Af Patrick Gehrs

I perioden op til den nye år, så man store grupper unge, arbejdere og arbejdsløse gå på gaden i protest, i mange iranske byer, mod stigende priser på fødevarer, massearbejdsløshed samt mange år med offentlige nedskæringer.

Selvom det iranske regime, denne gang, formåede, at slå ned på, og kvæle stemmerne i det utilfredse segment, så understregede protesterne trods alt, at taburetten bestemt ikke står så solidt plantet som det klerisk-borgerlige regime i Iran troede. Ét er modstanden mod et reaktionært og klerisk regime, der heller ikke er bange for at implementere neoliberale markedsreformer, noget andet er, at kigge på om denne modstand har/havde en klar politisk karakter. Dette vil vi forsøge med denne artikel.

Næstefter Nordkorea, så er Iran nok den nation som hyppigst optræder i vores hjemlige medier under etiketten slyngelstat. Før den 28. december, var det  primært Donald Trumps mange arrige tweets og kommentarer vedr. den, efter amerikanernes mening, uretfærdige atomaftale som Obama-regeringen havde lavet med det iranske regime før Trump kom til magten, man kunne læse om– men efter d. 28. december rapporteredes der om demonstrationer mod det iranske regime. Sidst vi for alvor så demostrationer mod det teokratiske regime var i 2009, hvor store demonstrationer rystede landet ovenpå tidligere præsident Mahmoud Ahmedinejads valgsejr, som mange demonstranter mente var afstedkommet af fusk.

Denne gang var udgangspunktet dog anderledes. En stor gruppe demonstranter mødte op d. 28. december i Irans næststørste by Mashhad for at vise deres utilfredshed med landets skrantende økonomi, galloperende fødevarerpriser, massearbejdsløshed samt ulighed i samfundet. Lignende demonstrationer udviklede sig hurtigt i andre store byer, inklusive hovedstaden Tehran. Iflg. flere kilder skiftede demonstrationerne hurtigt fra, at have en socioøkonomisk karakter til, at have en direkte konfrontatoriske karakter mod regimet. Der skulle angiveligt være blevet råbt slagord, så som ”Vi ønsker ikke en islamisk republik!” til ”Død over diktatoren”.

Den næste uge  fortsatte demonstrationerne med uformindsket styrke og i flere byer kom det til voldelige sammenstød mellem demonstranter og regimets politi- og sikkerhedstyrker – forinden, nytårsdag, havde Irans indenrigsminister understreget, ”...at de som forstyrrer den offentlige ro, skal være beredte på, at betale prisen...”.

Søndag d. 7. januar kunne Irans Revolutionære Garde sammen med landets efterretningstjenester meddele, at oppositionen var overvundet. Ovenpå denne kendsgerning kunne kilder berrette om 4000 anholdte samt 23 døde på aktivisternes side, plus et enkelt dødsfald fra regimets sikkerhedsstyrkers side.

Kigger man på den nuværende regering i Iran, anført af præsident Hassan Rouhani, kan vi hurtigt konstatere af den førte politik, langtfra har været arbejdervenlig. Politiken har tværtimod stort set udelukkende været til gavn for den klerisk-reaktionære fløj af eliten som Rouhani tilhører. Gennem omfattende privatiseringer af den offentlige sektor samt lempelser af regler for udenlandsk investering i iransk olie har Rouhani og hans klike gjort sit til, at få europæiske samt ikke mindst amerikanske kapitalister til betragte Iran som en neoliberal markedsøkonomi egnet til investeringer. Det er ikke mindst energigiganter som Shell, Total samt Eni SpA som får gavn af de udbutte olieressourcer som retmæssigt tilhører det iranske folk. Rouhani-regimets offentlige budget for 2018 byder på besparelser for 5,3 milliarder dollars på velfærdsydelser som de fattigste iranere modtager.

Derudover finder vi en besparelse på 3,1 millard dollars til vedligeholdelse af infrastruktur. Oven i dette, har regeringen også fremlagt prisstigninger på petroleum på næsten 50%. Alle disse besparelser berører altså en befolkning hvor det anslåes, at 50% lever under fattigdomsgrænsen (et skøn som selv Irans Revolutionsgardes eget politiske organ, Sobhe Sadeq, er enig i). Et studie udført af BBC Persian konkluderer at langt størstedelen af Irans befolkning er 15% fattigere i dag, end de var for 10 år siden. Samme studie konkluderer også, at forbruget på basale dagligvarer som brød, mælk og kød er faldet tilsvarende med 30%.

De fornævnte markedsvenlige reformer som Rouhani-regeringen flittigt har gennemført er kun ment som en understregelse af Irans villighed til at acceptere amerikanske og vesteuropæiske investeringer i landet – den primære indrømmelse kom i 2015, hvor Rouhanis regering indgik en aftale med medlemmerne af FNs sikkerhedsråd, anført af USA, EU og Tyskland, om delvis nedfrysning af Irans atomprogram mod betragtelige lempelser i de sanktioner Iran var pålagt i forbindelse med det atomprogram, tidligere præsident Mahmoud Ahmedinejad, satte skub i.

Disse lempelser i sanktionerne har uden tvivl betydet, at det iranske regime har nemmere adgang til livsvigtig kapital – så nem adgang, at Donald Trump føler sig fristet til, at rive aftalen midt over – på trods af, at aftalen var indgået med otte andre nationer – inlusiv Kina og Rusland.

Det skal understreges at Rouhani-regimet, efter at have erklæret sejr over demonstranterne, ikke var sene til, at melde ud, at man skam gjorde hvad man kunne for, at tackle den stigende fattigdom og ulighed – et klart signal om, at regimet godt ved, at dets overlevelse ikke er garanteret, såfremt situationen forværres yderligere.

Kigger man på protesternes karakter, så tegner der sig et billede af at de er startet med økonomiske krav. I modsætning til 2009 og den såkaldte ”Grønne bevægelse” – den politiske bevægelse, som udfordrede Ahmedinejads valgsejr og som blev støttet af den gren af den iranske elite, som var mest venligtstemt overfor Washington, så var der her paroler imod den forarmelse som er fundet sted iblandt masserne i Iran.

Bevægelsen er interessant i og med, at den også indeholder grupper i befolkningen som traditionelt har støttet det borgerlig-teokratiske regime. Det drejer sig primært om folk i provins- og landområder, hvor tørke og manglende investeringer, har betydet, at støtten til regimet langsomt er forsvundet. Et andet interessant faktum er, at protesterne faktisk kom ovenpå månedlange strejker mod arbejdsgiver-nedskæringer og manglende lønudbetalinger – fx måtte arbejdere fra den iranske sukkergigant Haft Tapeh undvære lønninger i over fire måneder.

At protestbevægelsen ikke formåede, at vælte regimet denne gang, betyder ikke at kampen er slut. Tværtimod giver kampen vigtige erfaringer til arbejderklassen. Lige nu har den iranske regering og dets propagandaorganer formået at angribe bevægelsen og der har været benhård repression fra sikkerhedstyrkernes side.

Regeringen og dets organer formåede tidligt i forløbet, at samle op på en række bizare og dybt hykleriske ’tweets’ fra USA’s præsident Donald Trump, samt den republikanske senator John McCain, hvor begge hylder de iranske demonstranter og erklærer deres entydige støtte til: ”Irans undertrykte folk som er sultne efter frihed”. Det hykleriske består selvfølgelig i, at Donald Trump har anlagt en yderst konfrontatorisk linje mod det iranske regime, hvor han gentagende gange, har ytret ønske om at genindføre de sanktioner som Iran led under før den såkaldte Atomaftale – sanktioner som selvfølgelig vil ramme de selv samme iranere som Trump erklærer sin støtte til. John McCains støtte til de iranske demonstranter klinger også hult, eftersom han har brugt mange år af sin politiske karriere til, at føre lobby-arbejde for en militær-intervention som, hvis den blev realiseret, ville koste mange tusinde civile iranere livet.

Det iranske regime kan altså her, på bizar vis, prise sig lykkelige for, at kunne sætte protestbevægelsen i forbindelse med amerikansk imperialisme, men denne metode vil selvfølgelig ikke kunne genanvendes ud i det uendelige. Fortsætter uligheden, manglende lønudbetalinger samt prisstigninger på basale fødevarer, så vil regimet ikke kunne tørre den af på USA, Israel eller Saudi-Arabien – samtidig vil kommende protestbevægelser mod regimet ikke kunne vinde større opbakning i befolkning hvis ikke de bevæbner sig med et egentligt politisk program – et program hvor man entydigt tager afstand fra det amerikanske og europæiske borgerskabs tilnærmelser og hvor man understreger en socialistisk linje hvor man gør op med mange års leflen for udenlandsk kapital samt afvikling af Irans offentlige sektor. Kun et socialistisk program kan vælte landets reaktionære-teokratiske regime.

 

(Foto: By GTVM92 (Own work) [CC BY-SA 4.0 (https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0)], via Wikimedia Commons)