsøg. Ingen af disse initiativer når imidlertid at konkretisere sig.

Politiet melder sig under oppositionens faner

Den 8. og 9. november gør landets politistyrker oprør og melder sig under oppositionens faner. I flere byer marcherer politiet sammen med oppositionens demonstranter og kræver Evos afgang. Politifolkene forskanser sig på deres kaserner, og efterlader dermed alle regeringsbygninger ubevogtede.


Fascistisk voldsbølge

Med politiet væk fra gaderne, havde højrefløjens voldsgrupper frit spil til at kunne angribe sine politiske modstandere. I Cochabamba bliver bondefagforeninger og partisæder for MAS-IPSP angrebet og sat i brand. I La Paz besætter højrefløjen kontorerne for landets statslige tv og radio, og truer journalisterne til at forlade stedet. I flere departementer, heriblandt Potosí, Oruro og Cochabamba sætter højrefløjens støtter ild til forskellige ministres private hjem. Samme skæbne lider Evo Morales søsters hus i Oruro.


Regeringens naive tiltro til ’det internationale samfund’ og OAS

Selv i denne tilspidsede kontekst blev regeringen ved med at insistere på, at ’det internationale samfund’ ville være garant for demokratiet i Bolivia. Bl.a. havde man inviteret OAS – Organisation af Amerikanske Stater – til at lave en revision af valghandlingen, for derved at give legitimitet til valgresultatet. Dette på trods af at forskellige sociale bevægelser havde modsat sig indblanding fra OAS. En organisation der åbent støtter de mest højreorienterede regeringer i Latinamerika og som betegner de igangværende protester i Chile som en konspiration fra Venezuela og Cuba. OAS havde allerede den 23. oktober meldt ud, at de mente der burde være en anden valgrunde om præsidentposten i Bolivia, uanset hvad landets love siger.

Den 10. november kom OAS så med en foreløbig rapport, hvor de konkluderer at de mener der bør holdes nyvalg. Dette på trods af at de selv pointerer at Evo har vundet valget. Men de mener dog ikke, det er sandsynligt at han har fået 10% mere end sin nærmeste modkandidat, Carlos Mesa. Men hvis dette var tilfældet, så burde konklusionen være, at der skulle holdes en anden valgrunde om præsidentposten, og ikke nyvalg, hvilket også indebærer valg til parlament. Dette viser med al tydelighed at der er tale om en politisk rapport, til fordel for oppositionen. Hvis man kigger nærmere på de ’uregelmæssigheder’, som OAS peger på i deres rapport, så må der også rejses alvorlige tvivl. De kritiserer bl.a. at man blev nødt til at flytte stemmeoptællingen i to af landets departementet, fra en by til en anden by. Men de mangler at fortælle, at grunden til at man måtte flytte stemmeoptællingen af de sidste stemmer i Potosí og Chuquisaca, var fordi højrefløjens støtter havde brændt de regionale valgkontorer ned. En anden ’uregelmæssighed’ de peger på, er, at Evo fik hovedparten af de sidste 5% optalte stemmer. Ud af de sidste 5% optalte stemmer fik Evo 60,5%, mens Mesa fik 23,8%. Dette finder OAS usandsynligt. Men hvorfor er det usandsynligt, når de sidste 5% af stemmerne stammede fra landkommuner, hvor opbakningen til Evo traditionelt er langt størst? En amerikansk organisation, CEPR, har analyseret alt valgdata, som er fuldt tilgængeligt for offentligheden, og konkluderer, at der ingen tegn er på valgfusk.1

Evo udskriver nyvalg, men efterfølgende må han træde tilbage, efter pres fra hæren

På trods af de meget politiske konklusioner i OAS’ rapport, vælger Evo om morgenen den 10. november at udskrive nyvalg. Oppositionen, der indtil nu havde afvist at anerkende OAS’ revision af valget, går nu ud og klamrer sig til OAS’ rapport, da dens konklusioner understøtter deres agenda. Men udsigten til nyvalg tilfredsstiller ikke den rabiate højrefløj, som kræver at Evo træder tilbage med det samme. I løbet af søndagen fortsætter højrefløjens støtter sine voldelige angreb på boliger tilhørende politikere fra MAS-IPSP. Bl.a. tages en ministers bror tilfange og trues på livet, hvis ikke ministeren træder tilbage. Da dagen er omme er flere end 50 politikere fra MAS-IPSP trådt tilbage efter trusler og pres fra højrefløjen. Det drejer sig både om ministre, guvernører, borgmestre, senatorer og parlamentsmedlemmer. Da hæren melder ud, at de kræver Evos afgang, er kuppet de facto en realitet. Sammen med vicepræsidenten, Álvaro Garcia Linera, sundhedsministeren og en række rådgivere flyver Evo til Cochabamba, hvor han lander i Chimore, den tropiske del af departementet, hvor cocabønderne har deres hovedsæde. Derfra meddeler Evo og Álvaro i en tv-tale til nationen, at de træder tilbage, som følge af kuppet. Samtidig slog de fast, at de vil fortsætte den politiske og sociale kamp, og med reference til den gamle indianerleder, Tupac Katari, siger Álvaro, at ”vi vil vende tilbage i milliontal”.

COB’s og de forskellige fagforeninger rolle

Landets centrale fagforeningssammenslutning, COB, har gennem en årrække været en af regeringens vigtigste støtter. Men hvor man tidligere fastholdt en vis uafhængighed, har den nuværende centrale ledelse for COB i flere år givet ukritisk støtte til MAS-IPSP, på trods af at regeringen flere gange er kommet i klinch med forskellige sociale bevægelser i deres faglige og sociale kampe. Dette har ført til splittelse, og i takt med at krisen har udviklet sig, har en lang række lokale fagforeninger vendt ryggen til såvel COB’s ledelse som regeringen. Særligt i Chuquisaca og Potosí har splittelsen været mærkbar. I Potosí, det geografisk fattigste område af Bolivia, hvor en stor del af landets rige sølvminer ligger, har befolkningen været ude i en lang social kamp, der også gik forud for selve valget. De enorme lithiumreserver, som måske er verdens største, der befinder sig under saltsøen ’Salar de Uyuni’, var blevet overdraget til et tysk firma, hvilket affødte vrede, da det blev anset som en ny udplyndring af Bolivia og i særlig grad af Potosí departementet. På trods af, at regeringen i løbet af krisen, den 3. november, valgte at annullere aftalen med det tyske firma, var skaden sket. En stor del af de lokale fagforeninger var blevet skubbet i armene på højrefløjen, i deres kamp for at vælte Evo. Bedre blev det ikke den 9. og 10. november, hvor en delegation af folk fra Potosí og Chuquisaca, som ville rejse til La Paz for at støtte højrefløjens demonstrationer for nyvalg, blev angrebet af bondeorganisationer, der er loyale overfor regeringen. Denne konfrontation fik som effekt, at endnu flere fagforeninger, inklusiv minearbejderne, og til sidst COB’s nationale ledelse, gik ud og anbefalede Evo at træde tilbage. Man ville ikke ende ud i en situation hvor fattige arbejdere og bønder kæmpede imod hinanden.

Men uafhængigt af, at en del af arbejderklassen og bønderne i løbet af krisen er gået over på oppositionens side, ændrer det ikke på, at det er dybt reaktionære interesser, der er de styrende i dette kup mod Evo. Og når de først har vundet magten, vil de gå hårdt til angreb på fagforeninger og sociale organisationer.

De økonomiske og politiske interesser, der ligger bag kuppet

Oppositionens topfigur, Carlos Mesa, var præsident fra 2003 til 2005, og Vicepræsident fra 2002 til 2003. Han kom til magten efter Gonzalo Sanchez de Lozada (Goni) flygtede til USA i oktober 2003, som følge af gaskrigen, hvor militæret havde dræbt 73 mennesker. Mesa selv forlod posten i maj 2005, da en ny revolutionær opstand krævede nationalisering af gassen, hvilket han havde modsat sig. Udover Mesa og de andre højrefløjspartier, har de såkaldte civilkomiteer også spillet en afgørende rolle i kuppet. Karakteren af disse komiteer varierer fra departement til departement. I Santa Cruz er civilkomiteen en åbenlys reaktionær forsamling, der historisk har støttet flere militærdiktaturer. I andre departementer er civilkomiteerne en mere broget flok, og i eksempelvis Potosí, har civilkomiteen opnået en vis opbakning fra forskellige sociale organisationer. Lederen af civilkomiteen i Santa Cruz, Luis Fernando Camacho, har gennem hele krisen været den mest rabiate repræsentant for oppositionen, og han var også den første til åbent at opfordre militæret til at vælte Evo.

Det program som oppositionen ønsker at gennemføre er ultrakonservativt og dybt reaktionært. De ønsker bl.a. at gøre Bolivia til en føderal stat, hvilket f.eks. vil indebære, at indtægter fra råstofudvinding i et enkelt departement hovedsageligt vil tilfalde departementet, mens staten for et mindre råderum til at lave offentlige investeringer i hele landet. Samtidig ønsker de at understøtte flere udenlandske investeringer gennem sænkning af skatterne m.v. Dette vil medføre en tilbagevenden til den neoliberale periode, der var før Evo kom til magten, som var kendetegnet ved privatiseringer, udsultning af den offentlige sektor og en galoperende fattigdom.

Og på landbrugsområdet ønsker oppositionen at give mere støtte til agroindustrien og de store godsejere, mens de fattige småbønder, de jordløse og de indfødte folk uden tvivl kan se en hårdere fremtid i møde.

Næstefter Mesa fik en ultrakonservativ kandidat, Chi Hyun Chung, af koreansk oprindelse også en del opbakning ved valget. Han gjorde sig i valgkampen især bemærket med udtalelser, hvor han retfærdiggjorde vold mod kvinder og gik til angreb på homoseksuelle.

Efter kuppet: militarisering af hele landet og krav om indsættelsen af en ’overgangsregering’

Efter kuppet var en realitet, udbrød der kampe i flere dele af landet. Især i El Alto og La Paz er det gået hårdt for sig. Støtter af regeringen angreb politistationer og industrier som tilhører den økonomiske magtelite i Santa Cruz. Fra højrefløjens side gik man til angreb på flere boliger tilhørende politikere fra MAS-IPSP og i Cochabamba blev Evos egen bolig angrebet. Venzuelas ambassade i La Paz var også udsat for et voldsomt angreb. Politiet, som indtil da havde forskanset sig på deres kaserner, kom nu på gaden, og i El Alto skød de med skarpt og sårede flere demonstranter, der protesterede mod kuppet, bl.a. en lille pige. I Cochabamba igangsætter cocabønderne vejblokader og fysisk forsvar af Evo, som Camacho, lederen af civilkomiteen i Santa Cruz, har meddelt vil blive anholdt. Samme Camacho insisterer på at ’civilstrejkerne’ skal fastholdes et par dage endnu, indtil der er blevet indsat en ’overgangsregering’. Det er vigtigt at huske på, at MAS-IPSP har 2/3 flertal i parlament og senat frem til, at den nuværende valgperiode udløber den 20. januar 2020. Men Camacho kræver at der indledes retssager mod alle politikere fra MAS-IPSP, samt mod Evo, Álvaro og alle regeringens ministre. Camacho og resten af oppositionen ønsker en ’overgangsregering’, der kan tjene deres interesserer frem mod et kommende valg. Og de ønsker allerede nu at kunne sætte sig på hele statsapparatet for at kunne kontrollere udviklingen frem mod et sådant valg. Formelt vil præsidenten for en sådan overgangsregering sandsynligvis blive senatoren Jeanine Áñez, der tilhører højrefløjen. Hun er i dag anden vicepræsident for senatet, og efter en række tilbagetrædelser fra politikere tilhørende MAS-IPSP er hun i teorien næste person i rækken til at overtage præsidentposten efter Evo. Men det kræver, at MAS-IPSP støtter op, fordi de har formelt stadig flertallet i parlamentet og senatet. Spørgsmålet er om de overhoved bliver givet et valg.

Samtidig med disse meldinger fra oppositionslederne, meddeler militæret at de sender tropper på gaden i hele landet, for at nedkæmpe opstande fra støtter af Evo. Den nyudnævnte politimester i Santa Cruz, Miquel Mercado, udtaler at ”slangens hoved er blevet hugget af, men kroppen bevæger sig stadig, så derfor iværksætter vi operationer for at få kontrol med situationen” .

Militæret og politiet har indtaget gaderne i alle landets byer. Se video fra El Alto her: https://www.youtube.com/watch?v=QTPrYTTm1Ik



Evo forlader landet, mens situationen udvikler sig

Omkring midnat, den 11. november, blev Evo hentet i Chimore af et fly fra det mexicanske militær. Som følge af de seriøse trusler mod hans liv, blev han tvunget til at søge asyl i Mexico. Samtidig med at Evo forlader landet, er det meget symbolsk at en række tidligere centrale oppositionsfolk meddeler, at de vil vende tilbage til Bolivia. Heriblandt den tidligere landbrugsminister under Goni, som har været på flugt fra det bolivianske retsvæsen, siden massakren på 73 mennesker i El Alto under gaskrigen i 2003. Selvsamme minister beder om amnesti til alle militærfolk, der var impliceret i selvsamme massakre.

På den centrale regeringsplads i La Paz brænder politi og oppositionsstøtter wiphala-flaget, der er symbol for Bolivias indfødte folk. Og i Santa Cruz beordrer politichefen sine politifolk til at fjerne wiphala-flaget fra deres uniformer, som har haft dette flag siddende siden landets nye grundlov fra 2009 fastslog at wiphala-flaget er et nationalt symbol, på lige fod med det bolivianske flag. Reaktionen fra sociale bevægelser i El Alto lod ikke vente på sig. Tusinder af folk marcherede i gaderne med wiphala-flag i hånden og råbte ”borgerkrig”. Dette er en meget farlig situation, som bliver brugt af oppositionen til at kræve endnu mere undertrykkelse.

Se også denne video: https://www.facebook.com/LaResistenciaBo/videos/vb.1334534706632166/423419051632830/?type=2&theater&hc_location=ufi



Men hvis denne kamp gøres til et spørgsmål om etnicitet og racisme, vil splittelsen mellem land og by og mellem forskellige departementer i Bolivia blive mere mærkbar. Denne splittelse vil borgerskabet kunne bruge til at kontrollere arbejderbevægelsen. COB og landets andre store fagforeninger må ikke lade dette ske. Der er behov for en ledelse, der kan føre an i kampen mod at dette borgerlige kup konsoliderer sig. En sådan kamp kan kun lykkes, hvis skytset rettes det rette sted hen. Derfor må kampen blive en klassekamp, med udgangspunkt i et revolutionært program, der sigter mod at fratage den økonomiske magt fra dem der understøtter kuppet. Dvs. gennem overtagelse af alle de fabrikker, som er blevet holdt lukkede under ’civilstrejken’, og ekspropriering af alle de multinationale selskaber, der kommer fra lande, der støtter kupmagerne.

Behov for international solidaritet

Konsekvenserne af kuppet mod Evo vil ikke kun kunne mærkes i Bolivia, men også i resten af Latinamerika, hvor højrekræfter er kommet til magten i flere lande over de senere år. Det er ikke uden grund, at Bolsonaro fra Brasilien, Duque i Colombia, Piñera i Chile, samt Guiadó fra Venezuela, alle har været ude og hylde oppositionen. Men uanset hvor ihærdigt højrefløjen i Bolivia forsøger at betegne deres kup, som værende demokratisk, så taler begivenhederne sit tydelige sprog. Kuppet må afføde massiv international fordømmelse fra alle sande demokrater. Hvis OAS forholder sig neutral, så er deres medskyld i kuppet for alvor blevet afsløret.

Arbejderbevægelsen må udvise solidaritet med det bolivianske folk, som er blevet frarøvet den valgsejr, de opnåede ved valget den 20. oktober. I Danmark vil vi tage initiativ til en demonstration – den kommer til at foregå nu på lørdag ved middagstid i København. Nærmere info følger.





*Jeppe Krommes-Ravnsmed var bosiddende i Bolivia fra 2006 til 2011. Han har boliviansk familie og har skrevet adskillige artikler om situationen i Bolivia.



5