Den 23. januar startede et USA-støttet statskup i Venezuela. Formanden for landets nationalforsamling, Juan Guaidó, proklamerede sig selv som præsident. EU, Canada og højreorienterede regeringer i Latinamerika bakker op om kuppet. Vi bringer hermed en række noter fra Andreas Bülow, tidligere bosat i Venezuela, som analyserer begivenhederne. I nærmeste fremtid vil Socialistens redaktion bringe en opfølgende artikel som går i dybden med emnet.

23. januar:

Det statskup, som er påbegyndt i Venezuela, tager på nogle måder en ny og anderledes form end tidligere. For denne gang er det en direkte parallel regering som startes, med fuld opbakning fra USA-imperialismen og OAS. Modsat tidligere forsøg, som har været enten gadekampe eller oprør i enkelte militære bataljoner. Nu er det derimod en selv-proklameret præsident. Og selv hvis han ikke får militærets opbakning til at tage magten idag, så kan hans regering lynhurtigt blive påskuddet til at starte en militær konflikt a la Nicaragua i 1980erne. Trump nævnte ikke blot muligheden for militær intervention i august 2017. Han drøftede det endda med fire latinamerikanske præsidenter, ifølge kilder der talte med journalister fra AP.

Man kan derfor med rette tale om dette som et point of no return, en formulering som den argentinske sociolog Marco Terrugi har brugt om dagens begivenheder.

For USA handler dette ikke om demokrati. De er fuldstændig ligeglade med demokrati i lande som Honduras eller Saudi Arabien. For dem handler det om olie og geopolitik.
Der er meget at kritisere Maduro regeringen for, men lad os kalde en skovl for en skovl og et statskup for et statskup. I 2002, da det sidste statskup fandt sted, var det massernes aktion fra neden som forhindrede kuppet. Det er deres bevægelse jeg sætter min lid til.

24. januar:

Hvad er perspektiverne for det igangværende statskup i Venezuela?
Det afhænger af en række faktorer, som jeg vil prøve at opridse kort:

1) Gårsdagens begivenheder var et point of no return. Når oppositionen har proklameret en parallel-regering og USA, fulgt af en lang række vigtige lande, har anerkendt den, så følger der en række direkte konsekvenser af det:

USA nægter at trække sine ambassade-folk hjem. Maduro har givet dem indtil på søndag. Vil USA give sig? Vil Maduro give sig? Det er nogle nervepirrende timer vi går i møde.

På samme måde har USA sagt, at ”alle muligheder er på bordet”, såfremt Maduro rør oppositionsmedlemmerne af nationalforsamlingen. Under normale omstændigheder ville et kupforsøg formentlig blive besvaret med arrestation og anklage mod kupmagerne. Men tør regeringen det? Vil den omvendt lade dem organisere en parallel-regering upåagtet? Hvor er Guaidó? Stadig på den colombianske ambassade?

2) Kuppet afgøres ikke af diskussioner om forfatningen, men af styrkeforhold. Gårsdagens demonstrationer var store i Caracas på begge sider – både chavistaer og oppositionsfolk.

Det var første gang siden august 2017 at oppositionen har formået at mobilisere til en stor demonstration. Der var denne gang også nogle oppositionsdemonstrationer i slumkvarterer som traditionelt har støttet chavismen, f.eks. Catía og 23 de enero. Det er dog alt for tidligt at sige noget om hvorvidt dette viser et større skift i stemningen. Der har tidligere været eksempler på at barrikader blev opført af betalte kriminelle personer.

Der er ingen tvivl om at den økonomiske krise og hyperinflationen har tæret hårdt på befolkningen og særligt på chavismens bagland. Men man skal stadig ikke undervurdere det faktum, at chavismen endnu har en stor støtte og at USA’s intervention er enormt upopulær.

3) Et andet styrkeforhold handler om hæren. Her har øverstkommanderende Vladimir Padrino López og topgeneralerne afholdt pressemøde. De støtter Maduro. I tirsdags var der et mindre kupforsøg fra en række folk i nationalgarden. Det var laverestående soldater og de blev hurtigt standset. Tidligere forsøg har inkluderet helikopter-angrebet i 2017 og angrebet på kasernen i Paramaracay også i 2017. Men det har været små, isolerede angreb.

Igennem de seneste par år har der været flere tidligere topgeneraler, som er gået af i protest mod Maduro, herunder tidligere ledere af præsidentens livvagt-korps, af efterretningstjenesten, m.fl.. Der var også interne uroligheder i SEBIN (efterretningstjenesten) så sent som i oktober måned, hvor chefen blev fyret efter en mystisk begivenhed, hvor Maduros bil blev holdt hen i længere tid.

Omvendt har den hårde kerne i hæren vist sig at være mere loyal overfor regeringen end oppositionen har håbet på. Trods utallige appeller til dem, har de endnu ikke skabt stor splittelse i de væbnede styrker.

4) Så er der geopolitikken. Det er et helt tredje styrkeforhold. Her har både Rusland og Kina erklæret skarp modstand til kuppet. Det gør, at en direkte militær intervention fra USA vil være et risikabelt gamble. Det kan slet ikke udelukkes – måske igennem en kontra-revolutionær milits á la Nicaragua i 1980’erne. Men russernes bastante udmeldinger gør det sværere for USA at intervenere direkte. Hvilket også er grunden til at de har ventet på Guaidó som en slags ”trojansk hest”.

Også i OAS har Trump/Bolsonaro lidt et stort nederlag i dag. De fik ikke flertal iblandt de 35 lande for at anerkende Juan Guaidó.

5) I forlængelse af geo-politikken er der det økonomiske aspekt. Trumps anerkendelse af Guaidó kan betyde, at hele Venezuelas amerikanske oliefilial CITGO beslaglægges og alle dets formuer på amerikanske kontio overgår til Guaidó. Det vil være et hårdt slag mod Venezuelas skrantende økonomi.

Dertil kommer muligheden for et ”olie-embargo”. Det vil sige, at USA simpelthen stopper al olieimport fra Venezuela. Landet producerer stadig 1,4 mio. Tønder olie om dagen. Uden pengene fra det salg er landet helt uden international valuta til at betale de mest basale ting. Aftaler med Kina, Rusland, Tyrkiet og Iran kan muligvis gøre lidt op for det tab. Men det vil komme med en pris; krav til Maduro om flere privatiseringer og udliciteringer.

6) Det ekstraordinære ved situationen er, at USA ikke længere bare kan bakke ud, når nu de først har gamblet alt på en parallel-regering. For hvis ikke en sådan parallel-regering skal blive andet end symbolsk, så må der konkrete ændringer til. USA er nærmest nød til at slå i bordet – økonomisk eller militært. Mon ikke det er netop de muligheder, som Trumps rådgivere diskuterer lige nu.

25. januar:

Endnu en dag med det igangværende statskup i Venezuela: Juan Guaidó holdt tale fra Bolívar pladsen, mens Maduro talte fra Miraflores paladset.

USA tog et skridt tilbage og to skridt fremad; En stor del af ambassade-personalet trækkes ud (dog ikke de vigtigste funktioner).

Til gengæld annoncerede sikkerhedsrådgiver i det hvide hus, John Bolton, at de konfiskerer al Venezuelas ejendom i USA. Det betyder, at Venezuelas oliefilial CITGO overgår fra Venezuelas regering til den nye selvudråbte præsident Guaidó, ligesom alle den venezuelanske stats besiddelser og formuer i USA. Et pænt hårdt slag.

Det andet nordamerikanske skridt er at tilbyde 20 millioner dollars i "humanitær hjælp". Dem skal deres præsident Guaidó så dele ud i Venezuela. Hvis man lige husker på, at USA's sanktioner har kostet Venezuela 6 mia. dollars (ifølge tænketanken Torino Capital), så burde hykleriet stå klart for de fleste. Formålet med "nødhjælpen" er dels at promovere den nye parallel-regering og dels at fremprovokere endnu en konflikt med Maduro-regeringen, måske endda en militær konflikt af en art.

På samme tid valgte Bank of England at nægte Maduro-regeringens anmodning om at få udleveret landets guldreserver, svarende til 1,2 mia. dollars. Det ligner nærmest en økonomisk strangulering.

Guaidó gentog i sin tale hans tilbud om amnesti til de regeringsfolk (inklusiv til Maduro) som frivilligt overgiver magten. Det er en lokkemad til generaler i hæren, hvor oppositionen endnu engang forsøger at opildne til en splittelse.

Den selvudnævnte præsident afslog også enhver snak om "dialog" med Maduro, som sidstnævnte ellers nævnte i sin tale.

Tyskland og Spanien har begge udtrykt at de vil sætte en deadline for at Maduro skal indkalde til nyvalg. Ellers vil de anerkende Guaidó. Det ser ud til at EU's ministerråd er ved at indtage samme position. FN's sikkerhedsråd skal diskutere sagen imorgen, omend både Kina og Rusland formentlig vil nedlægge veto.

Situationen er på alle måder giftig. Hverken USA eller oppositionen ser ud til at bakke tilbage. Tværtimod er statskuppet i fremgang. Der har også været voldelige sammenstød og barrikader bygget af oppositionsfolk i Mérida, Barinas, Caracas og andre byer. De næste dage og timer bliver afgørende.


27. januar:

I går talte jeg i telefon med en kammerat i Venezuela. Det var spændende at høre en insiders vurdering af situationen:

Min ven fortalte, at Caracas by og omegn er helt normal. Metroen fungerer, folk er ude og købe ind og oppositionens fredagskoncentration var begrænset til et lille område i Chacao (den velhavende, østlige del af Caracas). Barrikaderne er forsvundet mange steder og særligt natten mellem fredag og lørdag var roligere end hidtil.

Blandt oppositionsstøtterne er der en afventende stemning. Der er mange af dem, som tror at det her er forhastet og at omstændighederne endnu ikke er favorable for et kup. Nogle oppositionsledere, f.eks. højrefløjs-veteranen Claudio Fermín, har udtrykt skepsis og forbehold i forhold til Guaidós kup.

Ifølge min vens vurdering, var hele kuppets forberedelse sket internationalt, imens arbejdet med at forberede deres egen base i Venezuela er blevet neglicieret. Det stemmer i øvrigt godt overens med det vi ser lige nu med Juan Guaidó som både lørdag og søndag har valgt at holde forsamlinger ("cabildos abiertos") i naboskabskvarterer rundt om Caracas. Han forsøger at indhente støtte.

Hos chavismens støtter er der også forundring. Det er over hvor svag regeringen, men særligt Nicolás Maduro, er overfor kuppet. Maduro talte ikke selv til demonstrationen d. 23. januar, det var først da Diosdado Cabello opfordrede demonstrationen til at gå til Miraflores-paladset, at han gik ud og talte. Men hans tale var svag og inkluderede stort set ikke andet end en appel til dialog med kupmagerne. Folk er vrede over den økonomiske situation i Venezuela, men der er også en meget stærk bevidsthed om at en amerikansk intervention vil være katastrofal.

Han sluttede med at sige, at en anden mulighed end direkte militær intervention simpelthen er økonomisk udmattelse. Konfiskeringen af Venezuelas oliefilial CITGO og tilbageholdelsen af guldreserverne i England er hårde slag mod regeringen. Sammenholdt med Guaidó's insisteren på at give amnesti til hvem som helst (endda Maduro), som vil overgive magten, kunne det godt tyde på, at forhåbningen hos USA og oppositionen simpelthen er at eregeringen (eller dele af militæret) bliver udmattede og overgiver sig.

 

28. januar:

Denne uge bliver afgørende i kampen om Venezuela. Intet tyder på at kupmagerne er på tilbagetog. Tværtimod har Guaidó indkaldt til demonstrationer både onsdag og lørdag. Sidstnævnte er timet nøjagtigt med den deadline som EU har givet i deres ultimatum til Maduro om at udskrive "frie" genvalg.

Vi kan være sikre på at samtlige vestlige medier vil profilere oppositionens demonstrationer, mens chavismens vil blive fuldstændigt ignoreret. Vær også forberedt på provokationer fra oppositionen, som tilbage i 2002 forsøgte at manipulere sig til magten ved hjælp af mediepropaganda og snigskytter.

I en artikel fra The Washington Post hævdede Guaidó igår at han har samtaler med generaler i hæren. Det kan være overdrevet - hæren har endnu ikke vist nogle store tegn på splittelse - men det viser i hvert fald, at det kortsigtede håb hos kupmagerne endnu er et brud i de væbnede styrker.

USA's finansminister Steve Mnunchin meddelte at landet fastfryser 7 mia. dollars som tilhører den venezuelanske statskasse. Han annoncerede også et forbud mod transaktioner med Venezuelas olieselskab PDVSA, hvilket i praksis er et olie-embargo. CITGO (Venezuelas amerikanske filial) får kun lov til at handle på amerikanske kontis og dets indtægter må ikke overgå til den venezuelanske stat.

På samme pressemøde forklarede John Bolton, Trumps sikkerhedsrådgiver, at muligheden for militær intervention stadig ikke er taget af bordet. Den venezuelanske journalist José Vicente Rangel har i sit TV-program afsløret mistænkelige amerikanske troppebevægelser på luft-militærbasen Eglin i Florida og på den hollandske antil Curazao, som ligger lige ud for Venezuela. De seneste begivenheder indikerer dog, at man i første omgang forsøger at ligge maksimalt økonomisk og diplomatisk pres på.

Mexico og Uruguay har, som de få store lande i Latinamerika, valgt ikke at anerkende Guaidó. Men både USA og Spanien har sagt, at de vil arbejde for at ændre disse landes holdning. Den spanske præsident Pedro Sánchez rejser nu til Mexico for at overtale López Obrador.

Da Spanien annoncerede sit ultimatum til Maduro om at han skulle "afholde valg indenfor 8 dage, ellers vil vi anerkende Guaidó", var der nogle venezuelanere som på Twitter svarede: "Hvis ikke I indenfor 8 dage afholder folkeafstemning i Catalonien, så anerkender vi den catalanske republik".