Af Andreas Bülow

Den 1. juni blev Spaniens præsident Mariano Rajoy væltet som præsident. Det skete efter at det baskiske nationalistparti trak deres støtte, så et mistillidsvotum vandt flertal. Den umiddelbare baggrund er den såkaldte Gürtel-sag, hvor regeringspartiet PPs kasserer er dømt til 30-års fængsel som del af en større korruptionsskandale indenfor partiet.

(Foto: Pedro Sánchez fra socialdemokratiet PSOE er ny præsident. Wikipedia / Creative commons)

 


Dagen efter blev Pedro Sanchez fra socialdemokratiet PSOE indsat som ny regeringsleder. Men han gjorde øjeblikkeligt klart, at han vil lade den afgående regerings finanslov, fyldt med besparelser, stå ved magt.

Det er første gang i Spaniens 40 år med "demokrati", at en regering fjernes ved mistillidsvotum. Set i et større perspektiv er det udtryk for at Spanien endnu ikke er undsluppet den ustabilitet, som har præget landet siden 2011 og som har udmøntet sig i en række strejker og protestbevægelser.

 

Det nationale spørgsmål uløst

Den nye socialdemokratiske regering kommer til at stå over for et ”hedt efterår”, hvor alle problemerne fra Rajoy-tiden vil komme op til overfladen igen. Særligt det nationale spørgsmål står højt på agendaen. 


Efter at den spanske stat hårdnakket nægtede catalanerne retten til at gennemføre en folkeafstemning om uafhængighed den 1. oktober sidste år, begyndte Rajoy en storstilet repression. Catalanske politikere blev fængslet eller sendt i eksil. Uafhængighedspartiernes lokaler blev ransaget. Flere offentlige møder blev sågar forbudt.

Den 21. december 2017 fremtvang den spanske regering så et nyvalg til det catalanske regionalparlament. Ironien var tyk, da Rajoy led et svidende nederlag og hans parti PP blev halveret fra 8,5 til 4% af stemmerne – ikke engang nok til at danne egen parlamentsgruppe. 


Selvom tilhængere af Cataloniens uafhængighed fik flertal ved december-valget forbød den spanske stat dem i at genvælge Puigdemont som regionalparlamentets præsident. I sidste ende måtte de vælge en anden kandidat - Quim Torra – som præsident.


Der er ingen tvivl om at uafhængighedsbevægelsen i Catalonien er en sammensat størrelse. Den rummer både en del borgerlige politikere med tråde til det catalanske borgerskab, men den rummer også folk fra venstrefløjen, inklusiv arbejderbevægelsen.
 


Som socialister forsvarer vi ethvert folks ret til selvbestemmelse, inklusiv retten til en fri folkeafstemning om uafhængighed. Det betyder ikke, at vi går ind for uafhængighed, men at vi vil forsvare retten til det, hvis flertallet af catalanere ønsker det.


Samtidig kæmper vi for en socialistisk føderation på den iberiske halvø, hvor Galicien, Baskerlandet, Catalonien og de andre nationaliteter frivilligt kan være en del og bevare fuld ret til eget sprog, egen kultur, osv. Sådan en socialistisk føderation ville hurtigt kunne overvinde de nationale skel og skabe politisk enhed imellem arbejderklassen i de forskellige nationaliteter.
 


Den spanske stat har i årevis nægtet enhver form for løsning af det nationale spørgsmål og har gradvist optrappet undertrykkelsen. Efter Franco-diktaturets fald i 1978 blev et nyt pseudo-demokratisk styre indsat, hvor de nationale mindretal i Catalonien, Galicien og Baskerlandet blev indlemmet uden retten til selvbestemmelse. De seneste måneders repression er i virkeligheden et forsvar for det kapitalistiske system og det styre der har reageret siden 1978.
 


I starten af juli mødtes den nye borgerligt-nationalistiske catalanske præsident Torra og den nye spanske PSOE-præsident Pedro Sánchez, men mødet endte uden nogen som helst konkrete aftaler. De politiske fanger sidder fortsat bag tremmer og enhver snak om Catalonien ret til selvbestemmelse er endnu langt, langt borte fra Moncloa. Tilbage står en hel befolkning som har oplevet deres demokratiske rettigheder knust med statens repression. På få måneder har de lært mere om statens undertrykkende karakter end hvad andre lærer i løbet af et helt liv.

 

Økonomiske problemer

Men Catalonien er langt fra det eneste problem for den nye spanske regering. Godt nok har spansk økonomi været inde i et (skrøbeligt) opsving efter krisen i 2008-9 og endte sidste år med en vækstrate på 3,15%. Men det bygger ikke på store investeringer fra kapitalisterne, men snarere på en større anvendelse af billig arbejdskraft, samt større anvendelse af midlertidige og prekære jobordninger. 


Ifølge tal fra IMF er antallet af arbejdere på deltid steget, alene fra 2012 til 2015 fra 14,5% til 15,6%. I samme periode steg andelen af arbejdere i midlertidige jobs fra 23,4% til 25,7%. Samtidig har de spanske arbejdsgivere holdt en konsekvent politik med fastfrysning af lønningerne, hvilket betyder en nedgang i reallønnen.
 


Den nye PSOE-regering vil stå over for flere strejker på arbejdsmarkedet, hvilket allerede er set blandt en række faggrupper. Den vil også være en ustabil regering, i det at den skal hente stemmer fra Podemos og baskiske nationalister hver gang den skal have en politik gennemført.
 


Blandt hundredetusinder af arbejdere og unge, vil der være håb om at den nye regering kan rulle nogle af Rajoys angreb på velfærd og fagforeninger tilbage. Venstrefløjens opgave vil være at kæmpe for at gå fra ord til handling i den henseende.