Af Jeppe Krommes-Ravnsmed

Situationen i Bolivia radikaliseres dag for dag. Efter præsidents- og parlamentsvalget, den 20. oktober, befinder landet sig nu i en eksplosiv krise, hvor højrefløjen forsøger at gennemtvinge et kup. Løsningen på denne krise afgør ikke kun hvem der skal være præsident, men også langt mere skæbnesvangre spørgsmål omkring Bolivias fremtidige økonomiske og politiske udvikling.

I denne artikel vil vi give en baggrundsforståelse for krisen og opridse nogle mulige perspektiver. Men først og fremmest er der behov for at beskrive den aktuelle situation i landet.

Valg den 20.oktober – sejr til Evo Morales, trods faldende opbakning

På valgaftenen, den 20. oktober, jublede oppositionen. Exitpolls og foreløbige prognoser angav at Evo Morales netop ikke havde fået nok stemmer, til at kunne undgå en anden valgrunde. Efter 13 år med Evo ved magten lugtede højrefløjen blod. Men da det endelige resultat blev offentliggjort, stod det klart at Evo havde fået 47,08%, mens hans nærmeste modkandidat, Carlos Mesa, blot havde fået 36,51% af stemmerne. Sejr i første valgrunde kræver nemlig 50% + 1 stemme, eller alternativt et flertal på 10 procentpoint til nærmeste konkurrent. Evos flertal var på 10,57% af stemmerne.

I 6 ud af Bolivias 9 departementer fik Evo flest stemmer, og Evos parti, MAS-IPSP, vandt samtidig flest stemmer i 42 ud af Bolivias 63 valgkredse, ved valget til parlament. Det betyder at MAS-IPSP opnår flertal i både parlamentet og senatet. Men til forskel fra ved sidste valg i 2014, har de ikke længere 2/3 flertal. I parlamentet (underhuset) har de 81 af 130 pladser, og i senatet (overhuset) har de 21 af 36 pladser.

MAS-IPSP blev det største parti i 42 ud af 63 valgkredse. Kort lavet af Jeppe Krommes-Ravnsmed i Arcgisonline. Se fulde kort her: https://www.arcgis.com/apps/View/index.html?appid=9c55d50f9bcf4ae9a370a280a439c16d

På trods af valgsejren var resultatet stadig skuffende og et nederlag for den nuværende politiske linje i MAS-IPSP. For fem år siden, i 2014, fik Evo 61% af stemmerne, mens opbakningen i år kun var 47%. I absolutte tal har Evo ’kun’ mistet’ 200.000 stemmer, med 2,9 mio. stemmer i år mod 3,1 mio. i 2014. Men til gengæld har de forskellige oppositionspartier modtaget opbakning fra 3,2 mio. vælgere i år mod 2,3 mio. ved valget i 2014.  Der var i år omkring 1 mio. flere stemmeberettigede end i 2014.

Ser man på fordelingen af stemmer, er det også klart at MAS-IPSP har tabt meget terræn i byerne. Bortset fra i El Alto, taber MAS-IPSP i alle landets største byer. Og også på landet, hvor MAS-IPSP stadig vinder i næsten alle valgkredse, er opbakningen langt mindre end for fem år siden.

På trods af valgsejren er der grund til bekymring over resultatet. Graf lavet af Jeppe Krommes-Ravnsmed

 

Vejblokader, voldelige sammenstød, udenlandsk indblanding og forsøg på statskup

Allerede inden Bolivias valgmyndighed havde færdiggjort finoptællingen, den 25.oktober, brød urolighederne ud i landet. De foreløbige prognoser baserer sig på et system, hvor de 34.555 valgsteder sender et billede (på mms) af deres optælling til den regionale valgmyndighed. På valgaftenen, den 20. oktober, offentliggjorde man, på baggrund af 83,76% af stemmerne fra hurtigoptællingen, et resultat der signalerede at der skulle være en anden valgrunde. Herefter valgte valgmyndigheden imidlertid at suspendere opdateringen af denne hurtigoptælling, og i stedet koncentrere sig om finoptællingen. Finoptællingen baserer sig på en fysisk optælling af alle stemmer, når disse er bragt til den regionale valgmyndighed i hvert departement. Dette affødte imidlertid store protester, og dagen efter, den 21. oktober, offentliggjorde valgmyndigheden en ny prognose, baseret på 95,63% af stemmerne fra hurtigoptællingen, som nu viste at Evo havde vundet en snæver sejr – uden behov for en anden valgrunde. Dette resultat blev bekræftet den 25. oktober, da finoptællingen var afsluttet.

Oppositionen anser denne pause i opdateringen af resultaterne fra hurtigoptællingen som en indikation på valgfusk. Derfor mobiliserede de deres støtter i flere byer i landet, og i syv regioner blev de regionale valgkontorer angrebet og sat i brand. I to byer, Potosí og Sucre, var angrebene på valgkontorerne så voldsomme, at man måtte flytte optællingen af de sidste stemmer til andre byer i de to regioner. De følgende dage og uger er situationen eskaleret:

·       21-22 oktober:

Ø  Valgobservatører fra EU beskriver valget som værende fuldstændigt demokratisk, gennemsigtigt, troværdigt og uden nogen som helst antydninger af valgfusk.

Ø  Oppositionens støtter angriber og sætter brand til regionale valgkontorer i Sucre, Potosí, Oruro, Cobija, Trinidad og Santa Cruz. I Tarija angribes de nationale skattemyndigheder.

·       23. oktober:

Ø  OEA (Organisationen af Amerikanske Stater) annoncerer, at de mener der bør være en ny valgrunde, uanset hvad bolivianske love siger, da de mener Evos valgsejr har været meget lille.

Ø  USA’s ambassadør i OEA anklager Bolivias regering for valgfusk.

Ø  Bolivias regering inviterer OEA til at foretage en revision af hele valghandlingen, så de kan verificere, at der ikke har været nogen uregelmæssigheder.

Ø  I flere af Bolivias departementer beslutter højrefløjens institutioner, de såkaldte ’civilkomiteer’, at igangsætte massive ’civilstrejker’, indtil der bliver udskrevet en anden valgrunde om præsidentposten. Disse ’civilstrejker’ indbefatter to ting: 1) En lockout af alle ansatte, som derved ikke får løn, 2) Vejblokader og patruljering i gaderne, så man forhindrer småhandlende i at åbne deres butikker, og børn og unge i at nå frem til deres skoler. Eftersom 70% af Bolivias befolkning ernærer sig i den uformelle sektor, som småhandlende, taxichauffører m.v. er en sådan ’civilstrejke’ et hårdt slag mod deres privatøkonomi.

’Civilstrejkerne’ og vejblokaderne igangsættes bl.a. i Santa Cruz (hele departementet) og i enkelte større byer, herunder Potosí, Sucre, Cochabamba og Tarija.

·       24. oktober:

Ø  EU annoncerer at de nu støtter kravet fra OEA om ny valgrunde om præsidentposten.

Ø  Gadekampe i Santa Cruz og i enkelte provinser, mellem støtter og modstandere af ’civilstrejken’.

·       25. oktober:

Ø  Den nationale valgmyndighed afslutter finoptællingen, som bekræfter sejr til Evo – uden behov for anden valgrunde.

·       27. oktober:

Ø  I nogle af Santa Cruz’ provinser mobiliserer sociale bevægelser for at forsvare Evos valgsejr.

·       28. oktober:

Ø  Oppositionens krav er ikke længere en anden valgrunde om præsidentposten, men annullering af hele valget.

Ø  I det største arbejderkvarter i Santa Cruz by, Plan 3000, der er en af regeringens bastioner, forsøger de lokale folk at bryde højrefløjens vejblokader. Oppositionens støtter svarer igen ved at skyde med skarpt og 5 personer bliver hårdt såret af pistolskud.

Oppositionens støtter i Santa Cruz skyder med skarpt og sårer fem personer, da lokale i arbejderkvarteret Plan 3000 forsøger at bryde højrefløjens vejblokader. Billede fra Red Uno.

·       29. oktober:

Ø  Samme dag som USA udsender trusler mod Bolivia, accepterer regeringen, at den revision af valget, som man har inviteret OEA til at foretage, skal have en ’bindende’ karakter. Dvs. at man reelt lader OEA diktere om der skal være nyvalg eller ej.

Ø  Oppositionen afviser at anerkende OEA’s revision af valget.

·       30. oktober:

Ø  Voldelige sammenstød i Montero, Santa Cruz departementets næststørste by, som efterlader to dræbte. Begge døde var støtter af oppositionen, som hurtigt erklærer de døde for ’martyrer’ i kampen for demokrati

·       31. oktober:

Ø  Oppositionen radikaliserer deres krav. Nu kræver de at Evo træder tilbage, uden mulighed for at deltage i et eventuelt nyvalg.

·       2. november:

Ø  Ved en forsamling i Santa Cruz for støtter af oppositionen og de såkaldte ’civilkomiteer’, giver lederen af civilkomiteen i Santa Cruz, Luis Fernando Camacho, et ultimatum på 48 timer til Evo. Hvis ikke han træder tilbage, vil de fjerne ham med magt.

·       3. november:

Ø  Regeringen annullerer et meget kritiseret dekret, som gav et tysk firma mulighed for at udnytte de store lithiumreserver i Salar de Uyuni. En aftale der mødte stor modstand i Potosí departementet, da den blev anset som en ny udplyndring af Bolivia og det fattige departement, uden reel mulighed for industrialisering. 

·       4. november:

Ø  Camachos ultimatum til Evo udløber, og ved en ny demonstration i Santa Cruz beslutter oppositionen at iværksætte en overtagelse af alle statslige institutioner, og en nedlukning af landets grænser gennem fysiske blokader.

Ø  Camacho meddeler samtidig at han tirsdag den 5. november vil deltage i en demonstration i La Paz, der vil forsøge at nå regeringsbygningerne, hvor han vil tvinge Evo til at skrive under på en tilbagetrædelsesbegæring.

Ø  Sidstnævnte er en klar provokation, som er direkte rettet mod Militæret. Camacho opfordrer nemlig åbent militæret til at vælte regeringen.

Ø  Militæret udsender deres første meddelelse siden begyndelsen på konflikten. I denne meddelelse erklærer de, at de vil ”forsvare demokratiet” og ”sikre respekten for grundloven”. Spørgsmålet er imidlertid om de væbnede styrker har tænkt sig at forsvare civilkomiteernes demokrati eller Evos demokrati?

·       5. november:

Ø  Camacho ankommer til lufthavnen i El Alto, men tusindvis af støtter af regeringen har blokeret for udgangene, og efter 10 timer må han vende tilbage til Santa Cruz. Demonstranterne i lufthavnen ville have Camacho til at skrive under på et dokument, hvor han meddeler, at han træder tilbage som præsident for civilkomiteen i Santa Cruz.

Ø  Massiv demonstration til støtte for Evo i La Paz. Flere hundredtusinder mennesker, heriblandt minearbejdere, cocabønder, indfødte folk og mere end 100 sociale bevægelser er forsamlet for at bekæmpe forsøget på statskup.

·       6. november:

Ø  Ved en jubilæumsfejring i La Paz af Bolivias søværn, anmoder Evo militæret om at støtte op om landets suverænitet.

Ø  Voldsomme gadekampe i La Paz mellem minearbejdere der støtter Evo og grupper der støtter oppositionen.

Ø  Voldsomme gadekampe i Cochabamba, i kommunen Quillacollo, efterlader 89 sårede og en død. Den døde person, som ifølge hans egen familie var betalt af oppositionen for at blokere en vej, døde da han forsøgte at affyre noget sprængstof.  

Ø  Ved kampene i Cochabamba angriber den fascistiske gruppe Resistencia cochala fagforeningssæder, og de sætter ild til rådhuset i kommunen Vinto, hvor de også tager borgmesteren til fange. De klipper hendes hår af og overdænger hende med rød maling, inden hun flere timer senere bliver befriet af politiet.

Borgmesteren fra Vinto i Cochabamba departementet blev taget til fange af fascistister, som klippede hendes hår og overhældte hende med maling. Billede fra Bolivia Tv

 

 

·       7. november:

Ø  Camacho er ankommet til La Paz og siger han vil blive indtil Evo er trådt tilbage.

Ø  Stor demonstration i El Alto til støtte for Evo og imod kupforsøget.

 

 

 

 

 

Stor demonstration i El Alto til støtte for Evo og imod kupforsøget, den 7. november. Billede fra Bolivia Tv.

 

Karakteren af oppositionen og det igangværende kupforsøg

Krisen har udviklet sig eksplosivt i Bolivia over de seneste uger. Det er imidlertid vigtigt at forstå hvilke aktører, der agerer brikker i højrefløjens kupforsøg.

·       Højrefløjens politiske partier:

Op til valget var der stor strid i blandt de forskellige højrefløjspartier, som endte med at opstille en række forskellige kandidater. Den der fik mest opbakning var Carlos Mesa, som har en gruppering der hedder ’Comunidad Ciudadania’ (CC, Borgernes Fællesskab). Mesa var præsident fra 2003 til 2005, og Vicepræsident fra 2002 til 2003. Han kom til magten efter Gonzalo Sanchez de Lozada (Goni) flygtede til USA i oktober 2003, som følge af gaskrigen, hvor militæret havde dræbt 73 mennesker. Mesa selv forlod posten i maj 2005, da en ny revolutionær opstand krævede nationalisering af gassen. Mesa fik, som nævnt tidligere, 36,51% af stemmerne ved valget den 20. oktober i år.

Næstefter Mesa og hans parti, CC, fik en ultrakonservativ kandidat, Chi Hyun Chung, af koreansk oprindelse også en del opbakning. Han gjorde sig i valgkampen især bemærket med udtalelser, hvor han retfærdiggjorde vold mod kvinder og gik til angreb på homoseksuelle. Ligesom Bolsonaro i Brasilien, har han især høstet stemmer fra en del evangeliske kirkelige samfund, som er i voldsom vækst i Bolivia. Chi fik 8,8% af stemmerne.

Sidste nævneværdige parti er BDN (Bolivia Dice No, Bolivia Siger Nej), som var anført af Oscar Ortíz, der repræsenterede den traditionelle magtelite i Santa Cruz. Han fik imidlertid kun 4,5% af stemmerne, da de fleste valgte at bakke op om Mesa, da han tegnede sig som kandidaten med størst chancer.

·       Civilkomiteerne:

I de fleste af landets regioner er der en række såkaldte civilkomiteer, som samler en række civile organisationer. Karakteren af disse komiteer varierer fra departement til departement. I Santa Cruz er civilkomiteen en åbenlys reaktionær forsamling, der historisk har støttet flere militærdiktaturer. I andre departementer er civilkomiteerne en mere broget flok, som i nogle tilfælde også har nogle mere progressive elementer end tilfældet i Santa Cruz. Dette er f.eks. sagen i La Paz, hvor man har den såkaldte ’Nationale komite til forsvar for demokratiet’ (Conade). Endeligt er der civilkomiteen i Potosí departementet, COMCIPO, som i adskillige omgange de senere år har afholdt regionale civilstrejker imod regeringen. Senest har COMCIPO stået i spidsen for kampen imod regeringens plan om at overdrage departementets enorme lithiumreserver til et tysk firma i 70 år. Pga. disse sociale kampe har COMCIPO i højere grad end i de resterende departementer opnået en vis opbakning fra arbejderklassen, småbønderne og de indfødte folk.

·       Fascistiske grupperinger

I flere departementer af Bolivia har ekstremt højreorienterede fascistiske grupperinger fået en vis grobund, og i takt med at konflikten udvikler sig har disse grupperinger opnået en vis tilslutning. Det drejer sig om Union Juvenil Cruceñista fra Santa Cruz, der gennem årtier har været civilkomiteens radikale og bevæbnede gren, der ikke viger tilbage for at ty til vold og angribe politiske modstandere. I Cochabamba eksisterer en tilsvarende gruppe kaldet Resistencia juvenil cochala, der nu er begyndt at angribe fagforeningssæder for de fagforeninger der støtter MAS-IPSP. Gruppen Resistencia cochala betegnes som falangistisk, i stil med diktatoren Francos parti i Spanien. Falangistiske grupper eksisterer også i Sucre, hvor de spiller en vis rolle i mobiliseringerne. 

·       Militæret:

Hvis Evo bliver tvunget fra magten, og der udnævnes en overgangsregering frem mod afholdelse af nye valg, vil militærets støtte være afgørende. Bolivia har verdensrekord i antallet af statskup (over 160) og især perioden fra 1936-1982 var meget tumultarisk. Evo er imidlertid den længst siddende præsident i landets historie, og henover en årrække har hans regering med forskellige midler forsøgt at styrke troskaben fra de væbnede styrker, som åbent har erklæret sig for antiimperialistiske og ofte bruges ved diverse ceremonier. Imidlertid har sektorer indenfor militæret åbent luftet deres utilfredshed med regeringen og bekendtgjort, at de vil støtte oppositionens kamp for ’demokrati’. I takt med at krisen fortsætter, vokser presset internt og fra international side på militæret, for at få dem til at intervenere og ’pacificere’ landet. En sådan ’pacificering’ vil uden tvivl medføre militarisering af de store mineområder i landet, såsom i Huanuni og Colquiri, som det er sket så mange gange før i Bolivias historie.

·       Det nationale borgerskab og de multinationale selskaber:

Da Evo vandt magten ved valget i 2005 frygtede de multinationale selskaber, at deres mulighed for at score store profitter på Bolivias naturressourcer ville blive mindsket gevaldigt. Under valgkampen havde Evo trods alt talt om nationalisering af olie- og gasressourcerne. Her 14 år efter er der ikke længere nogen af de udenlandske selskaber der frygter Evos regering. De multinationale olie- og gasselskaber blev pålagt at skulle betale en større skatteprocent (fra 18% til 50%), men en egentlig nationalisering skete der ikke, og gennem forskellige aftaler med regeringen har de kunne fastholde og udvide deres kontrol med den bolivianske olie- og gassektor. Indenfor minesektoren er sagen den samme, langt hovedparten af mineudvindingen er på private hænder, og mens minearbejdernes fagforeninger i flere omgange har krævet nationaliseringer af de store udenlandske mineselskaber (hvoraf mange kommer fra Canada), har regeringen forsvaret de private firmaer, og op til det netop overståede valg besluttede ledelsen af MAS-IPSP tilmed at udnævne en af Potosís største minebaroner, som deres kandidat til senator for departementet. En kandidat der tilmed har været parlamentariker for ADN og MNR – to ekstremt neoliberale partier i Bolivia. Og kort forinden valget gav regeringen et canadisk firma koncessionen over et enormt mineområde i Potosí, der er rigt på sølv, bly og zink.

I det nationale borgerskab – særligt agroindustrien- har man over de senere år skabt tætte bånd til regeringen. I 2006 var regeringens plan at foretage en ’agrar revolution’ og ekspropriering af de store godsejere i den østlige del af landet. I 2008, da højrefløjen forsøgte at gennemføre et kup i de østlige departementer, var agroindustrien en central spiller, som Evo truede med nationaliseringer. Nu er sagen en anden, og indtil videre har agroindustrien ikke formelt givet deres opbakning til civilkomiteernes kamp for at vælte Evo. Men Camacho, lederen af civilkomiteen i Santa Cruz, kommer med gentagne opfordringer til borgerskabets forskellige institutioner om åbent at støtte kupforsøget. Indtil videre er det især indenfor transportsektoren, at oppositionen har høstet konkret støtte til de igangværende vejblokader og ’civilstrejker’. Og i Santa Cruz’ store industripark har over 300 firmaer lavet lockout af sine arbejdere. Men i takt med at krisen trækker ud bliver de økonomiske tab for en lang række forskellige erhverv større og større, hvilket uomtvisteligt er med til at tilspidse den politiske krise.

·       Forskellige NGO’er

Den 23. oktober, samme dag som OEA lancerede sine angreb på Bolivia og krævede en ny valgrunde om præsidentposten i Bolivia, bakkede 19 NGO’er op og kom med samme melding. Disse NGO’er, som for en stor dels vedkommende er progressive organisationer, modtager donationer fra en række forskellige lande, bl.a. Danmark. I deres resolution gør de det klart, at de mener Evo var en illegitim kandidat, eftersom en folkeafstemning den 21. feb. 2016 endte med at 51% sagde nej til at tillade ham at stille op på ny. Bolivias forfatningsdomstol endte dog med at omgøre denne beslutning i 2017. Men, med udgangspunkt i folkeafstemningen fra 2016, slår disse NGO’er fast, at de ikke længere har tiltro til demokratiet i Bolivia, og derfor vil de ikke anerkende Evos sejr i første valgrunde. To uger senere, den 6. november, udsender samme NGO’er en udtalelse, hvor de taler om at Camachos menneskerettighederne er blevet brudt, da folk protesterede imod ham i El Alto lufthavn. Fra selvsamme NGO’er er der imidlertid tavshed omkring, at førnævnte Camacho, lederen af Santa Cruz’ civilkomite, orkestrerer voldelige angreb på støtter af regeringen i Santa Cruz og opfordrer militæret til at vælte den siddende regering. Denne ageren fra disse NGO’er er en skændsel i den nuværende alvorlige krise i Bolivia. Og det kaster en mørk skygge over det ellers progressive arbejde de i mange henseender foretager i Bolivia.

 

Hvem støtter regeringen og hvorfor har den mistet opbakning over de senere år?

Et andet centralt spørgsmål i den nuværende konflikt er hvem der støtter Evo. Samtidig er det vigtigt at reflektere over hvorfor regeringen har mistet opbakning i dele af befolkningen over de senere år. Før jeg kan svare på disse spørgsmål, vil jeg lave et kort oprids af den politiske udvikling i Bolivia, mens Evo har siddet ved magten. En sådan gennemgang er nødvendig for at forstå den nuværende krise og hvad der er på spil.

·       Bolivia før Evo:

Fra 1985 og de næste tyve år frem gennemlevede Bolivia en neoliberal chokterapi, med privatiseringer, udsultning af den offentlige sektor og en galoperende fattigdom.

·       Bolivia under Evo:

Evo har siddet ved magten fra 2006-2019, og i den periode har der været et voldsomt fald i fattigdommen, de offentlige investeringer er mangedoblede, indfødte folk og småbønder har fået bedre adgang til jord, og sundhed, drikkevand og andre basale fornødenheder er blevet grundlovssikrede rettigheder. Alle ældre over 60 år er sikret en månedlig pengecheck. Og både skolebørn og gravide modtager også økonomisk støtte.  

De tre valgperioder, som Evo har siddet ved magten, har dog haft meget forskellige karakteristika.

Ø  Den første valgperiode (2006-2009)

Den første valgperiode var præget af store konfrontationer mellem regeringen, oppositionen og de økonomiske magthavere. Regeringens jordreform mødte hård modstand fra de store jordejere og agroindustrien, og i 2008 forsøgte en autonomibevægelse at løsrive de østlige departementer fra Bolivia. Internt i regeringen og i de sociale bevægelser var der splid om hvordan man skulle gennemføre de strukturelle forandringer i landet, som det store flertal havde givet opbakning til ved valget i 2005. Mens Bolivias centrale fagforbund (COB), minearbejderne og de landløse bønder ønskede en mere åben konfrontation med de transnationale selskaber, godsejerne og det nationale oligarki, så foretrak de ledende folk i regeringen at prøve at indgå studehandler med oppositionen. Resultatet var bl.a. en noget amputeret grundlov, hvor højrefløjen fik lov til at modificere 146 ud af 411 lovartikler, før den samlede grundlov blev sendt til afstemning i 2009. Dette betød bl.a. at bestemmelsen om at man maksimalt må eje 5000 hektar jord ikke blev gjort gældende med tilbagevirkende kraft, og derved er der den dag i dag stadig familier der ejer flere hundredtusinder hektar jord i Bolivia.

Ø  Anden valgperiode (2010-2014)

Ved valget i 2009 opnåede man 2/3 flertal i både parlament og senat, hvorved man kunne vedtage større strukturelle love uden behov for studehandler med højrefløjen. I perioden fra 2010 til 2014 skete der en kraftig stigning i de offentlige indtægter fra olie- og gasudvindingen, som følge af favorable internationale konjunkturer. Dette forhold styrkede illusionen om, at en ’socialisme i det 21. århundrede’ ville være mulig uden behov for at gå i klinch med de transnationale selskaber og det nationale borgerskab. Gennem indtægterne fra eksporten af råstoffer - hovedsageligt naturgassen - var det muligt at øge de offentlige investeringer, og samtidig voksede antallet af jobs i den offentlige sektor med 74,5% fra 2005 til 2015. Sidstnævnte forhold gjorde også, at en stor del af den interne kamp i MAS-IPSP kom til at handle om at få adgang til disse offentlige jobs. De sociale bevægelser forsøgte gentagne gange at påvirke regeringens politikker (f.eks. i spørgsmål vedrørende mindstelønninger, pension og konflikten omkring anlæggelsen af en vej gennem nationalparken TIPNIS). Imidlertid var det de prokapitalistiske sektorer der konsoliderede deres magt i MAS-IPSP og regeringen, som ved valget i 2014 åbent forfulgte en klassesamarbejdspolitik.

Ø  Tredje valgperiode (2015-2019)

Ved valget i 2014 genvandt Evo magten, og MAS-IPSP konsoliderede deres 2/3 flertal. Af afgørende betydning for politikken i den tredje valgperiode blev imidlertid de ændrede økonomiske konjunkturer. Fra 2014 og frem skete der et voldsomt fald i de internationale råstofpriser, hvilket bl.a. medførte, at Bolivia tjente langt mindre på gaseksporten, som i perioden 2005-2016 havde udgjort 33% af statens samlede indtægter.

 

Faldende indtægter fra gassen har ramt Bolivias økonomi hårdt. Graf lavet af Jeppe Krommes-Ravnsmed

Da MAS-IPSP fik magten i 2006 var deres mål ellers at gøre sig mindre afhængige af råstofeksporten. Men de offentlige politikker har ikke i særlig grad hjulpet til at industrialisere og diversificere landets økonomi. Som resultat af de faldende indtægter fra gassen var budgetterne for landets kommuner beskåret med 33% i 2018 sammenlignet med det højeste niveau i 2014, og for departementernes administrationer var faldet på 57%.

Som svar på denne krise valgte regeringen at lave en række studehandler med de transnationale olieselskaber, for at få dem til at investere mere i olie- og gasudvinding, samt opdagelse af nye gasfelter. Den nye olie- og gaspolitik betød bl.a.:

      I.         Lavere skatter og andre økonomiske incitamenter.

     II.         Tilladelse til at udvinde olie- og gas i beskyttede områder og territorier tilhørende indfødte folk.

   III.         Mindre skrappe miljøkrav.

   IV.         Retten til forudgående konsultation af folk der berøres af olie- og gasudvinding svækkes.

Som følge af denne politik har en lang række indfødte folk og sociale bevægelser kommet i klinch med regeringen.

En uddybende analyse af kampen for nationalisering af gassen og den generelle politiske udvikling i Bolivia fra 2006-2018 kan læses i denne artikel af Jeppe Krommes-Ravnsmed, som både findes på spansk og engelsk [1]

Udover olie- og gaspolitikken, skete der i seneste valgperiode også store skift i regeringens landbrugspolitik. Regeringen ønsker at give landbruget, og særligt sojaindustrien, en større rolle i den nationale akkumulationsstrategi. Som led i denne strategi ønsker man at udvide landbrugsarealet ved at rydde skov – især i den østlige del af landet, i det departement der hedder Santa Cruz. Det er i det lys man må forstå de enorme skovbrænde, som har hærget Bolivia i år. Fra slutningen af juli og to måneder frem gik over 5 millioner hektar skov og græsningsarealer op i røg. Til sammenligning er hele Danmarks areal kun på 4,3 millioner hektar. At brandene fik et sådant omfang skyldes en kombination af forskellige faktorer, herunder ekstrem tørke og kraftige vinde. Men det er også et faktum, at regeringens politikker, samt en række love og dekreter, har givet incitament til øget skovrydning.

 

De enorme skovbrænde i 2019 i Bolivia berørte over 5 mio. hektar. Billede Puya Raimondi / CC

Denne kæmpe miljøkatastrofe blev et hedt emne i perioden op til valget. Højrefløjen i Santa Cruz pålagde småbønderne al skylden for skovbrandene, og ved en masseforsamling den 4. oktober annoncerede de i en racistisk diskurs, at de vil fratage jorden fra alle de nye bosættere i regionen. Faktum er imidlertid, at langt hovedparten af skovbrandene fandt sted i områder der er ejet af store jordejere, mens kun 2,7% af brandene havde deres oprindelse i jord der er ejet af småbønder. Diskursen fra højrefløjen ift. dette spørgsmål er derfor et godt pejlemærke ift. at forstå hvilken udvikling der kan ske i Santa Cruz, hvis de vinder magten. Støtten til de store godsejere og agroindustrien vil øges, mens de fattige småbønder og jordløse kan se en hårdere fremtid i møde.

·       Hvorfor regeringen har mistet opbakning

Evos og MAS-IPSP’s dårlige valgresultat den 20. oktober, sammenlignet med de forrige valg, skyldes en kombination af flere faktorer; 1) Nedgangen i økonomien begynder at påvirke folks privatøkonomi, 2) Regeringens politik de senere år har medført, at regeringen flere gange er kommet i klinch med sine egne støtter i de sociale bevægelser. Dette ses tydeligst i de fattige departementer Potosí og Chuquisaca, hvor en del af de sociale bevægelser er blevet skubbet over i armene på højrefløjen.

·       Hvem støtter regeringen?

Det korte svar er, at det gør omtrent halvdelen af befolkningen. Landet er imidlertid ekstremt splittet. Og ved dette valg er det tydeligt at der er en splittelse mellem land og by. Det er nemlig især i landområderne at Evo fastholder sin store støtte. Dem som har stemt på Evo og MAS-IPSP er dem der ønsker at undgå en tilbagevenden til det gamle højre, dem som ønsker at forsvare de forskellige sejre man har opnået gennem de seneste mange års kampe.

Centrale spillere i denne kamp er bl.a. CONALCAM, den nationale koordinator til forsvar for ’forandringsprocessen’, som består af bøndernes fagforeninger, landets centrale fagforbund (COB) og en række andre sociale bevægelser. COB har historisk spillet en enorm rolle i Bolivia, og de fødtes også ud af revolutionen i 1952. Men over de senere år har de haft en ledelse, som har valgt at agere ukritisk støtte for regeringen, på trods af at regeringen flere gange har gået imod forskellige faglige og sociale kampe. Kort efter valget den 20.oktober afholdte COB’s ledelse et ekstraordinært landsmøde, hvor man erklærede sin opbakning til Evo og truede med disciplinære sanktioner mod de lokale fagforeninger der støtter oppositionen, hvilket f.eks. er tilfældet i Sucre. Derudover erklærede COB’s ledelse ’fagforenings stilhed’, hvilket vil sige at man forbød afholdelse af lokale fagforeningskongresser. Dette er helt modsat af hvad der er behov for i den nuværende kritiske situation. Og den 5.november, hvor COB indkaldte til demonstration i La Paz modsatte flere regionale fagforeninger sig at støtte op, hvilket er et udtryk for, at man ikke kan tvinge arbejderne i kamp vha. bureaukratiske metoder og trusler om straf. 

Resolutionen fra demonstration den 5. november og vejen frem

Ved demonstrationen til støtte for Evo den 5. november i La Paz vedtog alle de forsamlede sociale bevægelser en resolution, der kalder til kamp imod det igangværende kupforsøg. I resolutionen signalerer de, at kuppet vil forsøge at installere et diktatur, der tjener borgerskabets interesser. Samtidig siger resolutionen, at højrefløjens fascisme og vold i Santa Cruz skyldes, at det regionale borgerskab har fastholdt sin økonomiske magt. Men faktum er imidlertid, at Santa Cruz’ borgerskab også har kunne udvide denne magt pga. MAS regeringens klassesamarbejdspolitik. I resolutionen truer man også med at besætte og reaktivere alle de fabrikker, der er blevet paralyseret for at sabotere økonomien og true regeringen. Men med over 300 fabrikker lukket i Santa Cruz og adskillige andre i Cochabamba og andre dele af landet, så er der jo allerede tale om en økonomisk sabotage, som ifølge det nationale statistiske bureau koster landet adskillige millioner dollars hver dag. Derfor bør COB ikke true, men rent faktisk organisere overtagelsen af disse fabrikker.

Demonstration til støtte for Evo den 5.november i La Paz. Foto: Telesur

Fra regeringens side fastholder man en naiv tro på at OEA vil løse krisen gennem deres revision af hele valghandlingen. Samme naive tilgang har en stor del af venstrefløjen inde i MAS-IPSP, på trods af at COB og forskellige bondeorganisationer havde modsat sig en hver indblanding fra denne organisme, der tjener imperialismens interesser i Latinamerika. En organisation der afviser de igangværende protester i Chile og kalder dem en konspiration fra Venezuela og Cuba, og som åbent støtter de mest højreorienterede regeringer i regionen, har ingen legitimitet til at diktere udviklingen i Bolivia. Denne strategi fra regeringens side er dømt til at fejle, og i sidste ende kan den tvinge regeringen til at indgå i studehandler med oppositionen og OEA.

På venstrefløjen i Bolivia er der også grupper der åbent støtter kampen mod Evo. Dette gælder bl.a. en selvudnævnt trotskistisk gruppe kaldet POR, der har en lang historie i Bolivia, og med en stor indflydelse i særligt lærernes fagforeninger. POR mener Evo skal besejres i gaderne, for derefter at installere proletariatets diktatur. POR’s slogan er ’hverken Evo eller Mesa’, men deres sekteriske læsning af begivenhederne forhindrer dem i at forstå hvorfor bl.a. minearbejderne, der ligesom os er kritiske overfor regeringen, mobiliserer til forsvar for Evo. Det gør de, fordi minearbejderne forstår, at hvis Evo bliver væltet af et kup, så vil det være det ekstreme højre der tager over.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at der er tale om en meget kritisk situation i Bolivia. Hvis krisen løses til fordel for det nationale borgerskab, vil det betyde voldsomme angreb på arbejderklassen og bondebevægelsen. Camacho er åben overfor et militærdiktatur, mens Mesa vil forsøge at lave studehandler med regeringen, der kan betyde kontrareformer og angreb på vundne rettigheder.

Kampen mod kuppet kan imidlertid kun vindes, hvis der på samme tid kæmpes mod Mesa, Camacho og fejlene i MAS-regeringens egen politik, der er ansvarlig for det dårlige valgresultat den 20. oktober. I denne kritiske situation, må COB og resten af de sociale bevægelser derfor mobilisere til forsvar mod kuppet, med udgangspunkt i et revolutionært program, der sigter mod at fratage den økonomiske magt fra dem der understøtter kupforsøget, både direkte og indirekte. Dvs. en radikal jordreform; Overtagelse af alle de nedlukkede fabrikker; Ekspropriering af alle de multinationale selskaber, der kommer fra lande, der støtter oppositionen, begyndende med Petrobras, Repsol, de canadiske mineselskaber og det tyske lithiumselskab.