Det regerende konservative parti er i krise og truet af åben splittelse, skriver John Pickard, medlem af Labour og redactor for den marxistiske avis Left Horizons. Labour partiet ser i alle de seneste meningsmålinger ud til at have overhalet de Konservative og derfor meget muligt vil kunne vinde det næste valg.

De konservative er især dybt splittet på grund af Bre-xit. Theresa May forsøger at samle hendes parti, op til de kommende forhandlinger med EU, men er på ingen måde lykkedes med at holde uroen nede. De store virksomheder udøver et massivt pres på den borgerli-ge regering for at forhandle et ”mildt” Brexit så handlen med varer og service fortsætter så ubesværet som muligt. Derfor foreslog Theresa May også at give sig på så mange punkter at England ville fortsætte på betingelser udenfor EU, som var så tæt på at forblive medlem som muligt.

I modsætning til det ønsker de mere hårde tilhængere af Bre-xit, anført af Boris Johnson, at bryde med EU fuldstændigt og fortsætte samhandel på basis af WTO´s retningslinjer. Et sådant hårdt Brexit vil sandsynligvis, i modsætning til Boris Johnsons formodninger, føre til økonomisk og politisk kaos. Alle aspekter af den britiske økonomi, så som industri, føde-vareproduktion, service, banksektor, rejser og turisme og selv grøn energi er afhængig af samhandel og aftaler med andre lande. Ideen om at alt dette ikke vil blive ramt ved et Brexit er helt ude i hampen. Selv et par minutters forsinkelse af de titusinde lastbiler der hver dag krydser den engelske kanal vil føre til kæmpe bilkøer, fra Dover til M25 i London. Ved et ”hårdt” Brexit, altså et 100% brud med EU, er der ikke no-get grundlag der ville sikre ”fri og gnidningsløs” handel med Europa og Irland.

På den anden side er Theresa May hæmmet af at Boris John-son er enorm populær blandt de Konservatives medlem-mer. Og det er det Johnson benytter sig af. Det er nu meget sandsynligt at hvis ikke May kan leverer et hårdt Brexit som UKIP-fløjen blandt de Konservative ønsker, vil det føre til kampvalg om ledelsen af partiet og mulighed for åben split-telse. Mens de hårde Brexit tilhængere ikke kan leve med et blødt brud med EU, er der samtidig andre der har udtalt at de vil forlade partiet hvis Boris Johnson bliver formand. Dette er også forklaringen på et ledende virksomhedsejere er ved at rive deres hår ud af hovedet i frustration over balladen i ”deres” parti og som derfor har foreslået en ny EU afstemning for på den måde at redde situationen

De Konservative: Den døende i dødens greb

Krisen i det konservative parti bliver også tydelig når man ser på partiets økonomiske situation. Før i tiden modtog de Konservative væsentlig flere penge end Labour i partistøtte, takket være donationer fra de store virksomheder. Men nu er de velhavende virksomhedsejere langt mindre villige til at donerer penge pga. de Konservatives kluntede håndtering af Brexit. Ved siden af det betyder det faldende medlemstal (med en gennemsnitsalder på 71 år) at de Konservative mod-tager flere penge fra afdøde medlemmers arv end fra de leven-de medlemmer.

Det er ikke nogen let sag for et parlamentsmedlem af enten Labour eller de Konservative at forlade det parti hvori de har opbygget en karriere og hvorfra de har de fleste af deres po-litiske og sociale bekendtskaber. Det er ikke noget man bare gør. Normalt vil det kræve en politisk krise af historiske pro-portioner før et sådant alvorligt split vil finde sted. Men Bre-xit er netop en politisk krise af historiske proportioner. Da David Cameron udskrev valget om fortsat EU medlemskab troede hverken han eller hans rige bagmænd at de ville ”tabe” afstemningen. Nu hvor EU modstanderne blandt de konser-vative er så markante i partiet og i pressen, skaber det tvivl om de etablerede handelsmønstrer, økonomiske forbindelser og profitten for de britiske virksomheder, inklusiv deres op-pustede finanssektor. En krise kan ikke blive mere historisk end det. Og derfor er det højst sandsynligt, at der vil komme et stort split i det Konservative parti indenfor de næste seks til ni måneder og dermed en fuldstændig omorganisering af højrefløjen i britisk politik.

En sejr for Labour vil udløse en bølge af forventning

I forhold til Labour partiet (det britiske socialdemokrati-ske arbejderparti) viser alle de seneste meningsmålinger at det har overhalet de Konservative og derfor meget muligt vil kunne vinde det næste valg. Mediernes voksende hysteri og syndfloden af sladder og kritik mod Jeremy Corbyn som har nået et hidtil uset niveau, viser overklassens dybe frygt for en Labour sejr. Hvad end intentionerne for Labour ledelsen end måtte være vil en nyvalgt Labour regering udløse en bølge af forventninger. De folk der har stemt på Labour vil kræve en politik der tilgodeser almindelige arbejdere: En politik for de mange, ikke de få (Labours parole er: A policy for the many, not the few). 

Den ondskabsfulde pressekampagne der forsøger at udstille Jeremy Corbyn som anti-semitisk, er en del af de milliardæ-rejede mediers forsøg på at forpurre en Labour sejr. Det bør ikke komme som nogen overraskelse at Labours højrefløj en-tusiastisk er hoppet med på denne sladderkampagne og heller ikke at Labours bløde midterfløj har givet efter for højreflø-jens pres. Men det ser dog ikke ud til at have nogen indflydel-se på Labours udvilking hvor medlemstallet fortsætter med at vokse. 

Labour partiet har slået alle rekorder inden for økonomiske donationer og kontingentindtægter på grund af det voksende medlemstal under Jeremy Corbyns ledelse. Medlemsfrem-gangen har været så stor at Labour sidste år indsamlede 10 millioner pund mere end de konservative, altså er rollerne byttet om. For første gang nogen kan huske, er Labour fri for gæld og står i en økonomisk stærk position frem mod næste valgkamp. 

I de år hvor Tony Blair og Gordon Brown havde kontrollen med partiet faldt medlemsskabet til det laveste nogensinde. Udover at miste 4 millioner stemmer til valgene mistede La-bour også 10.000 medlemmer. Som en kopi af de konserva-tive, blev Tony Blairs ”New Labour” i stigende grad afhængig af donationer fra rige tilhængere og forretningsforbindel-ser. Men selv donationerne fra overklassen var ikke nok til at undgå, at partiet kom i større og større økonomisk krise. Nu under Corbyn nærmer medlemstallet sig 700.000 og ind-komsten kommer primært fra små donationer fra almindelige medlemmer.

Labour parlamentariske højrefløj vil aldrig nogensinde blive fortrolig med det voksende medlemstal, fordi en levende og aktiv medlemsbase skaber en del usikkerhed for disse høj-refløjs Labour parlamentarikeres personlige ambitioner og karrierer. De er heller ikke på nogen måder indforstået med et parti der er besluttet på at føre en klar politik til gavn for arbejderne. Derfor er det også højst sandsynligt at Labours højrefløj vil splitte ud hvis Labour vinder valget. Allerede nu er der i det skjulte snak om at de konservative EU tilhængere, de liberale og højrefløjen i Labour skulle finde samme og dan-ne et tredje parti.

Rige virksomhedsejere har allerede meddelt at de vil donere 50 millioner pund til et sådant parti. Det er ikke et spørgsmål om hvis, men om hvornår og under hvilke omstændigheder Labours højrefløj vil splitte ud. Når det sker, vil det skabe en enorm debat i partiet, i hvilken Left-Horizons vil deltage, men det vil ikke ændre på partiets grundlæggen-de drejning mod socialisme. Efteråret åbner op for en meget begivenhedsrig og stormfuld periode i britisk politik. Ikke før sete forandringer, ikke før sete splittelser og udfordringer - men også en idtil uset mulighed for de socialistiske ideer.

Foto: Chris McAndrew / CC / Wikipedia.