Af Patrick Gehrs

Det russiske præsidentvalg fandt sted i marts måned, i en tid hvor mistroen og fjendtligheden mellem Rusland og Vesten var kraftigt intensiveret. På trods af en overbevisende sejr, vil det ikke blive nemt for Putin. Økonomien er presset, og oligarkiet bag ham presser på for nyliberale reformer og for at der åbnes op for kompromiser med udlandet – og i særdeleshed USA og EU.

 

 

I 2013 publicerede Berlingske Tidende en artikel på deres hjemmeside kaldet ”10 naturlove du bør kende”. Blandt de 10, finder man Newtons tyngdelov, Niels Bohrs atommodel samt termodynamikkens love. En naturlov som ikke figurerede på listen, var den om, at Vladimir Putin vinder alle de valg han deltager i – om det er præsidentvalg eller valg til premierminister – det er underordnet. Præsidentvalget i Rusland (eller den Russiske Føderation som landet hedder officielt) blev skudt i gang søndag d. 18. marts 2018. Valget forløb uden de store overraskelser, dvs. Vladimir Putin, landets siddende præsident, vandt valget klart og kan nu regere Rusland de næste seks år i hans (sammenlagt) fjerde mandatperiode.

Valgets resultat

Selvom Putin formåede at sikre sig utrolige 76,7 pct. af stemmerne var det værd at bemærke, at der indledningsvis kun var 60 pct. af den russiske befolkning der havde valgt at afgive deres stemme – mandag morgen blev dette tal dog opjusteret af de russiske myndigheder til 67 pct., uden at komme med nogen uddybende forklaring. Faktum er, at var valgdeltagelsen havnet på 60 pct. ville det have været en historisk lav valgdeltagelse. De 76,7 pct. var markant højere end ved sidste valg, i 2012, hvor Putin ”kun” formåede at hive 65,2 pct. af stemmerne hjem.

Værd at bemærke var også, at Putin fik 70 pct. af stemmerne i både Moskva og Sankt Petersborg – byer som huser en betragtelig andel af oligarkiet samt den øvre middelklasse samt traditionelt set, har været bolværk for landets liberale opposition. Kigger man på kandidaterne som skulle udfordre Putin, gjorde Pavel Grudinin fra Ruslands kommunistparti (KPRF) sig mest bemærket, ved at modtage 12 pct. af stemmerne.

På trods af, ikke at være medlem af kommunistpartiet, stillede Grudinin op for det parti hvor hans største vælgersegment måtte ligge. Grudinin er hvad man i Vesten ville kalde en socialt progressiv kapitalist, som har tjent store formuer på sit koorporative landbrugskonsortium som ligger i udkanten af Moskva. Grudinin bryster sig af, at arbejderne på hans fabrik tjener de dobbelte af gennemsnitsindkomsten i Rusland.

Han har været særligt populær blandt den reformistiske del af venstrefløjen – bl.a. med hans udtalelser om, at: ”der bør være plads til et frit markede under socialismen, samt, at offentlige virksomheder bør konkurrere med de private”. Grudinins modstandere, her i blandt store dele af den Putin-venlige presse, har været ude og beskylde ham for, at gemme store formuer, inklusiv guld, i schweiziske banker. På tredjepladsen kom den stærkt højreorienterede og nationalistiske Vladimir Zhirinovskij fra Ruslands Liberal-Demokratiske Parti med 6% af stemmerne. To andre nationalistiske kandidater Maksim Suraykin fra det stalinistiske Ruslands Kommunister samt Sergei Baburin fra det Alrussiske Folkeunionsparti fik hver 0,7 pct. af stemmerne. Værst så det dog ud for landets officielle liberale opposition som bl.a. talte Ksenia Sobchak fra det liberalkonservative ”Borgerlig Initiativ”, samt Grigory Yavlinskiy fra det socialliberale og klimavenlige ”Yabloko”, Ruslands Forenede Demokratiske Parti – sammenlagt modtog disse kun 3% af stemmerne.

Hvis vi kigger bort fra beskyldninger om valgsvindel fra oppositionen samt store dele af den vestlige presse (beskyldninger som bestemt sagtens kunne have noget på sig), så bør vi først og fremmest kigge på de to klasser i Rusland i bestræbelserne på at forstå opbakningen til Putin – dvs. arbejderklassen på den ene side og oligarkiet på den anden. Putins støtte hos landets traditionelle arbejderklasse er bemærkelsesværdig, når vi kigger på det markante falg i levestandard som store dele af russiske arbejdere samt middelklasse har gennemlevet.

Deres støtte til Putin skal først og fremmest ses som symbolet på en fuldstændig kategorisk afvisning af landets liberale opposition – samme opposition som store dele af befolkningen stadig forbinder med det sociale og økonomiske kollaps som skete under overgangen fra stalinisme til liberal markedsøkonomi i 1990’erne, en overgang som resulterede i, at 40 pct. af befolkningen, nærmest fra den ene dag til den anden, havnede i fattigdom.

Valget af Putin skal også ses som resultatet af manglen på bedre kandidater. De russiske arbejdere hader hele den korrupte politiske elite, uanset om de kommer fra det regerende parti Forenet Rusland eller fra andre – deri blandt KPRF. Putins valg, om denne gang, at stille op som uafhænig kandidat, kan derfor kun have gavnet ham i sidste ende. Derudover kan det ikke benægtes, at store dele af den russiske befolkning ser Vladimir Putin som den kandidat der bedst kan modstå presset fra de imperialistiske magter (USA, EU og Storbrittanien) og derfor, den bedste kandidat til, at varetage landets interesser.

Oligarkiet

I skarp kontrast finder vi det russiske oligarki, eller i hvert fald det segment af det som støtter Putin-regimet. Disse ser valget som en mulighed for, at opnå en endnu bedre plads ved det forhandlingsbord hvor de imperialistiske magter også sidder – dvs. aktører og institutioner som ikke kun deler kapital og rigdomme i mellem sig (via liberaliseringer og privatiseringer), men som også optegner de geopolitiske interessesfæ- rer ude i Verden. Det russiske oligarkis bedste metode til at bevare sine formuer og rigdomme er, at kunne bruge en stærk og militaristisk russisk stat som forhandlingses overfor deres vestlige kolleger. Det russiske præsidentvalg fandt sted i en tid hvor mistroen og fjendtligheden mellem Rusland og Vesten var kraftigt intensiveret.

Dette skyldes primært forgiftningen af den russiske statsborger og tidligere dobbeltagent Sergei Skripal og hans datter Yulia i byen Salisbury i Sydengland. Dobbeltagenten og hans datter blev angiveligt forgiftet med en nervegift, kaldet ”Novichok” – en gift udviklet under den Kolde Krig af Sovjetunionen. Den nuværende russiske stat og dets myndigheder har kategorisk benægtet, at stå bag angrebet samt, at udvikle denne type våben. Kigger man lidt i arkiverne vil man da også kunne finde frem til, at i hvert fald et af de kemiske fabrikker hvor nervegiften blev fremstillet, blev pillet ned af USA i slut 1990’erne – en fabrik som lå i det nuværende Usbekistan – og som blev pillet ned via ønske fra daværende præ- sident, og nyligt afdøde, Islam Karimov.

Ovenstående oplysninger indikerer, at den russiske stat i dets nuværende form bestemt ikke kan være eneste aktør som har ressourcerne og opskriften til at fremstille dette stof. På trods af dette faktum har de britiske myndigheder, og medierne i særdeleshed, anført af premierminister Therese May, være ude og slå fast, at alle beviser uomtvisteligt, peger på Rusland.

Beviserne har briterne dog ikke kunne formå, at fremvise – hverken gennem de officielle kanaler, fx gennem The Organisation for the Prohibition of Chemical Weapons (OPCW), eller via de senere undersøgelser som er udført på Porton Down’s militærlaboratorier nær føromtalte Salisbury. Hændelsen har medført en betydelig diplomatisk krise mellem Storbritannien plus dets allierede (EU og USA) og den russiske stat. Indtil videre har landene udvist en lang række af hinandens diplomater. Uanset hvem der står bag angrebet kan man konstatere, at det politisk set, er briterne og Vesten som har vundet mest på denne sørgelige hændelse. Theresa May har på den ene side formået, at samle en bred vifte af EU-lande omkring sig – lande som i lang tid har haft et anstrengt forhold til den britiske regering takket være de igangværende Brexit-forhandlinger, samt på den anden side, formået at tvinge det russiske oligarki til, at genoverveje deres støtte til Putin.

Generelt set er det russiske oligarki, som voksede ud ad stalinismens bureaukrati i det post-sovjetiske Rusland, delt mellem to grupper. Den største gruppe støtter Putin da han og hans parti Forenet Rusland varetager deres økonomiske interesser, den anden, og mindre gruppe, advokerer i det skjulte for et pro-vestligt Rusland. Den kendte oppositionsfigur Alexei Navalny, som i vesten fremstilles som Ruslands store demokratiske håb, hører til denne gruppe. De to grupper har forskellige strategier for hvordan deres økonomiske interesser bedst kan varetages; Putins tilhængere hos den russiske elite har erkendt, at han kun gennem ham kan de få en plads ved det tidligere nævnte forhandlingsbord og derfor prøver de utrætteligt, at påvirke Putin til, at indgå kompromiser med Vesten.

Den anden gruppe er af den opfattelse, at de kun kan opnå den ønskede position ved, direkte at alliere sig med de vestlige imperialistmagter – om ikke andet, så via et regimeskifte som man så det i 2014 i nabolandet Ukraine. Alexey Navalny, som da også blev nægtet opstilling ved præsidentvalget, er vestens primære instrument i denne strategi.

Voksende ulighed

På trods af en, på papiret, overbevisende sejr, så har Putin en gigantisk opgave foran sig. Han vil utvivlsomt blive presset yderligere af det reaktionære russiske oligarki til, at åbne op for kompromiser med udlandet – og i særdeleshed USA og EU.

Disse kompromiser kunne være neoliberalistiske reformer af den russiske økonomi som tillader flere investeringer fra udenlandske firmaer. I en tale, 1. marts til Statsdumaen, hvor Putin præsenterede hidtil uset avanceret militært isenkram, indrømmede han da også, at en række økonomiske reformer var på tegnebrættet. Udover dette kan han ikke ignorere den voksende i det russiske samfund. Landets borgere spenderer i gennemsnit 35 pct. mindre på forbrugsvarer, end de gjorde for bare halvandet år siden.

Det bratte fald i levestandard har sin pris og i en nylig foretaget undersøgelse af Gazeta.ru med hjælp fra Centret for Komplekse Sociale Studier ved Ruslands Videnskabelige Akademi i Moskva, kunne da også, for første gang i adskillige årtier, fastslå, at en overvægt af befolkningen ønsker politiske forandringer, fremfor politisk stabilitet. Om disse forandringer inkluderer en revolution som vi senest så i 1917s Tsarrusland er nok tvivlsomt, men derfor kan der bestemt ikke herske nogen tvivl om, at Putins reaktionære regime næppe vil kunne løfte Ruslands arbejder- og middelklasse ud ad den voksende fattigdom de oplever på egen krop. Kun en tilbagevenden til en marxistisk-trotskistisk politik, fri for kompromiser med stalinister og oligarker, kan skabe et samfund fri for udbytning og militarisme, et samfund som den russiske arbejderklasse må bygge i samarbejde med alle Verdens arbejdere, i modsætning til sidst, hvor Stalins ”Socialisme i ét land” viste sig fatalt for Verdens første arbejderstat.