Af Socialistens redaktion

Da Donald Trump blev valgt som præsident for USA i 2016, kom det som et chok for det etablerede establishment i Washington og de fleste politiske analytikere. Eneste undtagelse var måske et afsnit af The Simpsons fra år 2000, hvor Lisa Simpson overtager præsidentembedet fra Donald Trump, der har lagt landets økonomi i ruiner. Det var ment som et symbol på hvor vanvittig den politiske situation i USA kunne udvikle sig. Efterfølgende, da Trump rent faktisk blev præsident for USA, har mange taget sig til hovedet i lige delt forbavselse og indignation over hvordan det kunne komme så vidt.

 

Trump står ikke på arbejdernes side

Trumps primære valgslogan var ”Make America Great Again”. I hans valgkamp forsøgte han bl.a. at tale til mange af de amerikanske arbejdere, der har mistet job, som følge af udflytning af industriarbejdspladser. Hans racistiske ytringer mod fattige latinamerikanske migranter var/er samtidig et forsøg på at tale til de amerikanere, der føler et pres mod deres løn- og arbejdsforhold. Men ser vi på effekterne af Trumps politik, er det helt klart, at han har forværret forholdene for den amerikanske arbejderklasse. Hans politik har gjort de rige rigere, og de fattige fattigere. Det kan læses ud af følgende fakta:

  • Der er sket en kraftig nedskæring i landets arbejdsmiljøtilsyn, som nu har det laveste antal ansatte i hele dets 48-årige levetid.

 

  • Trump sagde under valgkampen at han støttede en føderal minimumstimeløn på 10 dollars. Men minimumstimelønnen ligger stadig på 7,25 dollars. Og i april 2019 fastslog Trumps arbejdsministerium tilmed at rengøringsarbejdere og lignende erhverv ikke er berettiget til en minimumstimeløn og overtidsbetaling, da de ikke skal betragtes som ansatte, men derimod selvstændige erhvervsdrivende uden overenskomst.

 

  • Mens den officielle arbejdsløshedsrate er meget lav (ca. 4%), så er den faktiske arbejdsløshed langt højere i USA. En stor del har opgivet at finde et job, mens andre kun kan få et deltidsjob. Og over 20% af amerikanerne i alderen 25-54 år er stadig arbejdsløse.

 

  • Trump har fortsat Obama og hans forgængeres neoliberale politik hvad angår skattelettelser til erhvervslivet. I 2018 gav Trump skattelettelser for 1.500 milliarder dollars. De største i USA’s historie. Men dette har ikke boosted økonomien, men derimod resulteret i en accelererende ulighed. Mens lønningerne for 90% af amerikanerne er stagneret eller faldende, har virksomhederne kunne udbetale 1.300 millarder dollars til deres aktionærer i 2018.

 

  • En anden konsekvens af Trumps neoliberale politik er kraftige nedskæringer på de offentlige budgetter for uddannelse, sundhed, miljøbeskyttelse og fødevarehjælp til de allerfattigste. Dette alt imens at der findes penge til at udvide militærbudgettet med knap 5% og bygge en mur langs grænsen til Mexico.

 

  • Situationen i verdens rigeste land er den at 43% af alle hushold ikke har nok penge til at kunne dække de basale udgifter til husleje, mad, transport, børnepasning, sundhed m.v.

Trumps udenrigspolitik: krigsoprustning, klimaskepsis, handelskrig og støtte til reaktionære regimer og kupmagere

Trump har opsummeret sin udenrigspolitik med frasen ”America first”. Hans budskab er at USA er blevet og bliver snydt økonomisk af andre lande i verden. Derfor har han opsagt og genforhandlet forskellige handelsaftaler. Derfor har han modsat sig Parisaftalen om klimaforandringer. Og derfor har han krævet at andre NATO-lande skal øge deres militærbudgetter markant. Effekterne af denne politik er bl.a.:

  • Som svar på Trumps kritik har de europæiske NATO-lande forøget deres militærudgifter med 100 milliarder dollars - oftest på bekostning af kollektiv velfærd i de enkelte lande.

 

  • Som resultat af Trumps afvisning af Parisaftalen har flere andre lande, heriblandt Brasilien, valgt at neddrosle deres indsats imod klimaforandringerne.

 

  • Som resultat af Trumps handelskrig med Kina er der en øget risiko for en global økonomisk recession.

 

Med Trumps ankomst til Det Hvide Hus, har de mest reaktionære ’høge’ i større grad fået mulighed for at definere amerikansk udenrigspolitik. Dette har bl.a. ført til at:

 

  • USA har optrappet konflikten med Iran, og risikoen for en større krig i regionen er nu større end i mange årtier. De økonomiske sanktioner rammer arbejderne og de fattige hårdt. Trumps krigstrusler og sanktioner medfører derudover også at regimet i Iran i højere grad slår hårdt ned på politiske aktivister og modstandere.

 

  • USA forsøger aktivt at gennemtrumfe et kup i Venezuela, og Trump har flere gange luftet muligheden for en egentlig militær invasion for at vælte Maduro. Et andet middel som USA forsøger sig med, er omfattende økonomiske sanktioner, som har ramt Venezuelas olieeksport hårdt. Hvis Trump lykkedes med at vælte Maduro, vil det føre til en bølge af privatiseringer og angreb mod tilkæmpede sociale rettigheder i Venezuela. Derfor må kupforsøget og de økonomiske sanktioner imødegås med revolutionære midler, f.eks. gennem ekspropriering af amerikanske multinationale selskaber i Venezuela, gennemførsel af en radikal jordreform m.v. Desværre går tiltagene fra Maduro-regeringen i den modsatte retning, da de i stedet i højere grad forsøger at fastholde magten gennem pagter med det lokale borgerskab og udenlandske selskaber.

 

  • USA’s økonomiske blokade mod Cuba er forstærket under Trump. Modsat tilfældet med Obama, mener Trump i højere grad at han kan smadre den cubanske revolution gennem åben aggression. I april 2019 besluttede USA at implementere artikel 3 i den lov der hedder Helms-Burton. Loven er fra 1996, men denne artikel 3 er aldrig blevet implementeret. Med implementeringen af artikel 3 bliver det muligt for amerikanske statsborgere at føre retssag imod udenlandske selskaber, der investerer i Cuba. Som resultat, vil der sandsynligvis ske et stort fald i udenlandske investeringer i Cuba, og som følge af dette vil der ske en nedgang i den cubanske økonomi.  

 

Behov for et socialistisk alternativ til Trump og hans politik

Med Trumps indtagelse af Det Hvide Hus er den politiske debat i den grad blevet polariseret i USA. Især blandt den unge generation er der nu et stort flertal der er åbne overfor socialistiske ideer. Rent faktisk viser flere meningsmålinger at over 60% af amerikanere under 34 år foretrækker socialisme fremfor kapitalisme. Den store opbakning til Bernie Sanders ved de seneste primærvalg i USA i 2016 var et symptom på dette.

I dag er det kun omkring 10% af de amerikanske arbejdere der er medlem af en fagforening, og henover flere årtier har der været en faldende strejkeaktivitet. Dette ændrede sig imidlertid i 2018, hvor der var det højeste antal strejker siden 1986. Blandt andet strejkede skolelærerne i en række stater, hvormed de var i stand til at opnå betydelige lønstigninger og sikring af sociale rettigheder. Og i januar 2019 var strejketrusler fra lufthavnsansatte med til at afslutte Trumps 34-dage lange nedlukning af den offentlige administration. Disse begivenheder viser en skærpet klassekamp i USA, og det rejser perspektivet om opbygning af et stort arbejderparti, der kan udfordre Demokraterne og Republikanerne.

Men det er vigtigt at huske på at der er tale om en global kamp for en mere retfærdig verden. I Danmark må vi derfor også engagere os i kampen mod vores egen overklasse, der dikterer velfærdsnedskæringer, mens de, uden at blinke, finder milliarder til krigsdeltagelse og militæroprustning.

Derfor er der også behov for at styrke kampen i den danske arbejderbevægelse og ungdom for et socialistisk alternativ til den nuværende kurs.

 

(Foto: Michael Vadon / CC / Flickr)