Af Lasse Bertelsen 

Jeg var så heldig at blive inviteret til den Pakistanske marxistiske tendens The Struggles 36. kongres den første weekend af november 2017. Og det vil blive et besøg jeg aldrig glemmer. Selvfølgelig fordi det var anderledes end i Danmark, men især fordi der var en hel enestående atmosfære. Kongressen havde omkring 2200 deltager fra alle steder i Pakistan. 

Aften før var der kommet toge, busser og biler ind med ivrige klassekæmpere viftende med røde flag og råbende slogans om socialisme, retfærdighed og revolution. Bag talerstolen var et stort banner der hyldede den russiske revolutions 100 års dag. Op til kongressen havde The Struggle oversat Leon Trotskijs bog om den russiske revolution til urdu. Dette er i sig selv en enestående bedrift. Bogen som fylder over 1.000 sider, gennemgår detaljeret udviklingen op mod februar revolutionen samt perioden op mod oktober revolutionen samt selve revolutionen.

Kongressen startede med fremførelsen af diverse digte og sange. Selvom jeg ikke fik det oversat ord for ord, handlede det om at kæmpe mod alle odds for et frit og socialistisk Pakistan og digtene gjorde et stort indtryk på mig da det var tydeligt at de kammerater der fremførte dem mente hvert et ord. Derefter var første punkt på dagsordenen verdensperspektiv fremført af Zafar Ullah. Særligt blev der lagt væk på Kinas voksende rolle som imperialistisk stormagt i regionen, samt kapitalismens manglende evne til at løse føre samfundet fremad.

Efterfølgende var et punkt om den asiatiske produktionsmåde. Dette er ikke et punkt der så tit bliver diskuteret i vesten, med for lande som Pakistan er diskussionen af stor betydning da den historiske baggrund adskiller sig fra vestens historiske udvikling. Ikke mindst gjorde det indtryk da den pakistanske marxist Lal Kahn (der i sommers var i Danmark) tog ordet. Lal Kahn var medstifter af The Struggle i 1980 i Amsterdam og en af dem der drog mod Pakistan i 1987 for at starte arbejdet op mod det brutale Zia diktatur. Da han gik på talerstolen rejste hele salen sig op og der blev råbt kampråb om socialisme.

Om eftermiddagen var der workshops om arbejdet blandt henholdsvis kvinder, unge og fagforeninger.

Under kongressen blev der lavet mad udendørs over bål af kammerater og maden blev serveret i store madtelte, hvilket i sig selv var noget af en bedrift når man tænker på hvor mange mennesker der skulle bespises. Og for en dansker var det lækker mad, som så absolut var rigelig ”hot”.

Dagen efter startede et punkt om den politiske situation i Pakistan fremført af Lal Kahn, medbidrag fra flere kammerater. Senere var der en diskussion om opbyggelsen af The Struggle samt rapporter fra de forskellige workshops, samt om deres aviser The Struggle der udkommer hver 14. dag, Asian Marxist Review der udkommer en gang om måneden samt en ungdomsavis. Til slut gjaldede Internationale ud af højtalerne og folk strømmede op på scenen (mig selv inklusiv) med knyttede hænder syngende den berømte sang.

 

Alt i alt var det en meget imponerende begivenhed. Der var arbejdere tilstede fra en lang række fagforeninger, der til dagligt kæmpede mod arbejdsgiver ikke mindst fra store vestlige firmaer, der var kammerater fra områder domineret af Taliban, som til dagligt måtte arbejde under trusler fra disse fundamentalister og kvinder der har store udfordringer i at kunne kæmpe for deres rettigheder. Selv fik jeg også en kort snak med en tillidsmand fra Karachi stålværk der beskæftigede 12.000 stålarbejdere.

Mest inspirerende var nok den vilje de udstrålede til at fortsætte kampen, samt deres afvisning af at gå på kompromis med at forsvare de marxistiske ideer. Noget som vi kan lære af i Danmark.

Er man interesseret i at lære mere fra de pakistanske marxister kan man læse engelske artikler her: marxistreview.asia

Man kan også se mere om kampagnen til støtte for de pakistanske fagforeninger på ptudc.org