Af Socialistens redaktion

Begivenhederne i Venezuela bliver ved med at udvikle sig. Selvom der er gået tre uger siden oppositionsleder Juán Guaidó proklamerede sig selv som landets præsident, har kupmagerne endnu ikke haft held til at vippe Nicolás Maduros regering af pinden. Alligevel fortsætter USA og dets allierede med statskuppet. Intet tyder på at de vil stoppe førend de har overtaget magten i Venezuela og ødelagt enhver rest af den bolivariske revolution.

 

 

 

Kuppet handler ikke om ”demokrati”

Lad os starte med at slå én ting fast: Kuppet har ikke ét eneste element af medmenneskelighed i sig.

Hvis Trump var interesseret i demokrati, havde han beordret regimeskifte i Saudi-Arabien, som fornyligt dræbte en journalist på deres ambassade. 

Eller i Honduras, hvor et korrupt styre holder sig ved magten via valgsvindel.

Eller i Brasilien, hvor en racist kom til magten efter at venstrefløjens kandidat Lula var blevet fængslet og den tidligere præsident Dilma afsat ved et ”konstitutionelt” statskup.

Statskuppet i Venezuela handler derimod om to ting: USA’s ønske om kontrol med Venezuelas enorme olieressourcer (hvilket sikkerhedsrådgiver John Bolton selv har indrømmet), samt ønsket om at gøre en ende på den bolivariske revolution og sikre amerikanske geopolitiske interesser i Latinamerika.

 

En trojansk hest

For at lykkedes med kuppet, fremstiller USA det som om det er en intern strid i Venezuela, hvor en ”demokratisk opposition” på eget initiativ gør op med et tyranni. Intet kunne være længere fra virkeligheden.

Selv journalister fra borgerlige medier, som Wall Street Journal og Associated Press har, med brug af kilder i det hvide hus, afsløret hvordan Juan Guaidós kup har været forberedt i månedsvis. Der har været hemmelige møder i Washington, Brasilien og Colombia. Hele kuppets forberedelse har således været international og Guaidó er ikke andet end en trojansk hest for Washington.

Trump har nu udnævnt Elliot Abrams som sin ansvarlige for at ”genoprette demokrati i Venezuela”. Abrams er en benhård reaktionær, som tidligere var ansvarlig for USA’s træning og finansiering af paramilitære dødspatruljer i El Salvador og Nicaragua. At den mand er sat i spidsen for USA’s nye operation siger alt om hvad det her drejer sig om.

 

”Nødhjælp” er kynisk hykleri

I de borgerlige medier fremstilles påstanden om at Venezuelas regering skulle blokere for den humanitære hjælp som USA har sendt til grænseområderne langs Colombia og Brasilien. Men de glemmer lige at tilføje følgende:

USA har netop indført dræbende sanktioner mod Venezuela, konfiskeret 7 milliarder af landets besiddelser, indført nye sanktioner som vil betyde ekstra 11 mia. dollars tabte indtjeninger i olieeksport og stoppet hjemkaldelsen af landets guldreserver til en værdi af 1,2 mia. I alt taler vi om 19,2 mia. dollars, ifølge tal fra den amerikanske udenrigsminister selv. Det er sanktioner som skal lægges oveni dem der allerede eksisterede mod Venezuela.

Nu vil USA så sende 20 millioner dollars. Altså en brøkdel af det, som de har røvet fra den venezuelanske stat. I realiteten er USA’s sanktioner et forsøg på at udsulte Venezuelas befolkning og gøre situationen så utålelig, at regeringen til sidst vælter eller Maduro frivilligt træder tilbage.

Den såkaldte nødhjælp, som USA og Guaidó forsøger at tvinge ind over grænsen er derfor ikke andet end en provokation, der har til formål at fremprovokere militære sammenstød ved grænserne. Selv FN og Internationalt Røde Kors har advaret mod at bruge nødhjælp med politiske motiver.

 

 

Vi kan ikke være neutrale

Foreningen Socialisten har fulgt udviklingen i Venezuela i mange år. Vi er dybt kritiske overfor den politik som Nicolás Maduro har ført, som har hjulpet kontra-revolutionen på vej. Men i den konkrete kamp kan ingen være neutrale. Hvis ikke man aktivt fordømmer og modarbejder kuppet, så hjælper man de-facto kupmagerne.

Det er ikke ligegyldigt om kuppet vinder eller ej. Latinamerikas historie har blodige eksempler på militærkup, som bør tjene til skræk og advarsel. I Chile 1973 og Argentina 1976 blev titusinder af socialister, kommunister og venstreorienterede myrdet efter generaler havde sat sig på magten.

Til dem der hævder, at noget lignende ikke kan gentage sig i dagens verden, svarer vi: Se på oppositionens voldsoptøjer i 2017. Se på den anti-kommunistiske lynch-stemning som bredte sig i gaderne. Se på den måde de hældte benzin udover sorte mennesker og satte ild til dem, fordi de ”lignede chavistaer”. Se på de paramilitære korps som de allerede har i grænseområderne ud mod Colombia.

Et nyt kupmager-regime vil med stor sandsynlighed basere sig på de metoder, blandt andet fordi de vil udrydde enhver form for modstand mod de neo-liberale reformer som Guaidó har i støbeskeen.

 

Forhandlinger er ikke svaret

Store dele af venstrefløjen i vesten har som svar på kuppet forsøgt at opfordre til forhandlinger og ”dialog” imellem Maduro-regeringen og oppositionen.. Det forslag er blandt andet blevet fremlagt af Bernie Sanders, Jeremy Corbyn og i Danmark, Enhedslistens folketingsgruppe.

Vi mener, at det er en hel forkert position. For det første er det naivt at tro, at USA vil opføre sig mindre imperialistisk hvis bare man forhandler. Der har været mange forhandlingsforsøg i Venezuela, blandt andet efter kupforsøget i april 2002, men hver gang har imperialismen og højrefløjen brugt det til at vinde tid og forberede et nyt angreb.

For det andet er der det åbenlyse spørgsmål: Hvad skal man forhandle om? Skal Venezuela forhandle dets ret til selv at vælge sin præsident? Skal Venezuela ignorere de over 6 millioner indbyggere som stemte på Maduro i maj 2018? Skal USA kunne diktere et nyvalg i Venezuela? For os at se, er det en grotesk idé.

I den nuværende situation er det også fejlagtigt at arbejde for et nyvalg. Det er en illusion at tro på ”fair” og ”demokratiske” valg, når USA både militært og økonomisk holder en pistol for panden på Venezuelas befolkning.

I stedet for en vag og tvetydig position, må vi arbejde for en klar anti-imperialistisk linje. Det betyder ikke, at vi frasiger os retten til at kritisere Maduro og den reformistiske kurs som han har arbejdet for. Men det betyder, at vi konsekvent forsvarer venezuelanernes ret til at vælge deres egen præsident og afviser enhver amerikansk indblanding, ligegyldig om den er skjult eller åben.

 

Hvor den ”neutrale” position fører hen…

Det er selvfølgelig ikke kun i Europa og USA, at venstrefløjsfolk er faldet i fælden. Også i Venezuela findes der folk, som har haft svært ved at forstå, at dette er en åben kontra-revolution. Den 5. februar mødtes en repræsentant fra gruppen Marea Socialista og tidligere ministre fra Chávez-tiden med kupmageren Juan Guaidó! 

I deres iver efter at være ”neutrale” i konflikten, har Marea Socialista og co. udviklet en ”hverken-eller”-attitude, hvor de arbejder for forhandlinger og for en folkeafstemning om Maduros mandat. Den position har isoleret dem fuldstændigt fra masserne der, på trods af utilfredshed med Maduro, instinktivt forstår hvor alvorlig den imperialistiske trussel er.

Mødet mellem Guaidó og Marea Socialista var på alle måder en skandale. Det ville svare til at 70’ernes venstrefløj i Chile havde hyggesnakket med Pinochet. Men det værste ved mødet er, at det giver et venstre-dække til statskuppet. For nu kan Guaidó og borgerlige debattører i hele verden pege på mødet og sige, at de skam er ”inkluderende” og at de også har opbakning fra ”venstrefløjen”. Med andre ord giver det legitimitet til kupmagerne og tilslører at dette er et kup styret af imperialismen med mål om at indføre et neo-liberalt og USA-lydigt styre i Caracas.

 

Reformismen har skabt det nuværende kaos

Der er ingen tvivl om at krisen i Venezuela er hård. Selvom vi ikke skal hoppe med på de borgerliges propaganda om en ”humanitær krise”, så er det utvivlsomt at der er delvis mangel på fødevarer, forbrugsvarer og medicin, samt en astronomisk hyperinflation der har forårsaget en strøm af immigranter fra Venezuela til nabolandene.

Men årsagen til krisen er ikke, at Venezuela har ”for meget socialisme”. Den venezuelanske økonomi er derimod fortsat kapitalistisk, økonomiens nervecentre, bankerne og fødevarekæden er endnu i kapitalisternes hænder og over halvdelen af BNP skabes af den private sektor.

Krisen er derimod opstået, fordi Venezuelas kapitalistiske økonomi fortsat er afhængig af olie og erhvervslivet ikke har været interesseret i at udvide produktionen og industrialisere landbruget. Det har betydet, at det katastrofale fald i oliepriserne, som begyndte i 2014, har ramt landet ekstra hårdt.

Maduro-regeringen har ført en reformistisk politik, hvor man med små reformer har forsøgt at ændre samfundet, samtidig med at man har opfordret til klassesamarbejde, kompromisser og tiltrækning af udenlandske investorer. Men kapitalen har ikke været interesseret. Tværtimod har den lukket den ene fabrik efter den anden. I stedet har den beskæftiget sig med valutasvindel på det sorte marked og varesmugling til videresalg i Brasilien og Colombia.

Selvom statens indtægter skrumpede enormt i de seneste fire år, er Maduro-regeringen blevet ved med at afdrage på den store udenlandsgæld. Alene i 2017 betalte man omkring 74 mia. dollars tilbage. For fortsat at kunne finansiere de sociale programmer, har regeringen så valgt at trykke ekstra pengesedler. Det er inorganiske penge, som ikke har nogen basis i den virkelige økonomi, eftersom at Venezuela har haft negativ vækst fra 2014-2018. Optrykningen af inorganiske penge er som at hæld mere benzin på bålet: Det forværrer situationen med hyperinflation.

 

Kun revolutionære midler kan stoppe kuppet

Der er nu gået tre uger siden Juan Guaidó erklærede sig selv for præsident og fik opbakning fra USA, Brasilien, Colombia, Argentina og en lang række lande i EU. Alligevel har Maduro-regeringens svar været meget forsigtige. Kuppets vigtigste aktører får frit lov til at turnere rundt i Venezuela og opfordre militæret til statskup. De udnævner nye ambassadører og endda en ny ledelse for olie-selskabet PDVSA. Indtil videre er det alt sammen symbolsk. Men det faktum, at ikke én eneste af kupmagerne er blevet anholdt siger noget om hvor presset den venezuelanske regering alligevel er.

Om end regeringen har indkaldt nogle demonstrationer, særligt under ledelse af socialistpartiets vice-præsident Diosdado Cabello, så har dens overordnede respons været slap. Særligt Maduro har udmærket sig ved at bruge store dele af sine taler på opfordringer til dialog med opppositionen.

Vi går ind for dialog – ikke med højrefløjen og imperialismen, men med det venezuelanske folk. Lad dialogen være med græsrødderne, med de landløse bønders bevægelse, med kommune-rådene, med lejernes organisationer, med fagforeningerne og arbejderråd på fabrikker.

Det her kup kan ikke stoppes med tandløse udtalelser og opfordringer til lunkne kompromisser. Det kan kun stoppes ved at de masser som udgjorde chavismens bagland mobiliseres omkring et program, der kan genskabe entusiasmen for den bolivariske revolution:

  • Besvar sanktioner fra USA med ekspropriationer af de amerikanske virksomheder.
  • Hvis ikke Bank of England leverer guldreserverne tilbage må engelske virksomheder eksproprieres
  • Indfør øjeblikkeligt statsmonopol på udenrigshandlen

  • Stop statssubsidiering af private importvirksomheder. Åben regnskabsbøgerne for import-sektoren og tildelingen af dollars via CADIVI.

  • Stop betaling af udenlandsgælden – brug pengene på mad og medicin
  • Enhver fabrik der er efterladt eller som saboterer produktionen må nationaliseres og underligges arbejderkontrol

  • Udvid militserne til en reel bevæbning af befolkningen.

  • Ned med privilegier til hærens øverstkommanderende. Militæret må leve under samme vilkår som befolkningen.

  • Staten må overtage økonomiens nervecentre, inklusiv fødevarekæden POLAR og bankvæsenet.

  • Genaktivér olieselskabet PDVSA med indførelsen af arbejderkontrol, afbureaukratisering og valg til ledelsen.

  • Radikal jordreform på landet. Ned med herremændenes tyranni. Fængsel til alle snigmorderne på landet og deres bagmænd.

  • For en internationalistisk appel til Latinamerikas arbejderklasse, fattige og bønder. Forsvar den venezuelanske revolution med klar anti-imperialistisk mobilisering på hele kontinentet og i resten af verden.